Og hun drømte om sin Jens
Bedstemor Gerda lå på sin seng og lyttede til stemmerne fra køkkenet. Det var hendes barnebarn, fyrreårige Karen, der skændtes med sin egen datter, unge, langbenede Trine, som først lige var kommet hjem fra byen midt om natten.
Karen havde efter alt at dømme givet Trine et par smæld over benene med viskestykket. Trine hulkede, råbte igen, og Karen overøste hende med beskyldninger.
Var det nu tidspunkt at skændes? Natten lå tung over København. Og når man havde levet så længe som Gerda, syntes alle de svære ord og høje stemmer bare at være støj så ligegyldige, så frygtsomme, så unødvendige.
Gerda tænkte på de store ting, på sine fejl. Hun havde for længst trukket alle disse skænderier blandt livets synder. Nu, hvor kræfterne ikke slog til, var der tid nok til at tænke og tale indvendigt.
Kære Gud, få dem til ro, bad Gerda i mørket, Kære Gud, lad dem få fred.
Det føltes, som om hendes tid snart var omme. Men alligevel slap hun ikke livet. Der var ingen smerte og ingen frygt, kun en slags irritation over, at hun stadig skulle ligge lænket til dette gamle trætte legeme. Hun havde jo stadig lyst til at spise, lyst til at rulle om på siden, bare sidde på sengen og kigge ud ad vinduet.
Hver aften bad hun Karen om at stoppe flere puder bag ryggen og åbne vinduet og trække gardinet til side. Så sad hun og kiggede ud og syntes at kunne se stjernerne. Sådan sad hun også nu, da skænderiet begyndte gjort klar for natten.
Karen… Karen…, råbte hun, ville prøve at aflede barnebarnet, men Karen hørte hende ikke i ilden over datteren.
Lidt efter blev døren flået op, og Trine kastede sig sammenkrøbt op i lænestolen ved bedstemors fodende. Hun hulkede, snøftede og klynkede.
Om fem minutter kom så Karen ind, så ud som om hun kom efter noget, rettede på Gerda og sendte et strengt blik til datteren:
I seng med dig!
Lad mig være. Jeg lægger mig her hos mormor. Slår lænestolen ud.
Trine sprang op, slæbte sengetøjet over. Stuen hvor Gerda lå, lå i den modsatte ende af huset fra køkkenet. Man kunne se på Trines beslutsomhed, at hun var fornærmet på sin mor ville ikke sove i deres del.
Hendes bror var på lejrskole, og Trines far, Anders, arbejdede i Norge. Han var ellers blid og den, der altid forsvarede hende. Men nu var der ikke nogen til at gå imellem morens strenghed.
Siger jeg ikke, bedstemor hun skulle være hjemme kl. elleve! Klokken er over ét! Og det er samme klovn igen Kasper den bums. Politiet holder øje med ham! Jeg kan råbe nok så meget det er nyttesløst, brummede Karen, mest til sig selv men også til datteren, Hun får jo heller ikke læst til eksamen!
Trine svarede ikke men foldede lænestolen ud med energiske bevægelser. Gerda sagde heller ikke noget hun lå bare roligt i sine puder. Ingen grund til at puste til ilden. Hun fiskede bare kammen frem, redte sit korte, sølvhvide hår én gang til, og satte sig til rette, som om hun forstod, at søvnen alligevel ikke ville komme endnu.
Trine gik ud på badeværelset, smed bukser og bluse, lagde sig under tæppet i undertrøje og trusser. Næsen snøftede endnu.
Mormor, lød det til sidst nede fra lænestolen, Forstyrrer månen dig ikke, når du skal sove?
Mig? Jeg ser den nu ikke rigtigt. Kun lidt, svarede Gerda. Luk gardinet, hvis det generer dig.
Nej… Lad den bare være. Det føles lidt som om, den forstår mig.
Hvorfor skulle den være den eneste? Kærligheden, den er der da altid nogen, som forstår. Det er bare, de unge træder forkert så tit det er derfor, moren din bekymrer sig.
Har hun også taget fejl?
Jaaa… Snak sammen en dag. Så fortæller hun dig det.
Kan du ikke fortælle? Trine løftede hovedet, det blonde hår strittede mod puden, Måske ville jeg forstå hende bedre? Måske er der noget, hun ikke kan glemme i sit liv?
