Det var som om tiden var kommet til at gifte sig, men alt begyndte at føles mærkeligt, som når man vågner i et halvlyst københavnsk kollegieværelse med hovedet fuld af tåge og duften af våd asfalt.
Vibeke havde haft heldet med sig hun fik arbejde som rengøringsdame i opgangen til et højhus ude på Islands Brygge. Det var helt tilfældigt, og egentlig havde hun slet ikke regnet med at få jobbet. Hun var blot gået hen til ejendomskontoret for at høre om det gule boligblokke bag Panuminstituttets kollegium der skulle lige mangle en hushjælp der. Men så endte hun i stedet i Bryggens marmorglitrende trappeopgange.
Begyndelsen var så uhåndgribelig, som om gulvene slet ikke var lavet af sten men af skrøbelig is, der kunne krakelere under hendes klud. Hun lærte hurtigt de mindste revner og små afskalninger at kende. Hænderne blev røde og opsvulmede i det kolde vand, små blærer dukkede op, men efter nogle dage forsvandt det igen og hun strøg videre. VVS-manden nægtede hende adgang til den varme hane i kælderen, og det var hendes egen skyld, sagde hun til sig selv, for hun havde været for flittig: Hun rengjorde alle fire opgange på én dag, for så kunne hun holde fri totre dage, og den frihed var dyrebar i den kaotiske hverdag. Næste gang forsøgte hun at begrænse sig, kun lidt fejning og en hurtig tur med moppen men én gang om ugen gjorde hun grundigt rent, til det hele skinnede.
Hun havde brug for jobbet. Lønnen var nemlig højere end pr. kvadratmeter end det, hun kunne få i de gamle femetagers bygninger ude i Sydhavnen.
Goddag, og tak for, at her er så pænt! sagde en venlig dame med halstørklædet elegant bundet. Hun listede forsigtigt henover det nyvaskede, men efterlod alligevel våde fodspor i det snavsede vands mønster.
Ja, goddag, mumlede Vibeke og tørrede sporene væk med et suk.
Hun forestillede sig, at også hun en dag ville tramppe hen over nyvaskede fliser i snavsede sko, nikke anerkendende til rengøringsdamen og takke for det rene gulv. En dag men ikke nu. Nu var livet stadig et slags mareridt, hvor hun bankede hovedet mod murene men ikke ville vende tilbage hjem til København NV, ikke før hun havde lært det, hun kom for, og ikke før hun kunne klare sig selv. Hun ville ikke hjem til sin mor, for moren havde selv for mange kvaler at slæbe på.
Mor havde ellers forsøgt at løse hendes problemer på den lette måde: gift hende væk med det samme, da hun var færdig med gymnasiet. Men Vibeke dumpede og rykkede hjem, fik arbejde som ekspedient i den lokale DagliBrugs, og besluttede i al stilhed at forberede sig til at prøve igen næste år.
Og næste år kom hun ind. Med kollegieværelse og det hele. Hun fik en roomie Liselotte. De delte værelse på Nørrebro. Liselotte var god derfor skammede Vibeke sig dobbelt, når hun lånte penge, eller når hun blev trakteret med de rugbrødsmadder, Liselottes mor sendte fra Gentofte.
Vibeke gik rundt i sin slidte uldfrakke med en gammel pelshue, og støvlerne var genbrug.
Mor, jeg ved godt, vi ikke har råd, men send nu kartofler og måske lidt oksekød, hvis du kan, skrev hun hjem i slutningen af november, da pengene slap op.
Vibeke, kom hjem. Der er ingen grund til at gøre tingene så svære for dig selv. Du kan sagtens få et job her i Brugsen. Vi har selv kun de små kartofler fra Jensens mark kød er der jo ikke tid til at spekulere over svarede moren tilbage.
Af stipendiet købte Vibeke kun det, der hed svinekæber. Dem var der ikke kød på, kun fedt og knogler, men de gav kraftig smag til suppen, så hele kollegiekøkkenet stank af noget surt og mærkeligt.
