Piletræer, åh, mine smukke piletræer…
Hej, det er lægehuset? Som aftalt, send sygeplejersken over til kommunekontoret. Vi skal hen til Jensen. Der kommer allerede nogen fra værnepligtskontoret.
Sofie Rasmussen, eller bare Sofie, som alle i landsbyen kaldte hende, var kendt af mange. Selvom hun nu var 45 år, kaldte børn og voksne hende stadig Sofie, for hun var født og opvokset netop her. Hun havde engang prøvet lykken som gift i København, men ægteskabet holdt ikke længe, og hun blev nødt til at vende hjem til sine forældre sammen med sin lille søn, Viggo.
Først døde faren, så gik moren bort, og Sofie blev boende i barndomshjemmet, uden nogensinde at blive gift igen. Hun satte alle sine kræfter og kærlighed ind på at opfostre Viggo. Arbejdet som pædagog i den lokale børnehave gjorde, at både børn og voksne kendte hende. Men det var ikke kun derfor, alle i byen vidste, hvem hun var.
Nej, Sofie var også kendt for sin sangstemme. Allerede i folkeskolen havde hun sunget solo i skolens kor, men senere havde hun mest sunget derhjemme for sønnen og sine forældre, som lyttede med rørte hjerter, hver gang Sofie sang. Men især elskede Sofies mor, når Sofie sang hendes yndlingssang: “Vinden bøjer pilegrene”, for ingen kunne synge den som hende. Og Sofie sang. Selv på dagen for moderens begravelse, da folk stod samlet i gården omkring kisten, gik hun pludselig frem, lagde hånden på kistens låg og sagde sagte:
Jeg synger din elskede sang for dig, mor , hvorefter hun med stemme vaklende af tårer begyndte: “Ooh, det er ikke vinden alene, der bøjer grenene…”
Hele forsamlingen græd med hende.
Landsbyen lå smukt, der hvor de to fjorde løb sammen. Og lige uden for Sofies barndomshjem snoede den lille å sig under et fæstnet dække af piletræer, hvis guldglitrende rakler brød frem hvert forår. Åh, hvor blomstrede de dog smukt!
Sofie havde løbet derned som barn sammen med veninderne. Stien langs åen var blød og mudret, men de var ligeglade deres lille legeplads, hvor de under et lavthængende piletræ byggede hytte af grene og sludrede hele dagen, så mødrene måtte kalde længe, før de hørte dem…
Det var som ung, hun første gang hørte sangen om piletræer og kærlighed og den blev hos hende, som om den var skrevet om hendes eget liv. Hun skrev teksten ind i sin store sangbog, den hun altid havde tæt ved sig. Det blev hendes egen, elskede melodi.
Åh, piletræer, I grønne træer…
Hun sang den både alene nede ved åen, på scener, og for sin søn i skumringen hjemme. Senere meldte hun sig til amatørteateret, hvor den unge, energiske leder straks spurgte, om ikke Sofie ville synge solo til foreningens arrangementer. Det ville hun men helst ikke alene, for hun var genert. Så blev de en hel lille gruppe, og Sofie var frontfigur med den klare, stærke stemme.
Mor, med dine ‘piletræer’ har du snart optrådt i hele Jylland, drillede Viggo, som var bedst til kærlige drillerier, men han var stolt af hende, og hun vidste det.
Livet gik sin skæve gang, med bekymringer og sorger, for sådan er livet.
En aften blev Sofie overmandet af træthed og fortvivlelse. Pengene var små, ensomheden stor, Viggo havde fået skældud i skolen for at slås, og Sofie sank sammen i tårer. Tænkte på, at hun ikke var som mødrene henne hos banken, ikke kunne give Viggo det, han fortjente. Hun græd i mørket, overbevist om, at ingen hørte hende.
Men Viggo, hendes dreng, kom ind, satte sig stille på sengen og lagde sit hoved på hendes knæ.
Mor, hvorfor græder du?
Jeg er en dårlig mor. Jeg kan ingenting
Nej du er ikke. Du er verdens bedste. Jeg er så glad for, at det er dig jeg har, mor
Hun snøftede, prøvede at holde tårerne tilbage, og så uventet begyndte Viggo sagte at synge. Stemmen var usikker og brød i mål, men han fandt melodien:
Ved det gamle hvide hus
Mødte jeg min kærlighed,
Mødte, troede på hende
Svarede ja til kærlighed
Hun tørrede øjnene. Snart sang de sammen. Denne nat skrev de slutningen om på sangen, så den endte med håb:
Skibet gynger sagte
Og lægger ved broen til,
Lægger sig mod land,
Men kærlighed forgår ej…
De sang i mørket, mens hele landsbyen lå stille, og kun deres stemmer bar gennem natten.
