Nå, jeg ringer altså til min mand nu!
I enhver anden situation ville Amalie aldrig have turdet ringe til sin eksmand.
De havde ikke set hinanden i næsten to år, og det var usandsynligt, at han ville blive glad for at høre hendes stemme. Men lige nu havde hun intet valg.
Kun Mikkel kunne hjælpe hende. Han havde altid haft evnen til at løse forskellige problemer på sin egen måde. Amalie håbede inderligt på, at han også denne gang ville hjælpe hende. Af gammel vane, så at sige.
Hun kastede endnu et blik på den gryntende gamle kone ja, for det var hverken “mormor,” “bedstemor,” eller “pensionist” men decideret “gammel kone” og fandt sin mobiltelefon frem fra tasken, åbnede kontaktlisten og begyndte at lede efter Mikkels nummer.
For to år siden havde hun overvejet at slette det. Men hver gang, hun var på nippet til at gøre det, var der noget, der holdt hende tilbage.
Måske havde hun håbet, at hans nummer kunne blive nødvendigt en dag.
Og den dag var så nu…
Hun kiggede igen på den gamle kone, der nu åbenlyst gjorde nar ad hende, og trykkede “Ring op”.
*****
Så du vil altså ikke tage med mig? Amalie kiggede på Mikkel, som om han netop havde forrådt hende, selvom det i virkeligheden var hende selv, der overvejede at forlade ham.
Amalie, vi har jo købt grunden sammen, vi skulle til at bygge hus. Hvorfor tage væk nu?
For at starte et nyt liv… Jeg har forklaret dig det mange gange. Skal jeg gentage mig selv?
Mikkel rystede utilfreds på hovedet og så på hende.
Tror du virkelig, livet er anderledes i udlandet? Det er det ikke.
Jeg har altid drømt om at bo i udlandet, svarede Amalie. Da min far tog mig med på forretningsrejse første gang, lavede jeg optræk til scener i lufthavnen jeg ville ikke hjem igen. Så glad var jeg for at være væk.
Jeg forstår…
Så får jeg endelig muligheden for at flytte, og du vil ødelægge det hele?
Jeg vil ikke ødelægge noget. Jeg har bare ikke lyst til at flytte. Jeg har det godt herhjemme i Danmark. Min virksomhed er her, og selvom den ikke giver mange penge endnu, er jeg sikker på, den nok skal vokse.
Du har din forretning her, men jeg har et job derovre! Amalie pegede ud ad vinduet, mod vest. Et godt job, høj løn, flere muligheder. Forstår du det slet ikke, Mikkel?
De diskuterede længe den dag, men kunne ikke nå til enighed. Ingen af dem gav sig.
Der var egentlig ikke grund til skilsmisse, men Amalie overtalte Mikkel til at tage med i kommunen og udfylde papirerne.
Alle var i chok: hendes mor faren var død og Mikkels forældre.
Også alle fælles venner, for man troede, de var hinandens livs kærlighed.
Amal, er du sikker? spurgte hendes veninde. Hvor finder du én som Mikkel? Han elsker dig jo så højt.
Det hele er jo bare tomme ord, smålo Amalie. Hvis han elskede mig, ville han tage med. Han ville ikke lade mig stå alene.
Men du ved godt, det er noget andet at flytte til udlandet. Mikkel har jo sin virksomhed og forældre her.
Så lad ham bo med dem. Jeg har andre drømme.
At leve med en, der ikke delte hendes mål, kunne Amalie ikke længere.
Hun skubbede kærligheden til Mikkel bort, dybt ind i sit hjerte, hvor den ikke kunne forstyrre hende.
Efter en måned, med skilsmissepapirerne i hånden, tog Amalie flyet til et fremmed land, hvor hun var blevet lovet et godt job og hjælp til statsborgerskab. Det var hendes drøm, og hun ville opgive alt for den.
Men du ved, man siger jo: Græsset er grønnere på den anden side. Efter halvandet år var Amalie tilbage i Danmark.
Hun følte sig aldrig hjemme derude. Og folk viste sig at være endnu mere modbydelige end vores egne.
På grund af jalousi fra en kollega mistede Amalie det job, hun opgav ægteskabet og hjemlandet for. Hendes mor, hendes venner.
Der blev snedigt lagt fælder, og da Amalie prøvede at forklare, at hun ikke stod bag den vigtige aftale, der faldt til jorden, var der ingen, der troede hende.
Overhovedet ingen. For hun var en fremmed. Og fremmede er aldrig elsket.
Amalie klarede knap nok det nederlag. Men hun ville ikke give op.
Tolv timer om dagen i den iskolde januar delte hun flyers ud. Hun ville så gerne have det statsborgerskab, så hun kunne få et rigtigt job.
Men lige meget hvor meget hun anstrengte sig, lykkedes det aldrig. Til sidst forstod hun.
Hun havde begået en fejl. Og mest af alt var hun flov overfor Mikkel.
Han havde ikke gjort noget galt. Alligevel forlod hun ham. Hvor var jeg dum… bebrejdede hun sig selv.
