“En overraskelse” fra ekskæresten
– Mikkel, vent! råbte Astrid ud ad det åbne vindue.
Men hendes kæreste hørte hende ikke.
Han var allerede steget ind i sin bil og havde startet motoren. Så greb Astrid hurtigt sin mobil og løb ud af døren.
Hun sprintede ned ad trapperne fra fjerde sal til stueetagen, mens hun gentagne gange forsøgte at ringe til ham. Men Mikkel tog heller ikke telefonen.
I det øjeblik tænkte Astrid kun på én ting: “Bare jeg når det!”
Himlen må have hørt hendes bøn. For ligesom hun stormede ud på gaden uden overtøj, håret flagrende sad Mikkel stadig og varmede bilen op.
Han kiggede forbløffet på hende og rullede vinduet ned: “Hvad sker der? Du ligner én, der har set et spøgelse!”
– Der er… der er noget under din bil…
Astrid var så forpustet, at hun knapt kunne forklare sig. I stedet faldt hun på knæ og forsvandt ind under bilen ligeglad med det mudrede sjap, der straks pletterede hendes bukser.
Da hun kom op igen, havde hun en stakkels, tyndstrittende kat i armene, og Mikkel stod ved siden af, med et spørgende blik.
– Astrid, hvad laver du? Er det et eller andet teaterstykke? Jeg skal altså nå på arbejde!
– Der sad en kat under din bil jeg så den fra vinduet! Jeg var så bange for, at du ville bakke og…
– Hvem sad under bilen? En kat? grinede han. Er det det, du er gået helt i panik over? Jøsses da…
– Synes du ikke, katte har lige så meget ret til at leve som os andre? Astrid kiggede overrasket på ham.
– Tja, hvis den kat havde villet leve, havde den vel ikke gemt sig under en bil. Og havde den gjort, var den nok flygtet så snart, den hørte motoren. Det er spild af din energi, det her…
– Den havde ikke engang kræfter til at miave, Mikkel. Se nu på den den kan dårligt holde øjnene åbne!
– Nå, men du har da reddet den, Astrid. Godt klaret! Så kan du tage et stykke chokolade fra skålen og prale af din heltegerning på Facebook, når du kommer op. Jeg skal videre. Vi ses i aften.
Astrid stod tilbage på parkeringspladsen med katten i favnen og så bilen forsvinde. Hun kunne ikke forstå, hvor al den kulde i hans blik kom fra; hun havde ikke lagt mærke til det før.
Hun kiggede ned på katten. Den var så svag, at den næppe kunne holde hovedet oppe men dens blik… der var, ja, taknemmelighed.
Med katten på armen gik hun op i lejligheden, klædte sig varmt på, tog sin pung og ringede efter en taxi.
– Hvor skal vi hen? spurgte chaufføren venligt, da hun satte sig ind på bagsædet.
– Jeg sagde det i telefonen til dyrlægen. Det haster.
– En klinik, ja! Undskyld, jeg havde lige glemt det. Er katten skadet? spurgte han, mens øjnene mødtes i bakspejlet.
– Den har brug for hjælp det er det vigtigste nu.
– Det er forstået. Jeg kender en god, hvis det ikke er så nøje for dig hvor. De er dygtige og kan redde selv de mest udsatte dyr; jeg har set det selv.
Femten minutter senere sad Astrid i et ventende lokale med mennesker fra hele byen alle med deres bekymrede dyr.
– Hvad er der sket med din? hviskede en ældre dame med en lille hund i armene.
– Jeg fandt ham under en bil… tror han har siddet der hele natten i nattefrosten.
– I frosten?! Stakkels lille… Ved du hvad, tag bare min plads. Toben skal bare have et rutinetjek, han kan vente. Ham der har det værre.
– Mener du det? Det er sødt af dig.
– Vi må jo hjælpe hinanden…
Astrid kom endelig ind til dyrlægen, og hendes hænder rystede, mens hun iagttog undersøgelsen. Og bagefter ventede de længe på prøvesvar.
Mobilen ringede det var Mikkel, men Astrid afviste hun magtede det ikke nu.
– Så, unge dame, sagde dyrlægen eftertænksomt. Det lyder som om, du har fundet katten på gaden?
– Ja, den sad under en bil… hvor længe, ved jeg ikke.
– Han har tegn på forfrysninger. Men det er ikke alt hans helbred er dårligt, og det vil tage tid og koste penge at få ham på fode igen. Er du klar til det ansvar? Hvis ikke, må vi prøve at finde et andet hjem til ham…
Astrid havde nok regnet med, at katten skulle have behandling men så meget? Det havde hun ikke forberedt sig på.
Hun så katten i øjnene. Han bad hende ikke om noget bare så på hende taknemmeligt, som om han ville sige “siger du nej, forstår jeg det også.”
