Kamera! Aktion!
Herregud! Faster Agnete, som langsomt bevæger sig ad vejen med to tunge indkøbsposer der er torvedag ved stationen i dag og slet ikke har lyst til at kravle op på fortovet, forskrækkes voldsomt, da en motorbulder lyder bag hende, og springer alligevel til side, da en minibus med mærkelige klistermærker på siden ræser forbi i hvad faster Agnete, vant til landligt tempo, ville kalde halsbrækkende fart, fulgt af to personbiler.
Så bliver man jo kørt ned, de skøre! Hvad bilder de sig egentlig ind, ræser rundt, almindelige mennesker kan ikke komme frem! mumler hun forarget. Emil! Emil, hvad fiser de rundt for, som om de var vilde heste på vej til vand? Er der sket noget? Er nogen død?
Død? Hvem snakker dog om det? trækker den unge mand på skuldrene fra bænken, halvt inde i en pose sour cream & onion-chips, hvor han roder rundt, før han putter en kartoffelskive i munden. Det er fra tv. De skal lave film her. De siger, selveste Cobra kommer! tilføjer han stolt.
Cobra? Skal de have slanger med? Nej, nu må de holde op! Her bor børn, fredeligt folk og så slæber de giftslanger herud! Hvem har dog givet den tilladelse? Faster Agnete sætter hænderne i siden og udstøder små fornærmede pust, mens kinderne blusser.
Ej men faster, du er ikke med på noderne! Emil smider endnu en chip i munden, drikker af sin sodavand. Faster Agnete sætter sig ved siden af ham, lader poserne stå i skyggen under solbærbusken og rækker også ud efter chips. Nej, det er ikke godt for dig, dit kolesteroltal! trækker Emil posen til sig.
Åh, du kan da give mig én, bare en smagsprøve, Emil-dreng. Siger de ikke: “hvem ikke ryger eller drikker, dør også bare sund!” Så kan jeg vel få en lille bid? jamrer Agnete og vipper med benene som en skolepige.
Nej, du er alt for fræk! De skælder ud på mig, hvis der sker dig noget. Hvorfor gør du det så svært for mig? sukker Emil dybt, men overgiver posen.
Faster Agnete retter sig hurtigt i ryggen, tager forsigtigt et par chips, snuser lykkeligt til dem, kniber sit lille, runkne ansigt samme som en pandekage, mens hendes læber danner et lille surt smil.
De er lidt for brune. Men du har ret chips kan altså bare et eller andet! konkluderer hun, tygger småt. Så hvem var det nu, du sagde de skulle bringe en kongepython? Er det “Animal Planet” der optager? Skal jeg nu frygte for mine høns de kan vel ikke passe på sådan et dyr?
Emil sender hende et blik og vender øjne.
Faster, vågn op! Kobra er ikke en slange, det er en kendt skuespillerinde. Fra Roskilde eller måske Vejle, jeg kan ikke huske det. Hun lavede også programmet “Hvad koster smør i dag?” Kan du huske hende?
Faster Agnete rynker brynene, tager flere chips.
Var det hende med det store hår og lyserød habit? spørger hun.
Nej! En mørkhåret, ung pige kun omkring 23. Smuk, faktisk! Emil tager mere sodavand og rækker flasken til Faster Agnete, som afviser.
Smuk OG med stort hår? Nej, hende kender jeg ikke. Og “hendes smør” var ikke dyrere, hun lyver, den unge kvinde, jeg har jo lige været nede på torvet! Faster Agnete holder op med at vifte med benene. Nå, jeg skulle jo egentlig hjem, smørret smelter! Og du skal heller ikke sidde her for længe, Emil. Tænk hvis du pludselig kommer med i optagelserne. Gå nu hjem!
Og så bevæger hun sig hurtigt mod sit lille hus, hvor hun har boet i årevis, delt slik ud til kvarterets børn og givet dem påskeæg. Dem maler hun selv, som hendes afdøde mand lærte hende dekoreret med krummelurer og gule grene de bliver så flotte!
Om sommeren kommer Emil ofte forbi hendes have, hvor der er sat en ribbe op. Han gynger i den, slår lidt på luften, som om han bokser, hænger et øjeblik, men hiver sig aldrig op. Faster Agnete mener, det handler om en svag ryg og mener han skulle lave mere havearbejde så skal musklerne nok komme. Men Emil orker ikke, dovner rundt i kvarteret, spiser chips og deler dem med Agnete.
Det er en tradition, de drikker te, snakker vejr, Agnete fortæller anekdoter, Emil nikker, hun fortæller om drømme, markedsdage og hvad hun har købt, han svarer med noget fra den digitale verden, hun ryster på hovedet, sukker og trisser videre.
