Anden chance
Café Glasburet lå på hjørnet af Vesterbrogade og Niels Juels Gade, helt gennemsigtigt, lysende som et akvarium i den kvalmende maj-aften, klirrede og skælvede under den tunge musik. De fejrede Ida og Rasmus bryllup.
Ida, i kort hvid kjole, havde allerede smidt sløret, bare et symbol på hendes uskyld, hun strålede med den specielle skønhed, som kun findes ved bryllupper, mens hendes mand, Rasmus, sad ved hendes side ved bordet.
Ikke langt derfra sad brudens forældre, Henning og Kirsten.
Jeg sagde det, Henning, skulle vi nu virkelig være her Kirsten hviskede i hans øre, hev ham i ærmet, forsøgte at få ham med ud.
Men Henning satte sig på tværs, stirrede på de svævende ben under Idas veninders kjoler, på rødmossede unge fyre, trommede rytmisk med foden under bordet, og rakte ud efter karaffelen med snaps.
Det er nok, Henning! Vi skal hjem, det er pinligt! Kirstens stemme stak i luften.
Hvad piber du for? Vil du gå, så gå ingen hindrer dig! Henning slog i bordet, knive og gafler hoppede, og ungdommen vendte sig rundt.
Larm nu ikke. For Guds skyld, ikke nu! Åh Henning hvor pinligt Kirsten tog sig til hovedet.
De var de eneste modne gæster; Ida havde insisteret.
Brudgommens forældre, Lise og Niels, havde straks sagt, at de ikke kom de tog afsked ved kirken, steg ind i deres Skoda og kørte. De ville fejre med familie senere.
Idas beslutning om at blive gift med Rasmus hvad nu, ventede hun sig mon allerede? havde Kirsten aldrig syntes om. Den kommende svigersøn virkede fremmed.
I er så forskellige, min pige! Du forhaster dig, Kirsten forsøgte forsigtigt at advare mod ildevarslende skæbne.
Jeg har det fint, mor Ida skar igennem. Vi har booket tid hos kommunen. Efter vielsen bor jeg med min mand. Så får du lidt fred.
Ida så moren direkte i øjnene, Kirsten kiggede væk.
Det er ikke mig, der jager dig fra hjemmet! Tager du bare første og bedste? Måske skulle I vente lidt? Henning, hvad siger du? hun så på sin mand, men han mumlede bare.
Jeg står alene igen, så. Men hvad så med Emil? Du var jo så glad for ham Skændtes I? Det går over, Ida, gør nu ikke noget dumt! Kirsten gav ikke op.
Emil? Hvad skal jeg med din Emil? fniste Ida, snuppede et æble fra tallerkenen og gik hen til vinduet. Han er bare ven, mor, og han forstår det, og han sagde endda, at han kom til brylluppet.
Hvad? Inviterede du ham? Det er synd for ham, Ida! Kirsten slog ud med hænderne.
Hold nu op, han tager det fint. Han ved jo, han er sig selv, og Rasmus er noget andet. Hvis du synes synd for ham, så lad ham tage hende Karen, hun følger ham jo som en lille hund, perfekt par. Ida smækkede vinduet, trak gardinet for. Vi har booket bryllup, I må tage jer af pengene. Rasmus forældre giver os lejligheden. Så, mor, du ordner festen, ik? Restauranten vælger jeg.
Kirsten blinkede hurtigt, så på Henning, men han var opslugt af krydsklummen. Igen alt på hendes skuldre
Ida mødte Rasmus til en koncert for fire måneder siden. Først havde han ikke fanget hendes interesse, men han var vedholdende, charmerede hende, gav blomster. Rasmus havde altid penge på lommen, forældrene lovede ham en lejlighed, hvis han giftede sig.
Så han giftede sig. Svigermor Lise var tilfreds. Ida læste til spansk, og var ikke den bedste på studiet, men Lise sagde, hun kunne hjælpe. Og Ida var smuk, sund så Rasmus børn kunne også blive smukke; man kunne vise dem frem i Frederiksberg Have.
