Det er bare ikke min skæbne
– Undskyld, unge mand, hvad tror du egentlig, du laver? Har du ingen skam i livet?! pigen stirrede på mig med skræk i øjnene, og jeg, Jakob, blev så overrasket, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle svare.
– Vent, du har misforstået det hele, – mumlede jeg kejtet.
Men hun havde slet ikke tænkt sig at høre på mine bortforklaringer. Hun gik bare hen, tog sin pung, og gav mig en lussing af hjertens lyst.
*****
Siden i går aftes og hele natten havde jeg ikke lavet andet end at drikke kaffe og chatte med “DinSkønnePige”.
Det var mig, der startede med den klassiske: “Hej!”, som hun returnerede efter et minut, og så gik snakken ellers. Det føltes let og ubesværet, og hver gang jeg bankede på tastaturet, tænkte jeg, at med denne søde blåøjede lyshårede pige (jeg håbede, det var hendes rigtige profilbillede) kunne det måske udvikle sig til noget. Om det blev venskabeligt eller romantisk blev mindre vigtigt.
Det vigtigste var, at hun virkede åben for at lære mig bedre at kende. Da jeg forsigtigt spurgte:
“Har du lyst til at drikke en kop kaffe på en café en af dagene og se, om vi svinger sammen?” svarede hun “Alt er muligt”, efterfulgt af et blinkende smiley.
Men så blev samtalen pludseligt mærkelig.
Hun spurgte, hvad jeg lavede, og…
det gik bare helt skævt bagefter.
“Hvorfor skulle jeg dog fortælle hende om mit arbejde? Sendte endda et billede fra kontoret – Jeg var irriteret. Ikke på hende, men på mig selv.
Men helt ærligt…
– Hun ville før eller siden have fået det at vide, og hvad så? Hvad ville der så ske, Jakob?!
Men det vidste jeg jo godt. Hun havde skrevet: “En IT-supporter får jo aldrig et spændende kærlighedsliv.”
Det næste, jeg ville skrive var et par spydige linjer, men valgte i stedet bare at sende en smiley med glædestårer, før jeg smækkede låget på min bærbare så hårdt i, at jeg næsten troede, skærmen eller tastaturet havde fået sig et hak. Det måtte jeg ikke tjekke, for jeg orkede ikke flere skuffelser.
Tre måneder havde jeg nu ledt efter kærligheden på datingsider; jeg troede virkelig, jeg kunne finde “den eneste” der. Men det havde bare lært mig, at det jo var spild af tid Ingen af dem var noget for mig.
Tag nu hende her, “Skønheden” hele natten blev tilbragt med at chatte, men hun afviste mig med et snuptag, ligesom de andre piger, der tydeligvis kun gik efter mænd med egen virksomhed og dyre biler, ikke én som installerer Windows på kontorets PCer.
Men jeg tjente jo egentligt ganske godt, og havde flere ansvarsområder Så lidt var jeg heller ikke.
Men hvad gør det? Jeg tændte mit retro-radio for at slippe for mine brok, og dér sang Sanne Salomonsen med sin karakteristiske stemme:
– Det er slet ikke min skæbne, det er bare ikke min skæbne, – som om hun grinede af mig. Det er bare ikke min kærlighed…
Jeg slukkede straks. Men hun havde desværre ret: Det var ikke min skæbne, det med kærligheden.
– Hvorfor meldte jeg mig egentlig på datingsider? Tiden, jeg kunne have brugt meget bedre.
Men jeg måtte prøve også fordi min bedste ven, Mikkel, havde mødt sin Signe på sådan et site.
– Jeg fandt da Signe der! – havde han sagt stolt. Så stolt, at jeg helt blev småmisundelig.
“Hvorfor skulle jeg være mindre værd? Kan jeg da ikke også finde en god pige som Signe? Tilsyneladende krævede det et lod med millionchancer – og det vandt Mikkel.
Mig? Jeg måtte bare erkende, at IT-folk var yt på det marked. Det var nok bare ikke min skæbne.
– Så er det nok, Jakob! sagde jeg bestemt. Måske ville det aldrig være blevet mig og hende, og du…
Jeg så på klokken halv otte om morgenen og gabte stort. Det var min fridag, og jeg havde ikke planlagt noget vigtigt.
