Dobbeltliv
Regn i København i oktober er ikke bare regn. Den føles næsten personlig. Den sniger sig ind under frakken, løber ned i skoene, drypper fra altanen lige ned ad nakken, når man trykker på dørtelefonen. Gitte Sørensen stod foran en fremmed dør på tredje sal i en gammel ejendom på Østerbro og tænkte egentlig kun på én ting: Mon hendes hænder rystede?
Det gjorde de ikke. Det overraskede hende lidt.
Dørtelefonen klikkede, før hun havde ringet op nogen var på vej ud. Gitte holdt døren, gik op ad trappen selvom der var elevator. Hun havde brug for det lille ekstra, de to etager, bare for at samle sig.
Lejlighed nummer 27. Det havde hun vidst i tre uger. Vidste navnet. Vidste hvordan hun så ud hun havde fundet hendes profil på nettet. Ung, selvfølgelig. 28 år gammel, hed Mette. Mette Mikkelsen, hvis det skulle være helt officielt.
Gitte bankede på. Ikke ringede, men bankede. Sådan myndigt.
Der var stille bag døren i fem sekunder. Så skridt. Let, i bare fødder eller strømpefødder.
Døren gik op.
De så på hinanden. Gitte, 53, i sin beige frakke fra Leonardi et fiktivt mærke, som Martin havde slæbt hjem fra Milano for tre år siden. Og denne pige. Mette. I slidte jeans og en grå t-shirt, håret sat op i en sjusket knold.
Smuk. Gitte måtte indrømme det med det samme, uden kamp. Smuk som 28-årige kan være det, før man behøver gøre noget for det.
Du er Gitte Sørensen, sagde Mette. Ikke spurgt. Konstaterede.
Ja.
Kom indenfor.
Det havde Gitte ikke ventet. Hverken et gå væk, eller jeg kender dig ikke. Ikke en klappet dør. Bare kom indenfor, som om hun var ventet.
Gitte trådte ind.
Lejligheden var lille, men ikke fattig. Godt indrettet, diskret smag. I vindueskarmen tre grønne planter. På væggen et billede, Gitte ikke umiddelbart genkendte. En svag duft i luften, der mindede om mandel.
Tag skoene af, sagde Mette og stillede nogle hjemmesko frem.
Det var så hverdagsagtigt, så underligt, at Gitte bare gjorde det. Tog frakken af. Hængte den på krogen, Mette tavst havde vist.
I det lille køkken stod en elkedel på komfuret. Mette vendte sig.
Vil du have te?
Nej, sagde Gitte. Men tak.
Så satte de sig i stuen. Mette på sofaen, Gitte i den eneste lænestol. Imellem dem et rundt bord med magasiner, som ingen havde læst.
Du er kommet for at tale, sagde Mette. Igen konstaterende, ikke spørgende.
Jeg er kommet for at sige, at det her skal stoppe, sagde Gitte. Hun havde forberedt sætningen i tre uger, og den landede præcist.
Mette så på hende. Uden frygt. Uden udfordring. Bare så på hende.
Fint, sagde hun.
Hvad mener du med fint?
Fint, at du er kommet. Jeg havde selv tænkt at tage kontakt.
Gitte havde ikke forventet det. Hun havde forberedet sig på tårer, eller undskyldninger, eller den særlige kvindelige aggressivitet, der kan gemme sig bag uskyldsrene øjne. Hun havde forberedt sig på ballade. Hun var faktisk god til at forberede sig på ballade.
Du ville tale med mig? gentog hun.
Ja. Længe. Mette trak fødderne op i sofaen, tog en lille pude, holdt på den og lagde den tilbage. Må jeg sige noget, der lyder mærkeligt?
Gør det.
Jeg skal ikke have Martin.
Gitte tav.
Altså… jeg elsker ham ikke. Har aldrig gjort det. Han er bare… praktisk. Det lyder grimt, jeg ved det. Men det er sandheden.
Hvorfor så?
Mette så ud ad vinduet. Regnen blev kraftigere, slog mod ruden.
Fordi jeg ville lære dig at kende.
Mig?
