Abonnenten kan ikke nås
– Stine, har du tilfældigvis set opladeren til min telefon? Niels kom løbende ind i stuen og kiggede håbefuldt på sin kone. Jeg skal nemlig til banegården nu, men jeg kan ikke finde den.
“Selvfølgelig kan du ikke finde den”, tænkte Stine. “Man skal jo lægge sine ting på plads og ikke smide dem rundt i hele lejligheden!”
– Nej, det har jeg ikke… svarede hun.
Hun løj uden at rødme det mindste.
Hun vidste præcis, hvor opladeren lå. Men hun sagde det ikke. Bare én gang ønskede hun at give Niels en lærestreg.
Hun var egentlig bare træt af det hele. Træt af, at han på det seneste var blevet så sjusket og glemsom. Han var kun tredive, men opførte sig, som om han var halvfjerds. Måske endda ældre.
For selv hendes morfar på halvfjerds havde styr på sine ting og vidste altid, hvor alt lå.
Tidligere tog Stine det roligt, men nu nu kunne hun næsten ikke holde det ud! Det var sandt.
Enten efterlod han en beskidt kop i vindueskarmen, eller han glemte sine briller ude på badeværelset, eller også fandt han aldrig sine hjemmesko.
Og bagefter stod han foran hende med skyldbetynget blik og spurgte: “Stine, skat, har du tilfældigvis set mine…” og så gik listen ellers: briller, hjemmesko, nøgler til lejligheden.
Hun var også så træt af, at hendes mand på det seneste kun kunne tale om sit arbejde og aldrig havde tid til hende. Nej, ikke engang “næsten ikke” slet ikke.
Han tog tidligt afsted, og han kom sent hjem.
Oftest spiste de aftensmad hver for sig.
Stine passede sin figur og spiste derfor ikke efter klokken syv.
Snakken mellem dem var næsten ophørt.
Og når de endelig talte, var det mest om hans arbejde og intet andet.
– Stine, direktøren vil udvide og har planer om at åbne kontor i fire byer, og jeg skal have ansvaret for det hele, forstår du? Det er et stort ansvar! Men jeg får også løntillæg, så måske kan vi snart købe bil. Jeg er træt af at skulle med tog eller bus overalt i byen. Det bliver også lettere at tage på forretningsrejser i bil. Jeg kan mærke, der bliver mange af dem.
Niels holdt en pause og kiggede op på sin kone for at se hendes reaktion.
– Og senere kan vi begynde at spare op til en ny lejlighed. Åh, vi skal nok få det godt, Stine! Det hele skal nok gå.
“Igen snakker han kun om penge og ting…” sukkede Stine. “Er der virkelig ingenting andet, han vil tale om? Bil, lejlighed… Det er fint nok. Men ser han slet ikke, at vores familie er ved at smuldre?”
Intet var som før. Selv skænderierne var blevet hyppigere.
Og dog for kun to år siden kunne de ikke få nok af hinanden, ikke tale nok, ikke være tæt nok.
Sådan var deres kærlighed. Vild, stormende.
Stine giftede sig med Niels, netop fordi hun var sikker på, at han var hendes person.
Kun med ham ville hun være lykkelig.
Men… kun tre-et-halvt år var gået, og nu stod de i stampe. Hun havde hørt og læst om kriser i ægteskabet, men havde aldrig troet, det ville gå så stærkt.
Hvad hun skulle stille op, vidste hun ikke. Men hun gav ikke bare op hun elskede jo Niels.
Så hun foreslog ham at opsøge en parterapeut. Faktisk havde hun booket tid tre gange.
Men Niels havde aldrig tid arbejdet kom i vejen hver gang.
Hun måtte altid ringe og aflyse hos Kirsten Friis, den parterapeut hun helst ville snakke med.
– Måske får I tid en anden gang? spurgte Kirsten forsigtigt den tredje gang.
– Måske… jeg ringer til dig.
Men Stine ringede aldrig.
For hun indså, at det var nytteløst. At diskutere med Niels om, at han skulle tage hende mere alvorligt eller fokusere mindre på arbejdet, var også spild af energi.
Hun havde engang foreslået, at de skulle åbne et familieforetagende måske en kaffebar eller en blomsterforretning sammen, så de kunne bruge mere tid sammen.
Han kunne ikke se fidusen i det.