*****
Jeg nåede kun lige at lægge mig i sengen og finde mobilen frem for at sætte den på lydløs, før Mikkel ringede.
“Taler om trolden…
– Hej Jakob! Hør, jeg har brug for din hjælp, det er ret akut!
– Hej Mikkel, – gabte jeg igen. Jeg har ikke sovet i nat og skal til at sove nu. Må det blive en anden gang?
– Nej, det haster. Og der er kun dig, jeg stoler nok på.
“Nå, nu begynder det…”
– Det er ikke IT-relateret. Jeg kommer op til dig nu, så kan jeg forklare det hele, men bliv hvor du er.
– Okay.
Et øjeblik efter lød ringeklokken, og jeg gik ud for at åbne. Udenfor stod Mikkel, smilende over hele hovedet og med sin hund Balder.
“Hvorfor har han taget hunden med?”
– Du kom hurtigt tværs gennem byen, – bemærkede jeg stod du mon nedenfor og ventede?
– Måske, – grinede Mikkel og trykkede min hånd. Men i stedet for et fast håndtryk overtog han og rakte mig Balders læderline.
– Hvad … hvad betyder det?
– Jakob, min Signe vandt en uges luksusferie i Italien. For to. Hun insisterer på, at vi tager af sted sammen. Hvis jeg ikke tager med, sagde hun, ville hun blive dernede.
– Typisk hende, – smilede jeg og spurgte: Men hvad så med Balder?
– Det er lige det jeg kan ikke tage Balder med, og jeg kan ikke overlade ham til hvem som helst. Vil du ikke hjælpe? Der er hverken penge eller tid i det men du får en fridag eller to ekstra.
– Du ved godt, jeg ikke er så god med hunde. Jeg aner jo ikke engang, hvordan man gør.
– Han er nem! Jeg kommer lige om lidt med mad, skåle og kurv. Der sker intet, han er ikke hvalp mere.
– Nå, siger du det … – fnøs jeg.
– Bare luft ham morgen og aften. Penge kan jeg ikke tilbyde, men lidt fri, det kan jeg.
– Han bider vel ikke? Gnaver heller ikke i sko? Tuder ikke om natten?
– Nej, han er klogere end som så! Måske … – Mikkel sendte Balder et blik.
– Hvad?!
– På gåtur prøver han tit at slippe væk. Han hader snor. Vil have frihed.
– Så jeg skal jagte ham rundt i hele byen?
– Nejnej, – grinede Mikkel. Hvis han løber væk, finder han dig selv igen. Men pas nu alligevel på man ved aldrig.
– Okay. Jeg passer din hund, – sukkede jeg og holdt fast på snoren.
Mikkel var knap nok smuttet endnu, og jeg følte allerede ansvaret tynge på skuldrene.
– Jeg vidste, du ville sige ja! Tak, ven!
– Men hør Mikkel: Hvis Balder smadrer min lejlighed, så betaler du for det!
– Selvfølgelig, men han er god nok.
*****
Da jeg vågnede (sent), var det ved at blive mørkt udenfor. Jeg fandt Balders skål, hældte mad op, og satte den ved siden af ham. Han havde hele tiden ligget stille på gulvet.
– Ja, skal du ikke spise? Det er på tide, – sagde jeg og klappede ham.
Balder sendte mig et blik, der nærmest sagde “vent”, og blev liggende. Ikke engang hovedet drejede han mod maden.
– Ikke sulten? Eller… ah, ja Mikkel sagde du havde principper. Først gåtur, bagefter mad.
– Lad os gå en tur, så. Jeg trænger også til luft. Kan være, jeg ser nogen glade mennesker, jeg trænger.
Balder blev straks mere levende, svansede over til døren, greb linen og stod klar.
*****
Vi gik en time i nabolagets park, og til min overraskelse prøvede Balder ikke på noget. Han trak bare lidt ekstra i linen, når jeg stoppede for længe.
Simpel hund altså. Men næste aften begyndte problemerne.
Om aftenen var det gået fint, men vi nåede kun lige i parken, da Balder smuttede ud af halsbåndet, mens jeg skrev til Mikkel “alt ok”.
– For pokker, det manglede bare… tænkte jeg og ledte efter ham.
