– Skal vi bytte lejlighed? Du har en toværelses, vi har et værelse på kollegiet. Du har kun brug for ét værelse, og vi har brug for mere plads.

Lad os bytte lejlighed. Du har jo en toværelses, vi bor på et kollegieværelse. Du kan sagtens nøjes med ét værelse, og vi mangler virkelig mere plads. Andreas, svarede moren tålmodigt, kollegium og lejlighed er altså ikke det samme. På kollegiet deler man køkken og badeværelse med andre. Hvordan skulle jeg klare mig der? Du vænner dig til det. Der bor jo også andre mennesker dér.

Kirstine lå på sofaen og så nyeste afsnit af sin yndlingsserie, da telefonen ringede.

Mor, lød Andreas udslidte stemme, vi må lige tage den igen. Med boligen.

Andreas, vi har snakket om det så mange gange. Jeg vil ikke bytte lejlighed.

Men mor, ser du ikke selv, hvor trængt vi bor? Efter Laurits kom til, er der slet ikke plads mere.

Jeg kan da godt se det. Men hvad har det lige med min lejlighed at gøre?

Jo, fordi du bor alene i en toværelses, og vi er fire mennesker på ét værelse i kollegiet.

Kirstine sukkede. De her samtaler var begyndt for et år siden, da svigerdatteren Mette ventede barn nummer to. Først dér hørte hun om den her boligbytte-idé.

Andreas, jeg har forklaret dig det før. Jeg har det godt her. Vaner, hyggelige naboer alt det, jeg kender.

Men vi har det jo ikke godt! Emil fylder fem, og han har brug for sit eget sted. Og Laurits vækker os alle om natten, fordi han skriger.

Jeg forstår at det er hårdt. Men I må altså selv løse jeres problemer.

Hvordan? Vi har ikke råd til noget lejet. Min løn er ikke stor, og Mette er på barsel.

Så må du finde et bedre job!

Kom nu, mor, hvilket job? Jeg har ikke nogen videregående og ikke så meget erfaring endnu.

Kirstine vidste jo godt, at han havde ret. Han arbejdede som elektriker på en fabrik og fik omkring tyve tusind kroner om måneden. Det var næppe nok til at forsørge en familie på fire og slet ikke til at leje noget større.

Hvad havde du så tænkt dig?

Ja, altså… at vi bytter. Du får vores kollegieværelse, og vi flytter ind i din toværelses.

Andreas, forklarede hun tålmodigt igen, det er to vidt forskellige ting, kollegium og lejlighed. Der er ikke eget køkken, ikke eget toilet. Tror du, jeg kan holde det ud?

Du vender dig til det. Der bor jo også andre voksne.

Ja, men jeg er altså toogtres.

Det er jo ingen alder! Du er jo rask nok.

Jojo, men ikke rask nok til kollegielivet…

Mor, men det ville jo være den mest retfærdige løsning!

Retfærdigt er, når man bor i det, man selv har fået.

Men vi er jo familie! Familien skal hjælpe hinanden.

Jeg hjælper så godt jeg kan. Jeg forkæler børnebørnene, hjælper med madvarer en gang imellem.

Det er altså ikke nok!

Jeg synes nu, det må være rigeligt.

Samtalen endte i ingenmandsland. Andreas lagde røret på, og Kirstine sad med en mærkelig følelse i maven. Mente han virkelig, hun skulle ofre sit eget velbefindende for deres bekvemmeligheds skyld?

Ugen efter kom de forbi. Mette så træt ud, babyen græd, og Emil løb rastløst rundt.

Kirstine, spurgte Mette med Laurits på armen, kan vi ikke tale om det med lejligheden én gang til?

Vi kan sagtens tale om det. Men mit svar ændrer sig ikke.

Hvorfor dog ikke? Forklar det?

Fordi jeg har det godt her! Og jeg har ikke lyst til at bytte komfort for ulemper.

Men det er jo dine børnebørn!

Ja, det er det. Og hvad så?

Er det ikke synd for dem, at de vokser op på så lidt plads?

Kirstine så længe på Mette. Hun var en sød pige, men nogen gange tog hun altså munden for fuld.

Det ER synd, svarede hun roligt. Men det er jeres børn. Jeres ansvar.

Vores ansvar? Mette lød forarget. Er vi så ikke rigtig familie?

Jeg er deres mormor. Ikke deres mor.

