Aldrig
…Jeg, Sune, løb op på taget. Rasende, skælvende, stod jeg og stirrede på hende. Hun var så ganske almindeligen bedaget farmor i en falmet regnfrakke, småviolette, grå krøller på det lille hoved, mager, hænderne foldet i skødet som et lille slot, svage ben i sandfarvede strømper og brede sko med forfods-støttesådan nogle, min far altid kaldte: “Farvel, ungdom”.
Ja, det var netop sådan nogle sko, min farmor havde på, hende, jeg forfjamsket betragtede. Almindelig, præcis som de damer, jeg som barn gav plads i S-toget, som jeg stødte ind i hos bageren, eller sad og nikkede på bænkene foran de slidte, aflange stokrosehuse nede i Valby. Og der passede de bedsti solen, i stilheden, mens de sad på det sidste af livet. Eller “var færdige”, som far smilede skævt og sagde.
Men denne farmor, hende jeg stod og gloede på, sad ikke på en bænkhun sad på kanten af det grønne, kolde og regnglatte metaltag, med benene dinglende ud over kanten, blikket rettet mod horisonten. Solen, skjult bag tunge, mørkeblå skyer, skar sig ind i hendes øjne, så hun kneb dem sammen. Hun rodede i lommen, fandt sin uldne lilla hue, trak den hen over hårtotterne med gigtkrumme fingre. Hendes kinder var lyserøde i skumringslyset.
Jeg sank en klump.
Her hørte farmor slet ikke til! Slet ikke! Alt var forkert! Kun jeg, Sune, uheldig, forvirret, med tanker, der galopperede, snottet og udmattet, hørte til her. Det bølgende, våde tag, den sprøde, stædige sol, det hårde, sarkastiske mørke, tågen, der sivede nede mellem husene. Og såflugten. Flyveturen, den korte og frygtelige, der skulle gøre en ende på Sune, og efterlade mor grædende over en gravsten resten af livet. Det havde jeg bestemtmin form for hævn.
Men den uldne hue stjal min modighed, gjorde min mission pinlig, næsten latterlig. Hun ville sikkert hvine og skrige: “Hjælp, hjælp! Er der ingen, der gør noget?” Ville gribe fat i mig, i buksebenene, i skoenealle fra gaden ville kigge op, genkende mig, ringe til mor, som ville pløre op på taget, jammerlig og ude af sig selv, tude og råbe, at hun elskede mig, og ikke kunne leve uden…
Min far, Henrik Bækgaardforsker på noget institut eller andetville have sagt, den gamle dame var “helt igennem gennemsnitlig”. Han brugte det udtryk ofte. “Ham der på arbejdet er ikke gennemsnitlig,” sagde han tit, eller “din lærer, Sune, hun er normal.” Men sløjdlæreren, gamle Clement, havde skam boret sig langt forbi “det normale”.
Far vidste meget, betragtede sig selv som noget á la psykiater, bare uden at behandleobserverede, noterede, udgav artikler. Den slags, man kaldte en stor forsker. Han sagde:
Jeg, Sune, holder øje med, hvor hurtigt vores samfund bliver dummere. Du aner ikke, hvor meget vi har mistet af gode egenskaber. Tag nu dine klassekammerater…
Så dykkede han ned i analyser, men mor, Lise, afbrød så snart.
Stop nu, Henrik! Det er ikke rimeligt! Sune er venner med de andre, de er gode børn, hold op!
Så blev han rød i hovedet, og mine forældre røg i totterne på hinanden.
De to var ikke enige om noget. Hun havde giftet sig med ham, velvidende hvem han var…
Du er blevet hård, Henrik. Dømmer alle, er kynisk, hvad med dig selv…
Jeg er bare blevet voksen, skat. Du hænger stadig fast i troen på, at alle mennesker er eventyrligt skønne. Tag brillerne af, åbn øjnene! Vi lever i en verden af forfalddet skal Sune kende.
Så holdt mor sig for ørene, rystede på hovedet og gik.
Engang havde hun elsket, at han var så intelligent, veltalende, dreven. God at gå i teatret med, ikke pinlig. Veninderne syntes han var lidt kedelig, men det var bare deres misundelse!