Men i dag trækker hun op i benene, sætter i hurtigt trav smørret må ikke blive dårligt!
Langs stien bliver hun opmærksom på en usædvanlig lejr små vogne, minibusser, borde dækket af kasser og madvarer, og folk på bænke, der æder sandwich og trykker på bærbare. De ser trætte ud, lidt bryske, som så mange bymennesker.
Faster Agnete betragter dem med medlidenhed byliv ødelægger folk. Her summer svale, en spætte hakker i poplen, lindetræet dufter, men byfolk mærker intet, stakler…
På en af vognene står der “Mirofilm”, og på andre “Sommerfugl”, “Busse”, Faster Agnete ler sådan hed hendes gamle kat. “Sok”, “Katrine”, “Tobias”…
En hel lejr af vogne, hun forstår, at der bor nogle i hver sikkert skuespillere, der øver roller. Underligt!
Hun ser sig om efter et skyggefuldt sted til taskerne, men der er ingen buske. Nå, så sætter hun dem i græsset, forsigtigt. Så begynder hun at beundre kostumerne, jakker, bukser og mærkelige klædestykker, der hænger på stativer foran vognene.
Alt undersøger hun omhyggeligt det, hun kan lide til højre, det andet til venstre.
Vagt! Hvem har lukket nogen ind på settet? råber en ranglet, bleg mand fra døren af “Sok”-vognen. Agnete synes straks han ligner en kanalje og må spille slyngel i filmen! Tag den gamle væk, hun glor ind ad vinduerne og roder i rekvisitterne! råber han skingert.
Jeg glor ikke på noget! I tramper på kløveret, min mand og jeg sad her og drømte om lykken, og nu står jeres tøj til salg her? Det er jo som genbrug! Min barnebarn har fortalt om, at man bytter kluns, “for de, der har brugt det, kan lade andre bruge det,” siger hun så kan I ikke narre mig! siger Faster Agnete stædigt.
Hvad ER det for noget? Det er jo ren uvidenhed! Tag hende nu væk! hvæser “Sok”, ryster sine tynde lokker, brummer og smækker døren.
To mænd i sorte jakkesæt griber Agnete under armene og løfter hende. Den gamle dame sparker ud i luften; mændene ler.
Sæt mig, ellers! Jeg har poser der! råber hun og trækker sine gamle, blå uldbukser op, arvet fra manden, også “genbrug”. Hun spænder halsen, og pludselig skriger hun, ligesom i gamle film, når kvinder mister deres mænd eller børn:
Mennesker! Hvad sker der dog?! Jeg bliver mishandlet af slyngler! Hjælp!
Hun indånder mere luft for endnu en turné, men Emil er der straks.
Nej, faster! De er stærkere end os. Kom hjem nu. Dine høns render også rundt du mister både smør og høns! Kom!
Tanken om de løsslupne høns får Agnete til at overgive sig, hun får fat i taskerne, og skynder sig hjem. Men hvordan slap hønsene ud hun havde jo lukket lågen, som Emil lærte hende…
Sig ikke et ord, faster de folk er vigtige, siger de. Kobra er venner med regionsrådet. Tænk hvis de arresterer dig!
Arresterer? For hvad? Da min mand stjal mel, sendte de ham væk på grund af krigen var det strafbart selv at tage en lille håndfuld. Men hvor er de høns nu? Mine kære små, kom, kom! kalder hun. Lågen er stadig lukket, Emil hvorfor forvirrer du mig? Nå, ind med poserne, nu får du mad. Hvor er din mor?
Jeg har spist. Mor er på sygehuset, dobbeltvagt i dag, sagde hun.
Emils mor, Birgitte, arbejder på sygehuset, ofte dobbelte vagter grundet mangel på personale. Hun kan være væk i dage, kommer hjem og falder direkte i sengen. Emil venter, varmer te og serverer mad, han har stegt frikadeller og kartofler, ligesom Faster Agnete lærte ham.
Birgitte smiler til Emil, siger undskyld for endnu en aften uden biograftur. Emil presser næsen mod hendes hår, kysser panden:
Det går nok, mor. Spis, så varmer jeg op. Der er kartofler og løg.
Han er selvhjulpen, hjælper Birgitte som en slags reservefar, for hans egen far døde for to år siden af kræft noget Birgitte aldrig tilgiver sig selv for.
Faster Agnete kigger op på Emil med sit lille, sammenkrøllede ansigt.
Nå, din mor redder liv, og du reddede mig! Kinofolkene stjal næsten din gamle faster Kom nu, vask hænder, jeg laver ostekager. Vil du have med solbær eller jordbær?
Faster Agnete trækker ærmerne op, henter skålen med fed, surt duftende kvark, leder efter melet.