Da vinteren kom, gik det op for hende, hvor lidt man kunne klare sig for en SU. Liselotte hjalp, men det var forfærdeligt at tage imod, og Vibeke hadede at hylde sin egen fattigdom så hun begyndte at lede efter småjobs.
Du har jo ikke tid, med al den latin! forsøgte Liselotte at holde hende tilbage.
Jeg når det sagtens, svarede Vibeke, og indsvøbte sin latinnik i Politikens sektion. Hun opdagede på førstedagen, at våde kludefingre ville smadre hæftet, så hun læste gloselister på trappeafsatsen, mens hun svejede moppe, og gentog dem sagte for sig selv, til det blev til en slags remse. Ofte glemte hun helt, hvor hun var og alt smeltede sammen i en underlig tåge af studiebøger og grå trappeopgange.
På Panum var de mange som hende fattige studerende. Men der var også de andre.
Vibeke, vil du læse Alt for Damerne?
Pigerne sad i den lyse kantine, en etage op. De udvekslede blikke og smilede sine smalle, mørke læber. Den ene i sort lædervest, bukser med plisser, den anden i denimkjole, rakte Vibeke bladet med et skævt smil, som for at sige: Du kommer ikke til at ligne os, men du kan jo kigge.
Vibeke skammede sig ikke overfor dem, men overfor Liselotte
Hun blev mere og mere mager. Næsen løb konstant, halsen kuldede, men til forelæsninger gik hun alligevel, selv med feber. Første eksamen klarede hun sygelig, men bestod og beholdt SUen.
Hvad er der dog sket med dine hænder? spurgte professoren og så på de rødsprængte hænder.
Allergi, svarede hun.
Hun skulle bare overleve første år. Men ingen kunne hjælpe.
***
***
Anders kom slæbende med varer fra Carlsberg til lageret. Han holdt regnskab, men hjalp også de andre med kasserne trods det grå vintervejr, hvor slush, og beskidt sne blev æltet sammen til en tyk masse under fødderne.
Så hørte han pludselig nogen kalde. Han vendte sig om. I porten stod en pige, så tynd som et barn. Gråt frakke, ben som siv i sure gummistøvler, håret var blæst ud som dun under en hue, gråligt og bølgende som røg.
Vibeke? han afleverede kassen og gik hen til hende Vibeke! Hold da op, hvorfra dog?
Joh jeg arbejder bare her, viftede hun vagt.
Hun smilede, men han huskede, da de mødtes for et år siden, var det ikke ligefrem lykke, hun bragte til sindet. Til gengæld var det næsten glædeligt at møde en bekendt hjemmefra midt i storbyens menneskemylder.
Anders smilede med.
Mor skrev, du kom ind på medicin?
Jep, nikkede hun Jeg studerer endnu, rengøring er for sjov eller for økonomiens skyld
Brikkerne faldt på plads han huskede hendes situation.
Hjælper din mor så?
Hun stivnede, ansigtet forandrede sig, og han fortrød han havde spurgt. Men hun holdt masken.
Ja, selvfølgelig, sagde hun. Jeg syntes bare, jeg kendte dig, du kom fra vores by, ikke?
Jo jo, vi hentede varer. Men jeg er altså ikke lagerarbejder, bare til info
Det tænkte jeg heller ikke. Det er jo bare hyggeligt at mødes, hun vinkede, vendte om, løb mod bussen og hoppede over pytterne eller fløj lidt, som en fugl der ikke kan tåle mere blæst.
Da han kiggede igen, var Vibekes plads på stoppestedet tom. Som om hun altid havde været en gråspurv i modvind.
Tiden gik, men tanken om Vibeke kom tilbage stædig, som hun var. Hun var kommet ind, men var der hjælp fra moderen? Næppe.
Anders eget liv havde taget en besynderlig drejning. Han havde fundet en kæreste Gitte men hun var aldrig rigtig til at regne med. Hun skændtes, gik, og vendte hjem igen. Alligevel kunne de ikke bryde helt. Nu var hun igen hjemme hos sin alkoholiserede mand.