Hun havde ikke længere lyst til noget: hverken det smarte liv, nyt tøj eller lækker mad. Hun besluttede sig for at rejse hjem til Danmark.
Men hun havde brug for at tænke. Efter et par dage hos sin mor tog Amalie til sin mormor i en lille landsby og blev der lidt.
Hun hvilede ud og…
…begyndte at leve videre.
Tilbage i København ville Amalie ikke søge sit gamle job. Heller ikke arbejde indenfor sin uddannelse. Hun gennemgik derfor jobannoncer, og prøvede som ejendomsmægler.
Det gik overraskende godt. Hun kom fint igennem samtale og fik ros under oplæringen, og blev snart rigtig ejendomsmægler.
Livet begyndte igen at sno og snor sig.
Hun savnede ofte Mikkel, men frygtede at mødes med ham.
Der var ingen grund efter det hun havde gjort, ville han næppe tilgive hende.
Vennerne havde hun heller ikke kontakt med længere. Alt og alle var væk på grund af hendes egen dumhed. Hun måtte begynde forfra.
*****
En dag skulle hun sælge en grund med hus i en landsby cirka fyrre kilometer udenfor København.
Lang tid havde hun ikke haft held med at finde købere.
Så blev et ældre ægtepar, Svend og Ragna, interesserede. De ønskede at komme tættere på naturen.
Et velkendt ønske mange er trætte af byens stress.
De havde bil, så Amalie tog med dem i stedet for at tage en taxa ud.
Fremme i landsbyen holdt de ind ved Brugsen i centrum og gik resten af vejen, for at opleve atmosfæren og se omgivelserne.
Amalie bemærkede, at de tog valget alvorligt. Klogt nok.
Ejendomspriserne løber løbsk, og man vil gerne have værdi for sine penge.
Da de drejede ind på vejen til grunden, blev de forskrækkede af en stor hund bag hækken. Eller, forskrækkede og forskrækkede…
Den stak bare hovedet ud gennem lågen og betragtede gæsterne. Så slikkede den sig om munden og logrede glad, da den fik øje på Amalie. Ikke et eneste gø.
Ægteparret blev beroliget. Amalie smilede bredt, kunne ikke lade være.
Hun gik hen og klappede hunden. For at vise kunderne, at selv hundene i landsbyen er rare. Så var folk det sikkert også.
I løbet af en time gik ægteparret huset og grunden grundigt igennem. Amalie svarede på alle deres spørgsmål om fordele og ulemper.
Der var jo lidt at tage højde for med så gammelt et hus.
Har I besluttet jer? spurgte Amalie. Kan I lide det?
I princippet ja, smilede de. Vi vil gerne tænke lidt, og giver dig besked.
Selvfølgelig. I har mit nummer. Bare ring, svarede Amalie.
Hun var alligevel lidt skuffet. Hvis folk er sikre, plejer de at sige det straks. Det lyste ikke i deres øjne.
Det kunne ikke nytte noget. Så køber nogen andre den, tænkte Amalie.
Da de gik tilbage, så Amalie, hvordan en gammel dame kom ud med samme hund, i snor, og trak den hen til en elpæl for at binde den fast.
Hunden så overhovedet ikke hverken bange eller modstandsdygtig ud. Men dens øjne var tunge forudseende og triste. Som om den kendte sin skæbne.
Da de nåede hjørnet, standsede Amalie pludselig.
Vent lidt, sagde hun til Ragna og greb hende i armen. Vil I vente to minutter? Jeg skal tale med den dame, hun pegede på konen og hunden.
Ja, selvfølgelig, nikkede Ragna. Vi venter her.
Amalie styrtede hen til damen, der nu havde bundet hunden til betonsøjlen.
Nu kan du sidde dér, Max, sagde damen. Du duger ikke til noget. Ikke engang folk er bange for dig.
Undskyld, sagde Amalie. Må jeg spørge, hvorfor binder du hunden dér?
Hvad rager det dig for noget? Jeg gør, hvad jeg vil med min hund. Vil du tage den med dig eller hvad?
Nej, men…
Præcis! Ingen skal have den her køter, sagde konen. Den gør ikke, den logrer kun. Sådan én kan man ikke bruge til noget.
Er det virkelig meningen, den bare skal stå der? Hvad nu hvis det begynder at regne?
Amalie havde lært at elske hunde hjemme hos sin mormor, da hun mødte hendes nye hund Buster en klog gårdhund, altid ved hendes side.
Derfor kunne hun overhovedet ikke lade være nu.
Hvad mener du? Vil du lade den stå her, bundet? spurgte Amalie igen.
Hør her, sagde damen. Gider du ikke passe dig selv? Kommer du fra København? Så skrid tilbage dertil. Jeg venter bare på, at dyrlægen Ib kommer. Afleverer jeg en flaske snaps, gør han det gratis.
Hvad… gøre hvad?
Sætte den til at sove, svarede damen tørt. Jeg har sagt, den har bidt mig. Så gør han det uden spørgsmål.
Amalie følte, hun måtte gøre noget. Hun kunne ikke bare lade hunden blive efterladt.
