Fjernsyn til mor
Poul, Poul! Nu er mor helt rundt på gulvet. Vi var lige ved at tage afsted uden flæsket. Hun sagde, læg det i den sorte taske, men hun puttede det i posen sammen med løgene, i den sorte. Poul! Og jeg ser, hvad er det i posen, og det er jo vores flæsk! Tænk, vi kunne være taget afsted uden det… Poul!
Poul vinkede bare afværgende. Han havde ikke tid der var travlt med alt muligt.
“Klar jer selv…”
Hos familien Evdokimsen herskede et sandt kaos. Hele familien gjorde klar til København, og det var ikke for ingenting: de skulle til Landbrugsudstillingen i Bella Centeret. Deres landbrug var udvalgt til at repræsentere hele kommunen stor ære.
Hele bestyrelsen skulle afsted, og så også svinepasserne. De havde fået tildelt deres helt eget område på udstillingen.
Poul havde meldt sin kone, Ellen, til som svinepasser selv om hun egentlig arbejdede i børnehave.
Men altså København! Det kostede ikke noget for dem, hverken rejse eller ophold, kommunen betalte.
I deres fusionslandbrug «Illichs Minde» havde de opdrættet imponerende orner og søer. Vundet endda i regionen. Og nu…
Også gamle Anna, Pouls mor, havde travlt. Hele tiden mødte hendes søn de folk fra kommunen, og de var næsten mere nervøse end ham. Det var jo et stort ansvar at skulle repræsentere regionen i hovedstaden.
Mor Anna var stolt af sin søn.
Hun var lille og spinkel, med et ansigt rynket som et bagt æble. Hun havde boet med dem og lidt for sig selv.
I haven stod stadig det gamle sommerhus, hvor hun med faren var flyttet ind, og der blev hun boende efter han døde. Hun passede børnebørnene og gik ellers og puslede. Allerede længe alene.
Hun levede godt, syntes hun. Trods skæve tapeter og gammelt genbrugsmøblement.
Hun kunne lide det. Dér var hun tæt på familien og kunne hjælpe, men også gå for sig selv.
Hvad skulle hun blande sig for? Hun havde en så fornuftig søn og en handlekraftig svigerdatter! Se, de havde jo lagt gulv med klinker og bygget en fin stue og veranda. Et rigtigt palæ.
De havde alverdens grej. Selv fjernsyn havde de i farver! Anna kiggede ind og nød udsigten til den magiske skærm, men følte, at hun ikke skulle sidde i vejen for dem hele tiden. Man burde kende sin plads. Hun ville nødig være til bryderi.
Hun havde nu altid været lidt tilbageholdende, flittig og beskeden. Hun havde aldrig gjort væsen af sig, bare arbejdet i malkestalden hele livet. Ikke enestående.
Hvordan fik hun sådan en søn?
Barnebarnet Viktor, stadig lille dengang, havde en dag set, at mormor græd bag laden og løb straks ind til faren. Han kom straks ud:
Mor, hvad er der sket? Er der nogen, der har gjort dig ondt?
Men hun tørrede hurtigt øjnene.
Nej, nej, Poul! Det er bare fordi, jeg er så lykkelig. Jeg havde ikke forestillet mig, at min søn nogensinde skulle blive bestyrelsesformand for landbruget. Far nåede ikke at opleve det…
Og nu var Anna blevet rigtig gammel. Poul var kommet sent og var enebarn. Benene som tømmerstokke, hjertet blev svagere, og nu til efteråret havde hun fået så ondt i ryggen, at hun gik foroverbøjet.
Sønnen var nu direktør for landbruget og nu: København!
I de her dage gav hun sig virkelig, hjalp svigerdatteren med forberedelser og børnepasning selv om børnebørnene egentlig var ved at være voksne. Lisa, for eksempel men børn er de jo altid
Hvorfor må vi ikke komme med? surmulede Lisa. Jeg vil også til København!