Dig. Der var ingen ironi, ingen bekymring i Mettes stemme. Bare en mærkelig ærlighed. Jeg ved meget om dig. Hvordan du går. Hvordan du taler. Hvordan du tager imod gæster. Jeg så dig til to sammenkomster Martin tog mig med, uden du så det. Jeg stod i den anden ende af lokalet. Du var… du var sådan, som jeg gerne vil være.
Gitte mærkede et sug under brystbenet, ikke i hovedet.
Du vil være mig?
Jeg vil have din plads. Det er ikke helt det samme. Mette så hende lige i øjnene. Jeg vil have dit hjem. Dit liv. Din rolle. Du formår at tiltrække opmærksomhed, uden at folk tør sige dig imod. Det kan jeg ikke. Jeg har prøvet at lære det, studeret dig. Men det virker ikke. Det er som at lære at svømme uden vand.
Hvad foreslår du så? spurgte Gitte, og indså først bagefter, det ikke var retorisk. Hun ville faktisk vide det.
At vi bytter, sagde Mette.
Stilhed.
Regn.
At vi bytter liv, gentog Mette. Jeg overtager dit, Martin vil ikke opdage det straks, han lægger ikke mærke til den slags. Og du forsvinder.
Forvinder hvorhen?
Der er et hus. Mette gik hen til skrivebordet, fandt en kuvert, lagde den foran Gitte. I Sydfrankrig. Lille stenhytte med have. Martin købte det gennem et mellemled. Jeg fandt papirerne tilfældigt. Jeg tror, han havde det til… ja, ikke til dig.
Gitte rørte ikke kuverten.
Han ved ikke, at du har fundet ud af det?
Nej.
Og du har tie stille?
Jeg har ventet på rette tid. Mette vendte tilbage til sofaen. Det er nu. Du kommer for at jage mig væk. Jeg tilbyder dig en vej ud. Ikke skænderi, ikke skilsmisse med advokater, ikke deling. Bare bliv væk. Lev et andet liv. Der, i ro og i varme.
Gitte så på kuverten.
Hun havde levet med Martin i 22 år. Han var ikke et dårligt menneske, i den forstand, at alt var glider ham let af hånden. Han var ikke grov. Ikke ond. Han holdt bare op med at se hende, og det gik så langsomt, at hun ikke selv opdagede, hvornår hun blev til inventar. Et dyrt, velholdt inventar.
Villaen i Hellerup. Hushjælpen, Karen, som Gitte havde taget ind for 15 år siden og oplært i alt. De årlige selskaber, hvor Gitte var fejlfri. Tøj, hår, ord og pauser alt afstemt.
Under det hele, noget meget træt og meget stille.
Hvordan har du et pas på et andet navn? spurgte Gitte.
Mette blev ikke overrasket.
Jeg kender nogen. Jeg har forberedt det længe. På navn af Lene Frederiksen, født 62. Du kan farve håret lidt mørkere, så er du en anden. Alt er i orden der.
Du har planlagt det her grundigt.
I to år.
Gitte så på hende med nye øjne. Uden det foragt, hun havde medbragt.
To år, gentog hun.
Jeg skynder mig ikke med vigtige ting, sagde Mette. Og for første gang siden de mødtes, fik hendes ansigt et læ, ikke triumferende, bare forsigtigt, som hos en, der har ventet og ikke helt tror, tiden er kommet.
Gitte tog kuverten. Foldede den ud. Billeder af huset, printet på almindeligt papir. Stenmure. Grønne skodder. En lavendelhave. Det lignede et sted, nogen med glæde havde opfundet og en gang ville tilbage til.
Hvis huset står i et andet navn?
På et mellemled. Men jeg har en fuldmagt. Den er tom. Martin skrev under sammen med nogle forretningspapirer for to år siden, uden at læse. Mette var helt rolig. Hvis vi skriver dit navn, som Lene Frederiksen, vil huset juridisk være dit.
Og det skrev han bare under?
Han skrev altid under, hvis jeg sagde, det var til forretningen. Han stolede på mig.
Gitte så op.
Du har tænkt på alt, sagde hun.
Jeg har forsøgt.
Hvorfor gør du det her, spurgte Gitte uden parader.
Mette tav lidt længere denne gang.
Jeg er fra en lille by. Svendborg. Min far arbejde på værftet, mor i en butik. Jeg kom til København med én taske. Jeg kan ikke bare være sådan. Men hvis jeg får dit liv… måske gror det så. Måske finder jeg ud af det.
