I går, i dag, i morgen
Iver, der er jo andre børnehaver, nu må du altså holde op! Min mor er altså ikke det bedste valg for Lille-Agnes! Anna sendte sin datter et strengt blik. Agnes sad nede på gulvet og gumlede på en blyant. I børnehaven er der pædagoger, de er veluddannede, moderne, og min mor
Lad nu være, Anna. Agnes skal da ikke i børnehave lige nu. Prøv nu at se! Vi render jo kun ind og ud af sygehuset hele tiden. Hun har det langt bedre hjemme hos mormor!
Du kender bare ikke min mor ligeså godt, som jeg gør. Hun er ikke nem. Og desuden, hun er gammel, stædig, har sine faste vaner hun passer slet ikke ind i det liv, vi lever nu …
Du taler, som om hun er en eller anden stivnet dinosaur. Din mor er altså fin! Kom nu, ring til hende og sig, at Agnes bliver et par dage hos hende
Anna sukkede og fandt telefonen frem for at ringe til sin mor.
Sådan kom Bodil Sørensen, med hele sin energi og alle sine sære regler og ritualer, ind i lille Agnes liv som et virvar af skikke, gamle traditioner, vantro og benhård tro på, at solen altså skinner på os i morgen, det gør den.
Anna havde aldrig rigtig klikket med sin mor. Det var som om, de var født under forskellige stjernetegn, eller på hver deres planet. Eller også havde Anna slet og ret undladt at kigge hendes vej, og dermed skrevet hende ud af sit liv. Men Agnes var mere opmærksom
Tag nu de uldbukser på!
Men mormor! Agnes krummede sig sammen og kiggede på de stramme, hjemmestrikkede, stribede bukser, hvor elastikken stak ud fra maven som to hvide musesnuder. De kradser, jeg gider ikke! De klør!
Bodil Sørensen rettede sig op, trak sine egne termo-overtræksbukser på plads, med den runde mave som Agnes elskede at kramme. Hun trak vejret dybt og begyndte forklaringen igen: Du bliver forkølet på ingen tid, Agnes! hun løftede pegefingeren dramatisk, og så: På ingen tid! lod Bodil hånden falde, som for at skære alle fremtidens forkølelser over. Og så kommer du til at være syg for altid!.
Men før hun fik gjort pointen færdig, blev Bodil optaget af at tjekke, om hun havde husket det hele: termoflasken, madpakken, lommetørklædet, en ekstra trøje til Agnes. Agnes fodrede stille benene ned i vinterstøvlerne.
Giv nu gamle mormor lidt kredit! udbrød Bodil, mens hun stoppede ekstra vanter i tasken. Det kan da ikke være så svært!
Nu sukkede Agnes, satte sig på gulvet i entreen, og maste uldbukserne på.
Pludselig et skrig Agnes kastede sig op, snublede i bukserne og sprang til siden.
Hvad nu?! Bodil fik også et chok og lagde hånden på hjertet.
En edderkop! Mormor, der er en edderkop! Føj, jeg træder på den!
Men Bodil nåede lige at trække Agnes væk.
Nej, lad den nu være, det er jo bare en bolig-edderkop. Den flyttede med mig fra den gamle gård og har bragt lykken med sig! Vi havde det jo godt dér, ikke?
Den lille edderkop, mindre end et knappenålshoved, med lange ben og små knopper for enden, susede ind under skoskabet hvor den gemte familiens helt eget held blandt nullermændene.
Den gemte sig i støvet, sukkede Agnes, satte sig på hug og stirrede ned i sprækken.
Hvilket støv? Jeg gjorde jo rent så sent som i forgårs! Sagde den også …
Mormor vendte sig fornærmet væk og viklede det lange, smalle halstørklæde om halsen.
Kom, her er hue og vanter, tag nu det hele på så går vi! Kirsten venter jo!
Agnes gabte, lynede jakken og løb først ud på opgangen tasken over skulderen og skøjterne i posen.
Giv her, så putter jeg dem i rygsækken! beordrede Bodil.
Nej, mormor, jeg tager dem selv. Det er for tungt for dig.