– Jeg er klar! sagde Astrid fast. Jeg passer ham så længe, det er nødvendigt. Hele livet, om så det skal være.
– Fint, dyrlægen smilede. Så bliver han her på klinikken et par uger, og bagefter giver jeg dig instrukser om medicin og pleje.
– Tusind tak, Astrid var ved at bryde grædende sammen.
– Du skal takkes, sagde dyrlægen alvorligt. Sådanne mennesker er der ikke mange tilbage af.
Astrid tog afsked med katten, lovede hun ville komme igen og katten miavede svagt til hende.
Det var sent på eftermiddagen før Astrid kom hjem. Hun var udmattet og ville bare sove, for i morgen ventede arbejdet. Men drømmen blev knust, for Mikkel ventede derhjemme, og hans blik var isnende.
– Astrid! Hvor har du været? Jeg har ringet til dig igen og igen, og du tager ikke telefonen. Hvad foregår der?
– Undskyld, jeg har haft en meget hård dag, sagde Astrid træt og stille, mens hun stillede Mikkels sko på plads, som han som sædvanligt havde smidt i gangen.
– Det er jo din fridag! Hvad har du dog lavet, der gør dig så træt?
– Jeg har været hos dyrlægen med katten fra i morges hele dagen næsten.
– Katten?! Den fra under bilen? Seriøst?
– Ja, og du undskyld mig kunne have lavet din egen aftensmad, hvis du var så sulten…
– Kogte fryse-frikadeller? Jeg er ikke gået på kompromis for sådan noget! Jeg har knoklet hele dagen og skal så selv lave mad også?!
Trods sin træthed gik Astrid ud i køkkenet og lavede ham en ordentlig omgang medister, som han helst ville have. Hun vidste, han ikke fortjente det men hun orkerede ikke mere drama.
To uger senere hentede Astrid katten nu døbt Sigge hjem. Hun havde købt alt på forhånd, men Mikkel havde ikke set noget af det.
Egentlig vidste hun ikke, hvordan hun skulle sige til ham, at katten nu fik et hjem hos dem men det var hendes lejlighed, og Mikkel var trods alt ikke hendes ægtemand.
Da Mikkel endelig så Sigge i lejligheden, eksploderede han.
– Du har slæbt en kat ind i mit hjem?! Astrid, er du blevet skør? Blev du slået i hovedet da du kravlede under bilen, eller hvad?
– Jeg reddede ham! Jeg har ansvar for at tage mig af ham.
– Hvor mange penge har du brugt på det?! Og hvor meget ender du med at bruge?!
– Og hvad så? Det er mine penge! Du bruger også dine penge uden at spørge. Du køber nærmest aldrig ind, men elsker at spise godt…
– Jeg har brugt mine på bilen og har travlt på arbejdet det har du da hørt før! Men nu handler det altså ikke om mig…
– Han hedder Sigge, for resten.
– Du har ovenikøbet givet ham navn? Forstår du overhovedet selv hvor tosset det lyder?
Den nat sov Astrid for sig selv, heldigvis var der et ekstra værelse. Hele natten lå hun og tænkte på Mikkel og deres forhold.
De havde boet sammen mindre end et år, men det sidste stykke tid føltes det hele forkert. Mikkel var blevet krævende, gjorde hende mindre og mindre glad, og nu denne nedladende tone… Det var ikke sundt.
Alligevel besluttede hun at give ham en sidste chance alle mennesker fortjener det, tænkte hun.
Desværre benyttede han den ikke. Mikkel blev bare ved med at hidse sig op over katten, mente han hørte til på gaden. Astrid lyttede og lagde brikker sammen. En aften fik hun nok.
– Mikkel, jeg elsker dig ikke længere. Og du elsker aldrig mig. Skal vi ikke bare lade være med at plage hinanden?
– Hvad vil du sige med det?
– I morgen pakker du dine ting og flytter ud af min lejlighed. Jeg er træt af skænderier, jeg har brug for ro nu.
– Så er det mig, der laver drama? Bare fordi du har slæbt en kat med hjem!
– Hvis du ikke kan acceptere, at han bliver her, skal vi ikke bo sammen. Find én uden kat eller køb din egen lejlighed.
I morgen var det Astrids fridag det var nu eller aldrig.
Mikkel forsøgte at overtale hende, men lige så snart hun nævnte kattens navn, blev han arrig igen. Astrid vidste nu, hun havde valgt rigtigt. Lykke ville han aldrig bringe hende.
Han begyndte først at pakke op mod middag. Hun drak te og prøvede at lade som ingenting, mens hun så ham proppet med sine ting sneg sig forbi.
Så ringede hendes chef og bad hende komme på arbejde lynhurtigt.
– Astrid, søde, jeg ved det er din fridag, men uden dig klarer vi det ikke!
– Det er virkelig ikke ideelt lige nu, sukkede Astrid, mens hun skævede ind til Mikkel, der vredt smed sine ejendele ned i tasken og pakkede computer og værktøj.
