Hos tante Rigmor.
Rigmor Amalie havde lige sat sig tungt i det lave, firbenede lænestol med ben, der pegede ud til hver sin side, og stolen under hende gav ikke så meget som én træt knirken fra sig, trods hendes efterhånden solide skikkelse. Hun var hjemvendt fra turen til supermarkedet som så ofte var missionen blot brød, men hun slæbte nu foruden brød også mælk og spegepølse og kartofler og salat for over hundrede kroner i den store netpose, godt hun huskede posen, ellers havde hun aldrig fået det hele op ad trapperne i lejlighedskomplekset på Amager.
Hun strakte benene ud, masserede knæene og lod hovedet falde tilbage mod lænestolens slidte ryg.
Bare sådan lige en lille lur… bare fem minutter, tænkte hun, idet kukuret på væggen et gammelt arvestykke fra hendes mor, med håndskårne blomster og en kukkefugl der nærmest lød astmatisk begyndte at kagle og hakke ud i stuen. Fuglen nikkede bestemt med sit slidte næb: Timerne gik, ingen søvn blev tildelt nogen her.
Satans gamle fugl! skræmte mig fra vid og sans! Jeg stiller dig altså ud i pulterkammeret! halvråbte Rigmor efter uret, mens hun truende rystede sin knytnæve efter vogteren af tiden. Kukkefuglen smækkede straks ud bag de snørklede døre igen.
Men det var nu også ved at være tid om lidt kom Søs, og der sad hun, bredt ud som hankatten Ib i solen.
Benene bar af sig selv den modne kvinde i køkkenet, hænderne hev den glade forårsforklæde med påskekyllinger og perlegrene fra krogen, båndene slog sig straks om livet på hende og fremhævede hendes stadig rare figur. Forklædet var off season påsken lå langt bag, decembernat stak næsen ind ad vinduet, men Rigmor var ikke typen, der skulle have sæsonopdateret køkkentøj så ofte. Viskestykkerne pralede stadig med tryk fra forrige juleaften, grydelapperne råbte endnu 8. marts kvindernes kampdag, og køkkenet det var Paris-Paris, for sådan havde Søs bestemt indretningen: lyst, vægtløst, uden krinkelkroge og farligheder. Vinduet mod gården, nu vel at mærke, ikke noget med svungne buer og herregårds-aner, men det duede skam. Søs havde trukket tanten land og rige rundt, kigget på magasiner, argumenteret for farver og former. Aldrig glemmer Rigmor de måneder med plasticdug over komfuret og støv i suppen
Men alt blev, som det skulle. Eller næsten. For i det parisiske design sneg der sig hverdagsting ind, håndklæder med haner, kroget saltbøsser, hvor der før var lavendelvase fra Søstrene Grene.
Nu har du blandet kompot, sagde Søs, hver gang hun var forbi.
Ja, ja, det må hun klare, svarede Rigmor, og viftede lidt pågaven over sitsen.
Søs elskede at komme. Lige fra barndommen hang hun ved den kvinde med smilehullerne i kinderne og de hurtige, kloge hænder, der kunne bage jordbærtærter og stude frikadeller, præcis som Søs bedst kunne lide. En usynlig tråd havde smøget dem sammen: streng nogle gange, slap og blid som et garnnøgle andre, henlagt som en kattekilling ved Rigmors hjemmefutter.
Nå, suppe! Rigmor stak hovedet i køleskabet. Der var suppe, kødet skulle lige steges, salaten snittes. Masser af tid.
Som hendes mor havde Rigmor det med mad. Det handlede om at fodre folk op, stille op igen og igen: Hvorfor spiser du ikke noget mere?, Vil du ikke lige have lidt til?. Den sult sidder dybt hun var barn to år efter krigen. Inden længe lærte Søs alle tricks for ikke at vriste under bjerget af rester, men det stoppede ikke tanten i at stille op med mere.
Det var mylderet af kniv på skærebrættet og den grønne, dugprikkede agurk, som pludseligt blev afbrudt dørklokken. Søs!
Rigmor tørrede hænderne grundigt, først på hanekloviskestykket, så smed hun det med et hurtigt blik væk, Søs syntes jo ikke om det med alt det brogede.