Snart sad de begge og rystede i en overfyldt bus, Bodil på et sæde med Agnes’ rygsæk på skødet, Agnes ved siden af og tyggende i sin fletning. Folk skubbede og maste for at komme ud, men Agnes holdt ud for lige om lidt kom de til skøjtebanen, og i posen havde hun et par splinternye skøjter, hvide med snører og lunt fór. Mormor havde foragteligt givet naboen de små, slidte og så gik hun selv med Agnes i Skoringen og sagde:
Vi skal have de allerbedste hun skal svinge over isen som en stork!
Og ja, Bodils opsparede pension forsvandt som dug for solen sagde et lille adjø med et lydløst klingklang af gamle 1-krone stykker.
Meget senere, som voksen, ville Agnes mase sig gennem folkemængden med sin egen lille datter, stå med et par slidte mormors-pensions-skøjter og vente på at få en autograf af ingen ringere end verdensmesteren fra Hvidovre, mens datterens øjne strålede.
Næste stop: Skøjtebanen, lød det i højtaleren.
Så er vi fremme, Agnes! udbrød Bodil, der var ved at blunde i busvarmen. Så er det bare at bane sig vej ud!
Agnes banede vejen, Bodil pustede bagved og undskyldte for forstyrrelsen, mens dørene åbnede sig og lod den frostklare luft strømme ind fra isen udenfor.
Agnes smed straks jakken, træk den blå hue med gul stribe godt ned over ørerne og smilede, mens hun fangede snefnug på tungen.
Mormor! Jeg tager uldbukserne af!
Nej du gør ej! Bodil, trampende rundt i sine gummistøvler med filt, hjalp Agnes med skøjterne og sendte hende med et lynhurtigt kors som heldveisning på isen.
Og derude! Der snurrede løberne, sprøjtede isstøv mod kanterne, begyndere og garvede tog hinanden i hånden, og ældre par vuggede afsted i takt. Himlen spejlede sig i den glatte is, mens snefnuggene glimtede i solen, vinden skubbede kærligt i ryggen og fik det hele til at suse endnu mere.
Agnes smilede og fløj henover isen med veninderne, mens træneren, Kirsten, holdt øje og noterede, hvem der havde meldt sig til vintersæsonen.
For længe siden havde Bodil også slæbt sin egen datter, Anna, til Kirstens istræning.
En pige skal dyrke en flot sportsgren! sagde Bodil altid og trommede på bordet med de stærke fingre, ligesom for hvert ord satte hun et udråbstegn. Piger skal lære at passe på sig selv!
Men Anna hadede det. Hun frøs, fingrene blev stive, og det væltede med folk. Hun ville hellere sidde i hjørnet og sortere på sine tyggegummipapirer, eller kigge ud fra vinduet derude var der travlt, men inde bag ruden var alt roligt.
Men Bodil var hårdnakket:
Et barn skal røre sig!
Nu sidder du igen, som en sæk kartofler! Ud og leg med de andre piger, spil bold, byg med klodser …
Dét forstod Bodil aldrig. Men Agnes og Bodil, ja de passede sammen. Som to brikker fra samme puslespil
Bodil trak kraven op, lukkede frakken tæt mens hun nærmest dansede på sine egne uldne fødder på isen ved siden af Agnes. Indimellem satte hun sig ned som om, hun ville springe en Axel, eller hun stak benet ud og lignede en, der øvede piruetter.
Agnes farede rundt og kiggede hele tiden efter mormor så hun det mon, hvor dygtig hun blev, når hun drejede rundt og talte omdrejningerne for sig selv:
Agnes! Kom herhen, så jeg kan mærke, om du ikke er alt for varm!
Agnes gled hen til kanten i et skær af glitrende issmuld.
Du er helt svedig, og du må være sulten! På med jakken, og kom får du lidt te og et stykke mad!
Den gamle plastikpose raslede den var vasket og tørret op til flere gange (det lærte man sig jo i gamle dage), krummerne dryssede ned på uldbukserne, og Agnes kinder lyste røde af kulde og glæde og mormor var lykkelig
Så ventede den lange, svimlende hjemtur på stive ben, ind og ud af busser, Bodil med den slidte rygsæk på skødet, Agnes dovnende op ad mormors skulder lykkelig, helt ind i sjælen.