En mormor hjælper da sine børnebørn!

Og det gør jeg. Så langt det er rimeligt.

Andreas sad stille og lyttede.

Mor, hvad hvis vi giver dig nogle penge oveni?

Hvilke penge?

En kompensation for generne på kollegiet.

Hvor meget?

To tusind kroner om måneden.

Kirstine smilede:

To tusind? For at bo på værelse med fælles køkken?

Okay, fem tusind.

Andreas, det er ikke pengene. Det er fordi, jeg ikke vil lave hele mit liv om.

Men det er jo kun i to-tre år!

Og hvad så bagefter?

Så står vi i kø til en lejlighed. Måske får vi noget på sigt.

Venteliste til bolig?! Kirstine grinede. Andreas, tror du, vi lever i firserne? Folk KØBER lejligheder i dag.

Så må vi tage et lån.

På din løn hvem giver dig det?

Andreas blev tavs. Han vidste godt, hun havde ret.

Kirstine, prøvede Mette igen, hvad hvis vi giver dig syv tusind om måneden?

Nej.

Ti tusind?

Mette, du må tilbyde mig en million, jeg siger stadig nej.

Hvorfor?! nærmest græd hun.

Fordi jeg er toogtres. Jeg har arbejdet hele livet for at få et godt hjem. Jeg har ikke tænkt mig at give det væk.

Ikke engang for dine børnebørn?

Ikke engang da.

Det er iskoldt!

Nej. Iskoldt er at forlange, at en ældre dame ofrer alt for jeres komfort!

Vi beder dig jo bare om hjælp!

I beder mig om at blive ulykkelig for jeres skyld!

Ulykkelig? Mor, nu overdriver du altså!

Nej, det gør jeg ikke. På kollegie ville jeg føle mig ulykkelig, garanteret!

Hvad skal vi så gøre?

Tjene flere penge.

Hvordan!? Mette var knaldrød. Jeg passer jo to små børn, og din søn får alt for lidt!

Så skulle I måske have planlagt lidt bedre?

Planlagt børn?! Børn er jo ikke projekter! Det ER livet!

Det liv skal man sørge for kunne bære økonomisk.

Kirstine, sagde Mette koldt, så er det altså dét, der tæller for dig. Så må vi jo tage den derfra.

Andreas samlede børnene.

Mor, jeg har altid troet, du elskede mig.

Det gør jeg også, skat. Men det betyder ikke, jeg skal ofre ALT for din skyld.

Vi beder dig virkelig kun om at bytte lejligheder!

For mig er det alt.

Så må vi klare os.

Det tror jeg også er bedst.

Forældre bør hjælpe deres børn!

Jeg gjorde mit. Nu er det jeres tur.

Mor, jeg er tredive! Men hvordan skal jeg være voksen på SU-løn?

Så må du skifte job.

Til hvad?

Tag en uddannelse, arbejd dig op. Jeg har ikke stået i vejen for din uddannelse.

Hvornår skulle jeg lære noget? Jeg har jo familie!

Det måtte I jo tænke på før!

De rejste. Stilheden lå tyk, og Kirstine følte både lettelse og sorg. Hun havde valgt sig selv til. Men prisen var høj.

Børnene hørte hun ikke mere fra. Sønnen ringede ikke, kom ikke forbi. Da hun selv ringede, svarede han tørt: Har ikke tid.

Andreas, spurgte hun, hvad foregår der? Hvorfor kommer I ikke?

Hvad skulle vi?

Jeg savner børnene!

Mormor, som ikke savner børnebørn.

Andreas, du kan ikke tvinge mig til noget!

Vi bad dig om hjælp. Du sagde nej.

I fik alt, jeg kunne give.

Så gik der en uge mere i stilhed. Kirstine tog selv ud på kollegiet.

Hun blev overrasket over forholdene. To senge, barneseng, et klædeskab alt mast sammen. Mette stod ude i fælleskøkkenet, hun skulle dele med tre andre familier.

Hej Kirstine, hilste Mette koldt.

Hej. Jeg ville bare hilse på børnebørnene.

De leger derovre.

Emil byggede med klodser på gulvet. Laurits lå på et tæppe.

Hvordan går det? spurgte Kirstine.

Som du ser. Vi hænger i.

Kan I virkelig ikke finde en anden løsning?

Hvilken? Du vil jo ikke bytte.