Som ægtefælle var han måske god nokeller også havde Lise ingen idé om, hvad hun ellers kunne få.
Henrik havde valgt hende, bejlet sirligt, ikke hastet, var hensynsfuld og tålmodig, og roste altid Lisehun var hans stolthed.
Hun, der var vokset op med mor og mormoraltid uduelig, aldrig god nok. Men Henrik, han satte hende på en piedestal, reciterede digte, hviskede ord der sendte hendes hjerte på himmelflugt…
Lise var i praktik på institute, kedelig kontorarbejde, statistik, arkivering af rapporter. Henrik så hende blandt de andre og udvalgte hende. Hun var gennemsnitlig, sagde han, og det var godt.
De blev gift. Henrik ville have børn på stedet. Lise fødte mig, Sune, det var tungt, hun kom sig langsomt.
Far brokkede sig over hospitalet
Uduelige! De burde anmeldes! Jeg skal nok afsløre dem!
Jeg mindede ikke meget om min farjeg var rødhåret, med lys hud og næsten hvide øjenbryn. Far rynkede panden over det, men jeg jublede hver gang jeg så ham, og så var han tilfreds.
Jeg lærte hurtigtlænge før de andre børn, læste i fireårsalderen fordi fars mor, farmor Ellen, havde siddet og truttet stavelser i mig. Da jeg var fem, bestemte Henrik at jeg skulle i skole.
Han er ikke bare gennemsnitlig. Over gennemsnittet! Han skal udvikles.
Så jeg blev udviklet. Skole, svømning, teater, violin. Uanset hvad Henrik besluttede, styrede Lise mig henog om aftenen redegjorde vi for fremskridtene.
Far sad med sin fine kaffekop, gumlede sine stykker dansk vingummi, nikkede. Nogle gange rynkede han panden, så vidste vi, der ikke var gjort fremskridt nok. Men far vidste, udvikling er ikke ligefrem, nogle gange er der stilstand, “platå”, hvorefter det eksploderer i nye præstationer. Sådan var det. Hvem var jeg? Henriks søn! Nok om det…
Jeg blev ældre, far blev mere gråhårethan var elleve år ældre end mor, lod stadig håret blive mere og mere sølvfarvetaf bekymringer, sagde han.
Hvad han bekymrede sig om? Verden, selvfølgelig. Hans undersøgelser viste, at børn blev dummere, voksne kolde, kunsten på vej i graven…
Men du, Sune, du og dine slags vil nok klare det. Jeg får det ikke at se… så holdt han en pause, ventede på at mor og jeg ville forsikre ham om, han havde mange gode år endnu…
Men Lise sagde ikke noget mere. Og jeg blev mere tavs, vendte mig væk, blev lidt mere som ham.
Mine forældre skændtes mere og mere, og jeg forstod ikke hvorfor. Det var jo normalt, sagde far. Vennernes forældre gjorde det også, sagde min kammerat Mads.
Mads’ forældre var ikke “gennemsnitlige”de var alkoholikere. Far brød sig ikke om dem, forbød mig at omgås Mads, men hvordan lade være, når Mads var sjov?
Skænderierne stoppede ikke hos os…
En aftenjeg var kommet hjem fra svømning, trætstod jeg i entreen og hørte mor råbe i køkkenet.
Hvordan kan du tænke sådan, Henrik? Det er din mor! Lad os tage hende hjem, vi har plads nok. Ellers må vi hyre en hjælpermen du… som du gør, det er koldt og ondt! Som at smide en gammel hund på gaden!
Hun tav, indså, hun gik for langt med sammenligningen…
Far svarede lavt noget med “logisk”, “det har jeg tænkt igennem”, og nævnte hendes familie.
Han sagde han var skuffet, hun forstod ham ikke, og lod forstå, han havde studeret hendes slægtat hun var valgt, analyseret, god afstamning, far død ung, mor dygtig.
Alt burde jo være fint, Lise! Men jeg har overset noget… Noget råddent. Du bør følge mig, uden mig er du ingen.