Nej, det… jeg husker det dårligt. Du må selv spørge.
Ha! Som om! Hun fortæller aldrig noget…, sagde Trine fornærmet og rullede væk igen.
Men man forstår hinanden dårligt uden ærlighed. Prøv og spørg hende.
Nej, alt kan jo ikke siges til et barn. Men… Mormor, om en måned fylder jeg atten har jeg så ikke ret til mit eget liv? Og hvem skal jeg snakke med, hvis ikke med min mor? Med Laura? Hun siger jo altid, at jeg er idiot…
Hvorfor det? Gerda rettede sig op, så på Trine med undren.
Åh… Det er bare, som det er.
Der blev stille et øjeblik.
Forstår du, Trine ville så gerne åbne sit hjerte, nogle gange føles kærligheden som en blindgyde. Altså, den udvikler sig ikke. Og det skal den jo, gør det ikke? Men man sætter selv en stopklods op… Nej, siger man, det går ikke længere. Og så mister han interessen, forstår du?
Gerda rynkede panden. Det var ikke let for den gamle hjerne at følge de nye ord. Hun forstod ikke rigtigt, hvad oldebarnet mente. Så hun svarede, som hun bedst kunne:
Kærlighed, Trine… er kærlighed. Der er smerten, bitterheden, lykken. Men blindgyde? Det har jeg aldrig forstået. Kærlighed kan ikke gå i stå det har jeg aldrig hørt.
Gerda havde ellers set meget. Hun var sygeplejerske, havde arbejdet siden krigen, lært livet at kende i modstandstiden, først på lazarettet og siden i hospitaler i mange år. Menneskers dybder lærte hun at forstå, selv uden papirer på det.
Jamen, det er sådan, mormor.
Så blev de tavse ikke forstået af hinanden. Trine syntes, mormor var urgammel og stiv, at hun ikke anede, hvad der rummede sig i en fyr som Kasper eller i Trine selv. Og Gerda tænkte, at Trine stadig var et barn, og talte om følelser som om det var legetøj.
Søvnen undgik dem. Trine stirrede op mod himlen.
Kigger du også på stjernerne, Trine? spurgte Gerda, for fra lænestolen kunne hun ikke se hende, Ved du, hvad din oldefar altid sagde? Hvis man stirrer længe nok på én stjerne, kan man mærke, nogen kigger igen tilbage, nede fra den stjerne.
Elskede du ham højt, mormor? lød det fra lænestolen.
Hvem? Bedstefar? Jo… Livet var langt. Jeg savner ham stadig. Først bagefter forstod jeg, at jeg elskede ham dybt.
Nå! Trine dukkede frem, lænet over lænestolens kant, Du giftede dig tidligt, ikke? Bare seksten… Så kunne I godt, men vi er for unge ved atten… sagde hun med sårbarhed.
Jamen, Trine, det var en anden tid…
Det handler ikke om tiden, afbrød Trine, Kærlighed er altid den samme!
Gerda strittede ikke imod. Hvem kunne vide med kærligheden? Måske havde Trine ret. Men hun tænkte alligevel, at dengang så de på mænd som hjemmets støtter, store og solide, og fortsætter slægten. Er det stadig sådan nu?
Mormor, Trine stak hovedet ud, Jeg kom lige i tanke om noget. Han var jo femten år ældre end dig! Og du var bare et barn. Det kan man jo forstå, han faldt for sådan en ung én. Det var vist bare det hele!
Gerda svarede ikke. Og Trine blev også tavs. Men hun blev lidt forlegent over det, hun havde sagt.
Mormor, måske ER jeg dum… Fortæl… Vi kan jo ikke sove alligevel. Fortæl mig det hele, bare sandheden. Om alt. Vil du have flere puder, så du ligger bedst?
Trine hev i dynen, blinkede til Gerda i måneskinnet med bare ben og hvide trusser, rettede puderne og satte sig klar som til eventyr.
Gerda var mæt, men ville gøre Trine rolig og begyndte så:
Det er nu ikke så meget at fortælle, hun løftede sine gamle skuldre, det gør stadig ondt. Vi mødte hinanden på lazarettet, det var sent i 43, fyldt med sårede og blod og operationsborde. Jeg var mere drenget end pige, havde klippet håret kort der var lus overalt, og ofte blev drengene bragt ind med lus. Uniformsbukser og skjorte. Lillebror! plejede de at kalde mig. Åh… hun trak lidt på det, hænderne var konstant ætset af sprit og karbol.
