Mandfolk
Der mangler altså en rigtig mand i huset, Anne-Lise! Det gør der! Men sig mig, hvor finder man dem, de mænd? sukkede og knasede frøene med sine brede tænder Inge Johansen, med sin dybe stemme, mens hun så ud over det lille solbeskinnede haveområde, hvor Anne-Lise var ved at hænge vasketøj op.
De findes nemlig ikke mere, mændene. Jeg var så heldig at få fat i den sidste, min Svend, men han gik jo også bort. Du skal ikke tro, at du finder dig én, Anne-Lise. Slet ikke med barn og det hele. Du ender nok alene, det skal du vide min ven, sagde Inge.
Inge Johansen, Anne-Lises nabo, satte de store, opsvulmede fødder godt til rette i de bløde træsko og spyttede frøskaller ud i hånden, mens hun betragtede Anne-Lise. Anne-Lise var slank, fregnet, med sit lyse hår i en løs knold, barfodet i solskinnet, iført en tanktop og en lang let sommerkjole, der næsten var gennemsigtig i lyset. Mellem to stolper spændte hun tørresnoren ud, hvor hvide lagner blafrede som flag, dynebetræk blev til sejl og små Julius skjorter hang side om side med bukserne som gråspurve på række.
Længere nede, hvor ingen kunne kigge ind fra vejen, ville Anne-Lise hænge sine kjoler og natskjorter blondenattskjorten hun havde købt på udsalg i Odense dengang hun og Julius var i Zoologisk Have.
Der kommer regn, jeg siger det dig! blev Inge ved. Tag tøjet ned! De bliver våde. Kan du ikke se den store sky, der kommer fra vest? Det bliver storm, det kan jeg mærke på mine knæ!
De når at tørre, Inge. Lad nu være med at jinxe det. Torden og tørke sammen det er da lidt uhyggeligt, smilede Anne-Lise og slog en bustet hårtot væk fra ansigtet, mens hun kiggede efter Julius, der sad sammen med andre børn og syslede med noget på grusvejen.
Julius! Julle, kom og spis! råbte hun. Skal du med, Inge?
Inge tøvede, trak på skuldrene og mumlede modvilligt:
Jaja, du skal få din vilje. Man skal da også vise lidt respekt.
Hun rejste sig og smed frøskallerne i regntønden ved trappen, men så dukkede pludselig Anne-Lises kat, Mikkel, op foran hende.
Py for den lede! Dine dyr er også lige så besværlige som dig, Anne-Lise! mumlede Inge og skubbede katten væk med foden. Mikkel hvæsede men spurtede derefter efter fuglene i busken.
Inge Johansen betragtede sig selv som Anne-Lises beskytter. Havde ikke Anne-Lise kommet hjem fra København, ikke med diplom men med mave, og nok uden sine forældre at støtte sig op ad? Og Inge var der altid: støttende, hjælpende, altid klar med en kommentar.
Jeg forstår dig, Anne-Lise. En kvinde vil jo bare gerne være lykkelig, ikke? Når man mangler kærlighed, sker sådan noget. Men skidt med det, du går ikke til grunde med mig ved din side! sagde hun og færdedes hjemmevant rundt i Anne-Lises stue, som om det var hendes egen.
Anne-Lises hus var solidt, med bjælker fra Ingens husmandstid. Alt var rent, lyset silede ind i stuen, videre ind i det lille køkken og de to værelser. Oppe på første sal havde Julius sit hemmelige rum.
Inge drømte også om et sådant sted. Ikke som den faldefærdige ejendom, hun havde arvet fra sin afdøde alkoholiserede mand.
Derfor talte hun ofte grimt om Anne-Lise til nabolaget for derefter selv at komme med trøst, for sådan var hun:
Folk snakker, men du har mig! sagde hun, mens Anne-Lise i starten nikkede og tilgav; Inge var jo barn af svære tider det måtte man forstå. Men da sladderen også gik ud over Julius, begyndte Anne-Lise at trække sig. Hun havde ikke mod til at jage Inge bort, men hun tænkte tit på det.
Julius kom farende, barfodet og solbrun, og Anne-Lise løftede ham op så let som ingenting, kyssede ham på kinderne, de fyldige læber og det rynkede, sammenbidte fjæs.
Sæt mig ned, mor! De andre ser det! Du gør mig våd, grinede han og gned kinden mod sin arm for at tørre mors kys væk.
Overfor de andre børn var seksårige Julius modig, vild, der forrige år var kommet hele byen sammen for at få ham ned fra brandtårnet, og som havde gravet sig ned i brønden sidste forår. Han hoppede fra tømmerflåder, gik ture på kirkegården for sjov og smed med kirsebærsten, prøvede at kløve brænde dog uden stort held. Han var selvstændig og uafhængig, han ville ikke have mor til at blande sig.