Hej tante Rigmor! Søs, lang og vindblæst i sort læderjakke og skinny jeans, trådte ind, rystede snefnuggene af pelsen og rakte den ældre kvinde et lille farverigt stjernebundt af asters.
Kære Søs, mine yndlingsblomster! Kom indenfor, du er jo vokset igen, hvad spiser I i det København?
Søs lo, smed skoene og lagde fødderne i varme, bløde tøfler, badet i duften fra vanilje, trærens og hjemmelavede krebinetter med sprød, gylden panering.
Hjemme, tænkte hun. Hvorfor var der aldrig sådan hjemme? Der var støj og jag, telefoner, brud og forsoning i magtsprøjt. Hendes mor som en storm, lyn, blik og bevægelse alle skulle dækkes ind, klappes sammen, køres afsted som togvogne bag et piskende lokomotiv. Man kunne ikke bare standses, se på marken, på vinddansende bøgetræer eller havet af jysk gullig rug, næ, møllehjulet knoklede videre.
Men hos Rigmor blev hun rolig, som om hun satte sig på sky.
Ofte, når dampen var gået af i Søs, søgte hun tilflugt i tantes stue, i den store stol ved vinduet med benene op under sig, kiggede på vinden der fik gardinet til at blafre, så på teen dampe i koppen med citron. Eller hun forsvandt i bøgerne fra hylden, nøje samlet og passet på. Der var aldrig hast, aldrig bebrejdelse. Rigmor havde ingen af eget kød og blod, men masser af rum, hvor Søs kunne ligge og hvile sig i moderligt nærvær.
Godt du ringede! råbte Rigmor ud fra køkkenet. Der er lige til at springe et måltid sammen, og jeg har rystet din dyne og åbnet vinduet på klem.
Tak, moster, jeg håber ikke jeg forstyrrer.
Du kan hjælpe lidt med salaten, min pige, men forstyrrer er du aldrig! Rigmor kyssede sin niece på toppen. Hov, du er vokset ud i hovedet, det har sikkert noget med den bachelor at gøre!
Køkkenduften blev tykkere, og katteherre Bastian kom trasket ind, værdig på sin taburet, knurhårene stikkende frem.
Nå, hvad så Bastian? Rigmor smilede til kattens lidt arrogante blik.
Åh, Bastian, jeg har savnet dig, sukkede Søs, trak ham op på skødet og begravede fingrene i den varme pels.
Hvordan går det hjemme, hvordan er din mor? spurgte Rigmor, mens hun hakkede videre.
Søs stivnede lidt, Bastian mærkede stemningen, snoede sig utålmodigt fri og gled om bag døren.
Jeg bor lige lidt her, hvis du gider? mumlede Søs med blikket nede i tallerkenen.
Selvfølgelig må du det. Men hvad er der sket, barn? spurgte tanten.
Intet, jeg vil bare gerne være her og… have lidt ro.
Ved din mor, du er her? Rigmor så på hende med halvbekymrede øjne.
Jeg er voksen, jeg kan tage hjem eller væk, når jeg vil! svarede Søs skarpt og kom til at lyde som sin mor.
Sådan var det også, dengang hendes mor Jytte flyttede og forsvandt til Odense, ville have det store ud af livet, skrev bare et par linjer om at ingen skulle lede alt skulle nok gå.
Rigmor havde dengang følt savnet, men også misundelsen, ja ligefrem ærgrelse hvorfor var hun ikke inviteret med på lykke og eventyr? Hun vidste dog også, at sådan noget kunne hun aldrig selv, bare tage afsted uden at se sig tilbage. Det var Jytte, altid et spor foran, tænkte hun.
Det må du selvfølgelig, Søs, men din mor bliver da bekymret…
Skal hun have lov, men hvad med mig? Hvem skal tage sig af mig?
Bastian lurede, hvad nu, igen den tumlende pige, tåre i ordene, klump i stemmen…
Jeg er træt af hende. Hun styrer som en damptromle, hun roder med det hele, skal være med overalt, hun…
Hvad har Jytte nu fundet på? spurgte Rigmor alvorligt, satte sig tungt med tekanden, skænkede to kopper med dampende, rødlig te og dryssede hurtigt sukkeret ned over porcelænet.