Niels sagde, han ikke turde svigte sin chef, og at alt han gjorde, var for deres fremtid og tryghed.
“Det er jo en stor risiko at starte selv. Hvorfor risikere det, når alt er trygt økonomisk?”
“Forstår du?” afsluttede han altid, som om han ikke engang selv troede på sine egne ord.
– Ja… nikkede Stine. Jeg forstår… Naturligvis gør jeg det.
Hun så på hans smil, og han nød at han endelig “fik forklaret” hende det, men hun kunne mærke klumpen i halsen vokse.
For…
…jo flere ting de kunne købe (ny telefon, ny bærbar, kaffemaskine), desto hurtigere forsvandt langt vigtigere ting ud af deres liv.
Jo, Niels arbejdede meget og tjente godt. Meget mere end Stine. Det var jo godt.
De havde renoveret lejligheden og købt alverdens udstyr.
Ikke bare den klassiske mikrobølgeovn, køleskab og vaskemaskine, men også ting, man sagtens kunne leve uden opvaskemaskine, dyr kaffemaskine, robotstøvsuger.
Men var det lykke?
Stine kunne ikke huske, hvornår de sidst havde siddet sammen og set TV, gået hånd i hånd i parken eller shoppet sammen.
Hun savnede det sådan.
Endnu mere savnede hun sin mand. Og hun var forbitret over, at deres tidligere så lykkelige familieliv faldt sammen som et korthus.
Måske var det derfor, hans uvaner irriterede hende mere og mere.
De beskidte kopper i vindueskarmen, brillerne glemt på toilettet, de evigt forsvundne sokker og hjemmesko…
Småting måske, men med tiden svære og sværere at bære over med.
Stines irritation voksede dag for dag. Hun tænkte alvorligt på at søge skilsmisse. Hun kunne ikke holde det ud længere.
Og igen i dag: Niels rendte rundt, kunne ikke finde opladeren, som han dagen forinden havde efterladt i entreen (taget op af lommen, lagt på kommoden, men glemt at tage videre ind i soveværelset). Og Stines vrede voksede, så hun sagde ham intet om hvor opladeren lå.
– Nå, du har altså ikke set den… mumlede Niels forvirret, mens han skannede alle kroge. Det er sgu underligt. Jeg er ellers sikker på, jeg havde den med hjem i går.
– Hvis jeg var dig, ville jeg ikke være så sikker.
– I hvad?
– I at du overhovedet kan huske noget længere. Undskyld, men din hukommelse fejler da noget.
– Nej, jeg er bare helt vildt travlt for tiden, det er alt, smilte Niels. Så kommer der “huller”.
– Er det kun det? Ikke andet i den seneste tid? sagde Stine spydigt. Kan du overhovedet huske, at du har en kone, Niels?
– Åh Stine, ikke det igen… Niels rynkede panden. Han brød sig ikke om den slags snak. Jeg har jo forklaret dig, at jeg står med et enormt ansvar på jobbet, jeg kan ikke svigte min chef! For din skyld, for vores skyld vil jeg sikre, at vi aldrig mangler noget. Hvorfor begynder du igen nu? Jeg skal afsted til banegården, og så…
– Så du er vores uskyldige helgen, og jeg får skylden for alt? Sikke en bekvem rolle!
Sådan bølgede diskussionen op denne gang kraftigere end før.
Endda nabokonen fru Rasmussen fra stuen bankede flere gange på væggen, så de skulle dæmpe sig.
Niels tog afsted til banegården, opladerløs og i dårligt humør.
Og ikke mærkeligt: Stine havde direkte sagt, at hvis han tog på denne forretningsrejse, kunne han lige så godt lade være med at komme hjem igen.
Da han hastigt forlod lejligheden og løb ned ad trappen, lukkede Stine døren bag sig, lænede sig tungt op ad den og…
…brast i gråd.
Hun havde lovet sig selv at beherske sig, men hun magtede ikke følelserne længere.
Stine var så vred på Niels.
Vred over, at han altid lod hende være alene.
Og vred over, at han ingen intentioner havde om at ændre sit liv han syntes, alt var tilpas!
Han var, som man siger nu til dags, forsørgeren! Men han så på ingen måde, at hans kone led under ensomhed og mangel på opmærksomhed.
