Vi har boet under samme tag i fyrre år, og nu, som treogtresårig, har du pludselig besluttet dig for at ændre alt?
Anne sad i sin yndlingsstol og stirrede ud gennem vinduet på den tungsindige, regnfulde himmel over Frederiksberg. Dagens begivenheder havde sat hende i et mærkværdigt tomrum hun havde endnu for få timer siden haft travlt med at forberede frikadeller og ventet spændt på, at Henrik skulle komme hjem fra sin sædvanlige fisketur. Men Henrik var kommet hjem uden fisk, men med en nyhed, der for længst havde rumsteret i ham, men som han aldrig havde haft mod til at sige højt før nu.
Jeg vil gerne skilles, og jeg håber, du kan tage det til efterretning, sagde Henrik dæmpet og undgik hendes blik. Børnene er voksne, og de forstår det, børnebørnene er ligeglade, så vi kan vel ordne det uden drama og skænderier.
Vi har delt liv og hjem i fyrre år og nu? Vil du kaste alt op og ud af vinduet, netop når vi har rundet de tres? Anne rystede vantro på hovedet. Jeg har ret til at vide, hvad der så skal ske.
Du bliver i lejligheden her på Østerbro, jeg flytter ud i sommerhuset i Odsherred, svarede Henrik, nærmest som om han læste op af noter. Der er ikke meget at dele, og det hele går alligevel videre til pigerne bagefter.
Hvad hedder hun? spurgte Anne stille, men med en stemme tung af opgivelse.
Henrik blev rød i hovedet, travlt optaget med at pakke sin fiskestaske, og lod som om, han ikke havde hørt spørgsmålet. Anne behøvede ikke flere beviser; hun anede hele sandheden i hans reaktion. Aldrig havde hun forestillet sig, at den slags kunne ske for en kvinde på hendes alder at blive vraget for en anden.
Måske bliver alting bedre igen, mor vi er her for dig, og far træffer bare sine egne beslutninger, trøstede hendes døtre, Karen og Line, senere. Du skal ikke lade det gå dig på.
Jeg tvivler på, noget bliver godt igen, sukkede Anne. Men jeg må vel bare lære at leve videre og glæde mig over jeres lykke.
Karen og Line tog selv en tur ud til sommerhuset i Odsherred for at tale alvor med Henrik. Da de vendte hjem, havde de nye skygger bag øjnene, men ville ikke fortælle sandheden til Anne. I stedet begyndte de at forsøge at overbevise hende om, at livet som single sagtens kunne være friere intet ansvar for andres behov. Anne så det hele, men spurgte ikke mere. At leve blev en kamp i et miljø, hvor nysgerrighed var alles yndlingsaktivitet.
Tænk, så mange år sammen, og nu løber ham af huse på sine gamle dage, bemærkede de altid indiskrete naboer. Hun må da være yngre eller har flere penge end dig?
Anne anede ikke, hvad hun skulle svare, men hendes tanker kredsede stadigt mere om denne anden kvinde. Til sidst fandt hun på en undskyldning at hente sylte fra skabet i sommerhuset og drog ud uden at varsle sit besøg. Præcis som hun havde håbet, stødte hun på rivalen.
Henrik, du sagde ikke, at din ekskone ville dukke op hos os, vrissede en overdrevent sminket dame med leopardmønstrede bukser. Jeg troede, I havde fået ordnet det hele, og at hun ikke ville have mere at gøre her.
Er det virkelig hende, du bytter mig for? udbrød Anne, idet hun langsomt lod blikket glide vurderende over kvinden.
Skal jeg virkelig stå her og finde mig i hendes fornærmelser? skreg den nye kvinde. For resten, jeg er kun få år yngre end jer men ser meget yngre ud.
Hvis hun virkelig tror, at udseende er alting på vores alder sagde Anne, alt imens Henrik forgæves forsøgte at undgå at møde hendes øjne.
På vej tilbage til busstoppestedet kunne Anne høre den andens spidse bemærkninger, og først hjemme lod hun tårerne få frit løb, inden hun ringede til sin søster, Birthe, for at få trøst og selskab.
Hold nu op, sagde Birthe, mens hun satte vand over til stærk myntete. Du siger jo selv, at Henriks nye ikke er noget særligt. Hverken smuk eller snu, efter hvad du har set.
Måske har hun alligevel ret, og jeg ligner bare én, der er blevet gammel, mumlede Anne tvivlende.
