For hvad kæmpede hun
Rikke Vind sidder i sofaen i sit lyse københavnske hjem, sammenfaldet, klamrende til et fugtigt lommetørklæde, mens tårerne løber uophørligt. Hendes skuldre ryster, fingrene knuger lommetørklædet, stemmen er så fyldt af gråd, at ordene knap kan stables.
Hvordan skal jeg nu leve uden min søn? gentager hun med besvær, stemmen knækker for hvert ord. Hvad er det for et liv, når man overlever sit eget barn? Jeg ville give alt alt! bare for at kunne bytte plads med ham.
Ved siden af sidder Freja, stille og tålmodig. I snart en time har hun forgæves forsøgt at trøste sin tidligere svigermor, klappet hende blidt på hånden og ledt efter de mest nænsomme ord. Freja forstår, hvor ondt Rikke har, men mærker samtidig, hvordan hendes egne kræfter svinder ind, som en understrøm af træthed. Hun er seks måneder henne, og uroen i kroppen får hjertet til at banke tungere og hænderne til at bævre let.
Rikke, du bliver nødt til at falde lidt ned, ikke? gentager Freja lavmælt, men bestemt. Du må ikke stresse dit hjerte. Tænk hvis du får det dårligt hvad gør jeg så? Jeg er altså ikke læge.
Men Rikke hører hende næsten ikke. Sorgen fylder hende, det eneste hun kan støtte sig til er at dele smerten med et andet menneske.
Er det dig ligegyldigt, eller hvad? hulker hun og stirrer på Freja gennem grådslørede øjne. Sidder du bare der? I boede trods alt sammen i fem år!
Freja stivner et øjeblik, mærker hjertet snøre sig sammen, men forsøger at skjule det. Hun rejser sig, går ud i køkkenet for at få vejret og samle sig lidt og for at lave mere kamillete med honning, i håb om at det vil berolige Rikke lidt.
Mens vandet koger, støtter Freja sig op ad køkkenbordet og lukker øjnene. Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt. Selvfølgelig savner hun Thomas hendes eksmand, som hun engang elskede over alt i verden. De havde drømme, de lo sammen, skabte et liv det havde virket ubrydeligt.
Men de sidste tre måneder forandrede alt. Det var, som om kærligheden langsomt var sivet ud mellem dem, dråbe for dråbe. Små sår, misforståelser, endnu flere sårende ord det havde lagt dybe spor, og nu havde hun svært ved at genkende sig selv i den lykkelige unge kvinde, hun engang var.
Hun hælder teens varme, søde drik op og går tilbage ind i stuen. Rikke græder stadig, men mere sagte, udmattet. Freja rækker hende koppen og sætter sig tavst ved siden af her er ord ikke nødvendige, bare nærvær.
Drik lidt og prøv at slappe af, siger hun forsigtigt, mens hun holder øje med Rikkes skælvende fingre. Det gør ondt, selvfølgelig gør det. Men prøv at forstå jeg kan ikke græde over en mand, der ydmygede mig. Ja, det gjorde han virkelig! Freja hæver uvilkårligt stemmen, da hun ser Rikke åbne munden for at protestere. Hvad skulle jeg ellers kalde det? Han vidste, jeg var gravid, og alligevel var han utro med en kollega!
Hun holder en pause for at få styr på stemmen, billederne vælter op kollegernes blikke, sladder, de søvnløse nætter, hvor hun stirrede tomt op i loftet og prøvede at forstå, hvordan det var endt sådan.
Synes du, det var ordentligt opførsel? fortætter hun bittert. Det var ham ligegyldigt, både mig og barnet! Ved du, hvor meget sladder og fordømmelse jeg har oplevet? Og nu forventes det, at jeg går i stykker over det? Jeg vil hellere tænke på min søn.
Rikke bliver blegere, teen i hænderne dirrer let, men hun holder hårdt fast.
Du siger, du tænker på barnet? Jeg tænker skam også på min søn! Thomas var mit eneste barn, kan du slet ikke forstå det?
Værelset fyldes af stilhed, kun uret på væggen og regndråberne mod ruden kan høres. Freja trækker vejret dybt for at samle tankerne.
Du får et barnebarn, hvisker hun, mens hånden glider over den runde mave. Lillebror giver straks et spark, nærmest som for at minde om sin tilstedeværelse. Freja smiler svagt her er hendes styrke, hendes fremtid. Et stykke af din søn.
Hun ser på Rikke med en stille bøn i blikket.
Lad være med at gøre det værre for os begge, tilføjer Freja dæmpet. Jeg ønsker, han vokser op i fred.