Jeg kendte parken udmærket, men hvor mon sådan en hund ville tage hen? Jeg anede det ikke.
Efter en halv times søgen mødte jeg en pige på en bænk. Smuk, men trist og fjernt i blikket.
– Undskyld, har du set en hund? Ikke så stor, rød med hvide pletter…
– Hvad? hun anede ikke, jeg talte til hende.
“Hun er virkelig dejlig…” tænkte jeg, men tog mig sammen og gentog:
– Har du set en hund uden snor her? Han løb væk.
– Hund? Nej, desværre, – sagde hun og gik hurtigt videre.
Jeg ville også lede videre, men kiggede efter hende. Så indhentede jeg hende.
– Undskyld, er alt OK? Du ser trist ud. Noget galt?
– Ja …
– Kan jeg hjælpe?
– Næppe. Jeg har mistet min pung og kan ikke huske hvor. Pengene skulle bruges på medicin til min mor… Har du mon fundet en pung?
– Nej, det har jeg desværre ikke.
– Ærgerligt. Men tak fordi du spurgte. Det varmer at vide, at der findes rare mennesker endnu.
Mere var der ikke at tale om, og vi gik hver til sit.
Hun kunne hurtigt have glemt det, men jeg havde hende i baghovedet hele aftenen. Ikke hende fra nettet, men en ægte pige, bølgende hår og ægte bekymring.
– Balder! råbte jeg, satte mig opgivende på en bænk, klar til at informere Mikkel om tabet, da jeg langt borte fik øje på en hundesilhuet.
“Balder…” lettet.
Med logrende hale vendte Balder snuden hjemad, og i munden havde han … noget.
Det viste sig at være en pink pung, præcis som pigen havde beskrevet. Diamantmønster og gyldent kronevedhæng. Præcis sådan!
“Sikke et sammentræf!” jeg var faktisk lykkelig, følte mig næsten som en ridder, der reddede prinsessen.
Jeg åbnede pungen for at finde et visitkort eller noget med pigens nummer og i dét øjeblik kom hun til syne.
– Hvad har du gang i? Er du ikke flov?! hun stirrede på mig, og jeg nåede knap at sige noget:
– Vent, du har misforstået! Jeg ville bare finde dit nummer og…
Men hun hørte ikke efter. Hun gik direkte mod mig, snuppede pungen og gav mig en lussing.
– Hvorfor? Jeg ville jo bare aflevere den! Hunden fandt den, og jeg ledte efter et visitkort.
– Jeg troede, du var et ordentligt menneske. Og nu lyver du endda om en hund.
– Hvad mener du med det?
– Hvis du har en hund, hvor er den så?!
Og selvfølgelig, Balder var pist væk igen. Typisk!
Hun gik vredt sin vej og jeg blev siddende, gnubbende min brandvarme kind.
– Hvorfor skal jeg bare altid rode mig ud i det, – røg det ud af mig. Balder! råbte jeg.
Hunden kom småløbende fra buskene, satte sig trofast ved siden af mig.
– Tak for hjælpen, ven. Du er virkelig en gave, ikke?
Balder slog med halen, forsøgte at signalere ‘ingen årsag’.
Vi gik hjem sammen.
*****
Næste fire dage tog vi hver morgen og aften forbi parken i håbet om at møde hende igen. Jeg ville så gerne forklare og sige undskyld. Men den smukke pige var der aldrig.
Til gengæld elskede Balder det. Han fik meget mere tid ude end han plejede, og opførte sig eksemplarisk stak aldrig af.
Men så, fredag eftermiddag, sad hun pludselig på en bænk.
– Hej igen…
– Du! Hvad vil du nu?
– Jeg vil bare forklare. Sidst var det meget misforstået.
– Jeg taler ikke med tyve og løgnere.
– Men jeg stjal jo ikke din pung, jeg ville bare finde dine kontaktoplysninger og afleverede den jo.
– Jeg tog den selv, du kunne lige så godt have taget alle pengene. Og det var penge til min mor!
– Jeg har ikke brug for dine penge, jeg har et fint job. Min venindes hund bragte faktisk din pung!
– Nu må du stoppe… rasede hun. Hvorfor bilder du mig ind, der var en hund?
– Men det var der! Jeg hev hårdt i snoren … ingen Balder.
