Ved du, hvad der er det allersørgeligste mellem søskende?

Ved du, hvad der er det sørgeligste, når det kommer til søskende?
Det er ikke, at de skændes.
Det er ikke, at de tænker forskelligt.
Det allermest smertefulde er at nå dertil, hvor man sletter hinanden fra sit liv.
Efter alt det gennemlevede barndommens dele, de lykkelige stunder og de svære tider svider det allermest, når stoltheden får overtaget, og en enkelt fejltagelse bliver til et evigt farvel.
For ingen bror eller søster er fejlfri.
Du er heller ikke.
Og alligevel opfører vi os nogle gange, som om én fejl er nok til at smække døren for altid.
Som om såret betyder mere end den kærlighed, der engang var mellem jer.
Vi glemmer hurtigt.
Vi glemmer tiden, hvor I delte det få, I havde.
De enkle retter på bordet.
Klæderne, der gik i arv fra den ene til den anden.
De lange aftener, hvor trøsten kun fandtes hos hinanden ikke fordi der var meget, men fordi der var kærlighed.
Vi glemmer, at I voksede op under samme tag, med de samme savn og de samme drømme.
At I passede på hinanden, når ingen andre kunne.
At I sammen lærte at komme igennem livets modgang.
Og det gør ondt
Det gør ondt at føle sig udenfor, forbigået, skubbet væk af voksne beslutninger, der aldrig kunne hele barndommens sår.
Det gør ondt, når en bror bliver til en fremmed.
At tilgive er ikke at undskylde.
Det er at vælge ikke længere at bære hadet indeni sig.
Det er at forstå, at familie ikke kan erstattes, og at den tabte tid aldrig vender tilbage.
Måske er der stadig tid i dag.
Måske har du endnu mulighed for at se din bror i øjnene og sige, at det gjorde ondt, at du har taget fejl, at du stadig elsker ham.
At lægge stoltheden fra sig gør dig ikke svag det gør dig bare menneskelig.
For kærligheden mellem søskende bør aldrig briste for altid.
Og når tilgivelsen igen får plads ved bordet, vil freden vende tilbage til hjemmet.