Det er meget svært at få Signe gift. Og det ville ellers være på høje tid! Hendes indre ur tikker ikke bare det snurrer rundt, viserne drejer hurtigt og tallet 30 er skrevet med sort eyeliner, mens både jeg og hendes mor sukker dybt.
Signe, kan du forstå, at jeg længes efter børnebørn? Jeg vil have liv i huset, lange køer til badeværelset, og at alle kogeplader er optaget, fordi du koger grød til børnene, steger æg til din mand og jeg brygger kaffe Det er dét, som giver livet mening! siger Karen, Signes mor, mens hun tager brillerne af og kigger alvorligt på sin datter.
Mor! Skal jeg gifte mig med den første, den bedste, bare fordi du længes efter travlhed? Jeg har travlt hvor skulle jeg overhovedet møde én?! Jeg arbejder til klokken syv, jagter deadlines. Jeg snakker ikke med nogen i bussen, går ikke i biografen. Og nu kigger du så mærkeligt på mig igen! Kan du ikke finde på noget andet at tage dig til? Signe flytter irriteret rundt på kopper, retter på de efterhånden tørre ostemadder og mærker på tekanden kold.
Kan vi ikke bare én gang spise morgenmad som to voksne kvinder, uden de her ligegyldige diskussioner og mors evige jamren over Signes kærlighedsliv? Nej, åbenbart ikke
Min far Poul Signes mor tog ham med til København fra landsbyen, da han blev enke slentrer langsomt ud i køkkenet. Han har mest af alt trukket sig, sidder ved vinduet og drikker sin lange te, sukker, og vandrer rundt om natten.
Det er svært at falde til her. Kan du ikke bare køre mig tilbage? brummer Poul med jævne mellemrum, men Karen giver sig ikke.
Far, du har det bedst, når jeg kan holde øje med dig. Hvordan skulle jeg kunne komme til Fåborg, hvis der sker noget? Du bliver her! siger hun, mens hun lige nupper cigaretpakningen fra min far. Det må du ikke, sagde lægen! Og jeg skal på arbejde nu.
Hun skynder sig afsted. Poul sukker, ser ud på byen, ryster lidt på hovedet.
Karen blev skilt fra sin mand for mange år siden. Nu har hun kun mig og Signe at tage sig af.
Signe har prøvet at flytte hjemmefra, men hver gang ryger hun tilbage, for Karen får altid et eller andet sammenbrud eller et lille uheld, og så må Signe træde til og redde hende.
Vi klarer os Signes far forlod pænt nok lejligheden og efterlod os en treværelses på Østerbro. Han gik med en lille sportstaske og lod os resten blive.
Til sidst indså Karen, at hun ikke kunne vente længere. Signe ser ikke ud til at bekymre sig om at føre familien videre eller om Karens sindsligevægt. Karen beslutter sig for at tage affære.
Altså far, mange bruger jo matchmakere i dag! Jeg tager ud og får anbefalet en for Signe. Så skal det nok lykkes! siger hun optimistisk.
Poul sidder ved vinduet med sin krydsord, taber blyanten ned under bordet, roder lidt rundt, og stikker hovedet frem.
Hør nu, det er ikke en ko, du vil finde mage til, men dit eget barn! Lad Signe selv bestemme. Skal du absolut have noget at lave, kan du hjælpe naboen med at tage kartofler op! Det er virkelig hårdt arbejde. Skal vi tage afsted?
Far, Signe er dit eneste barnebarn! Er du ligeglad med, hvad der sker med hende? Karen går op i baryton, så hun nærmest piber, og må tage lidt vand.
Vil du virkelig, at slægten bare stopper her? Signe fylder snart fyrre!
Om ti år siger Poul stille.
Det er ikke meget! Se på familien Andersen, der er børnene allerede i skole Og tænkt, på bageren spørger Gitte mig dagligt, hvornår Signe skal giftes. Jeg må jo bare ryste opgivende på hovedet
Så sig til hende, at hun skal blande sig udenom! siger Poul.
Han skubber kagen væk og vender sig om. Karen tager en bid af bollerne, mens hun funderer på, hvor man finder sådan en moderne matchmaker i København?
På hendes arbejde, i kantinen, overhører hun, at kokken Else kender “en, der kender en” fru Birthe, “en rigtig dygtig én”, skulle kunne hjælpe.
Så Karen får Birthe anbefalet, planlægger en visit, og ringer efterfølgende på døren til et herskabslejlighed på Frederiksberg, hvor hun mødes af en dametype med skævt smil. Birthe har morgenhår og et blomstret slåbrok.
Nå, du vil altså have dit barn gift! Tja, jeg har nogle kort, men hvad er hun typen til? Har hun villa i Nordsjælland kan hun spille bridge?
Karen forklarer, Signe er klassisk pianist, men flygelet er solgt. Birthe suger luft ind.
Solgt instrumentet? Er I så på røven?