Det gror ikke, sagde Gitte lavt. Ikke hårdt. Sådan virker det ikke.
Jeg ved det, svarede Mette. Men jeg vil forsøge. Det er mit valg.
De så på hinanden. Udenfor stilnede regnen lidt af.
Jeg skal tænke over det, sagde Gitte.
Selvfølgelig, sagde Mette. Skal jeg lave te nu så?
Og Gitte overraskede sig selv ved at sige:
Ja tak.
De drak te. Talte lidt. Mette satte ikke pres på. Gitte gik ikke. Udenfor levede Østerbro videre i sin efterårskaos, og ingen tænkte på dem.
Efter en time gik Gitte. Hun tog kuverten med.
Hun tænkte i tre dage.
Tredje dag ringede hun til Mette.
Jeg siger ja.
Stilhed i telefonen. Så:
Hvornår begynder vi?
I dag.
Mette åbnede døren igen, denne gang uden overraskelse. Hun var klar. På bordet lå papirer. Passet. Endnu en kuvert, lidt tykkere.
Her er fuldmagten, udfyldt. Du skal bare skrive under. Dit rigtige navn, så det er gyldigt. Jeg klarer notar senere.
Gitte læste dokumentet igennem tre gange. Langsomt. Mette ventede tålmodigt.
Det hele ser rigtigt ud, sagde Gitte og skrev.
Mette lagde papirerne væk.
Nu skal jeg lære det hele. Har jeg tid?
Nogle timer.
Det blev nogle mærkelige timer. Gitte gik rundt i Mettes lejlighed og forklarede, og Mette lyttede, som en, der lærer noget altafgørende.
Karen kommer klokken otte hver morgen. Hun er aldrig for sen. Hun forstår alt med et nik, men du skal sige tak og vær så venlig. Hvis du bare siger giv mig kaffe, gør hun det, men så mister du noget. Du vil ikke selv bemærke det, men hun vil.
Mette skrev i en lille notesbog.
Martin kommer hjem mellem otte og ni om aftenen. Senere, hvis han har møder. Spørg ikke, hvor han har været. Han bryder sig ikke om det. Servér mad, hæld ham noget at drikke, og lad ham sidde i fred i tyve minutter. Så begynder han at tale.
Hvad drikker han?
Whisky. Highland Spring, hans yndlingsmærke. To fingre, én isterning, ingen vand.
Mette skrev ned.
Der er én ting tredje hylde til venstre i kontorbiblioteket. Røde bøger, ni stykker, rør dem aldrig. Det er hans.
Hvad er det?
Jeg aner det ikke. Har aldrig villet vide det. Det er vigtigt. Hvis du respekterer det, stoler han mere på dig end hvis du snuser i alt.
Mette så op.
Har du aldrig åbnet?
Aldrig.
I 22 år?
I 22 år.
Pause.
Du kan respektere grænser, sagde Mette. Nærmest anerkendende.
Jeg kan leve ved siden af et menneske uden helt at blive det samme, sagde Gitte. Det er noget andet.
De talte videre, om Karen, om naboerne, om de sjældne middage Martin holdt og de personer, man skulle bruge titler over for, og dem, man bare hilste på med fornavn.
Der er én, sagde Gitte, standsede.
Hvem?
Viktor Holst. Statsadvokat. Han kigger forbi Martin en gang imellem. Uventet. Hold lidt afstand. Ikke påfaldende, bare med afstand. Ham kan man ikke være alt for afslappet overfor.
Hvorfor?
Han ser alt. Leder efter det, der ikke passer.
Mette skrev.
De talte om tøj.
Gitte trak en cardigan op af tasken. Beige-grå, blød. Dyr, ingen logoer.
Tag den på i aften. Med en enkel turtleneck under. Martin kan lide, at jeg er simpelt klædt hjemme. Han bryder sig ikke om, når man gør for meget ud af det.
Mette tog cardiganen på. Den sad næsten rigtigt, lidt bred over skuldrene.
Det går, sagde Gitte. Tag armbåndet af. Og ringen på pegefingeren. Jeg har kun vielsesringen, på venstre ringfinger. Intet andet.
Mette tog det af uden diskussion.