Emil vasker hænder og hjælper til.
Faster Agnete er ikke familie, ikke engang nabo, men Emil er nu ofte forbi. Han og moren flyttede ind i lejligheden i den røde murstensbygning for et år siden, da Birgitte fik job på sygehuset, og de stødte tilfældigt på Agnete.
Hun kom en morgen langsomt ranglende ned til sygehuset, sad på bænken og holdt sig for armen, men ville ikke ulejlige nogen.
Hvorfor bad du ikke bare om hjælp? Du burde have ringet til 112! skældte Birgitte senere ud. Det var Emil, der fik hende til at se til den lille, klynkende gamle dame.
Ville ikke forstyrre nogen. Jeg vidste jo, I havde travlt som heste. Jeg klarede natten, nu sad jeg lidt… sagde Agnete. Hun havde brækket armen i haven, fik den gipset, ville ikke indlægges, men inviterede Birgitte og Emil på kage.
Kan du lave dem med én hånd, du ligner jo en enarmet tyveknægt?! grinede Birgitte, som straks syntes om den runde, rare dame og hun prøvede efterfølgende alt for at få Agnete til bare at købe rigtige sko i stedet for de evige gummistøvler, men nej…
Det var for et år siden. Siden har Emil været fast gæst, moren sover så bedre, for nu er Emil under opsyn han er trods alt femten år, og der blæser tit vilde tanker oppe i den unge hjerne…
De steger ostekager. Emil sætter Agnete for bordenden, giver hende porcelæn, hælder syltetøj op, lægger ske og gafler, og serverer te.
Sikke en husmoder! smiler Agnete tilfreds, lidt træt i benene og skuldrene, men herlig kriblen i kroppen.
Netop som de har lagt ostekager på tallerkenerne, høres stille snøft fra vinduet.
Spis du, Emil, jeg går ud. Nok igen min nabo, hendes mand skal fyres, så nu er hun ked af det.
Agnete går til døren, lukker den op for en høj, kraftig kvinde. Emil bliver overrasket over så store kvinder.
Sæt dig, Kirstine, drik en kop te, tag ikke på vej Morten finder nok nyt arbejde. Emil, sørg for damen! kvidrer Agnete.
Kirstine sætter sig, Emil skæver til hende.
Lidt efter kommer postbudet, Signe, ind altid smilende, kigger nysgerrigt på Emil, som hun kalder “bydreng”.
Har I set, at filmfolkene er ankommet?! siger Agnete. Emil påstår, de har en kobra med, så I skal ikke være ude om natten vi spiller ikke på fløjter som i Indien, tænk hvis de fanger os!
Det er altså en skuespiller, faster! protesterer Emil, mens Signe fniser.
Emil kan ikke lide alt det kvindesnak og nysgerrige blikke, og synes Signe glor lidt for meget på ham.
Jo, jo, en skuespiller. De hedder jo alt muligt i cirkus! siger Agnete roligt, lægger sin varme hånd over Emils.
Men hun er sej! Jeg så hende i en film, hun kan slås, hun er vild! Signe er helt oppe at køre.
Det er nok stuntfolk, der laver det hele sådan én som hende, der ikke skygge af kød på kroppen! brummer Kirstine. Signe, alle de der skuespiller-typer de er nu ikke altid lige moralske.
Nu ikke tale om folk bag deres ryg, Signe, lad os nyde teen! siger Agnete. Men, nu vælter det ned hvad gør filmfolkene mon med alt deres tøj? Men de ville arrestere mig, hvis ikke Emil havde grebet ind…
Hun fortæller om mødet med “Sok”, om Emil der hjalp hende fra vagterne.
Signe og Kirstine lytter måbende til den dramatiske historie og Agnete overdriver da også, nu var Emil nærmest én mod alle, og bar hende ud i sikkerhed.
Snart falder regnen beroligende på taget. Teen risler varmt igennem alle, og trætheden indfinder sig.
Emil rejser sig for at gå men så bruser det hele op, folk stormer ind af døren: Sok forrest, undskyldende og begejstret for husets hyggelige stemning, og bag ham tre mænd med udstyr og en kvinde med en makeuptaske.
Agnete vil spørge, men ingen lytter. Sok snakker løs; folk flytter rundt, stiller lamper, sætter folk op.
Emil, hvad sker der? Jeg har ikke taget noget, og ostekagerne er væk, ingen grund til at lede! hvisker Agnete, panikslagen.
De vil gerne have dig med i filmen, faster. Kom nu bare.
Nej da, hun skal ikke jeg stopper dem! brøler Kirstine.
Men folk suser rundt i huset, sætter lys, tager billeder, stiller ting på plads.
