Fjogetøsen
Der blev talt meget om Nielsens liv, især om hans privatliv. Det var som om alle i Odense kendte ham ud og ind, som boede de i samme lejlighed.
Alle vidste for eksempel, at Søren Nielsen satte pris på komfort og orden ikke mindst stabilitet. Han ville hjem til en kone, der stod klar i flot kjole og små elegante sko, håret sat op med krøller, læberne røde ikke klovneagtigt men præcis så man fornemmer noget festligt og smilende bredt med et: “Velkommen hjem, min skat! Hvor har jeg savnet dig!”
Bare ikke “endelig” det lyder for bebrejdende, sådan: så dukkede han da op. Nej, mere: “Jeg er så glad for, du er kommet hjem, jeg har næsten kigget vinduerne i stykker efter dig” det lyder meget bedre.
“Nå, du kom endelig! Hvor har du dog været?” Sådan plejede Sørens far at blive krydsforhørt, når han vendte hjem først af farmor, så af mor. Han brummede blot, røg ind på badeværelset og pustede den tykke røg op mod udsugningen.
Søren forstod aldrig, hvorfor hans far absolut skulle ryge på badeværelset, når der var en altan eller endda gaden. Men det var sådan På altanen blev han kritiseret af sin mor eller svigermor, som altid kunne finde fejl på sin svigersøn. På gaden tog det tid halve pakker smøger forsvandt, og han kom for sent hjem. Hans læber var som cement, dækket af mørke prikker fra de mange Cecil. Han døde, da Søren var nitten, den sidste tid boede han alene i et lille sommerhus ved Kerteminde ville ikke have selskab, og sagde til Søren: “Jeg trænger til at mærke stilheden, Søren. Her er der ro ingen der hakker på en, ingen der flår i én, bare fordi man er, som man er. Nej, du skal bo i byen med din mor, jeg skal nok klare mig. Nu har jeg fået arbejde på et autoværksted, det går.”
Da han blev begravet, besluttede Søren, at hans eget liv skulle blive anderledes kærlighed, fred, lykke.
Men gør det nu også det?
Søren holdt af at have det pænt og rent derhjemme; ingen våde nylonstrømper eller undertøj, der hang og dryppede i køkkenet, som dengang i barndommens andelslejlighed, hvor alt blev tørret i fællesrummet. Nej frisk luft skulle der være, med duften af god mad, ikke kogt vasketøj! Ordentlig aftensmad, hygge og selvfølgelig en snaps. Hvordan skulle han ellers holde sammen på sig selv efter et langt arbejde? Det hørte sig til, bare én til nervene, for søvnen. Ikke for meget alt med måde.
At bo med Nielsen var noget enhver kvinde ville ønske! God økonomi, lækre møbler
Ville du have et eget vitrineskab i egetræ? Søren skaffede det. Selv bordet, nøjagtig som det, familien Krog havde stående til bedstemorens mindehøjtidelighed? Slet ikke noget problem Søren ledte markeder og antikbutikker tynde, alle vidste, han ville have netop det snit. Og fandt han det, blev det leveret og sat på rette plads nærmest som en undtagelse, fik han det helt billigt eller gratis mod en tjeneste.
Hvorfor? Fordi Nielsen var en respekteret mand. Et opkald fra Søren én streng stemme kunne afgøre andre folks skæbner. For nylig havde Søren, Søren Christian Nielsen, formand for lokaludvalget, udtrykt utilfredshed med betjeningen på en restaurant straks kom der inspektion, folk i jakkesæt indtog salen, tjekkede alt, tog prøver og gik så pustende bort.
“Hvad var dog det? De havde jo altid så lækker mad!” undrede stamgæsterne sig. “Har du hørt der vrimler med kakerlakker ude bagved, og de serverer billigt affald for delikatesser,” hviskede de indforståede videre. De havde aldrig selv haft råd at spise der, men de hørte, at Søren selv havde spist, og bagefter fået mavepine. Knap var der gået en uge, så blev restauranten lukket, personalet sendt hjem, og nu er der åbnet et nyt sted som behager Søren. Her tager han sin kone, fjogetøsen Maria, med.
Meget blev sagt om Søren Nielsen, og sandheden blev tit pyntet på.
Hans kone, Maria
Et ejendommeligt navn til sådan en hjemmelsdronning. Hvorfor ikke noget klassisk? Karen, Ingrid, Beate det havde passet, men Maria det lød som en vinbjergsnegl, der blev mast under et gammelt skosål: “Maaaariaaaa ”
“Hvad ser han dog i hende?” hviskede alle Karener, Birtegitter, Else og Hanne, når de passerede Søren og hans hustru. Der er jo intet ved hende! Slet ingenting!”