Håret… Gitte vurderede hendes frisure. Sæt det lidt lavere. Mit hår er lysere, men i aftenlys ses det ikke.
Mette gjorde. Godt, sagde Gitte. Hun følte sig mærkeligt til mode. Som at se sig selv i et spejl, men et fremmed.
Bange? spurgte Mette.
Nej, sagde Gitte. Og det var sandt.
Hun bad om at låne badeværelset. Lukkede døren, så på sit spejlbillede, tog frakken af, silkeskjerfet. Skoene stod allerede i entreen. Tilbage i bukser og bluse.
Mette bankede på. Her, mørkeblå jakke og sneakers næsten nye. De passer.
Gitte klædte om. Kiggede i spejlet igen.
Kvinden i jakke og sneakers. Ingen smykker. Det blik, hun havde trænet, var anderledes, men ikke helt væk. Alt det andet, ændret.
Det var faktisk det bedste, hun havde følt i årevis.
Hun gik ud.
Tager du afsted sådan?
Ja.
Til Hovedbanegården?
Ja.
Billet til nattoget til Hamborg. Derfra fly. Papirer og kort i kuverten. Er du sikker?
Gitte tog jakken på.
Mette, sagde hun. Jeg vil sige dig noget. Ikke som et råd. Bare fakta.
Sig det.
Du er klog. Rigtigt klog. Men det du leder efter i det hus, finder du ikke der. Det kommer ikke med møblerne eller status. Enten er det i dig eller ikke, og det handler ikke om penge.
Jeg ved det, sagde Mette.
Hvorfor så alligevel?
Fordi jeg vil prøve. Helt åbent, næsten bedende. Forstår du ikke det? At ville prøve?
Gitte tog sin lille taske.
Nøgler, sagde Mette. Den sølvfarvede med rød prik indgangsdøren. Den gule til huset. Den lille til pengeskabet. Ikke noget vigtigt i, Martin tjekker af og til.
Jeg kender mit pengeskab, sagde Gitte.
Ja. Selvfølgelig. Undskyld.
Her. Gitte rakte også sin mobil. Grønt cover, velkendt. Tag den. Der er alt, du skal vide. Kontakter, kalender, nogle beskeder. Læs det hele.
Hvad med dig?
Jeg får en anden telefon. På navn af Lene Frederiksen.
Mette tog imod mobilen.
Koden?
Seks nuller. Har ikke ændret den i fem år.
De stod i gangen. Gitte klar til at gå. Mette med cardigan og telefon.
Jeg burde ønske dig… begyndte Mette.
Lad være, sagde Gitte blidt. Lev bare.
Og gik.
Udenfor var regnen næsten stilnet. Bare en småregn, københavnsk, man ikke helt kan kalde for regn eller bare fugt. Gitte gik ned ad Østerbrogade, i tøj købt af en anden, med et fremmed pas i lommen, og så sig ikke tilbage.
Indeni var der helt stille.
Ikke tomt. Bare stille.
Hun opdagede, at hun kiggede på butiksvinduer. Bare sådan. På fremmede mennesker med paraplyer. På en kat i et vindue på anden sal. På en gadelygte der lyste, selvom det stadig var lyst. Hun havde ikke set sådan længe, bare for at se.
På Hovedbanegården var der travlt. Hun købte en varm madpandekage ved en madbod. Spiste den stående, kiggede ud på sporene. Pandekagen var med kål, lidt brændt, og det var helt fantastisk.
Toget gik klokken 23:40.
En time endnu.
Gitte købte en bog i kiosken. Et krimi, hun aldrig ville have købt før. Skrevet af en kvinde med almindeligt navn og kulørt omslag. Præcis det, hun ellers ville have rynket på næsen af.
Hun satte sig og begyndte at læse.
Og imens, i villaen i Hellerup, trak Mette Mikkelsen nu Gittes cardigan på.
Hun stod foran spejlet og så længe på sig selv. Prøvede blikket: roligt, direkte, lidt fjernt. Det lykkedes ikke helt, men næsten.
Karen, hushjælpen, gik rundt og spurgte sig selv om meget, uden at sige det højt. Fruen var vendt hjem men der var noget… anderledes. Ikke syg, ikke trist. Bare anden. Noget utydeligt, en anden parfume? Hurtigere bevægelser. Men Karen havde været i huset i mange år. Fruens sager, ikke hendes.