De overvejede end ikke børn for Niels havde aldrig tid. De sov i samme seng, men vendte ryggen til hinanden …
Stine ville ikke, nej, kunne ikke leve sådan mere. Hun var udmattet.
Hun vidste, det ikke ville blive bedre. Nu irriterede hans vaner hende, senere ville han selv irritere. Så hellere stoppe det nu.
Bedre at sætte et punktum ikke et komma, ikke en ellipse et tydeligt punktum!
Så da Stine havde sundet sig, satte hun sig straks ved den bærbare og begyndte at undersøge, hvad der skulle bruges af papirer til en skilsmisse.
“Når han kommer hjem fra forretningsrejse, siger jeg til ham, at jeg vil skilles,” tænkte Stine, mens hun skrev i browserens søgefelt.
Det ville være bedst, hvis de bare gik hver til sit, var hun sikker på. Hun ville ikke leve på vent, og Niels…
…han kunne uforstyrret fokusere på sin karriere, nu hvor det var så vigtigt for ham.
Den aften surfede hun længe på nettet, læste sørgelige skilsmissehistorier på kvindefora, så musikvideoer om kærlighed og faldt til sidst i søvn foran computeren.
*****
Hun vågnede tidligt. Humøret var “så som så”, tilstanden endnu værre. For at vågne lidt valgte hun at tænde for radioen.
Imens sangens “Ikke forråder, når man elsker” spillede i æteren, stod Stine med sin kaffe ved vinduet.
Hun stod og tænkte…
På Niels, på deres ægteskab, på skilsmissen, hun nu havde bestemt sig for. Tankerne var så mange, de nærmest stod i kø indeni hovedet.
For at være ærlig Stine var ikke sikker på, hun gjorde det rigtige.
Ja, hun var træt, og ja, hun havde fået nok men hun elskede Niels. Og han elskede sikkert hende også.
Som en stor forfatter engang skrev:
“Alle lykkelige familier ligner hinanden, hver ulykkelig er ulykkelig på sin egen måde.”
Måske havde han ret?
Måske havde hun givet op for tidligt? Måske burde hun kæmpe lidt mere for lykken?
Hun fik pludselig en lyst til at ringe til Niels.
Det gjorde hun. Men det var kun telefonsvareren, der svarede: “Telefonen er slukket eller uden for dækning.”
– Ej, hvor mærkeligt, mumlede Stine.
Hun prøvede igen. Og igen den samme kølige maskinstemme.
Så begyndte nyhederne i radioen. Stine havde ellers ikke tænkt sig at høre dem, ville gå i soveværelset, men de første ord fra nyhedsoplæseren fik hende til at stoppe op.
“Godmorgen, kære lyttere, indledte speakeren. Selvom det for nogen er en særlig tung morgen. Vi har netop modtaget nye oplysninger om gårsdagens tragiske hændelse, cirka tredive kilometer fra byen. Buschaufføren, som i aftes kørte mod Hirtsholm, mistede herredømmet på den glatte vej, hvorefter bussen kørte over i den modsatte side… Det sørgelige er, at ingen overlevede. Vi sender vores dybeste medfølelse til de pårørende.”
“Hvilken frygtelig tragedie…” tænkte Stine. “Ingen overlevede… Det gør mig så ondt.”
Så lod hun ordene fra speakeren løbe igennem hovedet igen og hang fast ved “Hirtsholm”.
– Herregud! endelig gik det op for hende, at det var den bus, hendes mand skulle have været med. Nej, det kan ikke passe!
Med rystende hænder tog Stine mobilen fra bordet og ringede til Niels’ nummer igen.
Ti gange, måske flere. Men kun ét svar “Abonnenten kan ikke nås”.
Hun kunne ikke tro, at Niels ikke var mere. Hun var slet ikke forberedt på at miste ham for altid.
Og i hendes hoved rungede ordene fra sangen:
“Man forråder ikke, når man elsker, for livet… ender ikke i morgen.
Jeg vil holde op med at vente, men du vender tilbage ganske uventet.”
– Det må ikke være sandt, det kan ikke… Kære Gud, lad Niels komme hjem igen, bad Stine.
Hun vidste godt, at mirakler ikke sker, men hun bad alligevel. Bare fordi det lettede hjertet.