Takket være dig er jeg ingen, sagde mor stille. Ja, du valgte, du analyserede… men jeg troede det var kærlighed… men du analyserede bare… Jeg tilgiver dig aldrig for farmor Ellen! Aldrig, forstået? Ud!
Forfjamsket, sulten, så jeg min mors blik, men uden svar løb jeg ud, for ned ad trapperne og væk…
Var han forvist? Hvordan skal vi nu leve? Far ved alt, styrer althvad så nu?
Da jeg stoppede op, bøjede mig for at få luft…
Det går nok. I morgen er alt normalt! besluttede jeg og stavrede hjem.
Men næste morgen var alt forandret. Far blev smidt ud, uden morgenmad. Mor kastede skjorter og jakkesæt i hans kuffert, sko og underbukser, diverse ting i en posedeodoranter, notesbøger, katalogkort, avisudklip, som far holdt så meget af.
Hvad laver du?! far løb rundt, forsøgte at redde sine ting briller, kam, bøger til at læse til natten…
Mor smuttede udenom.
Skru dig sammen, Lise! Du er tåbelig, tomhovedet! Giv mig det! råbte han, truede med hånden.
Ud, klart? Hvad så?! moren smilte ondt. Slå mig? Det er du god til! Så find nogen andet at slå.
Så gik hun iskoldt i entreen, kastede posen på gulvetnoget klirrede og gik i stykker. Nok brillerne.
Går du nu? Du kommer krybende tilbage på knæ, men jeg tager dig ikke ind igen, rasede han.
Mor gav ham en lussing, så hård hun måtte gemme hånden bag ryggen bagefter.
Det er mit hjem nu. Du går.
Mor, hvad sker der? spurgte jeg, mens hun fejede entreen manisk. Jeg vil ikke bo med far mere. Fra i dag.
Jeg stirrede på hendes ryg og mumlede:
Det er bare for sjov ikke? Han kommer tilbage, ikke?
Nej, Lise rystede på hovedet, smilede svagt. Intet bliver som før igen. Men du kan altid ringe til ham.
Så flyttede hun ud i køkkenet, satte kaffe over, begyndte at synge…
Jeg pjækkede fra skolehavde for meget at tænke på.
Hvordan skal det gå uden far? Jeg blev bange og begyndte at svede i hænderne, hvilket han altid hadede. Måske skulle jeg ringe til ham.
Jeg trak mobilen frem, ringede. Han tog den ikke, afviste igen og igen.
Til sidst svarede han råbende.
Hvad?! Fik hun dig til at ringe? Sig hende, at hun kan krybe til mig, kysse mine fødder, så overvejer jeg om jeg vender tilbage. Forstod du?! skreg han så det rungede.
Far, det er ikke det jeg ville bare men han smækkede røret på.
Men jeg, Sune, er ikke ond! Han havde misforstået alt! Det var mor, der var skyld i det alt sammen Jeg var uskyldig.
Om aftenen var mor tavs, drak kaffe konstant, røg ud ad vinduet. Næste dag sagde hun, vi skulle hente farmor Ellen hjem.
Hvorfor? Hun har jo egen lejlighed, og der bliver for trangt… sagde jeg. Far sagde hun var “ikke-normal” og mærkelig.
Hold inde! slog mor i bordet. Hun har brug for omsorg. Hun har hjulpet os, givet alt hun kunne, passet dig. Det skylder vi hende!
Jeg anede ikke, hvad det rigtige varkun far vidste, hvad “det rigtige” var…
Du bestemmer alt Du har ødelagt det hele! Hvorfor? hviskede jeg.
Vi kan ikke mere bo sammen med din far. Han vil sætte farmor på plejehjem. Men det er jo vores farmor, Sune!
Hun forklarede ikke mere. Hun syntes, jeg måtte være stor nok til at forstå…
Jeg fløj ind på mit værelse, fandt papir frem. Skrev at alt var mors skyld, at hun havde ødelagt mit liv. Listen over hendes fejl blev lang, men den største var, at hun smed far ud og ville hente farmor hjem…
…Jeg stod på taget, skjorten blafrede i den fugtige, kolde vind. Gåsehud løb ned ad min ryg.