Kommer Martin hjem i dag? spurgte Mette, og stemmen lød næsten rigtig.
Ringede. Efter ni, sagde han. Med gæst.
Med hvem?
Sagde han ikke.
Mette nikkede. Som Gitte.
Lav mad til to og stil whisky frem.
Ja frue.
Mette gik gennem huset. Hun havde aldrig været her før, kun hørt Gitte beskrive hvert rum. Det var alligevel noget andet.
Biblioteket. Tredje hylde til venstre. Røde bogomslag. Hun nærmede sig, så, gik videre. Hun ville aldrig røre dem. Det var én grænse, hun virkelig ville holde.
Over kaminen i stuen hang et maleri. Gitte. Malet for… 15 år siden måske. Yngre, men tydeligt hende. Samme blik. Samme holdning. Mette stod længe og betragtede maleriet.
Jeg prøver, sagde hun lavt. Ikke til Gitte. Til sig selv.
Martin kom klokken halv ti.
Mette hørte bilen i indkørslen og rejste sig, som Gitte havde beskrevet: ikke i døren, ikke i gangen, men lidt til side, så han selv kunne opdage hende.
Døren gik op.
Martin var højere, lidt tungere end på billeder. Gråt i tindingerne. Dyr frakke, af med den i vante bevægelser. Godt ansigt, træt.
Bag ham kom en anden mand.
Mette genkendte ham straks fra Gittes beskrivelse.
Holst.
Viktor Holst, statsadvokat. Hold afstand. Ham kan man ikke være afslappet overfor.
Han var kortere end Martin, tæt, opmærksomme grå øjne. Ikke gammel, måske 55. Han så på Mette straks.
Gitte, sagde Martin som altid og kastede nøglerne fra sig. Her er Viktor, jeg har præsenteret jer før.
Godaften, sagde Mette.
Holst svarede ikke straks. Så på hende i et par lange sekunder. Så:
Godaften, fru Sørensen.
Kom ind i stuen, Karen har gjort klar, sagde Mette og gik forrest.
Hæle. Gitte gik på hæle. Mette havde sko på, men var vant til noget andet, og snublede svagt. Næsten umærkeligt.
Holst så det.
Mette mærkede det uden at vende sig om.
De satte sig i stuen. Karen kom med whisky, ost, lidt charcuteri. Martin talte forretning med Holst, Mette lyttede og smilede. Det var rigtigt. Gitte havde sagt: til forretningsmiddage skulle hun være til stede, ikke indlede samtaler. Kun svare når hun blev spurgt.
Holst spurgte hurtigt.
Fru Sørensen, sagde han. Sidst vi så hinanden, var til reception hos Jeppesens. I juli, ikke?
Mette kendte ingen Jeppesen. Ikke noteret. Gitte havde ikke nævnt dem.
I juli, gentog hun forsigtigt.
Der sagde du noget interessant. Holst smilede høfligt, utydeligt. At du havde nogle vigtige papirer til mig. Du ville aflevere dem.
Martin holdt op med at spise.
Viktor…, begyndte han.
Jeg minder bare om det. Vi aftalte, at Gitte Sørensen ville overrække dem. I dag er jo en god anledning.
Stemningen ændrede sig. Tæt.
Mette kendte ingen papirer. Gitte havde aldrig nævnt det. Eller havde hun? Nej. Helt sikkert ikke.
Hr. Holst, sagde Mette, og opdagede, at hun var helt rolig. Jeg er lidt skidt tilpas. Kan vi udskyde det spørgsmål?
Holst betragtede hende længe. Selvfølgelig. Sygdom kender vi.
Men han blev ved med at se på hende.
Martin tog glasset, satte det, tog det igen. Han betragtede Mette, og hun kunne ikke læse hans blik.
Drikker du ikke? spurgte han.
Nej, lidt hovedpine.
Du drikker altid whisky, når vi taler.
Ikke i dag.
Pause.
Den cardigan… din? spurgte Martin pludseligt.
Hvad?
Cardiganen. Jeg har ikke set den før. Ny?
Ja, sagde Mette, købt for nylig.
Martin stirrede. Holst stirrede.