Gad vide, om de får tvillinger? drømte Lise om aftenen, mens Niels lavede kaffe, kun den fra Etiopien som han hentede i lufthavnen. Han malede også selv, for Lise tålte ikke larmen fra elkværne, og håndkværn var gammeldags Køkkenet lyst, kaffe-aroma, Niels, drømme det perfekte for Lise.
Hvorfor tvillinger? Det er hårdt for Ida. Lad dem komme, som de kommer! Kaffe? Niels skænkede sort, stærk kaffe.
Ja, hvis noget med jordbær. Har du købt det? Lise smilede, fortsatte. Ingen af vores venner har tvillinger. Men det får Rasmus! Nu kan man jo selv bestemme, ikke mere afhængig af himlen. Laboratorierne klarer det
Hun lo, men Niels rystede på hovedet. Hun havde altid været lidt kynisk
De tilbragte bryllups-aftenen hjemme, lyttede til Strauss, drak rødvin, bladrede i gamle fotoalbum.
Lise blev træt rådhuset havde udmattet hende, Ida havde inviteret så mange larmende gæster, og der var ballade med ris, blomster, smadrede glas, skænderier med rengøringsdamen Det var bedre hjemme i fred og ro. At drømme
… Henning, lad os tage hjem, Kirsten trak igen i sin mand. Nu har vi gjort vores.
Ja, ja, vi går nu. Men se lige dem der danser! Helt vilde. Se, Emil sidder derovre! Henning pegede. Emil! Kom herover!
Ved nabobordet sad den unge fyr, pæn i sin habit, nybarberet, blankpudsede sko, slips; Emil var flot, men ikke glad.
Kom nu, Emil, en lille, rødhåret pige, hele ansigtet fuld af fregner, i simpel kjole, hviskede ved hans side. Drik ikke mere, kom nu. Min far gav mig penge til taxa. Kom nu, Emil
Hun så bedende på ham, men han knyttede bare næverne og rystede på hovedet.
Vi bliver til slut. Det er jo bryllup, Karen! Du spiser ikke vil du have champagne? Tjener! Ja, dig! Hæld op til hende, og du ved, til mig også. Åh, dette bryllup! Emil svingede armen. Tag pengene og skål på de unge. Min yndlingspige blev gift, forstår du? Mig elskede hun, nu en anden. Skål alligevel, bare drik!
Tjeneren blev forlegen, skænkede hurtigt op.
Emil kneb ansigtet sammen, drak, tog et stykke pølse. En mere, så synger jeg for min elskede til afsked!
Han greb karaffelen, ville drikke af den, men hostede, satte. Ikke røre! Jeg har sagt, jeg synger! Sæt musik på, kammerat!
Han gør det! tænkte Karen. Alle vil grine, men Emil har det dårligt. Hvorfor overhovedet invitere han?
Karen kastede sig over ham. Lad nu være, Emil!
Slip, din lusepige! Emil greb mikrofonen, stillede sig midt i salen. Gæsterne blev tavse, nogen klappede. Bryllupper har brug for en klovn.
Ida smilede bredt.
En sang til dig Emil vendte sig, bad om at få sat musik på.
Introen spillede, Emil skulle synge: “Bruden, du er smukkest nu” men han stod bare og så på Ida, så Rasmus trak hende til sig og kyssede hende. Mon hun nød det? Emil så ikke hendes ansigt mere, kun tåge. Karen stod i udkanten, græd, trak i ham, men Emil ville ikke gå. Ida havde bedt ham komme. Han kom, dansede bedst af alle.
Sjov fyr, ham Emil, nikkede Henning. Danser som en professionel! Og råbte “bittert!” højere end nogen. De andre han gestikulerede rundt de er her bare for madens skyld. Halvdelen af dem kender Ida jo ikke engang! Lad os gå, Kirsten. Sig farvel til datteren.
Kirsten sukkede, rejste sig.
Skal I allerede videre? Ida løb til dem. Bliv lidt, kagen er ikke engang kommet! Mor, du lovede!
Undskyld, Ida, faren er træt, hovedpine, Kirsten kyssede datteren. Husk gaverne, mange kuverter deroppe!
