Mit navn er Erik, jeg er 63 år gammel, og for to måneder siden blev jeg sat på plads af en kvinde på en måde, jeg aldrig havde regnet med ville gøre så ondt i min alder.
Jeg har været enkemand i fire år nu. Min kone, Helle, døde af et slagtilfælde i søvne. Folk sagde hele tiden, det var en fredelig død. Men der var ikke meget fred i at vågne op ved siden af kvinden, jeg havde delt 38 år med, og opdage, at hun ikke trak vejret længere.
De første år efter var et lydløst, dansk helvede. Mine børn blev ved med at insistere på, at jeg skulle ud blandt folk, lære nye mennesker at kende, og komme videre med livet. Jeg sagde, jeg ville overveje det, men sandheden var, at min rutine var mere end rigeligt for mig: mit arbejde i isenkræmmeren, som jeg har haft i 30 år, de søndagsforberedte rugbrødsmadder til hele ugen, og aftenenerne foran fjernsynet sammen med min hund, Buster.
Indtil jeg mødte Gertrud.
Det skete for seks måneder siden i banken. Jeg stod i kø for at betale min elregning, da hun kom forvirret ind med nogle papirer, så lidt småstresset ud og havde tydeligt mistet overblikket over, hvilken kø man nu skulle stå i. Jeg pegede hende på rette vej, og hun takkede mig med et smil, der fik mig til at indse, hvor længe det egentlig var siden, jeg havde lagt mærke til et smil på nogen overhovedet.
Det viste sig, at Gertrud også kom tit i banken. Vi begyndte at støde på hinanden hver fredag, nærmest som om det var koordineret. Småsnak blev til faktisk samtale. Hun fortalte, at hun var pensioneret skolelærer, boede alene efter børnene var flyttet til udlandet for at arbejde, og at hun elskede at forsvinde væk i historiske romaner. Jeg fortalte om min isenkræmmer, om Buster, og om hvor meget jeg savnede at lave mad til andre end mig selv.
En dag samlede jeg modet.
Gertrud, hvad siger du til, at vi en dag gik ud og fik en kop kaffe sammen?
Hun blev helt alvorlig.
Erik, du er virkelig et dejligt menneske. Men jeg må være ærlig. Jeg mistede min mand for tre år siden, og jeg leder ikke efter en afløser.
Jeg leder heller ikke efter erstatninger, sagde jeg. Jeg tænkte bare, det kunne være rart at tale sammen et sted uden larm fra Dankort-terminaler.
Hun sagde ja.
Den første kop kaffe tog en ende med den næste, så blev det lørdagsfrokoster, og til sidst gik vi faste ture i parken. I tre måneder blev Gertrud grunden til, at jeg begyndte at barbere mig pænere, smile oftere og mærke, at livet alligevel måske havde lidt mere at byde på.
Mine børn bemærkede hurtigt forvandlingen.
Far, du ser sgu gladere ud, lød det fra min datter Karla.
Jeg smilede bare indforstået jeg ville ikke sige noget endnu. Ville lige være sikker på, det ikke bare var noget midlertidigt.
To måneder tilbage besluttede jeg mig for at tage skridtet videre. Jeg inviterede Gertrud på middag hjemme hos mig. Det var mig, der lavede mad: stegt kylling, kartofler og grøn salat. Jeg fandt Helles pæne dug frem den, der kun kom på bordet til særlige lejligheder og satte blomster på midten.
Gertrud mødte som sædvanlig præcis til tiden.
Vi spiste, snakkede og grinede. Det gik fantastisk. Da vi sad med kaffen og jeg havde samlet alt mit mod, sagde jeg det, der havde rumsteret i halsen i ugevis.
Gertrud, de her måneder har været helt specielle for mig. Jeg har ikke følt mig så glad siden før Helle døde. Jeg vil bare vide, om du om du føler noget af det samme?
Gertrud satte koppen fra sig. Der blev stille. Alt for stille.
Erik, jeg skal være ærlig med dig. Du er en skøn mand kærlig, arbejdsom, morsom. Det har været så rart de her måneder.
Jeg kunne høre et men snige sig i baggrunden.
Men jeg kan ikke være det, du har brug for.
Hvad mener du?