Med ét retter Rikke sig op. De sidste tårer tørrer hurtigt. Hendes blik bliver koldt, hårdt ingen spor af lige før, bare stædighed og noget næsten fjendtligt.
Tis for en pige! snerrer hun, stemmen helt fast. Og barnebarn det skal du først bevise! Thomas var ikke sikker på, at han var faren!
Freja stivner, men samler sig hurtigt igen. Hun sætter koppen langsomt på bordet. Hænderne ryster.
Ud, siger hun, stille men klippefast.
Hvad bilder du dig ind? Rikke måber, bliver rød i hovedet og holder krampagtigt fast i armlænene. At smide mig ud af min søns lejlighed? Det bliver dig, der skal ud!
Freja møder hendes blik. Ingen tårer, intet vaklende. Kun beslutsomhed. Hun træder et skridt frem og retter ryggen.
Jeg sagde: ud, gentager hun, denne gang uden tøven.
I hende brænder vreden nu. Hvordan kan det menneske tillade sig at sige sådan noget? Hun vidste udmærket, hvad hendes kære søn havde lavet arbejdede sent, fremmede parfumedufte på skjorten. Hun vidste det og alligevel forsvarede hun ham. Det er altid kvindens skyld, ikke?
Freja bider sig i læben. Hun må holde tårerne tilbage. Hun skal være stærk for sig selv og for barnet.
Rikke åbner munden, men Freja løfter hånden.
Ikke mere, siger hun stille, men bestemt. Gå, bare gå.
At miste sit eneste barn det er rædselsfuldt. Men selvom Freja ikke kan sætte sig i Rikkes sted, kan hun ikke gøre mere. Thomas var trods alt fem år af hendes liv aftener i stearinlyset, fælles drømme, latter og skænderier. Men de sidste måneder druknede det gode i skænderi og skuffelser. Han er hendes barns far det ændrer ingenting.
Efter skilsmissen viste Thomas alligevel lidt ansvar overraskede alle ved at forære sin halve del af lejligheden til Freja, officielt hos en notar, uden betingelser. Freja forstår ikke hvad det var skyld, håb om forladelse eller bare punktum. Hendes bitterhed forsvandt aldrig helt ikke engang nu. Sorg er ikke rationel.
Alligevel drømte hun om en eller anden form for fred med Rikke for barnets skyld. Han har brug for en mormor. Bare én, der vil elske ham fordi han er til. Så han kan føle, at han hører til, ikke nødvendigvis i den familie, hun selv havde forestillet sig, men dog en familie.
********************
Rikke går målbevidst mod døren til lejligheden, hvor hendes søn og svigerdatter boede. Hun har en sportstaske i hånden, klar til at flytte ind, hvis nødvendigt. Hun kigger snerrende på den unge kvinde bag sig og siger højlydt:
Nu flytter du altså herind. Hun vinker mod døren som var det indgangen til hendes rige. Hvis Freja prøver på noget, ringer jeg bare til politiet! Halvdelen var min søns, så jeg har ret til at kræve min del!
Pigen, Julie, byder sig nervøst frem og trykker ubevidst hånden mod sin mave hun er også gravid, og det bekymrer hende.
Jeg ved ikke rigtig Den der dame kan virkelig gøre livet surt for mig! Jeg må ikke få stress.
Rikke aer sig op, som om hun har ventet på den replik:
Derfor bliver jeg her også! Hun skal ikke tro, det er hendes alene.
Nu runder Freja hjørnet. Hun går langsomt og roligt, men indeni er hun rasende. Hun har hørt nok. Med rank ryg siger hun:
Glem det, Rikke! stemmen er klar og uden tøven. Thomas forærede sin halvdel til mig. Med notar og det hele. Og hvorfor skal jeg lukke fremmede ind i min lejlighed?
Rikke stivner, overrasket over modstanden.
Fordi søde Julie bærer på Thomas barn! Han er arving, hører du!
Men så registrerer hun helt, hvad Freja sagde, og farer op igen:
Hvad mener du, han forærede den væk? Uden mit samtykke?
Freja krydser armene og kigger koldt på hende:
Seriøst? Skal en voksen mand spørge sin mor om lov til at bestemme over sin egen ejendom? Siden hvornår? Hun holder pause, lader det bundfælde sig. Og i øvrigt er det mig, der er gravid med hans barn. Ikke alle mulige andre, der kommer her og tror, de kan overtage!
Julie krymper sig, stepper lidt tilbage, forfærdet over hvor hårdt det blev måske ikke kun mod hende, men hele situationen.
Så bo hos Rikke, det er da let, siger Freja med is i stemmen.
Julie hvæser:
På to værelser i Sydhavnen? Nej tak!