At forestille sig, at Niels stadig var i live og ville komme hjem det var lettere at holde ud. Hun ville acceptere hvad som helst for et mirakel.
Han måtte gerne fortsætte med at rode, arbejde til sent, tage på forretningsrejser bare han kom hjem igen.
– Vær sød, Gud! Stine tudbrølede nu. Giv mig min mand igen!
Tårerne trillede ned ad kinderne, løb over hagen og dryppede lydløst på trægulvet.
Stine var netop ved at ringe til sin veninde Mille for at fortælle, hvad der var hændt, da…
…hun hørte nogen åbne hoveddøren. Hun farede ud i entreen og der stod Niels. I hænderne havde han en lille kattekilling. Stine blev stiv af overraskelse.
– Stine, hej. Jeg har en gave til dig. Er det okay, hvis Felix bor hos os?
– Niels… Hvordan… Du…?
– Åh, det er en længere historie, smilede han. Forstår du, fem minutter før bussen kørte…
Niels fortalte, hvordan han på banegården havde set en lille, forkommen kattekilling forsøge at komme indenfor i varmen, men ansatte og passagerer skubbede den blot væk. Nogle blev endda sure på den, da den løb mellem benene på dem i myldretiden.
Katten for ud på vejen af skræk, og Niels kunne ikke lade den blive der alene.
Der var ikke mange biler, men bare én kunne overset den…
Så Niels tøvede ikke, men sprang ud og greb killingen. Det var ikke nemt, men han havde heldet med sig. Da han kom tilbage var bussen til Hirtsholm kørt.
– Ja, pyt med det! sagde Niels og så på killingen. Sådan skulle det altså ikke være denne gang.
Han ringede til sin chef og forklarede situationen, og netop som de talte sammen, gik telefonen ud.
Chefen troede, Niels havde smækket røret på. Så I kan nok forestille jer, hvordan det plejer at ende.
Chefen besluttede, at uanset hvor god Niels var skulle han ikke arbejde i firmaet mere.
Niels lagde tasken i bagageboksen og slentrede gennem byen natten igennem, tænkte over det hele. Og mærkede måske, at Stine havde ret. Han havde forsømt hende.
Ja, han havde sine grunde arbejdet! Men arbejde og penge er ikke alt. Niels forstod det omsider den nat.
Killingen varmede ham under frakken, og måske derfor mærkede Niels slet ikke kulden.
Da det blev morgen, besluttede han at gå hjem igen. Han ville starte forfra.
Nu stod han dér i døren, forklarede, hvorfor han ikke tog af sted og så spørgende på sin forgrædte kone og forstod ikke, hvorfor hun stirrede så underligt på ham.
Stine vidste ikke, hvem hun først skulle kramme sin levende, raske mand eller…
…killingen, der havde reddet Niels liv ved at forsinke ham.
Hun endte med at kramme dem begge. Sin elskede mand og den lille kat.
Derefter fortalte Stine stammende om ulykken og bussen, han havde misset.
– Tænk… sagde Niels. Så har Felix reddet livet på mig?
– Ja, smilede Stine. Du havde ondt af ham, og han reddede dig. Et sandt mirakel. Lad mig kramme ham igen. Hvis ikke for ham …
Senere den dag, mens Niels sad ved køkkenbordet og fortalte om sin redningsaktion, lo Stine igen.
Hvor hun dog havde savnet de nære samtaler. Var det måske et nyt chancen for dem begge?
Om aftenen ringede chefen til Niels.
Da han hørte om ulykken, ombestemte han sig. Han tilbød endda Niels en chauffør med firmabil. Men Niels sagde stadig op allerede næste dag.
Nu var prioriteringerne ændret. Hans kone kom først.
Senere åbnede de sammen en lille kaffebar.
Indtægten var ikke stor endnu men de var sammen hele dagen.
Og Felix var selvsagt med.
Faktisk kom mange kunder ikke bare for kaffe, men også for at lege med Felix. Han var så kær, at ingen kunne stå for ham.
Flere begyndte at finde deres egne dyr nogen adopterede fra internatet, andre samlede op fra gaden.
Sådan gik det til.
Hvad handler det om? Om lidt af hvert…
Om kærlighed, selvfølgelig, om familie, om de svære valg, om venlighed og menneskelighed. Og om, at man skal tro på mirakler.
For de sker.
Ja, de sker…