Nå, Lise-pigen, rolig nu! Jeg køber alt, du ønsker dig sneakers, bluser, måske et vinterfrakke. Viktor skal også have jakke… Ellen forsøgte at holde styr på, hvad hun skulle huske.
Og strømpebukser, mor, dem du lovede! Dem med mønster.
Ja ja, strømpebukser også. Og så skal jeg huske til tante Susanne, til Grethe, til Moster Rigmor… Jeg har det hele noteret i min lille bog. Åh, Lisa! Ellen rodede febrilsk i sin taske.
Hvad er der nu, mor?
Nåeh, bare om jeg har min notesbog. Heldigvis! Godt vi solgte motorcyklen, så er der penge nok
Udstillingen var en ting men alle glædede sig til selve København. Det var stort! Ordrer væltede ind til de rejsende. Og der var gjort plads til en hel dag fri rundtur i København.
Sightseeing var sjovt, men shopping det var helligt.
Så! Alt klart. Vær nu søde ved bedstemor!
De satte sig ind i landbrugets nye mørkeblå Volvo, som de netop havde fået for særlig indsats. Kurs: Hovedbanegården.
Folk stimlede sammen; naboer og venner sendte dem afsted.
Mor Anna stod lidt for sig selv, lille og uanselig.
Poul gik hen til hende.
Nå mor, du styrer tropperne herhjemme. Giv dem bare en opsang, hvis der er noget!
Men Anna var helt oprevet på grund af det flæsk. Svigerdatteren havde skældt ud.
Ja… Undskyld, Poul, det var da så dumt med det flæsk. Kunne have glemt det helt. Den gamle tosse jeg er…
Glem det nu. Vi kommer ikke til at mangle mad.
Anna sendte et hurtigt kors efter bilen, der bare blev mindre og mindre på den støvede vej, og gik ind. Hun måtte ikke begynde at rydde op endnu børnene var jo på vej. “De er hjemme i morgen.”
Børnebørnene havde lige spist frokost.
Anna lagde sig på sofaen og lyttede til Lisa og veninden Grethe, der snakkede om alt det nye, som deres mor skulle købe til dem. Gode drømme. Sådan drømte hun også engang. Men nu…
Møbler havde hun ikke brug for længere. Børnene havde givet hende deres gamle et toiletbord, et vitrineskab, og køkkenskabe. Men sin egen seng, den ville Anna ikke bytte væk. Godt nok var sølvknoppen slidt og madrassen bulet.
Men den var hendes, elskede hendes seng og de hjemmelavede hovedpudebetræk.
Skoene brugte hun til de var helt udslidte hjemmesko om sommeren, gummistøvler og filttøfler i efteråret, og hjemmestrikkede futter om vinteren.
Tøjet kom mest fra Ellen hun var vældig modebevidst og smed det væk, længe før det var slidt op. Anna havde glemt, hvornår hun sidst købte nyt. Hvorfor skulle hun egentlig?
Hun døste ind til pigehvin og tøjdrømme.
Poul og Ellen havde hænderne fulde under rejsen. Svinebesætningen blev vogtet som småbørn. Regionens embedsfolk var ikke til at komme udenom.
Da udstillingen var slut, og shoppingdagen ventede, blev svinepasserne vilde. Den guidede tur var straks glemt de ville bare i Magasin og Illum. Guiden mærkede hurtigt stemningen og lod dem gå på egen hånd.
Poul sloges i køerne sammen med Ellen for at sikre sig pølse, kondenseret mælk, boghvede og appelsiner. Da de kom til tøj og sko, magtede han knap mere. De købte til sig selv, til børnene, til familie og bekendte.
Poul, se det her røde ternede frakke! Eller skal vi tage den grå med perleknapper til Lisa? Hva?
Der er ingen sneakers! Helt utroligt. Skal vi købe kondisko i stedet? Hvad synes du?
Vi må tage metroen til Nørrebro. Der skulle de have de der strømpebukser…
Med tunge poser farede de rundt i København efter varer, som var nærmest umulige at opdrive.