***
Da Viggo blev indkaldt til hæren, blev Sofie grebet af uro. Telefonen tav oftere og oftere, men via omveje fandt hun frem til kommandørens nummer og heldigvis: “Ja, men rekrut Rasmussen har det fint. De skal ikke være urolige.” Viggo ringede trofast i weekenden, og stemmen lød levende…
Men Viggo ringede dog oftest til sin barndomsveninde Katrine.
Katrine lagde ofte vejen forbi, og sammen kunne de hele aftener tale om Viggo. Sofie var inderligt glad for, at han havde sin egen en, han kendte og stolede på, der ventede på ham hjemme i byen.
Langsomt vænnede Sofie sig til det nye liv. Og en dag ringede Viggo, og stemmen var fast:
Mor, jeg har skrevet under på en kontrakt. Hæren tilbyder fast stilling jeg blir sergent snart. Jeg sender flere penge hjem… Tag det roligt.
Men, Viggo hvad siger Katrine?
Hun bakker op, mor. Hun og jeg har talt sammen. Vi klarer alt, sammen.
Hun måtte respektere hans valg. Sorgen foldede hun sammen og lagde bagerst i hjertet, hvor den kun kom frem på sjældne aftener.
At han faktisk var udsendt, blev holdt hemmeligt for Sofie. Katrine, hendes forældre og Viggos bedste ven Mikkel vidste det alle. Bare ikke hende for Viggo havde bedt dem tie.
***
Hej, det er lægehuset? Som aftalt, send sygeplejersken over til kommunekontoret. Vi skal ind til Jensen. Der kommer nogen… fra værnepligtskontoret.
Sofie havde tidligt fået fri fra børnehaven og var gået hjem, træt efter forberedelserne til Børnenes Dag.
Da det bankede på døren hårdt, efterfulgt af et host fra en mand…
Sofie kastede sin slåbrok om sig, spurgte hvem, der var.
Frk. Rasmussen, det er Sørensen, fra kommunen
Hun åbnede, så straks de alvorlige ansigter: en militærmand, sørgmodige Katrine sammen med sin mor, og bag dem Viggos ven Mikkel. Hendes hjerte hamrede med tunge slag, og knæene svigtede, mens hun vaklede ind i stuen og sank ned i lænestolen, skjulte ansigtet i hænderne og rystede på hovedet.
Alle de søvnløse nætter med bekymringer for sønnen og nu dette mareridt. Nej…
Frk. Rasmussen, De skal ikke være bange, sygeplejersken skyndte sig hen til hende. Sofie så på hende med tomme øjne.
Sofie, han er ikke død. Han er bare meldt savnet, fik Katrines mor sagt nogen måtte jo sige noget.
Manden fra værnepligtskontoret nikkede. Ja, sandsynligvis levede han, men hans gruppe var løbet ind i et baghold. Ingen hidtil havde fundet ham blandt de dræbte. Det var over ti dage siden nu.
Han lever, t. Sofie, han gør. Vi finder ham, gentog Mikkel.
Finder I ham? hviskede hun.
Vi lover det, sagde de alle.
Sofie blev beroliget med en beroligende sprøjte, og Katrine blev hos hende, inden hun gik hjem om natten. Sofie kastede sig ned ved husalteret, fandt sin mors gamle bønnebog, og begyndte på sine egne bønner hendes stemme næsten mere en sang end ord:
Lad ham findes, lad ham leve. Herre, hjælp os
Næste morgen. Endnu engang kom sygeplejersken, og dagene delte sig i “før” og “efter”. Huset, åen, igennem piletræerne, intet føltes rigtigt. Sønnen var væk.
Ingen nyt? spurgte hun, ringede utrætteligt til Katrine, Mikkel, værnepligtskontoret.
Til sidst drog hun selv til kontoret i Aarhus, for at få svar.
Forklaringerne var få: ikke nok tid var gået, de kunne ikke sige mere. “Hvordan kan to uger være for lidt?” Hun tiggede om et knusende “ja”, bare for et sekunds ro. Men også her var der kun rysten på hovedet og trøstende ord.
Sorgen satte hendes sjæl i skruegreb, slap ikke taget. Medicin hjalp ikke mere. Til sidst blev Sofie indlagt på hospitalet, hvor smerten krøb i krogene af stuen om aftenen og bævrede som ulve.
Sofie sov, da telefonen pludselig kimede. Katrines stemme gled ind:
Frk. Sofie, hvordan har du det?
Jeg lever, mumlede hun, øjnene tunge.