Husker du, Trine, hvordan soldaterne marcherede forbi uden for hospitalet? Kolonner af mænd, lastbiler, hestevogne som en flod mod vest. Og vi tog os af de sønderskudte, de faldne, dem der aldrig kom hjem.
Der var ingen kræfter, mange døde mellem mine hænder. Nogen ventede på dem et sted, men de… Engang kom en dreng, jævnaldrende med mig, seksten år, spejder for modstandsbevægelsen. De sagde, han ville dø, men han holdt ud længe. Jeg blev knyttet til ham. Til sidst lå han bare og så på mig, så bedende, og i hans øjne var en hel verden. Jeg sank sammen ved sengen, kyssede hans varme kinder igen og igen, tryglede ham: Bliv nu hos mig, Svend, bliv!
Men jeg så det der slør over hans øjne… dødens slør. Jeg gled væk, faldt på gulvet og græd som aldrig før. Jeg troede, jeg var hærdet havde jo set så mange gå bort, men alligevel føltes det, som noget eksploderede i brystet.
Så mærkede jeg en hånd på skulderen, nogen satte sig ved mig, ind til min kind, aede mit hår og sagde noget beroligende. Han sagde:
Græd bare, søster. Der hviler meget på dine skuldre. Vi mænd er hårde hunde, men du er jo bare et barn.
Gerda sukkede.
Jeg græd ud ved den ramedes skulder. Bagefter skældte overlægen mig ud, og så stod han overlægen Niels og Jens, din oldefar udenfor og talte længe i mørket.
Det var din oldefar Jens.
Nå, blev han så forelsket i dig? Eller hvad?
Tja… Han blev tilbage i byen på grund af såret. Skulle hjælpe med at bygge København op igen, for alt var ødelagt efter krigen. Han havde ondt i benet og kom tit forbi. Han havde altid en lille gave lagde et æble i min lomme. Jeg så ikke på ham som en kæreste. Han var jo fuldskægget, haltede og over de tredive. For mig var han nærmest en gammel mand.
Gerda stoppede op og prøvede at undgå stemmen.
Men da lazarettet lukkede, blev han næsten familiemedlem. Han vidste jeg ville være sygeplejerske, og en dag kom han barberet, havde overtalt overlægen til at tage mig ind. De vidste jo, jeg var alene mor døde før krigen, bedstemor gik bort under besættelsen, far og storebror mistede vi i kampene. Så spurgte de mig: Hvad nu, Gerda? Jeg ville bare studere videre.
Men jeg havde for lidt skole bag mig. Det sagde overlægen, så jeg måtte tage kurser ved siden af.
Jens så på mig og foreslog:
Mine er væk. Min kone og datter blev dræbt under flugten. Nu sendes jeg til Odense. Der er et hospital, og du kan læse videre hvis vi gifter os. Så kan du bo hos mig; jeg hjælper dig i gang. Vil det ikke være trygt for dig, Gerda?
Gerda faldt i staver. Måske hvilede hun sig, måske tænkte hun på det hele. Trine sad i lænestolen, hænderne foldet om dynen.
Jeg sad der, levende død. Han var mere som en far for mig. Men så kiggede jeg op uniformen, han så flot ud, tynde kinder, men øjnene så så bedende ud… og jeg, åh, Trine, havde ikke andet end et par bukser syet af gamle lagner. Håret stod ud til alle sider, ingen former på kroppen. Brud? Hvilken brud?
Jeg trak bare på skuldrene. Lægen sagde noget til ham med lav stemme.
Bliv ikke bange, Gerda, sagde Jens. Vi bliver bare gift på papiret, så du kan flytte med. Jeg rører dig ikke.
Gerda faldt igen i staver.
Og hvad så spurgte Trine ivrigt.
Hvad så? Ja… jeg var jo kun sytten. Vi blev gift på rådhuset, han bar min taske, og lægen gav mig en fin uniform. Vi var underlige. Han kredsede om mig hele togturen, snakkede opmuntret, men bange.
I to år boede vi sammen præcis som far og datter. Der var ikke mere end det.
Gerda måtte pause.
Jeg fatter ikke… hvordan kunne I så leve sådan? Sov I hver for sig?