Ikke mit problem, snerrer Freja. Kan du klar se dig selv ind ad døren her? Hvor længe har I to kendt hinanden? Langt nok til at blive gravid, men ikke ret meget mere, gætter jeg.
Julie forsøger at svare, men opgiver næsten hånd og blik flakker.
Rikke træder frem, beskytterinstinktet tager over.
Nu stopper du! hendes stemme dirrer. Det barn, hun venter, er alt, hvad jeg har tilbage af min søn!
Freja ser hende stift i øjnene.
Pas på hvad du siger, Rikke. Du kan komme til at fortryde. Så får du aldrig din sønnesøn at se mere. Gå nu, før jeg selv ringer til politiet.
Rikke står et øjeblik, bleg, men hun trækker Julie ind til sig og hvisker:
Når barnet bliver født, kræver vi arven. Lejligheden, bilen, sommerhuset. Gavebrevet annullerer vi. Du skal nok få, hvad du har krav på, Julie
Luften er ladet med uudtalt konflikt. Freja er klar over, at det kun lige er begyndt. Men hun er klar til at kæmpe for sit hjem og sit barn.
*************************
Rikke går langsomt op ad trapperne til tredje sal. Skridt for skridt, ikke kun pga. kroppen, men tyngden i sjælen. Dagens ydmygelser og tab sidder i knoglerne.
Det hele begyndte med Julie den samme Julie, der påstod, hun ventede Thomas barn. Rikke turde håbe, noget af sønnen levede videre gennem hende. Hun opsøgte lægen for at få vished og beskeden var klar: Julie bar ikke Thomas barn. DNA-testen havde ikke efterladt tvivl.
Den frække pige løj! tænker Rikke, mens hun knuger lommen til. Alt Julies snak om drømmefamilie og fælles fremtid virker nu patetisk.
Fremme ved døren til Frejas lejlighed standser hun op. Hun har intet valg kun at opsøge sin tidligere svigerdatter.
Freja har fået en søn. Anders. Navnet, altså Kunne hun dog ikke have kaldt ham Thomas? Irritationen stikker kort, men hun ved godt, at kampen om navnet ikke giver hende barnet tilbage. Hun indser: dette barn er hendes barnebarn. Frisk blod hendes blod.
Selvfølgelig er det mit barnebarn, tænker hun. Så hun vil kræve adgang. Hun vil hente ham til børnehave, læse godnathistorier, hjælpe med lektier. Måske måske skal han endda bo hos hende? Hun har energien og lysten. Freja hun finder nok en ny mand og får flere børn. Alt er åbent der.
Hun forestiller sig øjeblikket, hun møder Anders børneøjne, små arme. Hun overvejer allerede, hvad hun skal sige til Freja; forsone sig, love at lægge fortiden bag sig for barnets skyld. Disse tanker giver energi, og hun er snart oppe. Hun standser, tager en dyb indånding og ringer på.
Hjertet hamrer. Nu sker det, tænker hun. Om lidt ser jeg ham bare for et glimt. Tiden trækker ud. Endelig toner fodtrin frem på den anden side.
Så kom det endelig. Jeg handler aldrig fra jeres firma igen lyder en vred mandsstemme, før døren er helt oppe.
En fremmed mand står i døren, afslappet i joggingbukser og med en kop te i hånden. Han ser overrasket ud.
Hvem leder du efter? spørger han vrissent.
Rikke mister fatningen. Tanken flyver gennem hovedet har Freja allerede fundet en anden? Er hun virkelig videre? Hun sluger.
Freja jeg skal tale med Freja, presser hun ud.
Manden sukker:
Hun solgte lejligheden til os for fire uger siden. Vi aner ikke, hvor hun flyttede hen.
Han trækker sig ind og låser døren. Rikke bliver alene på trappen. Det runger kun ekkoet af egne skridt og rørelsen nedefra. Hun finder sin telefon frem, ryster på hænderne og indtaster Frejas nummer. Intet svar. Endnu et opkald stadig ikke. Til sidst: Nummeret er ikke tilgængeligt.
Rikke sætter sig på vindueskarmen. Tanken snor sig: Hvordan kunne Freja bare tage hendes barnebarn og forsvinde? Hun knuger hænderne, vreden blander sig med frygten. Men så rejser hun sig, beslutsomheden stikker gennem smerten.
Jeg skal nok finde ham. Jeg skal nok få min dreng. Han skal hedde Thomas for det er rigtigt! Så bliver alt, som det bør være. Han skal vide, hvor han kommer fra.
Hun glatter sit uldfrakke, retter skuldrene. Nu har hun en mission. Hun skal finde sit barnebarn. Om det så er det sidste, hun gør.