Mette mærkede, hvordan t-shirten under cardiganen klæbede til huden. Den samme, hun havde åbnet døren til Gitte i for tre dage siden. Hun havde ikke skiftet, bare trukket cardiganen over. Gitte havde ikke sagt det var vigtigt.
Men det var det.
Martin lagde mærke til det. Ikke t-shirten. Noget andet. Måden hun sad. Måden hun holdt glasset, ikke drak. Måden hun reagerede på Jeppesens.
Viktor, sagde Martin og fjernede ikke blikket fra Mette lad os være alene et øjeblik.
Holst gik uden indvendinger. Ud mod biblioteket, som en, der kender huset.
Martin og Mette var alene.
Gitte…, sagde Martin.
Mette så på ham.
Du har ring på forkerte hånd.
Mette så ned. Gittes vielsesring sad korrekt, på venstre ringfinger. Men Mette havde sat sin egen på højre, som hun plejede.
Jeg lagde den bare om, sagde hun.
Du flytter aldrig din ring, sagde Martin stille. Ikke på 22 år.
Tavshed.
Hvor er Gitte? spurgte han. Stille. Uden hævede stemmer.
Mette sagde ikke noget.
Hvor er min kone?
I det samme vibrerede telefonen på bordet. Den grønne mobil, Gitte havde overdraget hende. En besked viste sig.
Mette tog mobilen.
På skærmen stod:
Mette. Du har sikkert opdaget, at Holst ikke kom tilfældigt. Det var aftalt. Papirerne, han nævnte, er økonomiske dokumenter, jeg har samlet de sidste to år. Han har dem allerede. Fuldmagten du har skrevet under på i dag, gav mig adgang til huset og andre aktiver. Martin overførte penge til en konto, jeg styrer han troede han skrev under på de forretningspapirer, du gav. Du spillede din rolle ærligt. Det sætter jeg pris på. Huset i Sydfrankrig får du ikke, undskyld. Men alt i villaen får du brug for, indtil Martin har gennemskuet det hele, og det tager tid. Du ville prøve hans liv. Nu kan du. Jeg har allerede forladt landet. Alt godt. G.
Mette læste beskeden to gange. Mødte så Martins blik.
Han så på hende.
Holst stod i døren, sagde ikke noget.
Og så skete noget mærkeligt med Mette hun begyndte at grine.
Ikke hysterisk. Først stille. Så højere. Ægte latter den der kommer, når man bliver overmatchet på den mest elegante vis, så man ikke kan blive vred.
Martin så på hende, og hun så forundringen, så kulden, så Mette så det forståelsen, langsomt, som en gryende dag.
Det var Gitte, sagde han. Ikke spørgende.
Det var Gitte Sørensen, sagde Mette, da latteren døde hen. Ja.
Holst smilede svagt. Næsten.
Derude, på nattoget mod Hamborg, rullede toget forbi forstadens lys, derefter mørket og fjerne lyspletter.
I kupéen sad en kvinde med en lille taske. I blå jakke og sneakers. Håret løst. I hænderne en billig krimi med kulørt omslag, slået op på side 4.
Gitte Sørensen. Eller Lene Frederiksen. Eller bare en kvinde på vej derhen, hun vil.
Ingen på øverste køje. Hun lagde fødderne op og gjorde det bekvemt.
I jakkelommen lå en herreskjorte af hør, ternet. Martins. Hun havde taget den med fra skabet to dage tidligere, sidste gang hun var i soveværelset. Ikke fordi hun havde brug for den. Men fordi man nogen gange tager noget med, man først senere ved hvorfor.
Det var skjorten, han havde haft på engang han løj om et forretningsmøde. Hun havde straks forstået det. Tavs, havde hængt den på plads.
Nu lå den i lommen, varm af hendes hånd.
Hun vidste ikke hvorfor. Måske for at have noget at efterlade. Ved en strand. I haven. Smide i lavendlen og se vinden tage den.
Toget trak ud.
Gitte åbnede krimien og læste.
Hun tænkte ikke på Martin. Ikke på Mette. Ikke på hvad der skulle ske i morgen. Hun læste om en lille bys politibetjent, der aldrig gik i seng til tiden, og det var alt, hun behøvede.