Apokalyse… sukker Agnete. Hun elsker at bruge ordet sådan, så det får vægt.
Fanny, lidt pudder, men ikke for meget vi skal se det naturlige. Og damerne tager tørklæder på! Har I tørklæder? Det skal man til rollen! kommanderer Sok, hvis rigtige navn er Klaus.
Han spottede straks Agnete tidligere hun var den type, der kunne spille en distriktssekretær uden problemer.
Intet problem, vi klarer selv resten! siger Fanny, mens hun dupper pudder på Agnetes pandekage-ansigt, og Agnete dåner næsten af al postyret omkring sig.
Ok, ind med tørklæderne! Tag urene af; det passer ikke til filmen… Sok nikker, Kirstine trækker lidt på næsen, Signe stråler.
Klaus dirigerer rundt, Fanny opmuntrer, kameramanden fanger øjeblikkene, og så farer en lille pige med fregner og gummistøvler ind, våd og blåfrossen præcis som Agnete selv engang. Pigen kigger storøjet på hele selskabet og råber så, at ladegårdene brænder!
Et kort øjeblik fanger panikken alle, Agnete springer op og skubber Kirstine til side.
Hvor skal du hen?! Fanny spærrer vejen. Der brænder jo ikke!
Jamen, det er jo dyrene! Er du ikke rigtig klog!? Emil, ring til brandvæsenet, Emil!
Agnete vikler sig ud af regnjakken, kaster den bort og vil redde kreaturerne…
Sok når hende ved havelågen.
Agnete! Søde du, der ER ingen lader, det er bare manuskriptet! Vi manglede den effekt, men med jer kom det helt naturligt, meget bedre end de statister, vi havde! Tag det roligt!
Klaus hiver efter vejret, klapper på hjertet.
Agnete tager sig til skuldrene og sukker. Ja, der ER jo ingen lader.
Men hvad med pigen, hvad skulle det nu til for? Kom nu ind, du skal have agurker sylteagurker, kan du lide dem? Lad nu være med at stresse sådan, du får min dårlige samvittighed på samvittigheden! hvisker hun, mens Klaus halter efter hende ind.
Nu viser kameramanden det, de har filmet, på sin pc nærbilleder af Kirstines panik, Signes forvirring, Agnetes beslutsomhed, og Emil, der kradser sin hage og loves at få en ny optagelse.
Den gennemblødte pige står stadig og stirrer ud ad vinduet.
Dog, du skal have tør genstand på, ellers bliver du forkølet! siger Agnete og sender hende hen mod soveværelset for at få et håndklæde, mens Emil har fået besked på at lave mere te.
Pigen smiler.
Tak. Hos min oldemor duftede der også af mel og blommemarmelade og brænde… Må jeg bare blive lidt her?
Klæd dig om sådan går man ikke rundt, lærte din mor dig intet? Og hænderne er blå, unge pige! Emil, te nu!
Hun adlyder.
Emil trækker Agnete til side og hvisker hende i øret:
Det er hende Kobra!
Hvem!? stirrer Agnete.
Jamen, den lille der! Skuespilleren!
Så lillebitte? Kan hun virkelig lave stunts? Og du sagde, hun var stjerne Ja, de fås jo i mange størrelser, siger hun og tænker tilbage på Margrethe Viby.
Alle samles igen om bordet, Klaus har grillmad med, Agnete finder sine agurker frem, og alle griner og taler i munden på hinanden. Emil kan ikke fjerne øjnene fra Kobra.
Helt almindelig pige, men hvilket navn! tænker han, indtil det går op for ham, det er kunstnernavn. Ja, pudsigt som Agnete ville sige.
Klaus sørger for, at alle får et lille honorar, selv dem, der bare drak te med på settet han råber og forklarer, at det er betaling for god optræden, ikke svindel.
Da filmen havde premiere om efteråret, sad hele byen klistret foran tv-skærmen for at se Agnete som sekretær, Kirstine, Signe og Emil, stolte over deres lille medvirken.
Filmen blev godt modtaget, en rigtig “historie om livet”, alle kunne lide den.
Og Kobra for Agnete bare Ida kom mange gange efterfølgende for at besøge den gamle, havde småting med fra byen, ville gerne glæde hende. Hvorfor? Fordi det var rart hos Faster Agnete, både for “stjerner” og for almindelige folk. Den slags varme, når man først har oplevet den, søger man hele livet og når man finder den, holder man på den, så længe man kan.
Nu, mens jeg tænker over det hele, forstår jeg: Intet i livet kan måle sig med mødet mellem det almindelige og det ekstraordinære, når man tager sig tid til at lytte, være gæstfri og brænde for sit fællesskab. Det er den slags øjeblikke, man bygger et liv på.