Poul, skal vi tage en hue med til Viktor? Se lige de her Siden vi alligevel ikke fandt en båndoptager…
Han var ved at gå kold. De nåede at skændes snart.
Senere skulle Poul følge embedsfolkene hen til en anden banegård. Han dukkede op i ventesalen på hovedbanegården halvanden time før afgang.
Kvinderne pralede med indkøb. De undersøgte hinandens varer.
Se mine strømper med kvaster! viste Ellen sin veninde.
Hvor har du dem fra?
På markedet ved Nørreport.
Nå så, hvorfor tog du ikke til Lisa også? Du ved hun vil have sådan nogle.
Åh, jeg kunne ikke huske alles ønsker, jeg køber jo til fire familier…
Ellen blev ærgerlig.
Poul, hørte du? Grethe fik fat i strømperne. Og Malene skaffede en båndoptager, importeret. Hvordan mon hun kunne? Hun kendte sikkert bare et godt sted og nægtede at sige noget til os! Og vi kunne virkelig bruge en til Viktor. Ellen tav, men begyndte så igen: Men pyt! Vi fik superfine støvler til dig! Lisa har fået ægte Levis-jeans og en frakke, og jeg denne grønne kjole Montana, så fin! Og bulgarske støvler til mig og bluse til Susanne det blev en god gave!
Hun klukkede af sine triumfer.
Hvad med mor? spurgte Poul brat.
Ja, hvad med hende?
Har du købt noget til hende?
Tja… Hun bad jo ikke om noget.
Jamen, en lille gave? Hun står herhjemme, passer børnene, malker koen, ordner det hele, og vi? Ingenting til hende hans stemme var bestemt, hård.
Alle så op.
Slap nu af, Poul, hun har jo ikke brug for så meget hvis du vil, kan jeg give hende mit blå tørklæde, selvom det passer til min frakke Jeg køber også en nisse i souvenirs…
En nisse? sagde Poul sylespidst.
Hør nu. Stop det der! Du gik jo selv med overalt. Du kunne da have sagt noget. Jeg glemte det bare…
Men Poul kunne tydelig huske, hvordan Anna havde taget afsked i den gamle vest efter faren, i tørklæde og træsko, så trist over det forbandede flæsk.
De havde købt til alle mulige og hans egen mor? En nisse-figur?
Ellen havde jo ret. Det var hans skyld. Hans egen mor…
Giv mig pengene!
Poul, toget går snart. Og det er dyrt lige her ved banegården
Giv nu!
Ellen forstod han mente det. Når han var vred, var det bedst at lade ham være. Hun fandt pungen frem, men Poul snuppede bare hele indholdet.
Poul, der er alt vores…
Men han hastede allerede afsted.
Han vidste ikke engang hvorhen, han cirklede bare omkring banegården blandt butikker og boder. Alt hvad han fandt var smykker, parykker, krimskrams Ikke sko, ikke god overtøj, som mor kunne have brugt.
Inde på stationen blev deres tog kaldt op. Ellen var nervøs, holdt øje med dørene.
De gik mod sporet. Bymændene hjalp. I små ryk, med fyldte poser, nåede de til vognene.
Alle var spændte, især på Poul.
Bare rolig, Ellen! Der er stadig tid. Poul når det, blev hun forsikret.
Men han fjernede sig bare mere og mere.
Da så han butikken “Radio & TV”, og i vinduet fjernsyn.
Lige dét!
Han kom straks i tanke om, hvordan hans mor for få dage siden havde siddet næsten tryllebundet foran farvefjernsynet hjemme. Han havde endda tænkt: Utroligt, at hun gider det.
Men de ventede selv i et halvt år for at købe et i sin tid. Man kan næppe bare købe et nu.
Det viste sig at holde stik. Ekspedienten så uinteresseret ud og svarede:
Fjernsyn er der kun til de, der står på ventelisten.
Poul betragtede apparaterne, gik langsomt hen mod ekspedienten.
Hvis jeg nu betaler mere?… foreslog han.
Vi handler altså ikke på den måde her! Vi er en butik, ikke bagmænd! sagde hun.