Også farmor så ud til at fryse, hun rykkede på skuldrene, kiggede sig omkring og opdagede mig.
Dav, sagde jeg lavt.
Og i lige måde, hvis det ikke er for sjov, smilede hun. Ville du også se solen? Sæt dig, her er plads.
Jeg havde lyst til at råbe, at jeg ikke var der for solnedgangen, at jeg havde skrevet et farvelbrev til mor fordi hun havde ødelagt alt.
Men jeg råbte ikke. Gik vaklende hen ad det våde tag. Hver sko skrattede, jeg var bange for, at nogen ville opdage os, tilkalde politiet, så min plan ville fejle.
Sæt dig nu, ingen hast, smilede farmor, som vidste, hvorfor jeg var kommet. Se, solen kysser jorden.
Jeg så op, så de trætte skyer glider sammen over de sidste solstråler.
Solen kysser jorden… Farmor Ellen havde også sagt det, dengang vi sad på trappestenen foran den blå kolonihavehytte og så aftenen falme. Jeg var ikke stor, og efter at far forbød mig at tage på landet, blev det ikke til mere end ferie på lejr. Men det var min barndom.
Så kom jeg til at tænke på farmor Ellen, jeg havde set for to måneder siden. Ufatteligt skrøbelig, fortabt og bange over sin hjælpeløshed…
Mens jeg mindedes, rykkede den gamle sig, globede ned på gaden.
Dérhen med dig, sagde hun.
Hvad mener du?
Spring du bare ned. Dér er pladsikke på bilerne, men hvor syrenerne vokser…
Så kan folk råbe op, doktoren kommer, du bliver kørt væk under et tæppeog sommeren fortsætter uden dig… Måske skulle du lade være? hviskede hun og tørrede øjnene.
Hvad? Hør, det rager ikke dig! Gå nu hjem, det er farligt for ældre på tag!
Hvor hører vi da hjemme, min dreng? sukkede hun. Vi er til besvær alle vegne. Tåler os, så længe vi kan selv, men… Nå, det er snart slut. I unge får masser af tid! Vi har ikke meget tid igen, skal bare nyde de sidste solnedgange…
Far hadede, når gamle snakkede om deres ulykker, syntes de hyggede sig alt for meget…
Jeg blev stram i ansigtet, sagde:
Gå hjem, de savner dig sikkert, lidt strengt og med far i tankerne.
Ja, ja, jeg går snart, farmor smilede. Men du bliver jo ked af det uden mig. Du kommer til at gøre noget dumt. Det skal du ikke. Hov, du bestemmer jo selv.
Præcis, peb jeg.
Men mor savner dig, sukkede hun.
Hun kan bare have det! Det er hendes skyld alt sammen…
Det var ikke anderledes muligt… Nogle gange skal man bryde, så noget bedre kan vokse.
Hvad skal brydes? Voksne tror de ejer børn, bestemmer alting hvem vi bor hos, hvad vi laver… bare fordi de kan!
Men senere, så er det for sent. Tal med hende, spørg hende. Derefter… hvis du stadig ikke vil være her, så spring. Men lad syrenerne blive… For så er du væk for altid. Aldrig mere. Du får en tid, hvor det gør ondt, og så er det slut. Aldrig er et langt ord…
Ordet “aldrig” rungede i migaldrig mere se far, køre bil, kysse en pige, høre nogen sige Sune er skarp!… Aldrig. Tre stavelser, seks bogstaver. Og den sidste lyd: “Aaaa!”
Jeg blev bange. Ikke for mormen for mig selv. Det gør ondt at dø. Farmor vidste dethun havde levet et langt liv…
Mørket faldt hurtigt. Skyerne slukkede den røde stribe, og jeg ville bare hjem.
Men farmor skulle hjælpes ned, hun klarede det ikke selv, taget var glat.
Kom nu hjem til os, vi kan lave te, tilbød jeg. Her er det ikke godt!
Jeg bøjede mig, greb forsigtigt hendes ærme, men hun holdt fast i gelænderet.