To dage efter mødet med Vibeke gik Anders uroligt omkring, inden han i weekenden fandt Panum-kollegiets adresse blandt hospitalstårnene. Der var dog flere kollegier; heldigvis lå de samlet. Han spurgte vagten.
Bor Vibeke Mikkelsen her?
Vagten var ikke ligefrem hjertevarm, men dog hjælpsom.
Jo, men hvem er De?
Vi kender hinanden hjemmefra.
Vagten ringede, men det var ikke Vibeke, men en anden pige, som kom.
Hej. Vibeke er på arbejde.
På arbejde? Hvor henne?
Hvorfor spørger du?
Tja, vi blev jo nærmest forlovet hjemme i landsbyen, smilte han, jeg ville bare høre, om det gik godt med min forlovede.
Han lo, men pigen lo ikke bare så ham stift i øjnene.
Det går fint. Hun klarede eksamen, hun var endda bedre end mig. Hun vil være læge det er hendes kald!
Han mærkede et stik af udfordring i ordene.
Det var bare godt, sagde han. Kommer hun hjem snart?
Det vides ikke, hun virkede tøvende.
Så sagde Anders lavmælt:
Jeg ved, hendes mor ikke vil hun studerer. Hjælper hun? Nej vel? Jeg vidste det.
Han satte sig på bænken.
Pigen satte sig nær.
Nej, Vibeke får ingen hjælp.
Du fryser. Jeg går. Hun var kun iført trøje, og det var råkoldt.
Vent. Ja, du har ret Vibeke har det svært. Hun arbejder i weekenden, og hun er syg, og burde have holdt sengen. Men hun er stolt. Tager ikke imod hjælp. Jeg skal sige, du var her. Hvad hedder du?
Anders. Jeg kommer igen i morgen Men kommer hun hjem?
Inden han nåede tilbage næste dag, handlede han ind hos Irma: en kylling, gode chokolade, mælk, og afleverede det hele til Liselotte.
Det er forgæves. Hun tager ikke imod. Også fra mig nej.
Find på noget. Sig, det er sendt fra landsbyen. Jeg kommer forbi i morgen eftermiddag.
Men kom før ni efter det lukkes døren.
Dagen efter mødte han Vibeke. Hun kom ned, men var sløj: halstørklædet om halsen, øjne røde, feber. Det trak koldt, så han sendte hende hurtigt tilbage og sprang selv hen til apoteket. Købte medicin for næsten 1500 kroner af sin løn, honning og te, og afleverede det hele til Liselotte, som takkede.
Han blev forbavset, da han hørte, Vibeke igen var på arbejde.
Jeg prøvede, men hun er stædig. Er det bare lidt bedre, så løber hun. Hun er bange for at miste jobbet. Men hun er svag, Liselotte sukkede hvordan skal hun kunne slæbe vandspande op ad trapperne? Lise indså, hun havde sagt for meget, og stirrede forskrækket på ham undskyld, hun bad mig ikke fortælle det.
Hvor? Sig det. Du hjælper hende. Skriv adressen, sagde han.
Det gjorde hun.
Anders ventede ikke på bussen, men hoppede ind i en taxa. Han var irriteret på Vibeke, men havde ondt af hende også. Hvis hun fortsatte med at læse
Han jog forpustet opad trappen i tredje opgang. Han fandt hende. Uoplagt og mat fejede hun gulvet, kroppen sagde fra, hun så ikke engang, han stod bag hende, før han rakte ud og tog moppen.
Kom, nu gør jeg det færdigt. Af med handskerne, gnid dig op ad radiatoren. Sæt dig ned og vær stille!
Tonefaldet virkede hun blinkede forvirret, tørrede panden af. Men hun tog handskerne af. Anders tog dem, vred kluden, og gned hurtigt trinene rene.
Han lagde mærke til, hun sad lænet mod væggen, hovedet på skrå, øjnene lukkede. Han lagde jakken over hendes ben, mens hun halvsov og gik for at hente varmt vand.