Nej! Skilsmissen. Vi beholdt lejligheden og kunne ikke have råd til andet, da jeg betalte far ud. Men Signe spiller. Og ja vi drømmer jo om en mand, der elsker musik og børn
Birthe bliver alvorlig, stiller indgående spørgsmål om Signe hvad hun laver, hvordan hun ser ud, hvor hun køber tøj, hvad hun får tiden til at gå med.
Er Signe selv interesseret i at blive gift? spørger Birthe pludselig.
Hun siger ikke meget. Hun arbejder og har ikke rigtig tid Jeg har været alene efter skilsmissen
Nu begynder både Birthe og Karen at græde lidt over situationen, den klassiske danske følelse af, at alting bliver aldrig helt, som man havde håbet, en slags fællesmodgang.
Vi må ikke lade slægten uddø, uanset hvor moderne verden er, siger Birthe beslutsomt og trækker en slidt serviet frem. Nu skal du se et billede Se, det er Poul Erik, lektor. Han kan også koge marmelade, hvis du tør prøve?
Øh Ja, tak. Marmelade lyder godt siger Karen og tørrer øjnene.
De drikker te og spiser marmeladestykker, smågriner og Birthe synger endda en halv, gammel dansk sang om barneben, der plasker i en å, og katten, der ruller i solen.
Karen går i hvert fald hjem med håbet om, at lykken og måske svigerdatteren/svigersønnen nu er tættere på!
Signe sidder imens på sit arbejde. Hun er skrap og råt for usødet over for sin chef, der vil presse akkorden op på båndet på fabrikken.
Vi kan ikke presse folk mere, så siger de op, og det bliver også mig! varsler Signe.
Hun har altid ting at gøre: Løbe i bageren på vej hjem (for mor har bestilt jordbærtærter), hente støvler fra skomageren og medicin til farfar Poul.
Hvor skal du så hen? spørger chefen, Poul Erik, lige da hun forlader værket.
Jeg sagde, jeg skulle noget, og du skrev mig på listen. Jeg må i apoteket! Signe er ikke til at bide skeer med. Hun skubber adgangskortet gennem glasset i receptionen og slipper væk uden mere palaver.
Bagefter har hun købt jordbærtærter i byens dyreste konditori for sådan foretrækker mor det og på vej hjem møder hun ak ja! den samme Poul Erik, nu i privaten i joggingbukser og han mangler tærte.
Hjemme gør Karen, som danske mødre nu gør hun stresser rundt og får sin aldrende far i præsentable bukser under stort drama, for nu kommer der jo gæster.
Døren går op, og Poul med de tynde hårstrå åbner for Poul Erik: Gæsten bringer blomster til kvinderne og jordbærtærte med blåbær til alles overraskelse!
Samtalen må dog hurtigt slå over i alt for personlige samtaler om Signe og hendes madvaner, for Signe og Poul Erik genkender straks hinanden fra arbejdet og nu sidder de på venligt påtvungen familiebesøg arrangeret af deres mødre.
Det tager ikke mange minutter, før skænderierne flyver mellem kvinderne inde i stuen. Det står hurtigt klart, at Birthe slet ikke er nogen professionel matchmaker, men har arrangeret det hele som Poul Eriks mor!
Hvad! Er det din søn, du ville makke på min datter?! Uha! To kvinder i kamp den danske skæbne.
Signe siger til sin mor, at hun ikke ønsker at blive tvunget ind i noget som helst: Jeg vil ikke have, det ender som det gjorde med dig og far, mor. I blev skilt, og flygelet blev solgt. Det her ødelægger bare tingene mellem os.
Det meste af kaosset ender i køkkenet, hvor Poul trækker på skuldrene og siger: Hvilket cirkus. Bagefter sidder alle og småspiser kolde frikadeller og tærte i stilhed.
Ved døren samler Signe og Poul Erik sig sammen og går ud i den lune aften. Som et sidste dramatisk dansk pift kommer en nabohund (en bredskuldret dansk bulldog) luntende truende mod dem. Signe ryster hun er bange for hunde. Poul Erik fløjter, hunden lusker væk igen.
Tak! hvisker Signe og tager imod en karamel. Du har reddet mig. Måske kan jeg godt blive gift alligevel senere.
Inde i stuen sidder Karen, Birthe og Poul og ser parret gå ud på stien og snakke. De sukker, både fortrøstningsfuldt og resigneret. Måske bliver vi bedsteforældre alligevel, tænker Karen.
Et halvt år senere er Signe og Poul Erik faktisk gift, og diskussionerne på arbejde er blevet gættelege over, hvem der lægger mest marmelade på brødet til frokosten hjemme.
Karen og Birthe nu nære veninder tager tit på museum og spiser is med Poul, der har vænnet sig til livet i København.
Og ja, Else fra kantinen, hun er pavestolt over at have været den der satte det hele i gang, selv om ingen rigtig siger tak. Hun tager det dog med ophøjet ro. Hun ved, at det er sådan i livet det godhjertede menneske får ofte ikke selve rosen.
Min lektie? Kærlighed kan hverken presses frem af mødre eller mødre, men nogle gange hjælper lidt dansk stædighed, jordbærkage og det rette skub fra en initiativrig kollega.