– Det varer kun en time! Jeg ringer aldrig forgæves.
Astrid trak i overtøjet, sagde at Mikkel kunne smide nøglerne i postkassen og han gav hende et blik, der føltes som is vandt ned ad ryggen.
Efter bare fyrre minutter på arbejde ringede hun en taxi hjemad.
– Hvordan går det med katten? spurgte chaufføren, og nu genkendte hun ham; det var den samme, som havde kørt hende til dyrlæge.
– Han har det godt, tak. Kan vi køre hurtigt?
– Selvfølgelig, svarede han og smilede.
Men da Astrid nåede op, var nøglerne ikke i postkassen. Mikkels bil var væk. Hun åbnede døren alle hans ting var borte, computeren ligeså, værktøjet fra altanen.
– Han kunne i det mindste være voksen nok til at lade nøglen blive… Nå, jeg må få låsesmeden ud.
Men da hun gik ind i soveværelset, stivnede hun.
Sigge var væk både kat og transportkasse.
Hun ledte som en gal i hele lejligheden, men der var ingen tvivl: Mikkel havde taget Sigge med sig. Hun ringede desperat op.
– Mikkel! Hvad har du gang i? Hvorfor har du taget Sigge med?
– Hvorfor mon… Det er min lille overraskelse til dig, Astrid! Når du kravler tilbage til mig, så skal jeg overveje at give ham tilbage!
– Han har brug for specialkost, han kan dø uden den behandling!
Mikkel lagde på, og Astrid sank sammen på gulvet med gråden siddende i halsen. Hvor skulle hun nu lede?
Mikkel havde aldrig fortalt, hvor han kom fra kun at han havde en ven, han kunne bo hos. Aldrig havde hun set hans barndomshjem, selvom han havde sagt, hun skulle med tilbage engang.
Hun græd hele natten og tog næste morgen ud til Mikkels arbejdsplads. Men han var væk, havde taget fri flere dage, kollegaen anede ikke hvornår han kom igen. De lovede at sige til, hvis han dukkede op.
Astrid gik nedslået ud ad kontordøren. Da hørte hun gennemtrafikken. En bilrude rullede ned, og hun genkendte taxachaufføren.
– Skal du med hjem? spurgte han blidt.
– Ja… Tak, svarede Astrid med brusten stemme og pænt smil.
På vej hjem ringede mobilen ukendt nummer.
– Hallo, det er Astrid?
– Ja, er det dig? Jeg hedder Karen. Mikkel din ekskæreste bor hos os nogle dage. Han arbejder med min mand.
– Har han katten med?
– Ja… Derfor ringer jeg. Han sagde, han ville bruge katten til at få dig på andre tanker. Men katten… den er så ulykkelig, sidder bare i buret og mjaver…
– Du må ikke give ham mad han har brug for specialkost!
– Jeg har prøvet, men han vil intet spise. Nu, hvor min mand er på arbejde, og Mikkel ude, kan du så ikke komme og hente ham? Jeg kan ikke lide folk som Mikkel det er ikke kattens fejl, den fortjener bedre.
– Selvfølgelig! Giv mig adressen jeg kommer med det samme!
Astrid forklarede chaufføren det hele, og han nikkede alvorligt.
De fløj afsted gennem byen, og da bilen stoppede, løb Astrid op hun fik Sigge overrakt med tårevædet smil og taknemmelighed. Ned ad trappen og gennem døren til taxien, hvor chaufføren allerede holdt døren åben.
Bag dem forsvandt den høje betonblok, hvor Sigge havde siddet fanget. Astrid åndede lettet op og græd af glæde over damen i klinikken, chaufføren, Karen. Så længe der findes sådan nogle mennesker, vil godhed altid vinde.
– Vil du have, jeg bliver lidt hos dig? spurgte chaufføren måske, hvis din eksdukker op?
– Det må du meget gerne, svarede Astrid, lettet.
Hun ringede straks til låsesmeden og bad om nye låse, mens chaufføren satte sig i stuen med Sigge, der fandt sig til rette på hans skød og spandt for første gang i lang tid.
Astrid var uendeligt taknemmelig. For hjælpen. For at få sin kat og sin ro tilbage. Sådan sluttede historien på den bedst tænkelige måde.
Det er vel unødvendigt at sige, at Astrids og chaufførens venskab med tiden voksede sig til kærlighed.
Mikkel? Han blev smidt ud samme dag fra vennen, da denne fandt ud af, hvad han havde gjort. Og et blåt øje fik han også med på vejen.
På arbejdet blev han hurtigt fyret og måtte rejse tilbage, hvor han kom fra. Han fik, hvad han fortjente.
Man må aldrig behandle mennesker eller dyr så kynisk som Mikkel gjorde. Hvis man ikke kan elske dem, bør man i det mindste behandle dem anstændigt.