Bare rolig, vi tager dem. Hej! Jeg skal danse!
Ida kyssede sin mor og løb tilbage til dansegulvet, hvor Emil dansede vildt, Tim bragte mere snaps.
Hvorfor hælder I i ham? Han er ikke nogen abe! Emil, kom nu! Vi skal hjem! Karen forsøgte at trække Emil væk, men han slog ud.
Lad være! Festen er i gang! Ida kastede sig om halsen på Emil, dansede støjende rundt med ham, grinede, men han skubbede hende pludseligt væk, greb sin jakke og forsvandt.
Emil! Hvad med musikken!? råbte flere, men han hørte ikke.
Han tumlede ud, alt gyngede, det var hele tiden en rødhanet skikkelse foran, trak ham af sted.
Karen, jeg går selv! Slip!
Karen snublede, vred om på foden, hulkede.
Emil blev forskrækket. Gør det ondt? Her, jeg hjælper Taxi, hvor Ah, jeg bærer dig. Vil du?
Glem det, hun haltede fremad, Emil slentrede efter
Ved Karens dør indhentede han hende, trykkede hende ind til sig og kyssede voldsomt.
Lad nu være! Føj! Karen slog ham på skulderen.
Føj? Emil grinede, stoppede. Tror du, du bare er reservespiseren efter Ida? Det bliver ikke sådan. Jeg er ikke på udkig. Jeg vil have det ægte forstået? Godnat!
Hun gik op, han stod i regnen, vognen svajede, lygten kastede lys over den ensomme Emil, der græd bittert.
Ida var gift. Hans skøre, skønne Ida. Han havde tabt hende, og hvordan skulle han leve videre?
Karen tog af sted næste dag. Græd den halve nat, pakkede, fortalte sin far, hun tog til en veninde. Søren prøvede at overtale hende, men han vidste, det var nyttesløst.
Emil vågnede sent, anede intet, og nu var det for sent.
Hvor er hun? Hvilken adresse?! Emil spurgte, mørk i blikket, mens Karens far arbejdede i værkstedet, gnister og spåner sprøjtede.
Hvorfor? Hun ville ikke have, du fik noget. Søren så op, spyttede.
Skal tale med hende jeg tror, jeg sårede hende.
Så har du gjort det. Hun løb længe efter dig, men du Hun er naiv, voksede op alene, læste for mange eventyr. Nu er hun væk. Hvis du vil, finder du hende. Gå nu.
Søren vinkede ham ud. Emil listede gennem byen hele dagen. Han havde fri før næste vagt, bestået eksamener, men anede ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.
Emil, er det dig? Tante Birgit, som han boede hos, mødte ham hjemme. Ærgerlig knægt
Emil havde for nylig brugt alle de sparede penge på et jakkesæt og blomster til Ida. Tante Birgit sukkede drengene led og brændte, og pigerne flagrede videre
Snart rejste Emil. Han droppede studiet, tog arbejde et sted langt væk.
Han har ødelagt det, sagde Birgit til naboerne. Ingenting at gøre.
Tiden gik, så meget at det kunne have fyldt Kattegat. Emil og Karen ville aldrig have mødt hinanden igen, hvis ikke Emil næsten var blevet kørt ned af netop Karen.
Hvad laver du, mand?! Det var rødt lys! Karen rullede vinduet ned på sin bil. Er du okay? Skal vi til hospitalet?
Folk samlede sig. Den bil knaldede ham næsten ihjel! råbte en.
Han står da op, kun brækket ribben! Og se, hun er køn, tænk!
Skulle have kigget på vejen i stedet for at snakke i telefon. Kørt er du! Emil snappede. Karen?
Han genkendte hende, selv om det var syv år siden. Hun så anderledes ud, men stadig hende.
Emil?! Hold da op Stop med at dytte deromme! Karen vinkede, gik mod bilen. Hop ind.
Folk så nysgerrigt til, nogen grinede. Nogle troede, Karen ville løse det med penge, en kvinde smilede skævt…
Flot bil, Emil så på læderinteriøret. Længe kørt?