Nej, jeg vil hellere sidde her. Hvis jeg kommer hjem til jer, er jeg bare i vejen. Lad mig dog være.
Nej!
Jo! Farmor stampede endda, for at vise sin vilje.
Så luntede jeg ned ad stigen efter mor.
Jeg trak hende med mig op på taget.
Hun sidder dér, hviskede jeg og pegede.
Mor så først ingenting, så blev hun mopset.
Er det meningen, Sune? Hvorfor skulle jeg op? Her er ingen farmor.
Men hun sad jo lige dér! Hvad nu, hvis hun faldt? Tænk om hun slog sig…
Jeg gik forsigtigt frem, kiggede over kanten.
Mor krøb hen til mig, klemte min hånd.
Der var kun dem, der skulle være: gadefejeren, et par forbipasserende, gadelamper, en hund over græsset.
Gik hun bare, måske? jeg så på mor.
Måske…
Hun sagde, som farmor Ellen havde sagt, det med solen og jorden…
Mor satte sig, trak benene ind under sig. Hendes ansigt blev blødt, øjnene fugtige. Det var dejligt køligt på taget, det klarede tankerne.
Jeg husker… Farmor er på plejehjem. Far ordnede dethan har jo ret… Jeg så hende i dag. De havde grød til aftensmad, det er let at tygge, sagde de. De havde glemt at give hende en skeikke personale nok. Hun sad og spiste med hænderne og græd. Hun var for genert til at bede om hjælp… Undskyld, Sune. Jeg ville vente med at fortællejeg håbede du skulle beholde et godt billede af din far… Jeg tænkte, vi bare skulle tage farmor hjem, hjælpe hende. Men du ville forstå det selv… Sune, hun hører ikke hjemme dér. Hun skal have det hyggeligt, te om aftenen, ikke en institutionsstue…
Mor græd. Hendes mor var ikke svag, ringede stadig hver uge, gav ordrer og holdt styr på det hele. Men farmor Ellenhende havde tiden ramt…
Jeg anede ikke, hvad man gør, når ens mor græder. Jeg lagde armene om hende og holdt fast, som da jeg var barn og natten var klam og fuld af onde drømme i kolonihaven. Mor spurgte aldrig, hvad jeg havde drømthun strøg mig over ryggen og sagde, det nok skulle gå.
Nu hviskede jeg det til hende. Hun lyttede, nikkede, græd videre. Farvelbrevet lå i skraldespanden. Og sådan forsvandt alle “aldrig”, jeg havde forestillet mig…
At tage farmor Ellen hjem var ikke let. Far sagde, mor bare ville score pensionen og arven, og prøvede at forhindre det. Men de gav sig til sidst. Han hentede en notar, farmor overdrog både lejlighed og kolonihave til ham.
Det var prisen for farmors frihed.
Tag hende, bare tag den gamle! grinede han. Det bliver nemmere sådan.
Farmor Ellen flyttede hjem til os. Var det let? Nej. Men et “aldrig” blev til et “altid”: Vi skulle aldrig fortryde at have hentet hende hjem.
Ofte tænker jeg, Sune, stadig på den gamle dame på taget. Hun hørte ikke til der. Hvem var hun? Jeg kiggede efter hende nede fra gården, men så hende aldrig igenhun boede ikke i opgangen, det var sikkert…
Men når jeg ser solnedgangen, er det farmors violette krøller og lille hatte, jeg husker. De var sære på taget, men nødvendige den dag.
Vi, farmor og jeg, var der lige, da det galdt. Om hun var virkelig eller ejdet betyder ikke mere noget. Det vigtigste er, at for farmor Ellen og min mor og mig selv vil solen kysse jorden igen og igen. Bare synd, at faren aldrig forstod det. For ham var vi “ikke-gennemsnitlige”, måske endda lidt tossede. Lad ham bare tro det. Han er forskerdet er hans job at tage fejl. Ingen videnskab kan forklare kærlighed. Den er dereller ikke. Far havde den ikke.
Min lektie? Kærlighed er ikke for dem med de mest rene regnestykker eller kølige analysermen for dem, der tør sidde sammen, selv når solen går ned.