Vågn op, Agnete! hviskede Bodil og stak hende på skulderen Nu skal vi altså ud. Din mor kommer snart og henter dig, vi må skynde os!
Anna stod allerede udenfor døren, nøglerne snoet om fingrene.
Hvor har I været?! Klokken er næsten otte! skældte hun ud på de to rødkindede isprinsesser.
Nu lad vær Anna, du ved jo, hvor glad Agnes er for isen. Og så …
Ja ja, jeg ved godt, at piger skal røre sig. Der er femten frostgrader udenfor, og barnet ånder is. Men det tænker du vist ikke over?
Agnes vidste, at dagen var slut nu ville mor og mormor i ti minutter diskutere, hvem af dem, der elskede hende mest, så ville mormor invitere dem til aftensmad, teen ville koge over og bagefter fulgte Agnes søvnigt med over til huset ved siden af.
Vi ses i morgen, mormor!
Sov godt, Agnete! et tørt kys på kinden, døren lukket, og mormor blev stående ved vinduet
Næste dag stod på hovedrengøring på loftet. Bodil trak tingene ud, de sorterede, smed det meste væk men enkelte ting gemte de (for man ved jo aldrig, hvad man får brug for).
Her var Annas gamle legetøj, gamle fiskestænger, gardinringe, og de velslidte fløjlsbukser, alle familiens børn havde haft på (måske til oldebørnene en dag!). Her var en kuffert med Mads gamle fagblade, Annas far, den alvorsfulde og skæggede Mads Sørensen. Træben, lampeskærme, mystiske træstykker, dimser alt sammen gemt for man ved jo aldrig!.
Anna hadede de loftsrum. Hun syntes, de duftede af mug og alderdom. Hun drømte om bare at smide alt væk, men det blev aldrig til noget.
Mads slæbte ting hjem var der ikke brug for det her, kunne det da bruges i kolonihaven …
Nogen kaldte det sparsommelighed, Anna syntes, det var klamt.
Agnes tænkte overhovedet ikke sådan. Hun rodede nysgerrigt i Bodils minder, gemt i hver eneste lille ting.
Andre dage bød på zoologisk have, kunstmuseer, rolige ture ved søerne og tegning på kæmpeark, gemt fra dengang morfar var i live.
Der var også domino, utallige spil banko og endda skak. Agnes lærte at tælle, kunne læse, og overraskede en dag sin far med ivrigt referat af en avisartikel om stålværksarbejdere.
Agnes, hvem har lært dig at læse? Det er jo lidt tidligt!
Mormor har, svarede Agnes og nappede den største småkage på fadet, før hun trak sig ind på værelset for at tænke over livet.
Om sommeren blev blomsterne på altanbedene lokkemidler for sommerfugle, og i græsset krøb småkryb. De gamle sylteglas fra loftet kom i brug snart stod de i rækker på den rustne altan, fulde af insekter, som Agnes undersøgte gennem lup Bodil slog op i Den Store Naturbog og sammen fandt de på navne og satte etiketter på glassene.
Anna rynkede på næsen, Iver kørte rundt med brillerne og Bodil klappede Agnes på skulderen for hendes nysgerrige og livsglade sind.
En særlig oplevelse var, når Agnes fulgte med mormor i kirke til højtiderne. Bodil fandt den bedste kjole frem, bandt tørklædet om både sig selv og Agnes, og så gik de gennem byen til Christianskirken med de store portdøre. Kirken så næsten marcipanagtigt rød ud, og klokkerne klang ud over kvarteret, mens Bodil gjorde korsets tegn og mumlede måske bad hun for flere år med børnebørn, måske bad hun for gamle Mads.
Agnes sad stille, betragtede ikonerne kunstfærdige ansigter, der syntes at kaste blikke helt ind i sjælen.
Stearinlysene flakkede under kuplen og duftede helligt og lidt af røgelse.
På de dage var Agnes stille, sad på kanten af sofaen og kiggede ud af vinduet.
Senere, efter forældrenes død, hulkede hun til sin mand og spurgte, hvad nu, hvis der slet ikke var nogen deroppe? Måske tog mormor fejl? Måske er der bare sort.