Ja… Første gang jeg sagde: Jens, jeg skal lige klæde om… var vi begge forlegne. Jeg gik et andet sted ind. Senere vænnede jeg mig så meget til ham, at jeg somme tider luskede op i hans seng for at varme tæerne. Senere da jeg blev ældre skammede jeg mig: sikke han må ha’ lidt, stakkels. Men han elskede mig, passede på mig. Gav mig tøj, købte kjoler og sko. Jeg havde en blå kjole med små stjerner på min yndlings. Jeg blev buttet igen, håret voksede ud, jeg fik former. Jeg tog studentereksamen, læste videre.
Og der var unge mænd, der så efter mig, men jeg var jo gift. Ingen vidste, hvor uskyldig jeg stadig var, alle troede, jeg var rigtigt gift. Men jeg vidste, at Jens var min eneste mand.
Jamen, hvordan kunne du elske sådan én, der var mere en far? propper Trine.
Nej, ikke kun sådan. Vi havde hver vores seng, skabet mellem os. Men jeg elskede ham på min egen måde mere end nogen anden. Var stolt af ham. Vi levede godt, delte alt. Han fik en vogn til arbejdet, så han kørte mig til kursus hver dag. Jeg var så stolt.
Jeg fatter det ikke…
Ja, og så blev det svært.
Repressalier? Har hørt om det.
Ja. De kom om natten og hentede ham for påstået sabotage på fabrikken. Det var kaos. Mange blev arresteret i byen. Jens og flere blev fængslet for at have ændret på et maskinanlæg. Jeg kom dagligt med strømper og mad. Under retssagen var det proppet med mennesker. Han hviskede til mig: Skil dig af med mig, Gerda. Du skal være fri. Jeg er nu fjenden.
Gerda tav og tørrede tårer væk.
Trine krøb ned til hende i fodenden.
Græder du? Lad være mormor, trøstede hun, Mange blev jo udsat dengang?
Ja, især børnene det var det værste. De klamrede sig til mødrene, som blev sendt væk. Og jeg… ja…
Du fulgte efter ham? Har mor fortalt mig.
Ja. Jeg droppede uddannelsen og flyttede til Jylland. Først arbejdede han i skoven, vi boede hver for sig, men mange familier mødte hinanden der. Senere kom han til et minesamfund. Der manglede de en sygeplejerske, og jeg blev ansat. Dødeligheden var høj, jeg kæmpede for livene hver dag igen.
Vi boede sammen i flere år og så blev jeg hans kone rigtigt. Der kom Erik til verden, og så din oldemor, Lene, da vi endelig kom tilbage til Fyn efter amnestien. Jeg læste færdig gravid. Og så kom lillebror Sofus, da jeg nærmede mig de fyrre, og Jens var over halvfjerds.
Trine sad stille, kinden mod knæet.
Mormor, jeg forstår ikke denne verden.
Ikke? Hvorfor?
Fordi kærlighed kommer, som det vil nogle ser den først senere. Nu vil alle mærke den straks.
Ja, Trine, kærlighed kan ikke forlanges. Den gives eller fortjenes, men den kan ikke tvinges frem. Guds gave måske. Aldrig krav…
Måske forstår vi hinanden dårligt, dig og mig.
Måske… Sidder du og tænker på… sengen?
Ja, på det.
Trine havde brug for at tale om det, om nærheden. Hendes veninde Laura havde sagt, at forholdet med Kasper ikke ville udvikle sig, før Trine gik med til det.
Men det er jo ikke det samme, Trine. Det er ikke kærlighed.
Men det er vel det største tegn på kærlighed?
Det største? Da Jens bar mig på toilettet efter fødslen, det var det største. Da din far løb gennem hele byen, efter din mor var involveret i en arbejdsulykke det var det største. At vente sammen, at tage sig af hinanden, at give omsorg det er kærlighed.
Gerda bukkede sammen i et hosteanfald.
Her, lidt te, mormor Trine rakte hende termokanden.
Gerda svælgede og lagde sig blidt på puden.
Men hvad nu, hvis han siger, han ikke kan vente, fortsatte Trine, at det betyder man ikke elsker ham, hvis man ikke vil? Han siger, det er slut han står allerede klar til at tage Laura eller en anden.
Hvad vil DU selv? Er du bange for, at han ikke gifter sig eller noget andet?