Han forhørte sig om radioer og båndoptagere, men heller ikke dem kunne man bare købe. Men et fjernsyn til mor dét ville være en gave!
Han kiggede på uret. Der var ikke tid. Han måtte tilbage.
Han gik til stationen, men tankerne kredsede fortsat om mor.
Han den store leder, alle roser hjælper alle. Bygger huse for folk, bekymrer sig om veteranerne. Men mod sin egen mor, har han været rå.
Hans mor boede jo i det slidte gamle hus. Han havde aldrig nævnt renovering der.
Og nu, hvor han havde fået så meget ros og opmærksomhed, følte han en tomhed. Intet kunne måle sig med kærlighed og taknemmelighed til mor.
Han var ikke gået langt, da han blev kaldt an.
Vent, hr.!
En lille, tæt mand kom løbende. Poul syntes han genkendte ham fra butikken.
Skal du bruge et farvefjernsyn?
Ja meget.
Vi har et her, der er en kunde, der har fortrudt! Det er nyeste model. Ikke kvittering, men jeg sværger, det virker. Direkte fra emballagen.
Jeg tager det! Hvor meget?
Prisen blev nævnt. Poul tjekkede pungen der var nok! De havde jo både solgt motorcyklen og ikke fundet alle de ønskede ting i København.
Fjernsynet var virkelig nyt. Sælgeren tilbød at åbne kassen og vise billedet, men Poul havde travlt.
Hvis det ikke virker, kommer jeg tilbage! Den er til min mor
Han fik instruktionsbog men ingen kvittering. Poul vidste, han betalte ekstra, men det var det værd. Han skævede mod ekspedienten, som forsvandt bag hylderne.
Sælgeren tilbød straks at hjælpe Poul med at fragte fjernsynet til stationen.
Ellen havde næsten opgivet håbet. Poul kom ikke; toget skulle til at køre.
Dér lød fløjten toget begyndte at trille ud fra Hovedbanegården.
Ellen trykkede ansigtet mod ruden ingen Poul.
Han nåede det ikke. Bare rolig, Ellen. Han kommer med det næste, beroligede Natalia, hendes veninde.
Ellen kunne ikke slappe af. Hun havde ikke regnet med, hvor stærkt Poul elskede sin mor.
Men femten minutter efter, med en stor kasse (hjulpet af to unge værnepligtige), stod Poul. Vådt hår og rød i hovedet, men tilfreds.
Kassen kunne ikke være nogen steder, den blev sat under bordet.
Fjernsyn? læste Ellen på kassen.
Ja, Poul satte sig træt.
Farve?
Forhåbentlig
Til din mor? spurgte Ellen forsigtigt.
Det fjernsyn var større end deres eget.
Selvfølgelig til hende.
Men hun har jo ikke antenne engang.
Så får hun det. Og Lisas værelsesrenovering må vente. Vi begynder med mors stue. Den trænger virkelig til det.
Ellen blev næsten chokeret. Datteren havde ventet på det værelse.
Lisa bliver rigtig skuffet, hviskede hun.
Hun har al tid i verden. Mor har ikke så meget. Og hun bør også glædes. Hun er ikke egoist.
De talte ikke mere om det. Ellen så på fjernsynet uden glæde. Hun tænkte, at hvis hun bare havde købt en lille ting til mor, var der penge nok til både, og Lisa havde ikke behøvet at tude over at vente. Og Lisa ville helt sikkert lave ballade.
Åh…
På togturen blev stemningen lettere. Folk grinede, fortalte om udstillingen og deres københavneroplevelser.
Hjemme igen blev fjernsynet båret ind. Lisa klappede i hænderne.
Nyt fjernsyn! Hvor stort! Far, det gamle skal stå på mit værelse, ikke? Når det er færdigt.
Poul og Ellen sagde intet.