Men om natten, når alle sov, kravlede han over til hende, gemte sig ind til hendes varme side, armene slyngede om hendes mave.
Anne-Lise godnussede hans tykke hår, strøg hans skuldre og kyssede hans varme hænder, mens han hviskede:
Mor, bliver alt godt? Du elsker mig, ikke? Inge siger, jeg ødelagde dit liv.
Jeg elsker dig højere end alt, Julle! Hvis ikke du var her, ville jeg aldrig have været lykkelig, svarer hun sagte.
Elskede du også far? insisterede Julius.
Ja, ham elskede jeg også, men nu er det dig og mig, Julle.
Men Inge siger, far var slem og efterlod os. Hvis du elskede en forkert, måske er jeg også forkert? Hun siger, man bliver som sin far
Nej, du er min lille dreng, og du bliver verdens bedste mand, mild og retfærdig, siger Anne-Lise og presser Julius tættere ind til sig. Du skal ikke høre på Inge.
Så er jeg rigtigt mandfolk, mor? Han spænder musklerne og fortæller hende, hvor stærk han er.
Ja, smiler Anne-Lise, du er et rigtigt mandfolk.
Så lyver hun! Hun siger, der ikke er flere mænd tilbage. Men jeg er jo her! Julius griner. Så skal hun slet ikke komme mere!
Man skal ikke bære nag, Julle. Inge har hjulpet os meget, da du var lille og jeg var syg. Vi skylder hende meget. Men lad det nu ligge, det er sent. Sov, min skat.
Hun ligger med Julius ved siden af sig, og om natten er han ligesom en lille killing, varm og tryg i hendes favn. Det er deres hemmelighed.
Næste dag sidder Inge besværet ved bordet, Anne-Lise sætter tallerkener med aspargessuppe foran hende.
Julius, så skal der vaskes hænder! brummer Inge.
Jeg har vasket, mor, sig det til hende!
Ja da, siger Anne-Lise. Og så sætter de sig, for hun skal afløse Tove på posthuset bagefter.
Inge slubrer suppen, river brød i stykker, spiser med fingrene.
Giv mig en dram, Anne-Lise. Én til naboen, er du ikke sød?
Anne-Lise trækker på skuldrene og sætter et lille glas Akvavit foran hende.
Inge drikker det i en mundfuld, slår i bordet og dupper næsen med et løgstykke. Hun drikker ikke kønt, tænker Anne-Lise undrende, og Julius krummer tæer, kigger på sin mor, der nikker opmuntrende.
Hvorfor spiser du ikke, Julius? Ved du, hvad min far plejede at gøre? En god mand skulle kunne spise sin rødgrød! Hvis han sad og pirkede, så var han ikke noget værd! Og jeg siger dig, Anne-Lise, der er ingen mænd mere, og ingen bliver til noget, hvem du end får børn med! Ingen! Inge slår skeen i den tomme tallerken og suger de sidste dråber kompot i bunden.
Julius holder vejret. Anne-Lise lægger skeen fra sig. Det var første gang, han havde set sin mor så streng.
Nu skal du høre, Inge! Julius er min støtte og min glæde. Hvis du ikke vil spise ved vores bord uden at fornærme mit barn, så lad være med at komme mere!
Hvad? Inge synker og stirrer på Anne-Lise. Du skulle have holdt mund! Du har ikke noget at være stolt af, og drengen skal vide, hvor han kommer fra!
Hun rejser sig, rød og bister, men Anne-Lise rejser sig og peger mod døren.
Julius græder, Anne-Lise trøster ham.
Siden kom Inge aldrig mere på besøg. Hun sad kun på bænken og kiggede misfornøjet ind over hækken.
Senere kom Inges nevø, Søren Lassen velklædt, midt i fyrrerne, flot hat, åbent ansigt og en stor jordbærtærte fra Lagkagehuset under armen.
Hej Anne-Lise! husker du mig? Vi legede sammen her om sommeren, og jeg plukkede åkander til dig.
Kan ikke helt huske det, svarede Anne-Lise køligt, mens hun fortsatte arbejdet i sine rækker med jordbær. Julius, hent en kurv til bærrene!
Hun kaldte på sin søn, der straks kom med sin lille fletkurv, håndlavet af gamle Peter fra enden af vejen.
Søren blev ved:
Det må være hårdt at klare alting alene?
Alene? Nej, jeg har min søn, min glæde, mit lys. Det er langt værre at have et tomt hus.
Din Julius er nu lidt egoistisk den største jordbær burde han da have givet sin mor! fnøs Søren og forsvandt tilbage til Inges hus.