Fire år. Far lærte mig jo. Kan du huske? Nej, du var vel optaget. Hvor til? Jeg har travlt, Emil.
Han trak på skuldrene. Alt var tomt efter Karen var væk. Ingen kastede snebolde nytårsaften, ingen maste sig ind med ski i entreen
Hvor til? spurgte hun.
Sæt mig af ved metroen. Eller skal vi tage en kop kaffe en dag? Eller dum idé?
Hun trak på skuldrene.
Hvordan er Søren? spurgte han.
Ved du det ikke? Karen drejede. Far døde. For et halvt år siden.
Undskyld, det vidste jeg ikke
Emil følte, han havde svigtet også ham.
Karen, dengang det var min skyld, du tog væk, ikke? Undskyld, jeg ledte efter dig, men han gav ikke adressen jeg var forfærdelig
Karen smilede. Utroligt, hvordan mænd altid finder undskyldninger. “Det var min skyld, men…” Alligevel, det er fortid nu, Emil. Jeg tænkte ikke på den dag. Jeg var ung, du tiltrak mig, men alt slutter. Og det var godt. Hendes selvsikkerhed gjorde, at han næsten troede hende. Jeg tilhører mig selv nu. Kærlighed begynder først efter år sammen. Først er det begær, så kommer det vigtige: vaner, tålmodighed, at ville hjælpe Alt det. Men ikke vores tilfælde. Min station er du ude?
Han steg ud i regn, vilde noget sige.
Farvel, Emil, jeg har travlt! Karen kørte og blinkede farvel.
Karen havde nogen, der ventede. Ida også. Kun Emil havde ingen. Han var blevet én, der bare skulle rapportere til sin chef.
… Rasmus, jeg forstår det, men år går, ingen børnebørn. Ida rejser aldrig hjemmefra. Kommer hun nogensinde? Lise så på sin søn, som igen sad alene og så trist ud.
Hun hældte te op. Rutinen lidt te, ikke for stærk, citron, ingen blade.
Mor, ikke nu. Vi har ikke tid til børn. Senere. Rasmus havde ikke talt med Ida på en måned. De overvejede skilsmisse, men udsatte. Hun sagde altid: “Når jeg er færdig med mine ting…” Hvad de end var.
Ikke tid? Tiden går, min dreng. Lad hende gå hjemme! Hun er ikke ung!
Hun snøftede, Niels rakte hende kaffe, den var nu fra Etiopien, ikke Colombia.
Jeg vil ikke have kaffe! Rasmus, skil dig nu og find en god pige! En med brede hofter, så børnene falder ud! Lise forstod ikke, hvad han ventede på.
Mor, jeg er ikke en avlstyr børn skal komme af kærlighed!
Lise trak på skuldrene. For hende var børn bare noget, der skete.
Jeg smutter, hvis nu Ida ringer og jeg glemte mobilen. Rasmus løj, tog jakken, gik.
Hjem til forældrene blev tungere dag for dag. Alle ved, hvordan han skal leve, kun ikke ham selv.
Han indtalte en besked til Ida intet svar. Gik gennem regnvåde København, så måske et velkendt ansigt i menneskemængden
Hvad Ida angik? Hun var ikke ude at rejse hun sad hjemme hos forældrene, kiggede ud i luften, kørte hjem igen til Rasmus. De penge, hun tjente på oversættelser og dem fra Rasmus, var nok til at være fri. Resten bare eksistens.
… Reunion! Utroligt! Emil, stod ved kassen i Netto og hilste på Ida. Genkendte du mig?
Ida så tænksomt på ham, så smilede hun. Emil? Utroligt!
Skal jeg bære dine bananer og appelsiner? Skal vi gå op til dig? Ingen venter på mig før i morgen, dig heller ikke.
Det smagte Emil lidt bittert, hvor let hun sagde det.
Så lad os.
Hun morede sig, spurgte ikke engang til Rasmus.
… Bachelorbule? Ida betragtede gangen. Men hyggeligt, som hos tante Birgit! Gud, hvor har jeg savnet det!
