Far fyrede 37 barnepiger på to uger indtil én husholderske gjorde det, ingen andre kunne for hans seks døtre
Men, Niels tøvede, der er en kvinde. Ikke fra bureauet. Hun har en mærkelig anbefaling, men vi har ingen andre muligheder.
To dage senere stod hun ved havelågen. Ikke høj, nok midt i fyrrerne, i en simpel grå trøje, uden uniform og uden det forventede “jeg elsker børn”. Selv vagten spurgte igen, om hun nu var den rette.
Jeg hedder Gertrud, sagde hun roligt. Hvis det stadig er aktuelt.
Jeg så skeptisk på hende. Efter den sidste barnepiges grønne hårfarve var jeg klar på alt.
Jeg advarer med det samme, sukkede jeg. Seks piger. Fra seks til seksten år. De er svære.
Og dig? Gertrud kneb øjnene sammen. Snakker du med dem?
Jeg prøver, svarede jeg ærligt. Men mit arbejde, møder, deadlines
Jeg forstår, nikkede hun. Aftalen er simpel. Jeg opdrager ikke. Jeg lever her.
Allerede første dag skete det, jeg frygtede: råberi, døre der blev smækket, de yngste fik et raserianfald, de ældste skruede musikken op på maks. Jeg var ved at sige undskyld og ringe efter en taxa.
Men Gertrud råbte ikke. Hun truede ikke. Hun gik blot ud i køkkenet og begyndte at stege pandekager.
Den der ikke vil have, skal ikke spise, sagde hun højt. Men så er der ingen brok bagefter.
Efter ti minutter sad alle seks ved køkkenbordet. Tavse. Skeptiske.
Mor lavede sådan nogen, mumlede en af de mellemste.
Det ved jeg, svarede Gertrud. Hun har selv fortalt mig opskriften. Og grinet af, at I altid skændtes om den sidste.
Der blev stille på en anden måde. Ikke anspændt, men levende.
Om aftenen trak pigerne selv Gertrud ind i stuen for at se gamle hjemmemånef deos. På tredje dagen faldt den yngste i søvn op ad hendes skulder. På femtedagen kom den ældste for første gang til aftensmad i et år.
Efter en uge lagde jeg mærke til noget mærkeligt: huset føltes ikke længere som en slagmark. Pigerne skændtes stadig, ja. Men de grinede også mere. Og de løb ikke væk længere.
Hvad har du gjort ved dem? spurgte jeg en dag.
Gertrud trak på skuldrene.
Ikke noget særligt. Jeg har ikke prøvet at erstatte nogen. De har ikke brug for en ny mor. Bare en, der ikke løber sin vej.
Jeg tav længe. Satte mig så ved siden af hende.
Jeg klarer det heller ikke særligt godt.
Det ved jeg, sagde hun blidt. Men du er her. Det tæller meget.
Efter en måned aflyste jeg halvdelen af mine møder. Efter to begyndte jeg selv at lave mad om søndagen. Og efter et halvt år gik det op for mig, at det aldrig handlede om umulige børn eller dårlige barnepiger.
Nogle gange kræver det bare ikke en ekspert eller en mirakelmand for at få hverdagen til at fungere. Bare et menneske, der tør blive også når det er svært.
Den lektie vil jeg aldrig glemme.