Vi har måske fundet noget, men du skal love ikke at blive bange. Jeg sender et billede til dig, det kan være ham, men vi ved det ikke med sikkerhed… Se på det, ja?
Sofie satte sig, slog benene ned fra sengen. Billedet kom og det forblev i hende, ville hjemsøge hende, nat efter nat.
Hun åbnede beskeden. Et billede af en ung mand i en hospitalsseng. Hovedet indbundet, den ene side af ansigtet hævet, læberne blå. Fra munden hang en plastikslange. Øjnene lukkede.
Kunne det være Viggo? Efter få minutter ringede hun til Katrine.
Katrine, hvor er han?
Sofies to værelseskammerater så med.
Man kan jo ikke kende ham, det billede…
Det er ham, det er min søn, hviskede Sofie, allerede i gang med at pakke sin taske. Hun måtte afsted, måtte finde ham.
Vi leder, men vi ved stadig ikke hvor, sagde Katrine.
Sofies ben gav efter. Hun satte sig tungt, omgivet af de tavse kvinder, mens Katrine fortalte om opslaget på nettet. At nogen havde lagt billedet ud, i håbet om at finde den pårørende til soldaten uden ID eller dog tag han var uden bevidsthed.
Delingerne havde bragt billedet hele vejen til Mikkel, som allerede febrilsk søgte alt om sin ven på nettet.
Kun ét problem: kilden var forsvundet, billedet tilsyneladende slettet, kun delt videre i beskeder. Ingen vidste, hvor soldaten var.
Vi finder ham, Sofie. Vær sikker. Katrine forsøgte at lyde fast.
Pludselig mindedes Sofie, da Viggo som lille femårig var kommet til skade. Han havde slået panden op på et dørhåndtag hun havde aldrig glemt det lille ar, der dannede en lille skaldet plet på øjenbrynet.
Nu, selv på det kvæstede hospitalbillede, så hun arret. Ellers havde hun ikke kendt sin egen søn.
Katrine, jeg må tage af sted. Jeg skal på hospitaler nu… Nu var hun ikke at holde tilbage. Ingen forsøgte.
Hun tog direkte fra hospitalet til værnepligtskontoret.
Jeg har fundet min søn, sagde hun til den måbende vagt ved indgangen. Hun blev lukket ind.
Frk. Rasmussen, vi undersøger stadig. Men fotos på internettet betyder ikke altid noget. Unge leger med det. Vi kan ikke være sikre på, det er ham. Men vi tjekker alt.
Men hvis han er såret, hvor kan han så være blevet sendt hen? spurgte Sofie, på kanten af desperation.
De frarådede hende at rejse, men hun gik alligevel. Med Dankortet i tasken og den nødvendige rejsekuffert satte hun kursen mod Aarhus, for at tage toget til København. Hjem kunne hun ikke længere vente.
Hun var heldig: hurtigtoget ankom, og snart sad hun urokkelig i Københavnstoget. Hun kunne ikke sove, kunne ikke sidde stille. Tiden sneglede sig afsted. Konstant stirrede hun på billedet. Hun var sikker nu det VAR Viggo.
Katrine ringede om aftenen.
Hvor er du, Sofie? Er du stadig på hospitalet? Jeg står udenfor dit hus…
Jeg er i toget, på vej til København.
Allerede? Skulle vi ikke følges?
Jeg kunne simpelthen ikke vente, Katrine…
Altid i farten, grinede Katrine i telefonen. Men vær lige på!
Undervejs mødte Sofie en venlig herre, der bemærkede øjenbrynet på billedet.
Der mangler nogle hår her – mente han.
Sofie krammede spontant den fremmede: “Præcis! Det er jo ham!”
Så begyndte flere timer med hospitalsbesøg. Billedet blev adgangsbillet mange steder, men den eftersøgte var ingen steder.
Vi oplever ofte, at folk følger spor, som viser sig at gå i ring, forklarede en læge. På nettet florerer billeder fra krigens begyndelse, folk bliver narret.
Men Sofie vidste det det her var hendes søn.
En ung læge forklarede, at hvis billedet viste korrekt, skulle øjenbrynet også være barberet, hvilket ikke var tilfældet. Så måske… ikke ham.
Opfyldt af desperation forlod hun hospitalet i regnen, men vendte aldrig næsen hjemad. Hun måtte videre. Nogle havde sagt, at han kunne være i Odense eller Aarhus. Videre…
Hun havde knap spist, kun drukket te. Hun var ved at bryde sammen på Københavns Hovedbanegård, hvor unge hjalp hende hen på en bænk. Ét af de unge par købte vand, en anden mad, og tilbød at sende billedet til alle grupper, de kendte til.