Hun stresser rundt, vil igen have bygget om derhjemme, trækker far og mig fra butik til butik. Og så, med opgaven på universitetet… hendes navn overalt, hendes kontakter. Jeg vil ikke det mere! Da jeg hørte hende blive omtalt i universitetets kontor pludselig var hendes ry sandheden. Jeg afleverede papirer, og der, bag døren, sagde de, at jeg kun havde fået min opgave godkendt, fordi min mor pressede på! At jeg ikke var stærk nok selv! Da jeg fik det at høre, gik jeg bare ud, og hjemme i stuen, dagen efter, afleverede jeg udmeldelsen. Jeg skal ikke være designer. Jeg vil væk.
Læberne rystede. Øjnene borede sig ind i dugen med små bisættende mønstre. Rigmor sad med koppen løftet, frosset i tanken.
Du har droppet universitetet? Men du ville jo det… Hvorfor?
Fordi jeg ikke gider trække rundt på hendes arm. Jeg går til rengøring, gulvklude er det samme alle steder. Hun kan ikke alt!
Rigmor vendte sig mod vinduet, lod skodden falde mod Danmarks vintermørke. Katten listede tilbage og listede sig op på nieceknæene. Sådan var det, når kvindfolk satte sig sammen nerve, uro, så mange svære ting, tænkte Bastian. Der var da roligere ude ved skraldespanden i gården, men… her var der varmere.
Udenfor blev Amagers gadelys sløvet af sne, himlen blev dæmpet, vinteren tryglede sig ind ad ruden. Rigmor sukkede, drejede hovedet.
Søs, tag ikke så hårdt på din mor. Hun gør det ikke i ond vilje. Hun er bare bange.
Bange?! For hvad?! Hun tromler bare alt!
Du har aldrig set hende skrøbelig. Heller ikke, da alt var ved at gå galt. Hun kæmpede, hun ville bare have jer sikkert over. Dengang var hun også modig, men det endte galt for hendes veninde Maja…
Hvad blev der af Maja? hviskede Søs.
Hun gik bort for år tilbage. Din mor følte, det var hendes skyld, det, der gik galt. Det har siden drevet hende. Hun vil ikke kan ikke se dig fejle, være alene. Måske må hun slet ikke holde op med at handle og kæmpe.
Men jeg er jo ikke hende…?
Nej, men du har hendes ild. Og du har min ro. Og din fars lune.
Søs nikkede, lod stilheden sætte sig.
Hvad var det for et projekt, du blev smidt ud på? hviskede Rigmor.
Et indkøbscenter, et stort et. Men det smed jeg ud.
Det skal du ikke. Du skal gå tilbage, snakke med mor, klare dig færdig, få dit papir. Og så kan du tage til rengøringsjob, hvis du ender der. Men forsøg nu ordentligt først!
Men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke begynde helt forfra.
Selvfølgelig kan du. Tag bare mit køkken, tag billederne, brug dem i dit projekt. Det har du selv hjulpet med at skabe. Så tager du det med. Og siger ikke imod!
Bastian så sig dybt i øjnene med Søs: Nå, siger du imod?
Hun rystede på hovedet. Så drak de te i stilhed, engang imellem tabte en træsk og en sukkerperle sig på asietten, og derude tumlede nattemørket over Amagerbrogade.
Ved du, Søs, din mor havde ikke noget sted at stikke af. Ingen at hvile sig hos. Så hun løb hun løber stadig. Du har os begge. Storm eller stille, der er altid plads til dig her.
Jeg rejser hjem i morgen, tante. Jeg skulle vel hellere se at få det ordnet.
Ja, skynd dig, som Jytte ville gøre! Det er ikke for sent. Drop nu melodramaet, det ligger vist i blodet! smilede Rigmor og blinkede til Bastian. Han gispede, sprang ned og trissede i seng. Ja, ja, han havde nu valgt det rigtigt hjem underholdning var der nok af, og madskålen blev aldrig tom.
