Optøet hjerte
Altså, den her forår kom helt tidligt og blidt til København i år du ved, sådan én, hvor man uundgåeligt må stoppe op, smile lidt for sig selv og bare trække vejret dybt ind, fordi duften af de første krokus og anemoner ligger som en blid sky i luften. Allerede midt i marts var sneen stort set væk, der lå bare lidt gråt sjap i skyggen bag blokkene på Frederiksberg. Knopperne på kastanjetræerne var tykke, klar til at springe ud når som helst, og man kunne næsten høre naturen pusle under huden på byen.
I stuen på Østerbro sad Signe, med knæene tæt under hagen på det brede vindueskarm og kiggede ned i gården. Solstrålerne legede igennem lette, hvide gardiner og lavede sjove firkanter på gulvet, mens lydene fra folk på vej hjem fra arbejde sivede ind gennem sprækken på vinduet. Signe var kun fjorten, men hun havde allerede fundet ud af, at livet ikke altid var fair at lykken kunne fordufte hurtigere end tågen over Fælledparken, når solen titter frem.
Alt ændrede sig for to år siden, også i foråret, som nu næsten virkede som en dårlig joke, hun ikke gad grine af. Den dag var himlen knivskarp blå, og vinden tog hårtotterne fra alle dem, der var for optimistiske og lod huerne ligge hjemme. Signe kom hjem fra Skolen på Islands Brygge helt høj, for hun havde vundet førstepladsen i kommunens matematikolympiade.
Far! Vent, jeg har verdens vildeste nyhed!
Men der var helt stille. Alt for stille. Signe stoppede op i gangen, fornemmede den kolde, stikkende uro brede sig i maven. Da hun kom ind i stuen, stod hendes mor ved vinduet med en ret ny kuffert flot og med mærkater fra steder, de aldrig havde været sammen. Ved siden af stod Signes far med ansigtet i alvorlige folder.
Signe, skat, sagde hendes mor lavmælt og satte sig ned foran hende. Jeg rejser. Jeg har mødt en anden, og vi skal bo sammen.
Alt blev helt uvirkeligt. Det var som om glæden fra tidligere på dagen bare blev skyllet væk, og nu stod hun midt i noget, der ikke helt gav mening.
Men hvad med os? Du er jo min mor?! Stemmen knækkede midt i et ord.
Jeg vil altid være din mor, svarede hun og holdt Signes hænder i sine. Hænderne var varme, men Signe kunne næsten ikke mærke dem. Jeg ønsker også at være lykkelig.
Hvad med os, altså far og mig? – hulket hun.
I betyder noget, jeg lover at komme og ringe, sagde hendes mor og krammede hende så hårdt, at det næsten var umuligt at trække vejret. Men Signe gav ikke slip, det var hendes sidste håb.
Moren rejste næste dag. En måned senere kom et postkort hjem på billedet så hun glad ud, sammen med en fremmed mand og bølgerne ved Skagen i baggrunden. Signe rev kortet i stykker og kastede det ud, men ligegyldigt hvad hun gjorde, var billedet printet ind på nethinden. Det føltes som om nogen havde lagt en isklump om hjertet, hver gang hun tænkte på det.
Siden hadede hun tanken om, at der nogensinde skulle komme en anden kvinde ind i Signes fars liv. De er alle ens, havde hun overbevist sig selv om, mens hun kiggede ud på kirsebærtræerne på vejen, der blomstrede, som om hele verden ikke havde andet at tage sig til end at more sig over hendes smerte. Hun blev mere skarp, svær at nærme sig krøb sammen som en pindsvin, hvis nogen kom lidt for tæt på.
Men hendes far, Henrik, havde ikke tænkt sig at blive alene for altid allerede et halvt år senere bankede den første ‘gæst’ på. Hun hed Birgitte. Og hun kom ind ad døren som havde hun boet der i årevis, kiggede op og ned ad Signe med det der blik, voksne nogle gange har.
