– Far! Kom lige og se det her. Vimmer har taget sin familie med hjem
Viggo var en kat med den klassiske “marquis”-aftegning: ryggen glinsede i en dyb blå-sort nuance, samme farve som på ørerne og halen, mens brystet med “skjorte”, kinderne, de fine strømper på poterne, maven, halespidsen og trekanten i panden lyste helt hvidt. I kombination med hans elegante, næsten springende attituder gav han associationer til udtrykket: yndefuld som et flygel. Viggos øjne var grønne, eftertænksomme et blik værdigt en ægte natte-sanger foran vinduerne i byens stille gader, en vaskeægte katte-crooner.
Han var usædvanligt velopdragen. Han sprang aldrig op på bordene, ødelagde ikke møbler med kløerne, eller jagtede genstande over kanten af kommoden som en katteudgave af Tycho Brahe. Hvad han lavede som killing, må man kun gætte sig til måske klatrede han i gardinerne eller væltede juletræet, men han kom til os som voksen, formet og færdigudviklet som kattepersonlighed. Og faktisk boede han slet ikke i lejlighed tidligere.
Inden Viggo kom til os, holdt han til i et værksted, hvor han jagede mus og fiskerester, på den anden side af Limfjorden. Men så fik værkstedet ny bestyrer en herre der elskede hunde og ikke brød sig synderligt om katte. Det blev afgørende for Viggos fremtid: det var min svoger Poul, svejser på værkstedet, som tog ham med.
Ellers bliver han flået levende af chefens schæferhunde. Kan I ikke tage ham? bad han næsten.
Sådan kom det, at Viggo flyttede ind. Som en ung han, gik han straks i gang med at sikre lokal bestand af katte i nabolaget.
Og undskyld, hvis nogen føler sig provokeret af temaet fri kat. Det var jo slut-80erne, og vi boede ikke i København, men i udkanten af Aalborg Dyrlæger var noget, man forbandt med køer, og slet ikke neutralisering af katte. At nævne det for den lokale landdyrlæge i gummistøvler ville kun fremkalde rynkede bryn.
På trods af Viggos mange udskejelser blev han aldrig særlig knyttet til én eneste kat i området indtil hun dukkede op Hende, datteren døbte Musse.
Den dag kom jeg hjem efter natarbejde, tog et hurtigt bad og faldt om i sengen. Ved middagstid vækkede min datter, Rigmor, mig blidt.
Far, stå op! Du må se det her. Vimmer har taget sin familie med
Halvøv, vandrede jeg ud i køkkenet – og stoppede brat. Midt på gulvet sad Viggo med rank ryg, alle poter trukket pænt ind under sig, halen snoet om forpoterne, ører og knurhår rettet frem…
Lige foran ham tumlede tre killinger rundt. Mønsteret på deres pelse råbte på ophav: samme mørke rygge, hvide strømper og små hagesmække, og på halespidserne små hvide kvaster. Jeg tog et par skridt mere og frøs fast af synet ved skålen.
For her sad en mager tabby-hun med bidte ører og et nervøst blik og kastede fisk og rugbrød i sig fra Viggos egen madskål, som om hun ikke havde set mad i dagevis.
Og da hun løftede hovedet og så på mig, forstod jeg hvorfor: hun havde kun ét øje.
Jeg ville smide dem ud, far, men så så jeg hendes øje begyndte Rigmor afværgende.
Det gjorde du godt i, svarede jeg straks.
Da jeg forsøgte at kærtegne katten, stivnede hun og knurrede klar mistillid til mennesker. Ganske givet havde hun haft dårligere oplevelser end Viggo, og det var rystende at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis f.eks. naboens jagt-hunde havde fundet hende med killingerne.
Vi beholdt hele familien og det skulle snart vise sig at vende op og ned på alt: Nu blev Viggo pludseligt hjemlig og hengiven! Tidligere kæmpede han mod områdets andre herrer om hunkattenes gunst, men nu gik det kun op i at forsvare sit territorium aldrig for damers skyld. Slåskampene tog han og kom hjem uredt, men altid tilbage til sin eenøjede Musse.
Om aftenen lå de sammen i deres lune rede en stor papkasse under køkkenbordet. Her plejede Viggo hende grundigt, slikkede især nænsomt ved det sårede øje.
Med tiden fik vi overtalt dyrlægen mod et par flasker snaps, for det var under ølforbuddet til at tage sig af hendes øje.
Killingerne fik vi hurtigt findt nye hjem til. Mændene fra værkstedet, der hørte at killingerne var Viggos børn, tog dem med største fornøjelse som om det var ægte racekatte. Andre skrev sig straks på venteliste til næste kuld.
Musse fødte flere gange siden. Men en dag forsvandt hun, da hun atter gik i løbetid og vendte aldrig hjem. Hun havde aldrig været tro, det indrømmede vi efterhånden overfor os selv.
Vi ledte i dagevis: kaldte på hende under vinduerne, gennemsøgte gården, forladte skure og krattet bag huset, men forgæves. Heldigvis var killingerne denne gang blevet gamle nok til selv at stå på egne poter, og inden længe havde de alle fundet hjem.
Men Viggo sank ind i sin egen vemod. Han kunne sidde på vindueskarmen i timevis og stirre ud mod gaden eller slentre langsomt udenfor, en gang imellem komme i infight med kvarterets unge katte. Men nye veninder gad han ikke mere han førte aldrig flere hunner med hjem.
Det eneste vidnesbyrd om hans tid som nabolagets Don Juan, var at der sommetider dukkede unge marquis-katte op om foråret eller efteråret, som en levende påmindelse om Viggos storhedstid.
Viggo gik for alvor på kattepension i 1998. Han blev mere og mere indadvendt, sov næsten hele dagen og spiste kun lidt. Det var tydeligt, at alder trykkede både krop og sind blev trætte.
I juli 1999 begyndte han pludseligt at mjave ved døren, skrabe på dørtrinnet og insistere på at komme ud, noget han ikke havde gjort i lang tid. Fornemmende, at det var vigtigt, fulgte jeg ham. Han tog sig langsomt ned ad trapperne fra tredje sal, besværet op ad skråningen til den bakke, vi kaldte Vesterhøj, bag huset. Jeg tilbød at bære ham, men han afviste stædigt det her måtte han selv.
På toppen standsede han og så mig længe i øjnene, som om han ville sige mig noget eller takke. Der var en erkendelse i de grønne øjne, en sidste hilsen. Så forsvandt han ned i et smalt hul under buskadset og blev opslugt af mørket.
Jeg ventede, kaldte og ledte endnu flere gange, både den dag og de næste. Men Viggo kom ikke igen. Det siges, at gamle katte går bort for sig selv, og måske er der noget sandt i det. Næste sommer, hvor den vilde rosenbusk sprang ud med mørkerøde blomster netop dér, tænkte vi, at måske var Viggo ikke væk men lever videre i blomsterne, i kvarterets killinger, i hjertet hos alle os, som elskede ham.
Livet lærte os, at omsorg og loyalitet kan skabe varme selv de særeste steder, og at rigtige forbindelser aldrig dør de blomstrer videre, på nye måder.