Hun smed jakken, sprang op om halsen på Emil, slukkede lyset. Lykkelig latter, afbrudt af kys.
Vent! Lad os spise. Hun stoppede ham som dengang, drillende som altid.
Kan du lave mad? Rasmus gør det altid hjemme. Vin?
Undskyld, jeg er gift, Emil svarede. Det undrede ham selv.
Ida stivnede. Hvad? Du? Hvem vil ha dig? Hun lo af sig selv. Du har ikke ring på, forvaskede bukser
Hun gik til vinduet, sagde noget spidst om Karen. Inget med hende? Du var jo ulykkelig.
Karen? Hun bor i vores lejlighed nu. Jeg hentede bare boghvede. Børnene de skal bruge det Emil forklarede.
Boghvede, selvfølgelig Ida smilede. Kom nu, Vil du ikke vise mig soveværelset?
Nej. Te? Jeg har småkager. Emil rakte hende.
Te? Du skal ikke spille svær, Emil. Jeg er din. Ida svingede sig rundt, men han løsnede hendes hænder fra sin hals.
Jeg er træt Du er gift, Rasmus er god, du må hjem. Han ledte efter taxa-app.
Gift. Blev du virkelig ramt dengang? Ida grinede skævt. Jeg nød faktisk dit show til brylluppet. Karen var der også = intet særligt vel? Hun er træagtig, men tja
Ida snakkede, indtil hun så, hvordan Emils ansigt blev hårdt.
Hun vendte sig bort. Skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde? Du med din dødsseje fabrikuddannelse Jeg mødte Rasmus, hellere et sikkert valg. Godt, jeg overlevede du forsvandt, og Karen ja, hun fik dig heller ikke.
Hun? Karen bor i lejligheden. Jeg henter gryn. Børnene skal have grød. Og jeg kunne ikke komme til hendes fars begravelse, blev forhindret. Karen var ked af det.
Det tror jeg ikke på, du kan ikke lyve Forresten, jeg har ikke fået børn med Rasmus, alt for travlt Men hvad, Emil, skal vi to få os en lille en? Hun smilede drillende, strøg hans kind.
Nej, tak. Her er dine ting. Kom aldrig tilbage! Emil skubbede hende blidt mod døren. Gudskelov, jeg giftede mig aldrig med dig.
Ida forstod ikke selv, hvordan hun havnede ude på gaden.
Ikke engang boghvede fik jeg, mumlede hun. Mænd er ens, straks afviser de.
Ida ringede til Rasmus. Henter du mig? Jeg er ved mor og far Det er koldt herude.
Tag en taxa.
Rasmus! Jeg vil hjem!
Jeg ansøger om skilsmisse. Mor og jeg har aftalt, det er bedst. Bliv lidt hos dine forældre, ikke kom.
Hun stirrede forstenet på mobilen. Skilsmisse? Hvorfor?
Hun blev stående lidt, kiggede sig omkring. Et sted tæt på boede en ven, Anders. Måske kunne han blive hendes nye held Han var advokat, kunne hjælpe med papirerne
Karen skyndte sig tidligere fra arbejde, tog ud til hendes fars gamle lejlighed for at hente ting. Satte vand over, fandt hans yndlingskop. Udenfor blinkede lysene i naboernes vinduer.
Nogle gange plejede hun, efter at have varmet mad til sin far, at sidde og se ud i natten, fantaserende om de andre liv bag persiennerne.
Det er en sygeplejerske, siger jeg dig! sagde hendes far altid.
Eller en, der bor langt væk og arbejder som cykelbud, sagde Karen, rynkede næsen.
Han brokkede sig, men så på Karen, sukkede: Du ligner din mor
Ikke det, far. Her er boller med smør, afbrød hun ham.
Han nikkede.
Han syntes at sidde der endnu.
Far, jeg mødte Emil forleden Karen hviskede mod tomheden.
Hvis Søren kunne tale, ville han have sagt, at det var ham, der havde skubbet Emil foran bilen.
Hvorfor? ville Karen have spurgt.