Hvad nu, hvor kan man få varmt vand? spurgte han beboeren.
Spørg Laurits i 26, han bestemmer.
Anders gik til lejlighed 26. Laurits ville ikke åbne for det varme.
Hvem er du, hvorfor brokker du dig?
Pigen, der vasker trapper her, er syg og skal vaske i iskoldt vand. Synes du, det er okay? Om vinteren? Lad mig betale for det.
Laurits afslog penge, men gik til sidst med til at åbne for det varme vand.
Hvorfor gør du det her, Anders? Lad mig være! sagde Vibeke.
Men Anders var hård. Han gjorde også den sidste opgang færdig, slæbte hende ud, fik fat i endnu en taxa.
Vibeke! Er du tosset? Du er jo stadig syg. Liselotte siger, du hostede hele natten!
Der er mange på venteliste til jobbet Jeg kan ikke lade være.
Du burde slet ikke arbejde. Du skal læse. Mener din mor virkelig
Hun så på ham med længsel.
Jeg var sur på hende men hun kan ikke mere. Hun er stadig bare et barn indeni. Det var mormor, som opfostrede mig, min mor forventer egentlig, at jeg hjælper hende, ikke omvendt.
Du har et helt år endnu og så fire mere Hvordan skal du klare det?
Første år er det hårdeste. Om sommeren kan jeg tjene lidt mere senere skal vi i praktik og får løn. Jeg skal bare overleve nu, hvis jeg kan blive rask.
Anders tænkte hvordan kunne han hjælpe? Hun tager ikke imod penge, heller ikke mad. Heldigvis var hun på Panum så læger hjalp, og Liselotte modtog medicin.
Til sidst fandt de på, at Liselotte ringede, når Vibeke skulle ud at vaske trapper. Anders kørte da straks derhen, og sammen vaskede de med endnu en moppe og varmt vand. Det gik både hurtigere og hyggeligere, og de blev mere og mere fortrolige under det sure gulvskrub.
Kan du godt være væk fra arbejde så længe?
Jeg er ekspedient og har fleks en time eller to om ugen opdager ingen.
Ekspedient gør trapper rene Hvorfor, Anders?
Lokal hjælp. Ser det bare som min pligt.
En dag spurgte Anders, om de to piger ikke ville med hjem til ham. Vibeke nægtede først, men han inviterede begge med kage. De dukkede op søndag, selv medbragt citronmåne, selvom hans lagde klar.
De sad og grinede.
Vidste du, hvad Anders sagde, da vi mødtes? At han var din forlovede! lo Liselotte.
Ja, det er sjovt men brudekisten indeholder kun moppe og klude
Det gør ikke mig noget, udbrød Anders pludselig.
Alle tidde. Vibeke var altid alvorlig; han fortrød, han havde sagt det, til hun blev reddet af Liselotte.
Nuvel, så erklærer jeg mig som giftekniv. Du, Vibeke vil du være brud? Ja eller nej?
Vibeke så på Anders og undslap et smil.
Måske. Jeg overvejer.
Anders var lykkelig. Der var ikke sagt mange ord, men handlinger var vigtigere.
En måned senere sagde Vibeke ja. Den lille fugl, så fri og ensom, fandt rede hos ham. Anders håbede så kærligt, at deres lejlighed ville blive hendes rigtige hjem.
Han forestillede sig, at de om aftenen ville mindes barndommens landsby, fortælle ungerne om den gamle Danmarkstid, rejse dertil på sommerferie.
Vibeke, det var jo ét held, jeg var i landsbyen dengang. Ville du have snakket til mig i byen, hvis ikke?
Næh, så var jeg nok gået videre. Men nu han låste fast om hendes lille hånd, håbede, at hun aldrig ville flyve væk igen.
Jeg kunne ikke engang gå på det våde gulv i Netto i går uw, der blev vasket. Er det for livet?
Det tror jeg. For jeg ville altid have en pige herfra. Så det gamle landsbysladder var guld værd. Vore mødre skal have tak for deres fiflen!