Du ser skøn ud til din alder, forsikrede Birthe. Det er altså bare tåbeligt at klæde sig i dyremønster eller tage mini på, når man er næsten halvfjerds. En kvinde kan være smuk i alle aldre, bare hun viser sig med værdighed.
Senere betragtede Anne sit spejlbillede og måtte give Birthe ret. Hun var i god form, klædte sig pænt, og hendes døtre glædede hende med gode hudplejeprodukter, men hun havde aldrig været én, der stjal billedet og ønskede det heller ikke. Hun ville ikke ligne en papegøje og kunne ikke forestille sig at opføre sig som rivalen.
Nu er du fri kvinde nu lever du bare for dig, sagde Birthe. Pigerne passer sig selv, der er masser af muligheder for kultur og oplevelser i vores alder du skal bare ikke begrave dig selv!
Og Birthe holdt ord. Snart trak hun Anne med ud i teatret, på caféer og koncertsal, og hurtigt fandt de et lille selskab af ligesindede jævnaldrende. En mand viste endda lidt for tydelige tegn på interesse, men Anne slog straks bremserne i.
Det rygtes, du løber rundt til alle de forestillinger og har fået dig nye venner bliver det ikke snart til mere, måske endda giftemål? drillede Henrik, da de tilfældigt stødte ind i hinanden i Irma på Nordre Frihavnsgade.
Hvad bringer dig helt herind efter indkøb? Har du ikke et supermarked tættere på sommerhuset eller vil din nye dame ikke lave mad? svarede Anne køligt.
Jeg er jo vant til denne butik gamle vaner er svære at bryde, især i vores alder, mumlede Henrik.
Anne skiftede straks emne og gik. Henrik følte med ét et umætteligt savn efter at kalde hende tilbage og fortælle, hvor inderligt han fortrød skilsmissen. Altid havde han været familie-manden, der tog sig af kone og børn at blive hevet med af Liv, så sprudlende og uberegnelig, havde været som at blive grebet af en storm.
Livet med Liv var i starten spændende, men hurtigt opdagede Henrik, at hun hellere sladderede, omringede sig med mænd og festede end at tage ansvar for hverdagen.
Nu længtes han ofte tilbage til Annes varme, den trygge ro, hun havde skabt. Hun skabte aldrig scener, bare værdighed og gennemført godhed noget, han først nu forstod værdien af.
Du har igen købt tørrede abrikoser, jeg ville have haft svesker! vrissede Liv, da Henrik lagde varerne på køkkenbordet. Og osten er forkert, og du glemte mayonnaisen!
Det var jo Anne, der plejede at handle eller også gjorde vi det sammen nu lægger du det hele over på mig, svarede Henrik, skuffet.
Nu må du holde op med at sammenligne mig med din eks! råbte Liv. Du skal vel ikke til at sige, du fortryder, at du gik fra hende for min skyld?
Henrik fortrød inderst inde, men han vidste, at det ikke nyttede at sige det højt. Anne havde ikke gjort ham noget, havde intet planlagt, men bare været sig selv og nu var han overbevist om, at han aldrig ville få hendes tillid eller kærlighed igen. Flere gange havde han lyst til at ringe efter endnu et stormfuldt optrin med Liv vågede han sig endda op til den gamle dør på Østerbro.
Skal du hente noget? spurgte Anne bestemt og lod ham ikke komme indenfor.
Jeg ville egentlig bare tale har du tid? spurgte Henrik, næsten bedende, mens duften af hendes hjemmelavede blommetærte fyldte trappeopgangen.
Jeg har hverken tid, lyst eller rum til det, svarede hun roligt. Tag hvad du kom efter, jeg får gæster om lidt.
Henrik havde faktisk intet at hente, men han kunne heller ikke finde de rigtige ord. Han gik ned til bussen mod sommerhuset, lavede sin egen aftensmad Liv suste stadig rundt i Nykøbing og indså, at hans gamle liv var forbi, og det nye ikke blev, hvad han havde håbet.
Måske, tænkte han, kunne han en dag bede Anne om tilgivelse. Men familien kunne hun aldrig tilgive ham for utroskaben, det vidste han nu.
Så sad han der, alene blandt havens syrener og regn på ruderne, mens Anne fortsatte sit liv omringet af døtre, børnebørn og teaterselskab og til det liv var der ikke længere plads til ham.