Søren satte sig i stuen og fik straks Inge på nakken, der trykkede et glas snaps i hånden på ham og begyndte at planlægge Anne-Lises fremtid.
Hun har måske ikke det fineste fortid, men huset er godt, og hun kan klare alting for dig, når du vil hjem på ferie, grinede Inge. Sæt hende på plads!
Senere den dag røg Søren ud til Anne-Lise, der var ved at hugge brænde. Han løftede hende op bagfra, alkoholånde, og kastede sig over hende med sine klamme hænder.
Men Anne-Lise rev sig fri og greb et brændestykke, slog Søren fra sig, mens Julius truede Søren med en kæp og råbte.
Da Søren og Inge vaklede ind, brast Julius i gråd:
Jeg kunne ikke beskytte dig, mor! Jeg er jo ikke mandfolk endnu…
Anne-Lise tog ham i favn og hviskede: Du er det stærkeste mandfolk, jeg kender. Du er modig og retfærdig, og du vil altid beskytte det gode, ligesom du gjorde nu!
Julius ville stadig gerne finde en far til sin mor, foreslog halvt i spøg at hun skulle gifte sig med gamle Jens med jagtgeværet, så er vi da sikre!
Søren forsvandt fra nabogården, Inge blev mere indelukket. Engang anklagede hun Anne-Lise for at have stjålet en pose kartofler. Men da betjenten kom for at tage rapport, fortalte Julius ven Kristian, at hele posen lå gemt bag Inges skur. Sagen faldt til jorden og Inge måtte undskylde.
Så gik vinteren.
Julius snakkede tit om, at de burde finde en far til hende:
Når jeg skal på kostskole, mor, hvem skal så passe på dig?
En dag, da sneen lå smeltet i vejsiden, og Julius løb med kælk og hue, kom der pludselig en bil rundt om hjørnet. Julius nåede ikke at høre den komme huen dæmpede alt bilen bremsede hårdt, gled ud i rabatten og bankede mod et træ. Chaufføren fik blod i panden, men Julius slap med skrækken.
Er du okay, lille mand? spurgte chaufføren, og da Julius så op på ham, syntes han han lignede en pilot, eller måske en kaptajn i civil.
Kom hjem til os, min mor kan lægge forbinding. Men sig ikke, det var min skyld!
Tør du invitere fremmede med hjem?
Jeg har jaget Inges nevø væk med kæp, mere er jeg ikke bange for!
Der er ikke noget at frygte, jeg er bare her for at tale med jeres formand, svarede manden smilende.
Anne-Lise tog imod dem. Mens hun lagde forbinding på mandens skade, lavede han ild i brændeovnen og bar spande med vand ind. Da alt var roligt, spurgte Julius, fast og bestemt:
Hr. Jørgen, er du egentlig rigtig mandfolk?
Hvad mener du?
Vores nabo, Inge, siger at der kun findes mandfolk og orme. Hvad er du?
Tjah jeg prøver at være et ordentligt menneske.
Det har min mor sagt. Men kan du passe på hende, hvis jeg skal på skole? Vi mangler nemlig én, der kan hjælpe hende og holde af os
Julius rakte en lille barnehånd frem, Jørgen tog den og trykkede den varmt.
Sådan, vi har en aftale! Men du skal også love at gøre dit bedste, for hendes skyld. Bliv altid et rigtigt mandfolk, Julius, uanset hvad livet bringer!
Julius nikkede.
Han voksede op som sin mor ønskede sig: stærk, modig og retfærdig. Han tog på officerskole og senere udsendelse, men han glemte aldrig, hvad hans mor og Jørgen havde lært ham. Rigtige mandfolk tager ansvar, tager vare på dem de elsker ikke med styrke alene, men med hjertet først.
Da Julius vendte hjem, blev der fest på gården. Venner, familie, hans mor i armene på Jørgen, latter, sange og klirrende glas hele aftenen. Anne-Lise holdt tale, Julius takkede Jørgen for at være den far, han aldrig havde haft.
Men i huset lidt længere nede ad vejen, bag mørke gardiner, sad Inge alene. Hun så festen i det fjerne, hørte latteren, mærkede sig udenfor. Der bankede på døren.
Inge! Kom nu over, vi holder fest, Julius er hjemme! Det var Anne-Lise, der kaldte.
Inge forblev stille, steget af skam og stædighed.
Hjemme hos Anne-Lise var der glæde, latter og kærlighed. Og Anne-Lise vidste i sit hjerte, at det ikke handler om, hvad andre mener mangler i ens liv, men om hvad man skaber sammen med dem man elsker.
For rigtige mandfolk måles ikke i styrke, men i omsorg, mod og kærlighed og det kan både mødre og sønner lære hele livet igennem.