“De siger, hun er klog,” svarede man, og huset er nydeligt, gæsterne elsker at komme der. En slags husholdningsmaskine spiser lidt, så hun er billig i drift! Og Søren elsker hende ikke engang, han har hende bare til syns skyld.”
“Har du været hjemme hos Nielsenerne?”
Nej, hvad bilder du dig ind! Kun de udvalgte inviteres ”
Udvalgte kollegaer kom dog ofte og regelmæssigt til middag. På hverdage var der altid nogen forbi, i weekenden eller på helligdage blev der dækket op til store selskaber nogle gange også brunch, hvis Søren havde været tidligt ude at jage og kom hjem med bytte.
Bordet bugnede, Maria var ægte diskret og yndig, smilede, hældte op, serverede altid selv ingen hushjælp. Søren var stolt af hende.
Er du gal, nej han er stolt af sig selv! afbrød de, der troede, de vidste. Se, hvordan han har fundet hende. Skrøbelig og undselig, men hun går og hygger om jer! Læg mærke til, hun svarer ham aldrig igen, går altid med til alt præcis som i gammel tid, hvor manden var hovedet, og konen nikkede og bød ind. Og så længe hun ikke bliver slået, hvad beklager hun sig over?
Maria havde job på et lille bogtrykkeri, lavede et eller andet, men det var kun for sjov.
“Det er bare hendes hobby,” forklarede Søren venligt, når gæsterne spurgte. “Hun kan ikke fordrage at folk skal sige, hun lever af min løn. Kvinder nu om dage, de skal allesammen være så selvstændige. Ikke, Maria?”
Maria svarede ikke. Hun trak let på skuldrene og smilede som en stofdukke.
“Åh Søren, hvor er du en fantastisk mand! Sådan som du har indrettet det hele her alt er sat i system, så hyggeligt!” pralede endnu en gæst, den evigt vimsende Annemette fra modehuset. “Her er altid så rart, og maden jamen, ikke som på restaurant, men så lækkert det hele.”
Og Annemette blev helt tavs i beundring og spiste stille af sin laksemousse.
Søren lo bare “nej, nu må du holde op! Skal vi spille et spil i stedet?”
Man morede sig, dansede, spillede kort og Maria smilede, diskret i hjørnet.
“Krammedukke! Han har købt hende for god ro og orden, og så står hun bare og smiler,” hvislede Annemette senere til sin moster Lene. “Hun var ingen før ham, men han løftede hende op men hun er ham ikke værdig!”
“Og er du måske dét?” drillede moster Lene og pustede aske af cigaretten ned i en tung askebæger. “Og hvad serverede hun for jer i går?”
Du tror det ikke kartoffelpandekager og sur fløde, og så kom hun med sild, der var fuld af ben! Jeg holdt på at kløjes. Jeg havde stegt and og serveret ti slags forretter og Nå, jeg skal ikke prale! Men altså, mine gæster havde aldrig fået kartofler og sild som hovedret.”
Sammen, ikke i stedet for, rettede Lene hende. “Du er jo en dannet pige! Nå, men ved du hvad jeg sørger for, at Maria og hendes mand kan få en pause fra hinanden. Hun trænger til ferie, og du, Annemette, kan vikariere hjemme hos Søren.”
Most Lene, du er genial! Annemette kastede sig begejstret om halsen på hende.
Nu, nu du kvæler mig. Hvornår skal du derud?
“Onsdag Søren skal holde guitar-aften, og jeg kan jo spille ”
“O.K., så gør vi det til onsdag.” Mosteren lukkede af, træt af at høre på sin livlige niece.
Maria var klar selskabet sad i den lystige stue, duftede af lavendel og nypillet dug. Maden overdådig, stærk sort kaffe på kanden, hyggen lun og hjemlig.
Hun elskede lyden af guitar hvor ordene faldt sammen med melodierne. Det var som at flyde væk, beroliget, mens Sørens varme hånd hvilede på skulderen.
Søren blev hurtigt varm og forpustet, hans bukser og skjorte gned mod maven. Det var ligegyldigt alle var glade, og Maria sang sagte med.
Der sad også Annemette, pyntet op med store øreringe, som hun påstod var det allernyeste. Søren syntes, det så fjoget ud.
“Skal du nu være alene, Søren, nu hvor Maria skal på spaophold i Skagen?” Annemette hviskede det ind i øret på værten, duftede voldsomt af tung parfume.
“Ja, det bliver en hård tid for mig!” smilede Søren, slap Marias hånd. “Det har aldrig været uden hende. Men man må jo ikke nægte konen et spaophold jeg er jo ikke tyran.”
Og hvem skal stå for huset? Annemette smilede sødt.