Smart hund. Ja, smart nok til at forsvinde i det afgørende øjeblik.
Nå, naturligvis, tænkte jeg og gik for at lede efter ham, for nu var mørket tæt på. Jeg sagde undskyld og gik.
Hun så for første gang lettet ud.
*****
Men jeg fandt ikke Balder før mørkets frembrud. Jeg gik gennem en øde allé, lyttede til nattens små lyde.
“Forbandede hund, altid smutter du når det er mest ubelejligt…”
Så hørte jeg stemmer, kvindelig og mandlige. Pigens genkendte jeg straks drenge var det vist, og tonen var ikke rar.
– Kom nu, smukke, du fryser da. Vi kan varme dig!
– Lad nu være, jeg venter på min veninde.
– Årh, hun får også en tur, når hun kommer! fnisede en.
– Jeg råber altså op …
– Bare gør det, hvem tror du hører dig her?
Så tænkte jeg: Nu eller aldrig! Jeg løb mod stemmerne.
– Hey, hvad laver I?! råbte jeg, med mere mod end jeg havde.
– Og hvem fanden er du?
– Jeg jeg er hendes kæreste! Og min hund kommer snart, hun tåler ikke fremmede, siger jeg bare.
De tøvede lidt, men med ét knurrede det fra buskene, og jeg stillede mig mellem pigen og dem. Drengene stak hurtigt af.
Balder dukkede op, glad som altid, svingede halen.
– Tak, ven. Du er sgu god, – sagde jeg og satte snoren på.
– Er det virkelig din hund? spurgte hun.
– Ja, Balder. Han er egentlig min vens, jeg passer ham bare.
– Så løj du ikke
– Nej, Balder fandt din pung, jeg ville aflevere den. Han er bare svær at styre.
– Nok derfor, han gemte sig i buskene så han kunne skræmme dem.
– Han er klog, – smilede jeg.
– Bider han? Må jeg hilse på ham?
– Selvfølgelig! Jeg hedder forresten Jakob. Hvad med dig?
– Malene.
– Hyggeligt! Men hvad laver du egentlig her sent?
– Jeg ventede på min veninde, men hun kommer nok ikke.
– Skal vi følge dig hjem, Balder og jeg? For en sikkerheds skyld…
– Det ville være rart.
*****
Siden da gik jeg tur med Malene næsten hver aften i parken. Bagefter fulgte jeg hende hjem dog uden Balder, for Mikkel var kommet hjem fra Italien og hentede sin hund.
Ærlig talt, jeg savnede Balder. Men vi havde det hyggeligt, Malene og jeg. Alligevel føltes det som om, der manglede noget.
Så en dag, da vi går i parken om søndagen, springer en lille hvalp pludselig op af buskene med en tyk pengepung i munden, tydeligt snuppet fra en eller anden forretningsmand.
Hvalpen søger straks beskyttelse ved vores fødder, og straks efter kommer en mand i jakkesæt:
– Dit lille bæst, giv mig min pung med det samme! råbte han.
Vi gav ham pungen tilbage men hvalpen…
Den besluttede jeg at beholde. Malene var helt med på den.
– Men vi har en aftale, – jeg løftede pegefingeren for sjov og satte hvalpen på bænken. Ikke flere numre med at stjæle ting, vel?
Hvalpen snusede til min hånd og stak tungen op ad mit ansigt det så jeg som et ja.
Siden var vi tre på tur, og senere flyttede vi sammen. Vi var alle tre lykkelige, for vi fandt netop det, vi havde drømt om. Men…
– Din lille røver! Giv mig det der! lød det pludselig bag os.
Malene og jeg kiggede på hinanden, så frem og så Sherlock komme løbende med en pølse i munden.
Hvorfor Sherlock? Fordi han altid finder på løjer!
Nu løb han logrende tilbage til os for han vidste udmærket, vi ikke kunne være vrede. Vi begyndte at løbe.
– Skal vi stikke af? smilede jeg til Malene.
– Absolut! grinede hun.
Jeg lagde 50 kroner på bænken, så den, der mistede sin pølse, ikke var så trist.
Så løb vi hånd i hånd og med Sherlock lykkelig ved siden af. Ja, sådan så vor skæbne ud Lidt pelset, lidt vanvittig. Men helt og aldeles ægte.
