Jeg havde taget toget over 300 kilometer for at besøge min søn. Han kiggede på sit ur og sagde: “Du er 13 minutter for tidligt. Vent venligst udenfor.”
Den bidende vind fandt vej igennem min frakke, men det var Viggos blik, der virkelig gav mig gåsehud.
Jeg stod på hans terrasse stort, næsten klinisk hus i et forstadskvarter udenfor Aarhus. Mine fingre var stivfrosne omkring håndtaget på min lille kuffert.
Inde fra huset kunne jeg høre dæmpet musik og klirren af glas. Der duftede af flæskesteg og kostbare stearinlys.
Mor, sagde Viggo.
Han trådte ikke til side for at lade mig komme ind.
Han stod i døråbningen og holdt varmen inde med sin krop som om han skulle betale for varmen i euro.
Vi havde jo aftalt klokken tre.
Jeg kiggede på mit armbåndsur.
14:47.
Jeg ved det, skat, svarede jeg stille. Men toget var for en gangs skyld til tiden og jeg glædede mig så meget til at se jer. Og børnene.
Jeg havde min fineste kjole på. Smaragdgrøn. Købt specielt til denne dag.
Jeg ville så gerne virke, som om jeg hørte til i hans liv.
Men Viggo smilede ikke.
Han sendte et blik bagud mod gangen, hvor hans kone, Gerda, dækkede bord med militær præcision.
Gerda er stadig i gang med at gøre alt klar, sagde han lavt. Du ved, hvordan hun er det hele skal være snorlige.
Og så forstod jeg.
Han så ikke på mig, som en søn ser på sin mor.
Han betragtede mig som en forsinkelse i sin dagsorden.
Giv os ti minutter, ikke?
Og så begyndte han at lukke døren i.
Jeg hørte låsen gå i med et klik.
Og dér stod jeg så. Udenfor.