“Jeg finder nok en afløser, hvis Søren ikke har noget imod det,” mumlede Maria og kiggede ned.
“Det finder vi ud af. Kom så, nu skal vi have kage! Maria, vil du ikke hente den?”
Kagen blev bragt ind stor, med flødeskumstoppe, som et lyserødt slot. Maria skar stykker ud, ydmyg og med blikket i gulvet.
Annemette krummede tæer. En mand som Søren burde have sig en kvinde, der strålede og tog imod hele selskabet ikke den her stille, lille nisse! Men hun havde allerede besluttet sig: verden måtte rettes op.
Maria tog af sted i nattens mørke. Søren gik ikke med ud. De sagde farvel hjemme, han kyssede hende i håret, hun ville sige noget, men han stoppede hende: “Er du færdig? Nu skal du afsted, bilen venter. Hils din kusine, hun kommer jo i morgen.”
Den ventede kusine dukkede ikke op Annemette havde opsnappet hende ved banegården, givet hende et par hundrede kroner og bedt hende vente med at komme.
“Men Maria sagde jo, at jeg skulle komme i dag han skal jo passes på!” protesterede kusinen.
“Du kan lave dine oksetunger hjemme! I dag skal du ikke komme Maria har husket forkert. Her er penge, og afsted med dig! Og giv mig nøglerne.” Annemette flåede nøglerne og vendte ryggen til, mens mørke, regntunge skyer trak op over byen. Hun måtte ikke blive våd!
Regnen væltede ned på Annemette, da hun stod nede i gården til Sørens lejlighed. Strømperne og kjolen blev drivvåde, tasken og hendes indkøb franske oste og måske lidt jordbær blev splattet til. Hun ville lave et internationalt bord for Søren, og derefter ja, så ville hun selv tage over. Maria kunne sendes hjem, og Annemette ville blive fru Nielsen. Forhåbentlig snart.
“Heldigvis var hendes kusine så naiv og gav mig bare nøglerne. Folk er godt nok godtroende!” sagde hun til sig selv, mens hun smed sko og tøj og fandt en silkekåbe i garderobeskabet lidt for lille, men det gik.
Køkkenet føltes upersonligt. Alt for mange gryder, pander og fade. Egentlig spiste de jo kun ude. Maria kunne nok ikke engang koge grød! Men Søren skulle jo heller ikke have grød. I Annemettes pose lå der jordbær, lidt mast, men pyt. Noget dyr pålæg, en ost, som stank, men det skulle vist være sådan
Hun gennemrodede vitrineskabet, fandt krystalglas og satte champagne på køl. I køleskabet: suppe, boller i karry, sikkert til personalet ikke værd at røre!
Hun hang sit våde tøj til tørre midt i køkkenet
Klokken nærmede sig ti, ingen Søren. Annemette var sulten, åd lidt ost og jordbær for at stille den værste sult. Hvor blev han dog af?!
Endelig svingede bilen op foran bygningen og Søren slæbte sig tungt op ad trappen. Annemette stod klar i mørket overraskelsen var hendes.
Øverst oppe syntes hun pludselig, han virkede frastødende tung, svedig, han haltede lidt. Men han havde dog stadig penge! Hun styrtede ud i entréen.
Hendes mave knurrede så højt, at hun næppe kunne tænke på romantik hun ville bare have oksetunge.
Nøglen drejede, døren gik op, Søren rodede med sin frakke.
“Endelig hjemme, Søren! Hvor har du dog været så længe?” pludrede Annemette.
“Annemette? Hvad laver du her?” spurgte Søren overrasket nærmest irriteret.
“Maria bad mig om at kigge efter dig,” løj Annemette. “Jeg er så sulten lad os indtage lidt mad. Du plejer jo at bestille noget. I køleskabet er kun affald. Jeg har bragt champagne og forretter! Jeg har sådan ventet på dig ”
Søren stak hende sin taske, smed frakken og gik ind i stuen.
“Er du sikker på, Maria sagde det? Hun nævnte bare en fætter, Inge? Eller var det Nanna?”
“Der var et uheld hun kom på hospitalet, forstår du! Derfor ringede Maria til mig. Lad nu være med at bekymre dig, Søren!” Annemette søgte at lyde bølgende sød, men hendes mave forråd hende. Hvornår kom maden?
“Stop nu alt det Annemettede jeg er træt og sulten. Hvad har du?” Han opdagede kåben. “Hvorfor render du rundt i Marias kåbe?”
“Der blev skybrud, jeg druknede næsten!” Hun faldt nærmest om på Søren, men han skubbede hende blot væk.
“Og hvad serverer du? Hvor har du hængt de strømper?” Søren opdagede sit køkken forvandlet til et klædevaskeri og blev ilter.