Fordi I har glemt, hvordan man kæmper for lykken. I venter bare på tegn. Tid at styre selv. Forstår du, Karen?
Men hun hørte det ikke.
Da hun skulle til at gå, ringede det på døren.
Emil?
Hej… én mand ringede, sagde du ventede mig. Undskyld, jeg siger mærkelige ting.
Han kom ind, lidt forpjusket, med en buket lindekviste og en pakke boghvede.
Aha, mangler du jern i blodet? Karen smilede, tog mod kvistene.
Ja nej, min tante Men jeg kan ikke mere! Emil blev ophidset. Har mistet så meget tid Vi skal giftes i august, du slipper ikke nu!
Han ville tage skridt frem, men Karen holdt ham tilbage.
Ikke så hurtigt. Jeg forstod om din tante og tiden. Men hvorfor gifte mig med dig? Måske er du fuld, Emil. Gå hjem. Tag dit gryn og dine kviste med.
Hun puffede ham ud, gik selv ned ad trapperne.
Jeg elsker dig, fjollede pige! I skal altid have det sagt, skal I! råbte Emil efter hende.
Hvad larmer I for?! Nabokonen stak hovedet ud. Elsker du, så vær lykkelig. Men vi bliver trætte af jeres stædighed. Karen! Din frier er træt, vend nu om, ellers går du glip igen!
Søren satte sig træt på en sky, tørrede panden. Hvorfor er det så bøvlet at få sjæle på rette kurs? Nu måtte han holde øje Emil ville sikkert forsøge at kysse, Karen skubbe ham væk, alt om igen Karen var stædig, ligesom sin mor. Søren havde elsket hendes mor over alt. Nu elskede han også sin pige, håbede på hun ville bygge rede, få det godt
Men det må de selv klare
Søren lukkede øjnene og vuggede på skyen som i en hængekøje.
Og nede på jorden stod to og holdt om hinanden. Lygten vajede, kastede skiftevis lys over deres forsigtige kys, skjulte dem så i mørket igen. Og endelig slukkede lyset helt, træt af at skinne på andres lykkeDe stod lidt, Emil og Karen, i den dystre opgang, mens lyset ved postkasserne klikkede over på sparepære, og Emils hånd famlede efter Karens. Hun lod ham tage den, standsede med blikket fæstnet på gulvet. Udenfor dryppede regnen mod små ruder, og inde i lejligheden hang duft af kaffe og fortid.
Vi går op, sagde Karen lavt.
Ja. Emil gik bagefter, trådte varsomt for ikke at vække minder.
På dørtrinnet vendte Karen sig om, så langt om længe op på ham.
Emil vi er hverken drøm eller eventyr længere. Engang løb vi for at gribe lykken, og den gled ud Nu står vi bare her. Tør vi prøve at stå sammen uden at flygte?
Han svarede ikke, men kyssede hende forsigtigt. Det føltes ikke som slutning, ikke som begyndelse bare som noget, der var modnet og ventede på at blive delt.
Karen slap ham ikke, hun lukkede døren op, lagde hans håndflade mod sin kind, vred sig ikke fri:
Vi brygger te. Ingen dans, ingen drama. Kun te, boghvede, og måske lidt ro.
Han smilede, tænkte på Søren, og om man nogen steder mellem skyer, skæbner og gamle billeder lo en far tilfreds.
Inde fra køkkenet kom duften af Karen, som hun plejede at lugte: lidt regn, lidt hjemmebag, lidt stædighed. Rummet blev ligesom større, fyldt af noget ulmende, blidt.
Udenfor forsvandt regnen. En kat listede over cykelstativerne, natbussen tøffede forbi. I et vindue på tredje sal tændtes et lys, som i en gammel adventskalender. Og Emil trak vejret dybt, mærkede for første gang nogensinde, at han stod stille men ikke alene.
Inde bag dørene tudede en elkedel, og Karen dækkede bord til to.
En anden chance, tænkte Emil. Og han satte sig, lod tiden flyde, ikke væk fra, men mod noget.
Denne gang lod de vinduet stå på klem.