Der må være et andet bud.

Har du noget i ærmet?

Næh… Måske kunne I leje noget?

Vi har ikke råd til det. Vi kan snart ikke engang købe ordentlig mad.

Kirstine så på børnebørnene, og tristheden ramte.

Hvorfor spørger I ikke Mettes forældre, om I kan bytte med dem? De har jo også to værelser.

Tror du selv på det? De bor tre derovre, og Mettes bror bor stadig hjemme. Du derimod bor som en grevinde helt alene.

Hvad hvis jeg giver jer 7000 om måneden til en lejebolig?

Det rækker ikke.

Mere kan jeg ikke give.

Lad nu være, Kirstine. Hvis du ikke vil hjælpe, så er det sådan. Men så har vi ikke mere at snakke om.

Hun prøvede at snakke med sønnen. Han holdt med sin kone:

Mor, hvis du ikke vil hjælpe, har vi ikke noget at tale om.

Andreas, jeg er stadig din mor!

Og jeg er din søn. Du kunne hjælpe, men du vil ikke.

Kirstine gik hjem. Hun hørte ikke fra dem igen.

Ugerne gik. Så måneder. Kirstine sad alene i sin rummelige toværelses og følte sig mere ensom end nogensinde. Ja, hun havde valgt komforten. Men prisen var familiesamværet.

Hun så ikke børnebørnene længere. Sønnen havde kappet alt kontakt, og da hun mødte Mette på gaden, gik svigerdatteren bare forbi.

Alligevel hun fortrød ikke, at hun blev boende i sit hjem, selvom familieforholdene var gået i stykker.

Selvom hun stadig savnede dem mere end hun ville indrømme, begyndte det at gå op for hende, at der ingen vej tilbage var. Sår kan gro fast med tiden, men de forsvinder ikke.

Hun troede ikke længere på, at hun nogensinde ville se sit barnebarn og sin søn omkring sit spisebord igen. Det gjorde ondt. Men hun ville ikke opgive det lille fristed, hun havde kæmpet for hele sit liv heller ikke, selvom hun blev gammel alene.

Hvad ville du have gjort i min situation? Skriv din tanke det kunne være rart at høre fra jerMånederne gled forbi. Kirstine lærte at udholde stilheden og lægge brikker i puslespil alene. Men alligevel begyndte hun langsomt at lægge mærke til sin egen verden igen blomsterne i vindueskarmen, duften af kaffe om morgenen, sollysets spil over parketten i stuen. Hun begyndte at deltage i beboerforeningens arrangementer, lo mere og nød snakket over kaffe med naboerne. Selv i de mørke aftener, hvor tanken om Emil og Laurits sved i brystet, holdt hun fast i sin beslutning. For første gang i lang tid følte hun, at hendes liv var hendes eget.

Og så, en regnvåd søndag eftermiddag, ringede det på døren. Kirstine tøvede, forventede reklamer eller naboen om en pakke. Men da hun åbnede, stod Emil dér i gul regnjakke og så op på hende med store øjne. Bag ham fulgte Andreas, tyndere, ældre på blikket, med Laurits på armen.

Hej mormor, sagde Emil.

Andreas var tavs længe. Så hostede han lavt:

Vi savner dig. Drengene gør også.

Kirstine mærkede, at det gamle sår i brystet krusede sig ikke revnede.

Kom ind, hvis I vil.

De trådte tøvende indenfor. Laurits begyndte at græde, og Kirstine knælede og forsigtigt vuggede ham.

Vi får nok aldrig mere plads, mor, sagde Andreas stille. Men vi fandt ud af, at plads ikke er alt, hvis man mister hinanden.

Emil lagde sine små arme om hendes ben, og Kirstine lukkede øjnene. For første gang i mange måneder føltes lejligheden ikke for stor. Tværtimod netop denne eftermiddag, fyldt med lyden af børnestemmer, duft af kakao og et sagte undskyld over spisebordet, syntes det muligt, at familie ikke altid kræver at man giver alt. Nogle gange kræver den blot, at man åbner døren.

Så hun gjorde det. Og lod dem blive lidt længere end planlagt.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 × four =

– Skal vi bytte lejlighed? Du har en toværelses, vi har et værelse på kollegiet. Du har kun brug for ét værelse, og vi har brug for mere plads.
Med dig føler jeg mig gammel