Manden tog hende om skuldrene og pegede på en lille, blålig stjerne på horisonten sagde, at ingen slutter i ingenting, det ville være for let. Nej, hun tog ikke fejl, Bodil!
Hele Agnes liv ændrede sig, da børnehaven blev skiftet ud med Bodil-hverdage fyldt til randen med alt muligt. Anna arbejdede, Iver arbejdede endnu mere, og Agnes sugede til sig. Hun dækkede fjernsynet med en dug for støv, passede på det gamle vitrineskab Anna så gerne ville smide væk, snakkede med bolig-edderkopperne og hviskede eventyr til dukkerne, alle inspireret af mormors dybe, varme stemme.
Men barndom varer ikke for evigt. Agnes begyndte i skole hele familien, far, mor og en Bodil med tårer i øjnene og farvel til ungdommen-sko, fulgte deres førsteskolebarn med en enorm skoletaske og et kæmpe bundt lilla asters i hånden.
Der blev pludselig for lidt mormor. Ansigtet forsvandt fra hverdagen.
Anna, lad mig hente hende! Hvorfor skal hun sidde i SFO til sent? Bodil ledte efter undskyldninger for at få mere tid med Agnes.
Ikke brug for. Hun laver læser med læreren, leger med vennerne … mor, pas nu bare dig selv.
Men Bodil sad bare på køkkenet, sukkede, fjernede usynlige krummer fra dugen.
Hvem havde egentlig mest brug for hvem? Svært at sige. Men begge visnede uden hinanden.
Hvad er det, Agnes ser i alt det gamle? beklagede Anna sig. Alle de gamle klude, sylteglas, magasiner, de grimme tallerkener fra Københavns Kantine! Min mor ødelægger hende!
Domino-klodserne klirrede mindre, banko-tønderne sov i posen, og Agnes sutsko ventede forfængeligt ved døren.
Bodil blev mindre, kroget, gik mere forsigtigt. Ingen at overtale til at tage uldne bukser på eller spise havregrød, ingen at hælde te op for eller holde termolåget for.
Bodil gik ikke til læge, foretrak frisk luft og hvidløg til frokost, men da hun endelig kom til doktorm, var det næsten for sent. Hun skulle indlægges straks!
Anna kom om aftenen for at hente tøj og blev overvældet af minder de samme tapeter, billederne fra naboen, den lille kop bag glasset i skabet, blomsterne i vinduet der sprang ud en måned for tidligt, som om de var bange for ikke at nå noget. Og midt i det hele, Agnes farverige, klattede børnetegninger for den kunstneriske udviklings skyld. Hvornår var Agnes egentlig blevet en del af mormors liv? Anna havde jo slet ikke opdaget det …
En smule jalousi bed hende men så blev den skyllet væk af en kærlig varme.
Bodil, Anna og Agnes de var alle én, stykker af et eller andet stort og blødt, der rullede gennem livet. Engang var Anna stået af, men nu greb hun igen fast.
Bodil sov nu mere, vendt mod væggen.
Mormor! fik Agnes endelig lov at komme ind og besøge hende. Hvad laver du?! Der er faldet sne, jeg skal have nye skøjter, og jeg har fået 12 i læsning. Du har lært mig det!
Jeg skal nok! Jeg kommer op lige om lidt, lægerne siger jo også, jeg må komme hjem. Isbanen venter … hvis din mor altså giver lov …
Bodil sendte Anna et bekymret blik, men Anna nikkede bare stille for man kan ikke stoppe to magneter, der er på vej mod hinanden. Det er for risikabelt
Snart snurrede Agnes på isen igen, lod gnisterne sprøjte, og Bodil talte piruetterne på kanten.
Nu sætter du rekord! råbte hun. Anna, se hvad din datter kan!
Og Anna kiggede. Men mest på sin mor. Så hende pludselig igen, ung med farverig sjal, ved isens kant Anna, lille pige, indfangede blikket.
Og jordkloden drejede videre, og i det store kredsløb indgik Anna, Agnes og gamle Bodil og se, derude? En lille dreng, i fløjlsbukser, suser rundt, og mormor tæller: en, to, tre
Gud hørte hendes bøn. Hun fik lov at opleve sit oldebarn.