Jeg ved det ikke. Tænk hvis jeg kun tror, jeg elsker… Jeg vil have, det er for altid som dig, som mor, som alle.
Så lyt til dit hjerte. Kærlighed kan ikke tvinges. Den, der elsker, presser ikke på. Sand kærlighed er rolig og klar. Jeg ville ham mere end alt, og det var uden tvivl gik bare hen til ham.
Gerda blev selv overrasket over at fortælle dette til sit oldebarn.
Men hun lod blikket hvile i natten, på én stjerne, og følte, at nogen kiggede igen og fik hende til at huske det hele.
Hun sov hen. Vågnede senere, Trine sov i lænestolen. Hun bemærkede ikke, da Trine forsvandt fra sengen, huskede ikke, om de havde afsluttet samtalen.
Og hvorfor åbnede hun sig så meget? Måske fordi natten lod hende. Nætterne har deres egen magi.
Hun løftede sig op, så over på Trine, der lå som en lille larve i sit tæppe, og sukkede. Tænk, de havde talt om så alvorlige ting måske var det godt, måske ikke. Måske havde Gud sendt hende ind i rummet netop i natten. Hvem ved…
Hendes egen datter Lene døde ung af sygdom. Tilbage var så barnebarnet Karen rap og stædig, det var hende, der passede på den gamle. Det var ikke let: stor villa, job, to børn og så hende den gamle. Ikke mærkeligt, hun var træt.
Næste morgen sov Gerda længe.
Da Karen kom ind, hjalp hun med morgenplejen, vaskede hende, satte hende op og kom ind med havregrød.
Du skulle lade være med at skælde så meget ud på Trine, sagde Gerda mildt, Hvad der skal ske, sker alligevel. Snak med hende, fortæl din egen historie.
Nej, du ved ikke, hvordan det er! Hun er bare et barn. Når jeg ser ham der Kasper med øllen, og Trine hænger om hans hals… Jeg bryder mig ikke!
Du var ikke meget bedre selv. Din mor sagde det også. Lykkedes det hende at stoppe dig?
Åh, mormor, sig ikke mere. Jeg kan næsten ikke…
Hvad talte du og Trine om i nat? Jeg kunne høre jer…
Jeg fortalte bare lidt om mig selv så mærkeligt, hvor jeg fik ordene fra…
Karen gik, og Gerda tænkte på dengang, de frygtede for Karens ungdom hun forelskede sig, skulle giftes, men kom hjem fra lærerseminariet grædende og alene og ventede barn. Den store kærlighed var væk.
Hvor de kæmpede for hende dengang. Gerda sagde straks: Vi skal nok klare det. Men det gik ikke Karen mistede barnet på femte måned, selv om hun blev passet på hospitalet.
Karens børn vidste ikke noget om den historie. Men hendes mand vidste og det var kærlighed; tilgivende. Anders var god mod hende.
Om dagen kom Gerdas gamle veninde på besøg. De talte om ungdommen og græd i stilhed.
Næste dag hviskede Karen taknemmeligt:
Ved ikke, hvad du har sagt til Trine, men hun har slået op med Kasper for altid, sagde hun. Nå, Gud ske tak og lov! Han har fundet en anden.
Nå, så er det sikkert bedst, Trine får nok tid alene? sagde Gerda og glattede sit hår lidt nervøst.
Ja, hun ligger bare inde i værelset hele dagen. Jeg lader hende være.
Fortæl hende alligevel…
Tør jeg? Det er så pinligt. Jeg er jo hendes mor.
Nu er det bedste tidspunkt.
Ja, okay, jeg prøver…
Gerda kunne høre de dæmpede stemmer mor og datter talte stille sammen, tæt og fortroligt, der i soveværelset. Lyset var blødt og rummet fyldt af nærhed.
Da de kom ud i køkkenet igen, klirrede gryderne lystigt, latteren klang, og Gerda faldt til ro sov roligt.
Og hun drømte om sin Jens. Tryg og elsket, fuld af stille omsorg, som om han var steget ned fra netop den stjerne.
Og hun løb gennem det dugfriske danske græs i sin blå kjole med stjerner. Hun så hver blomst, hvert strå, og i midten af engen stod Jens i hvid skjorte, armene åbne, ung og stærk, ventede på hende.
Og det var, som deres sjæle mødtes på læberne i et kys, som var al kærlighed i verden samlet der.