På side 201 fandt betjenten et vigtigt spor. Gitte lagde bogen fra sig og så ud i mørket. Bag det, Danmark, marker, skove der ikke kunne ses.
Hun tænkte på Sydfrankrig.
Hun havde været der en gang, tolv år siden. Martin til forretningsmøde. Hun spadserede i landsbyen alene. Spiste på en fortovscafé. Prøvede at tale fransk med en ældre mand, der solgte lerpotter. Købte en. Tog den hjem. Satte den i køkkenet.
Martin havde aldrig spurgt til den potte.
Den står der stadig.
Den kan få lov at stå.
Gitte lukkede bogen. Lå ned. Brugte jakken som tæppe, ville ikke bruge vognens.
Toget standsede kort ved en oplyst trinbræt. Sekunders glimt.
Sådan er livet vist, tænkte hun. Nogle gange tænker man, at det vigtige har man passeret, men mest af alt er det, der ligger forude, netop begyndt.
Hun var 53. Pas i lommen som Lene Frederiksen. Foran sig et fly, så tog igen, så en lille lejebil ud til stenhuset med grønne skodder. Hun kendte ingen der. Ingen forpligtelser.
Før var det skræmmende.
Nu lød det som stilhed. Den hun har søgt.
Hun lukkede øjnene.
På Hellerup Allé sad Martin Sørensen i sin stue og så på sin kones telefon i hænderne på en fremmed kvinde. Holst var gået. Sagde noget i døren, de begge ikke hørte.
Martin og Mette sad tilbage. Han med whisky. Hun uden.
I har planlagt det længe, sagde han.
Det troede jeg. Nu ved jeg, jeg ikke har.
Hvad hedder du virkelig?
Mette. Mette Mikkelsen.
Hvor er du fra?
Svendborg.
Han nikkede, tog glasset.
Hun vidste det hele tiden, sagde han ikke til hende, men til sig selv.
Hvad?
Alt. Hun har altid vidst det. Og var tavs. Hans stemme var mærkelig, ikke vred. Mest som om noget gik op for ham, han skulle have indset for længe siden. 22 år. Hun ventede.
Hun ventede ikke på, at du faldt. Hun ventede på at blive ligeglad selv. På sit eget behov for at komme væk. Det sagde hun også til mig. Vigtige beslutninger opstår, når man selv får brug for dem.
Martin blev tavs.
Og du? Hvad nu?
Jeg aner det ikke. Måske lærer jeg at være her. Kun til du har fundet dig selv igen.
Kort tid?
Indtil du gennemskuer det. Jeg er ikke til besvær. Hun rejste sig. Skal jeg sige noget til Karen til i morgen?
Martin så op på hende.
Nej. Hun klarer sig.
Godnat så, Martin Sørensen.
Hun gik op ad trappen. Han stoppede hende ikke.
På første sal fandt hun gæsteværelset, Gitte også havde nævnt. Lille, med udsigt mod haven. Ikke præsentabelt, men netop hyggeligt. Hun lagde sig i sengen og stirrede i loftet.
Hun tænkte på kvinden i blå jakke hende på vej gennem Europa.
På hvordan den kvinde læste papirerne og skrev under langsomt. På ordene om Karen, om vær så venlig. På forvandlingen fra dyr frakke til fremmed jakke.
Og Mette tænkte: Det er frihed. Ikke penge. Ikke status. At gå i en andens jakke uden at se sig tilbage.
Om hun var misundelig? Måske både og.
Næste morgen kom Karen ind som altid klokken otte.
Mette stod i køkkenet med en kop te. Så ud i haven. Efterårsgrå, afbladet. Nogle æbletræer. En busk, der sikkert blomstrer til sommer.
Godmorgen, sagde Mette.
Karen standsede i døren.
Godmorgen, fru Sørensen.
Pause.
Jeg hedder Mette, sagde hun.
Karen så roligt på hende. En kvinde i tresserne, hænder hærdet efter et langt arbejdsliv.
Fint, sagde Karen. Mette.
Og mere var der ikke. Hun gik i køkkenet. Begyndte rutinerne som i femten år.
Mette betragtede hende. Her var sandheden. Her boede den rigtige. Uden at spille roller.
Karen.
Ja?
Gitte… hun er kørt.
Det ved jeg, sagde Karen. Vendte sig ikke.