Du må huske at samle kræfter, sagde den unge kvinde, og købte busbilletten til Odense til hende.
I Odense var der heller ingen spor. Det første hospital havde ham ikke. På vej til det andet modtog hun et opkald.
Hej, Sofie? Det er Line hende fra stationen. Du har sendt mig billedet.
Ja, Line, undskyld, jeg er helt forvirret.
Jeg tror ikke, du finder ham i Odense. Han er i København. På Rigshospitalet, neurologisk afdeling. Der er en, der har set ham. Måske har han hukommelsestab, siger nogen.
Er du sikker, Line? Er det ham?
Vi har lagt hans billede op, og en patient genkendte ham. Han sagde, han lå på gangen ved stue 305. Skynd dig måske er han der endnu.
Sofie sprang straks af, tog bussen tilbage til stationen og købte billet hjemad. Hun havde vænnet sig til at sove på farten og var efterhånden blevet ligeglad med vejene hun var parat til at tage overalt, hvis bare et glimt af håb viste sig.
Katrine ringede og fik hendes bankoplysninger, satte penge ind og sørgede for billet. Og denne gang indhentede hun Sofie de mødtes på banegården, og Sofie brød sammen og græd, glad for ikke længere at være alene.
Katrine!
Nu er jeg med dig hele vejen, Sofie. Jeg har pakket ekstra tøj, hjemmebag og det hele.
Den tidlige morgen lyste København op i farver, som foråret gør, og lader solen skinne over grå bygninger. Pigerne tog metroen, søgte frem på Rigshospitalet. De skulle ikke bekymre sig om, hvor de skulle overnatte fremmede mennesker havde tilbudt dem et værelse, netop fordi Sofies søn var soldat.
Men Sofies nerver sad uden på tøjet. Hvis Viggo døde, før hun nåede frem? Hvad nu, hvis han ikke kendte hende?
I Aarhus og Odense havde hun presset sig ind, kun motiveret af et billede. Her føltes alt større. Godt Katrine var med.
Her er stue 305. Klar, Sofie.
Hospitalets hvide mure virkede kolde, men de blev venligt modtaget. En kvindelig læge tog billedet, nikkede, og inviterede dem med op. Efter flere dage med gange, der førte til tomhed, forberedte Sofie sig nu på igen at møde skuffelsen.
Inde i stuen sad en anden patient, men på sengen, tæt på vinduet, lå en afmagret skikkelse næsten uigenkendelig. Kun det ar på øjenbrynet afslørede ham.
Der er han ikke… eller? Sofie tøvede.
Men så hun vidste det med ét, som kun mødre kan. Det var Viggo.
Lægen rykkede en stol hen til Sofie, bad hende tage hans hånd og sige hans navn. “Men du skal tale stille. Han kan ikke genkende nogen endnu.”
Sofie tog hans hånd, mærkede stivheden i musklerne, men hendes stemme var rolig:
Hej Viggo, skat. Du er blevet så tynd. Men alt skal nok blive godt igen. Jeg lader dig aldrig alene mere. Vi tager hjem, så snart du er klar. Hører du, min dreng?
Katrine snøftede i døren.
Lægen forklarede: “Han har fået en indre blødning, hjerneskader, og skal have flere operationer. Men vi har gode læger her. Det tager tid, men han kommer sig.”
Sofie smilede, lettelsen bredte sig som ro i hendes krop.
Han er i live, og det er alt, der betyder noget.
Lægen nikkede. Husk, det kræver tid og kærlighed. Jeres stemmer, jeres historier, betyder alt.
Katrine satte sig også ned.
Sikke en sommer, Viggo. Børnene bader stadig under piletræerne hjemme
Og så, midt i den hvide hospitalsstue, fyldt af duften af sprit og ro, sang Sofie stille:
Åh, piletræer, I grønne træer
Hvad har I dog gjort,
I troede jo på kærligheden
Og alle mærkede det: Viggos hoved drejede, øjnene gled hen mod hende, som om han kunne høre hendes stemme gennem sløret. En tåre trillede fra den lyse plet under øjenbrynet, og hans mund formede stumt: Mor…
Ja, min dreng. Mor er her.
Bliv ved med at synge, hviskede lægen.
Og Sofie sang igen.
Viggo sang svagt med, læberne bevægede sig lydløst:
Skibet gynger sagte,
Og lægger ved broen til,
Kærlighedens bånd
Slipper ikke taget
Sådan sad de i hospitalsstuen, med sangen svævende gennem rummet i takt med solen over København, piletræerne og evig kærlighed.