Anna stod ude i køkkenet. Suppen var klar, men salaten havde hun ikke nået. Hun var træt, langsom, nervøs for, at hun ikke kunne nå det hele på én gang. Hun skyndte sig, men
så var der hænder på hendes skuldre. Sønnen standsede hende, men hun ville videre
Mor, her er en gave fra selveste København.
Åh, tak. Hvad er det da? hun spejdede efter en gave, men ikke noget.
Dér! Fjernsynet. Det er til dig.
Anna blinkede forvirret. Var det rigtigt? Det var jo dyrt! Og hun havde ikke fortjent det…
Far, hvad skal bedstemor med sådan en stor en?
Hendes øjne er dårlige, hun skal have stor skærm. Og vi skal have lavet stuen hos dig, mor. Det ser jo forfærdeligt ud.
Anna så på halvfærdige salatgrøntsager, tårer i øjnene. Kunne ikke engang se ordene Skulle have gjort salaten færdig.
Hun tørrede øjnene i forklædet.
Poul kunne ikke vente. Han løb over til den lokale elektriker for at prøve fjernsynet af nu. Ellen sad udenfor og trøstede den grædende Lisa.
De tårer rørte ikke Poul. I hvert fald slet ikke som mors gjorde.
Han huskede hende, dengang hun græd bag laden, da han første gang blev valgt som bestyrelsesformand. Da gik det op for ham, hvor meget det betød hvis mor græd af lykke.
Fjernsynet virkede endda elektriker-Gunnar blev imponeret.
Poul, sådan en model har jeg aldrig set før. Skal den stå herude? Gunnar så sig omkring i det slidte køkken.
Ja. Vi starter her. Så kommer resten.
De spiste sammen. Lisa snøftede endnu, Ellen fortalte om indkøb og tur.
Mor havde stadig ikke været tilbage i sin stue, men gik rundt. Hun var flov over for barnebarnet og svigerdatteren.
Da de sammen skulle vise Anna fjernsynet, forklarede Lisa og Viktor hende tålmodigt, hvordan det virkede. Hun forstod det ikke rigtigt, syntes det hele var for nyt.
Sæt nu det fjernsyn ind hos jer… Hvorfor skal jeg have det? Det larmer, ødelægger øjnene. Jeg har jo mit.
Men Poul gav sig ikke. Nu skulle det ske. Han forklarede igen og igen.
Om aftenen gik han ud og røg i haven. Der lyste blåt fra fjernsynet i mors vindue. Han slukkede cigaretten, gik forsigtigt tæt på og kiggede ind.
Mor sad på sengen, i stribet natkjole, løst hår, næsten som pige. Den store skærm badede hende i blåt. Der var en hårbørste i hendes hånd, hun stirred. Hendes fødder nåede ikke gulvet, hun lignede et barn en lille pige, der betaget så på fremtiden.
Lisa kom ud, tog tøj ned fra snoren.
Kom, prøv at kigge her
Lisa kiggede ind i vinduet, længe, så gik hun hen til faren, krammede ham.
Tilgiv mig, far. Jeg var dum…
Det går jo nok, du er jo bare ung. Jeg er den voksne tåbe. Det skulle være gjort for længe siden
Lisa bankede på hos Anna, krammede hende og skruede hen på en film på den nye skærm. Og løb selv ind i stuen; filmen “De røde sejl” begyndte.
Anna havde aldrig set den, kendte ikke historien. Hun troede først, alt var virkeligt hun var jo ikke vant til film og troede, det hele skete lige nu, et sted langt væk.
Hun blev rørt. Nej, min pige, det nytter nok ikke at håbe prøvede hun at sige til hovedpersonen.
Da de røde sejl svævede over havet, slog Anna sig for knæene og gik rundt i rummet. Sikke noget. Sikke en fantasi!
Så slukkede hun fjernsynet, lagde sig og græd ikke af sorg over filmen, men af taknemmelighed.
For nu var der også røde sejl for hende. Hun huskede, hvordan Mikkel var kommet hjem fra søværnet, i uniform, og hvordan han havde holdt af hende. En god mand, en god søn, gode børnebørn.
Hun havde også sine røde sejl.