Du ved det?
Hun sagde farvel i går morges. Bad mig fortsætte, så længe huset står. Karen tøvede. Hun efterlod også et brev. Og penge. For et halvt år frem.
Mette sagde ikke noget.
Hun var en god husfrue, sagde Karen. Striks, men retfærdig.
Ja, svarede Mette, sikkert.
Karen satte morgenmad på bordet. Kaffe, toast, ost.
Sæt dig ned, sagde hun. Det bliver koldt.
Mette satte sig.
Hun spiste toast ved et bord, hun ikke ejede, og tænkte på, hvor mærkeligt alt var. Hun havde i to år planlagt at blive en anden og nu sad hun her, stadig sig selv, bare ved et fremmed bord.
Måske var det også noget værd.
I toget vågnede Gitte tidligt. Udenfor gryede det. Gråt tysk morgenlys, så forstæder, så stationer.
Hun vaskede sig i det lille togtoilet, kiggede i spejlet. Man så ikke en rig kvinde. Bare hvem som helst.
Det var godt.
I Hamborg tog hun direkte til lufthavnen. Chaufføren sagde ikke meget. Gitte heller ikke. Hun fulgte vejene i regnvejr, kiggede ud, tænkte på tidligere rejser. Altid forretning. Altid en anden.
Nu rejste hun alene. I blå jakke, med lille taske.
I lufthavnen fandt hun gaten. Fly til Nice, om tre timer.
Hun købte kaffe. Satte sig i vinduet.
Tog den nye mobil. Åbnede kortet over Provence. Fandt sin landsby. Små gader, marker udenom. Søndagsmarked. Vinranker bag bakken.
Ingen kendte hende dér.
Hun var ingen.
Lene Frederiksen, født 1962. Tidligere lærer, nu pensionist, elsker stilhed. Sådan vil hun sige, hvis nogen spørger.
Og hvis ingen spørger ja, så siger hun intet.
Hun drak sin kaffe.
Udenfor satte et fly i gang. Ikke hendes, andres. Det steg, forsvandt i skyerne.
Gitte så efter det og smilede.
Ikke bredt. Inderligt. Som kun dem, der har været længe uden at smile rigtigt, kan gøre det.
For første gang i mange år.
Eller 22 alt efter regnemetode.
Flyet forsvandt. Hun åbnede krimien på side 201. Nu skulle det vise sig, hvad efterforskeren gjorde med sporet.
Hun læste og drak kaffe. Tiden havde hun nok af.
Tid til at læse. Tid til at tænke. Tid til bare at sidde og se andres fly lette og lande.
Det var en god dag.
En ganske almindelig.
Og netop derfor den bedste i meget lang tid.
Så blev hendes afgang kaldt.
Kvinden i blå jakke lagde bog og taske sammen og gik mod gaten. Hun gik med rolige skridt, som én, der ved, at ingen venter. For første gang i mange år var hun virkelig fri.
I flyet bad hun om vinduesplads.
Fik den.
Takeoff. Skyer. Sol ægte sol. Ikke københavnsk, men den fra syd, som ikke kræver noget af én.
Gitte lænede panden mod ruden.
Under hende var Danmark. Så blev det væk. Så Europa, i felter, floder, små byer.
Hun græd ikke. Hun havde ikke lyst.
Hun ville bare se.
Om tre og en halv time ville hun se Middelhavet, trille på lejet vej til stenhuset, gå ind, se haven med lavendel. Hun vidste ikke, hvad der ville ske bagefter.
Men det bekymrede hende ikke spor.
I jakkelommen lå den ternede skjorte. Hun mærkede på den.
I morgen, tænkte hun, går jeg ud i haven og ser, om den brænder godt.
Måske ikke.
Måske hænger jeg den bare op på en gren. Lader den vaje i vinden.
Flyet gled over skyerne, og solen skinnede ind ad vinduet.
Gitte lukkede øjnene.
Skal jeg hente noget til dig? spurgte stewardessen.
Bare vand, tak, svarede Gitte. Og smilede igen.
Sådan begynder en ny tilværelse måske. Ikke med store begivenheder. Ikke med erklæringer. Bare med et enkelt tak. Sagt til et fremmed menneske på et fly, på vej mod et sted, man ikke kender, uden frygt.