Erik, du leder efter en kæreste. Én at begynde noget nyt med. Men jeg jeg er færdig med alt det. Jeg har haft min store kærlighed. Jeg har levet mit ægteskab. Jeg har opdraget mine børn. Nu vil jeg bare have fred og ro mit eget rum.
Jeg beder dig jo ikke om at gifte dig med mig, sagde jeg. Bare fortsætte med at lære hinanden at kende, se hvor det ender.
Og lige dér støder det, Erik. Du vil se, hvor det fører hen. Jeg vil ikke have, det fører nogen som helst steder hen. Jeg kan godt lide at tage i byen sammen og snakke, men jeg vil ikke have forventninger, forpligtelser eller titlen som nogens bedre halvdel igen.
Hvad var det så, vi har lavet de sidste tre måneder?
Vi har hyggede os. Vi har nydt hinandens selskab. Men det betyder ikke mere end det.
Jeg blev helt stille. Jeg kunne mærke hjertet kredse om sig selv som en sulten mus i en tom osteklokke.
Erik, du fortjener én, der vil det samme som dig. Men det er ikke mig. Jeg brugte alt, hvad jeg havde, på mit ægteskab. Jeg har ikke kræfter til at bygge noget nyt op. Jeg vil bare stille og roligt udnytte resten af livet.
Og hvad har jeg været for dig? Bare tidsfordriv?
Du skal ikke sige det på den måde. Du er vigtig. Bare ikke på den måde, du gerne vil have det.
Hun tog sin jakke og gik den aften, og jeg har ikke set hende siden. Hun har skiftet ugedag i banken. Svarer ikke på mine opkald. Hun forsvandt simpelthen fra mit liv, som om de tre måneder slet ikke havde været der.
Det værste er egentlig ikke afslaget i sig selv. Som 63-årig burde man efterhånden være hærdet mod små bump på kærlighedsvejen.
Det, der gør ondt, er at gå op for én, at man har misforstået det hele.
Jeg troede, vi var ved at bygge noget op sammen. Hun ville bare have lidt fyld i sin hverdag.
Det gør ondt at indse, at Gertrud for mig blev en mulighed for fremtid, mens jeg for hende bare var et rart afbræk fra nutiden.
Min datter Karla spurgte i sidste uge: Far, hvorfor ser du ikke så glad ud længere?
Jeg fortalte hende det hele. Hun gav mig et kram og sagde:
Far, det er ikke din skyld. Ikke alle er klar til det samme, på samme tid.
Men det fjerner ikke smerten. Det fjerner ikke fornemmelsen af at være lidt dum. Det fjerner heller ikke de nætter, hvor jeg spekulerer over, om jeg bare har bildt mig noget ind, om jeg så tegn, der aldrig var der, og om man i 60erne virkelig har mistet evnen til at forstå mennesker.
Hver aften ligger Buster ved min side på sofaen. Nogle gange tænker jeg, han forstår det hele. Han er der uden krav, uden forventninger, uden frygt for at blive viklet ind i for meget.
Jeg er tilbage i min normale rutine, min isenkræmmer, madlavning til ugen om søndagen, og TV hver aften. Alt er, som det plejer.
Bortset fra at jeg nu ved, hvordan håb føles, og hvordan det er at miste det igen bagefter.
Jeg bebrejder ikke Gertrud. Hun var ærlig hele vejen. Problemet var mit, fordi jeg hørte jeg leder ikke efter en erstatning og oversatte det til indtil videre. Jeg så hendes smil og tænkte hun er vild med mig. Jeg tog fællesskabet som begyndelsen på noget mere.
Som 63-årig har jeg lært noget smertefuldt:
Ikke alle, der kan lide at tilbringe tid med dig, ønsker at bygge en fremtid med dig. Nogle vil bare have et behageligt nu uden forpligtelser eller fortidsbehov.
Og det er da helt i orden. For dem.
Men hold da op, hvor gør det ondt, hvis man havde håbet på mere.
Hvad med jer? Har I prøvet at tro, I byggede noget op, og så viste det sig bare at være lidt hyggeligt tidsfordriv?
Hvordan kom I over fornemmelsen af at have misforstået det hele?
Er det egentlig for meget at ønske sig selskab og nærhed i 60erne eller skal man bare nøjes med lidt mindre her i livet?