“Kom nu, Søren, lad os skåle i champagne og spille, som om jeg er din Maria!” hun prøvede at gøre sig kær.
Søren trak på smilebåndet eller rettere, han blev halvt forfærdet.
“Hvem? Min fjogetøs? Skrid!” Han blev rasende. “Hvordan kan du tro, jeg vil jeg er gift! Min kone er alt. Hun hun Stop med det der! Hænder væk!”
Annemette så overrasket på ham. Han så så fortabt ud og rodede i køkkenet, som ledte han efter nogen. Efter Maria? Den tyste, grå mus?
“Søren, hvad nu? Jeg ville gøre det fint for dig jeg troede, du havde hushjælp og bestilte mad! Skal vi tage ud og spise? Hvor har du smidt mine strømper?” Hun rakte benet frem, mistede balancen og faldt på en skammel.
Søren stønnede, fandt en strømpe i lommen.
“Jeg vil ikke have romantik med hvem som helst! Jeg spiser dét, Maria laver mit hjem, min mad, hendes hænder bag det hele. Jeg har bedt hende stoppe, at få hushjælp, men hun vil ikke. Hun mærker, at jeg har brug for hendes mad, hendes væsen, hendes omsorg. Er jeg tyran, hvad? Nej, hun har tryllebundet mig. Jeg fungerer ikke uden hende. I dag gik jeg forkert klædt hele dagen, så forvirret uden hende. Jeg må hen til hende, på spa, jeg kan ikke holde ud huset er tomt uden Maria!”
Han ventede blot på, Annemette pakkede sine oste og pølser sammen, før han smækkede døren i.
Allerede hjemme, Annemette? lød det fra mørket, hvor moster Lene ventede søvnløs. Hvordan gik det?
Han elsker sin kone… Annemette trak på skuldrene og sukkede.
Puha, hvor banalt. Men der er mænd til alle. Op med humøret! Moster Lene satte kaffe over. Hvad kan man ellers tage sig til en nat i Odense, end at sludre om mænd?
Da Søren ankom til Maria, var han bleg og forpustet. Hun stod stille et øjeblik, glemte at folk så på, og kastede sig om halsen på ham, både leende og grædende: Velkommen hjem, min elskede! Hvor er jeg lykkelig for, du kom!
Han smeltede ved de ord, så enkle og sande, kun til ham, fra hende Maria. For Søren fandtes nu ingen større lykke end hende. Folk så på, hvordan den tunge, trætte mand kyssede sin kones hænder, mens hun skammede sig lavmælt og bad ham stoppe. Men han nægtede, han havde savnet hende det føltes som en evighed.
Om foråret fik Maria en dreng, en tro kopi af Søren.
Lille Nielsen kunne heller ikke leve uden Maria. Det lå i familien, tænkte de
Hvad er dog hendes hemmelighed, moster Lene? Hun er jo helt almindelig! Annemette skumlede. Hun var netop blevet fyret på modehuset, og samme dag fik hun nys om sønnen hos Nielsen. Og Søren tilbeder hende han er jo så meget over hende på alle felter!
Charme, Annemette. Det kan ikke læres. Forstå det nu bag enhver stærk mand står en beskeden kvinde, som næsten ingen ser. Glem det nu og se at komme videre du finder nok også din egen Søren. Moster Lene fandt likøren frem bedste medicin mod hjertesorg. Må den virke, og snart må der også komme en mand til Annemette Men mens Annemette nippede til likøren, følte hun en mærkelig lettelse. Der var noget befriende ved at blive afvist, tænkte hun, som om verden blev større og lysere i det øjeblik hun indså, at lykken hverken fandtes i Sørens vitrineskab eller i hans tomme lejlighed, men i det levede i et hjem, et blik, en hænder der dækkede et bord, en latter der vogtede ved døren.
I ugerne efter sås Annemette oftere på gaderne i Odense; hun blev pludselig populær på biblioteket, lærte at bage kringle og spille skak, og et sted i baggården gemte der sig måske også en, der kunne tænke sig kartoffelpandekager og sur fløde. Nogen der ikke havde brug for en Maria, men for en Annemette. En der værdsatte, at strømper drypper, at alting ikke altid er pænt og stille og nydeligt at der nogle gange godt må være lidt festligt rod.
Bag Nielsens vinduer så man Maria trille barnevogn under kastanjerne og Sørens store skikkelse ved siden af, altid den samme ranke gang. De sagde aldrig meget højlydt, men de smilede til hinanden, som kun de to kunne.
Og sådan forstod Odense for en tid, at der findes lykkelige hjem og at ingen udefra kan gøre krav på at forstå, hvorfor lykken bor netop dér.