Nå, lille ven, skal vi lære hinanden at kende. Jeg skal nok sørge for, at du klarer dig i skolen og opfører dig ordentligt, sagde hun uden noget varmt i stemmen.
Signe knyttede hænderne så hårdt, at de næsten gjorde ondt. Hun hadede allerede fornemmelsen af, at nogen ville skubbe hende rundt, bestemme over hende.
Jeg klarer mig fint uden hjælp, svarede hun, men stemmen rystede lidt, trods hun prøvede at lyde selvsikker.
Sikke en tone, mumlede Birgitte, og hendes kindben blev hårde og kolde. Jeg er her for at få lidt orden på tingene.
Inden ugen var omme, havde Birgitte sat alt på plads. En morgen fandt hun bøger overalt, sukkede højlydt og begyndte at rydde op det var ikke for Signes skyld, men for Birgittes egen ro.
Man skal kunne holde orden, mumlede hun, mens hun lagde matematikbogen oven på danskbogen.
Signe så på hende. Al søvn var væk, erstattet af irritation.
Det er altså ikke dit hjem, gispede hun.
Du skal ikke bestemme, du er for lille, svarede Birgitte, bidende kort og koldt.
Samme dag ville Signe have veninden Mette over de skulle lave projekt sammen, men Birgitte blokerede vejen til telefonen.
Ingen gæster, sagde hun. Jeg vil ikke have larm.
Men vi skulle bare lave lektier, begyndte Signe, men Birgitte ville ikke høre om det. Du kan passende rydde lidt op. Slut!
Senere brugte Birgitte enhver chance for at klage til Henrik. Hen over aftensmaden, hvor tavsheden efterhånden var vanesag, sagde hun:
Henrik, din datter er temmelig uopdragen og fræk. Jeg spurgte hende noget helt simpelt i går, men hun svarede intet i flere minutter!
Signe? spurgte Henrik, lidt usikker, vendte blikket mod sin datter.
Hun klagede over, jeg ikke havde vasket op. Men jeg lavede mine lektier. Og jeg er ikke hendes hushjælp, svarede Signe, forsøgte at virke rolig, selvom det kogte indeni.
Ser du? Hun svarer igen og nægter at høre efter, røg det fra Birgitte.
Du er ikke min voksen! råbte Signe tilbage. Du er bare fremmed!
Birgitte blev rød i hovedet. Henrik, hun er umulig!
Henrik sukkede, og Signe vidste godt, hvad det betød han var træt og magtesløs.
Signe, sig undskyld, bad han.
Nej, sagde hun og mødte hans øjne. Hun har intet at sige her! Det er også mit hjem.
To dage senere var Birgitte væk. Signe følte både lettelse og tomhed som en sejr uden farver. Hun så ud ad vinduet, mens Birgitte forlod opgangen, og tænkte kun: Så fik hun, hvad hun havde fortjent.
Et år senere prøvede Henrik igen. Denne gang hed hun Helle. Hun duftede altid af dyrt parfume, havde flotte negle og smilede sødt, men Signe mærkede hurtigt, at det hele var skuespil. Helle var der ikke for dem, kun for sig selv.
Vil du ikke købe en ny uldfrakke til mig? Vinteren bliver streng, nussede hun fars hånd, så selv Signe blev træt.
Du har jo en frakke, prøvede han.
Men… jo, det ser flottere ud med pels sammen med dig, mumlede hun og kørte en finger over porcelænet.
Konstant bad Helle om penge, på ting til “huset” hun aldrig rigtig forklarede. Så Signe gik til far en aften:
Har du overhovedet set, hvad hun bruger dine penge på?
Hvad mener du? sagde han lidt nervøst.
Hun beder jo altid om penge til et eller andet men der sker aldrig noget, sagde hun.
Far blev stille. Tror du… Han afsluttede ikke sætningen.
Jeg ved det, far. Det handler kun om penge.
Næste dag rasede Helle og råbte, at Signe var skyld i, at Henrik nu var nærig.
Du ødelægger det hele! skreg hun.
Nej, du er her ikke for ham, men for pengene, svarede Signe iskoldt.