Men selv hvis hun slap den løs, ville damen bare binde den igen, når hun var væk. Ingen mulighed for at tage den med hun havde ikke bil, og ingen adgang til at have hund hjemme hos sin mor, der havde allergi.
Amalie, kommer du, eller hvad? kaldte Svend.
Hvad skal jeg gøre?! tænkte Amalie desperat. At tage den med kunderne var også umuligt.
Nej, råbte Amalie tilbage. Undskyld, jeg bliver her lidt. Jeg har noget vigtigt at ordne. Tag bare tilbage, jeg finder selv vej.
Det undrede ægteparret, men de nikkede og gik.
Amalie blev stående ved Max, hunden, der betragtede hende med venlige øjne.
Hvilke sager kan du dog have herude? grinede hundens ejer ondt.
Jeg kræver, at du løsner Max omgående. Du kan da ikke gøre det her!
Nå, nu bliver du skrap? Hvis du rører min hund, ringer jeg bare efter min søn. Han ligger bagefter en bytur, men skal nok tage sig af dig.
Jamen jeg… Jeg ringer til min mand nu! udbrød Amalie.
Tænk, du har en mand? Han må have det hårdt! Men du ringer bare, min Lars kan også håndtere ham, lo damen.
Normalt ville Amalie aldrig have ringet til sin eks, men nu…
Hun kastede et blik på den hoverende kone og trykkede Ring op.
Tager han den? Tag den nu…
Det er Mikkel.
Hej, Mikkel, det er Amalie… Kan du hjælpe mig?
Det havde jeg ikke regnet med… Hvad sker der?
Amalie var et øjeblik tavs, da Mikkels stemme lød lige så blød og venlig som altid.
Amalie? Er du der?
Jeg er. Undskyld, hvordan vidste du, at jeg havde brug for hjælp?
Det kan jeg høre. Din stemme bævrer altid, når du er nervøs.
Hun gennemgik hurtigt situationen med ham, forklarede, at de nok måtte tage hunden med magt.
Send mig din position, jeg er på vej.
Mikkel var fremme efter tyve minutter. Han kørte sikkert alt, hvad han kunne. Når det gjaldt Amalie, var der ingen tøven.
Konen var gået ind for at vække sin søn, Lars, mens Amalie og Mikkel nåede hen til hunden og løsrede snoren. Max logrede og lignede alt, der var godt.
Kom med i bilen, sagde Mikkel bare.
Bag dem kunne de høre råb, tallerkner der smed, og den gamle kone, der skreg af sin søn, der tydeligvis var i dårligt humør over at blive vækket.
Da de sad i bilen, kom konen løbende over vejen, og hendes tynde søn dukkede sløvt op, rystede på hovedet og forsvandt ind igen.
Der var ikke nogen grund til mere drama. Det var tvivlsomt, at nogen ringede til politiet for en gårdhund.
Mikkel trådte speederen ned.
*****
Har du virkelig bygget hus? udbrød Amalie, da de ankom til Mikkels hjem.
Det har jeg, smilede han. Det var også min drøm.
Mens Amalie og Mikkel snakkede, løb Max rundt i haven og duftede til det hele. Han lignede en, der hørte til. Ikke til vagt, men til sjælen. Sådan nogle hunde har vi også brug for.
Har du været længe tilbage, Amalie? Jeg har hørt rygter, men vidste ikke du ville ringe.
Hvorfor?
Fordi vi ikke er fremmede for hinanden.
Det er vi vel ikke… Men fortæl mig nu ikke, du ikke er blevet gift i mellemtiden.
Nej. Jeg er kun til dig. Forresten, om Max…
Jeg forstår, du havde nok ikke forventet at få en hund eller mig ind ad døren. Men det er bare midlertidigt.
Behøv ikke, Amalie, smilede Mikkel.
Hvad behøver jeg ikke?
Jeg har tænkt, han kan blive her. Jeg har alligevel brug for selskab, og han virker sød.
Og takket være Amalies nysgerrighed og omsorg, fandt Max et nyt hjem og Mikkel en god ven.
Max så på dem og logrede langsomt.
De elsker hinanden, men er ikke sammen? Hvor mærkelige mennesker nogle gange er…
Mikkel glædede sig over, at Amalie var hjemme igen. I Danmark, hvor hun hørte til. De begyndte at tale sammen oftere, og hun kom tit på besøg både til Mikkel og for at give Max lidt ekstra godbidder.
Hun kunne ikke helt kvæle de følelser, der stadig var.
Tværtimod efter den lange pause var de stærkere end nogensinde.
Et halvt år senere friede Mikkel til Amalie. Han forventede ikke noget, men måske…
Amalie smilede over hans klodsede knæfald og sagde: Ja!
Max betragtede dem og logrede denne gang lidt stærkere end normalt.
Ja, sådan skal det være! Jeg mærker jo de elsker hinanden, tænkte Max.
Og hvis nogen spørger, om de er lykkelige nu? Naturligvis. Der mangler bare et par børn og måske en kat, for at det bliver fuldendt. Men ingen tvivl: Det skal nok gå. Alt bliver godt.