Helle stormede ud med sin taske, og hele lejligheden åndede lettet op. Bagefter sagde Henrik stille:
Hvorfor giver du aldrig nogen chancen?
Fordi de ikke elsker dig, svarede Signe stille. De elsker kun din konto. Og du fortjener mere.
Nu gik der et godt stykke tid, hvor det bare var Henrik og Signe. Hun begyndte næsten at elske, at det kun var dem. Han lavede pandekager om søndagen, og de grinte over underlige YouTube-videoer. Hun bildte sig ind, at sådan var det måske bedst lige indtil han en torsdag i april kom hjem med en kvinde, der var helt anderledes.
Signe, sig hej til Nanna, sagde han. Nanna, det her er min datter.
Nanna var ikke som de andre. Hun prøvede ikke at være Signes mor, prøvede ikke at invadere hendes værelse eller bestemme. Da Signe bare kiggede ud ad vinduet, smilede Nanna roligt:
Hej Signe. Det er virkelig dejligt at møde dig.
Hendes stemme var blød. Ikke sukkersød, ikke falsk. Bare rar.
Signe blev mistroisk. Det er nok bare et trick, tænkte hun. Men Nanna blev ved med bare at være… sig selv. Ikke en gang kørte hun det store show.
En aften stod Signe og lavede lektier, mens Nanna hakkede grønt i køkkenet. Hun spurgte:
Signe, synes du, salaten bliver bedst med olie eller dressing?
Det var nyt, at nogen spurgte hende om råd helt afslappet.
Dressing, svarede hun lidt tøvende.
Tak! smilte Nanna. Jeg håber, vi kan få et fint forhold og lave masser af salater sammen.
Senere lod Signe med vilje sin tallerken stå testede, om Nanna ville klage. Det gjorde hun ikke, men ryddede bare væk som om intet. Signe kiggede forundret ingen før hende havde håndteret det på den måde.
Nanna så på Signes tegninger en dag.
Hold op, hvor er du dygtig. Kan jeg se flere? spurgte hun.
Signe tøvede, men fandt sin mappe. Nanna roste og spurgte ind, og Signe mærkede, at det var ægte.
En dag hørte Signe, at Nanna sagde til far i køkkenet:
Henrik, jeg ved, det er svært for Signe. Jeg er ikke her for at tage hendes mors plads. Jeg vil bare gerne være her for dig. Og for hende, hvis hun vil.
De ord gik lige ind. For første gang havde en kvinde forstået hende. Den aften gik hun ud og tilbød at hjælpe med aftensmaden.
Kan jeg hakke noget? spurgte hun.
Nanna lyste op.
Selvfølgelig! Du kan tage de tomater.
De lavede mad i stilhed, men det føltes for første gang ikke akavet bare hyggeligt.
Vil du virkelig ikke være min nye mor? spurgte Signe over skærebrættet.
Nej, svarede Nanna og satte sig overfor. Din mor vil altid være der for dig. Jeg håber bare på at blive din ven hvis du har lyst.
Signe åndede ud. For første gang var hun ikke bange for, at noget skulle gå i stykker under hende.
Godt, hviskede hun.
Da de spiste den aften, lo Henrik, da han spiste deres æbletærte og grinede:
Nu er jeg virkelig heldig! Begge jer!
Signe kiggede på Nanna, og hun så varme, tålmodighed og tryghed i hendes blik. Hun hjalp med at vaske op, og Nanna sagde lavmælt:
Jeg er glad for, at du tør stole på mig lidt.
Jeg er også glad, svarede Signe.
Hvis du føler noget er svært, må du sige til. Vi tager ét skridt af gangen, ok?
Det er en aftale.
Den nat lå Signe og så på stjernerne over byens tage, og hun ramtes af ro. Livet var måske ikke altid retfærdigt, men nogle gange fandtes der mennesker, der blev og ikke bare gik. Og for første gang i lang tid faldt hun i søvn med et lille smil, pakket ind i lyset fra den tidlige forårsnat i København.
