Ikke noget at fortryde
Og lejligheden skal være rengjort, når jeg kommer hjem! Kirsten Madsen fór ud på trappeopgangen og smækkede døren så hårdt, at ruderne klirrede.
Sofie, der netop var på vej ned ad trappen, fór sammen og stivnede. Hun håbede, at naboen ikke havde fået øje på hende. Men selvfølgelig havde hun. Kirstens blik var skarpt som ingen andres.
Nå, Sofie… Godmorgen!
Kirsten satte en papkasse fra sig på gulvet og forsøgte febrilsk at få lukket den sidste knap i frakken. Det var tydeligt, at hun havde travlt.
Godmorgen, Kirsten, svarede Sofie venligt. Har børnene lavet ballade igen?
Ballade? Det er alt for lidt sagt! Jeg er tæt på at bukke under, vrissede Kirsten og kæmpede stadig med den besværlige knap.
I det samme begyndte papkassen nede på gulvet at røre på sig.
Sofie blev forskrækket og måtte undertrykke et hop, selvom hun jo stod i sikker afstand. Hun havde aldrig været bange af sig, men hun havde heller aldrig forestillet sig, at en papkasse til en riskoger kunne være levende…
“Hvad søren kan det være?”
Tankerne begyndte straks at vandre derudad: Hun forestillede sig en arrig riskoger, der slyngede rå grøntsager ud i alle retninger og derfor nu var dømt til udsmidning på genbrugsstationen.
Se lige her, sagde Kirsten og løftede papkassen op for at vise indholdet.
Sofie listede op på reposen og kiggede forsigtigt ned i kassen.
Stort set med det samme ændrede hendes ansigtsudtryk sig til overraskelse dog af den søde slags.
Fra bunden af kassen kiggede to forundrede øjne nysgerrigt op på hende. Øjnene tilhørte en bitte, rødmusset killing.
Gud, hvor er den bedårende! udbrød Sofie.
Tjah, det kan man jo diskutere, gnavede Kirsten og klappede kassen sammen igen.
Hvor har du den fra?
Børnene slæbte den hjem. Jeg fortryder bittert, at jeg lod dem beholde den. Har aldrig haft så meget besvær! Jeg faldt også først for dens dådyrøjne, men altså man siger jo, ‘alt der glimrer er ikke guld.’ Udadtil så sød, men dens temperament minder mig om min eksmand.
Bare rolig, Kirsten, det bliver bedre, når den bliver lidt ældre. Skal du til dyrlægen med den? Vaccinationer og sådan?
Nej! Hvilken snak, Sofie? Jeg kan ikke mere. Den killing driver mig til vanvid. Nu har jeg besluttet: Den skal ud på vores sommerhus i Nordsjælland. Den kan få lov at klare sig derude.
Sofie kiggede overrasket på Kirsten og ventede stadig på, at hun sagde det var for sjov.
Men Kirstens sammenbidte mine og irritable blik viste, at det mente hun skam alvorligt.
Ud i sommerhuset? Midt i efteråret?
Ja, skulle jeg vente til foråret, måske? Hvad er forskellen? Var det vinter, havde jeg også kørt den ud. Det er jo ikke en killing, det er et uheld i naturen.
Af frustration tog Kirsten en pause for at få luft.
Da hun havde fået vejret igen, fortsatte hun:
Du skulle bare se, hvad den har fundet på! Jeg har taget mere beroligende på den uge end dengang, jeg stod alene med to små børn. Og min beslutning ligger fast. Ud på landet med den!
Men
Jeg kunne jo også bare slippe den løs nede i gården, hvor de fandt den. Men jeg er bange for, at mine unger render den op igen og tager den ind og gemmer den i klædeskabet. Det magter jeg ikke endnu en gang. Nok er nok!
Hun hev mobilen op af lommen og så på uret.
Nu har du talt mig halvt fordærvet, Sofie. Jeg skal altså nå bussen.
Hun greb bedre fat om kassen, vendte sig om og begyndte at gå ned ad trappen.
Sofie stod tilbage, rystet over tanken om at forlade en lille killing alene i et sommerhus på landet om efteråret. Den ville aldrig klare sig.
Vent, Kirsten! råbte Sofie.
Hvad nu? Jeg er allerede sent på den!
Du må ikke køre killingen i sommerhuset. Lad mig prøve at finde et hjem til den. Giv mig den, vær sød.
Kirsten standsede brat og vendte sig langsomt om.
Hjem? Hentyder du til, at mine hænder er forkerte til at tage mig af den? Jeg har selv opdraget to børn!
Det siger jeg ikke. Jeg synes bare, den har bedre chancer hos nogen, der kan tage sig af den indendørs.
Klarer den det, så gør den. Ellers var det ikke meningen, den skulle leve…
Hvorfor så hård?
Hør, det er jo ikke min skyld. Killingen passer bare ikke ind.
Men den er jo kun en baby! Den skal nok lære det.
Mine børn er mine børn. Ikke sammenlign dem! Nå men, du må gerne tage den, hvis du vil.
Hun stillede kassen ned.
Det passer mig godt så slipper jeg for en lang tur og for at bruge penge på benzin. Jeg bliver spændt på, hvor længe du holder til det! grinede Kirsten sarkastisk.
Hun traskede ind i sin lejlighed, smækkede døren og kort efter kunne Sofie høre hende råbe til børnene:
Har I ikke snart fået gang i rengøringen? Giv mig jeres telefoner!
Hvad der skete derefter, hørte Sofie ikke. Hun tog forsigtigt kassen op, tjekkede at killingen stadig var der, og gik op på sin etage.
Sådan fik Sofie pludselig en gammel papkasse fyldt med forventninger og en lille, levende killing.
Sofie havde slet ikke regnet med at få en lodden roomie. Hun skulle bare købe kaffe, der var sluppet op, og så blev hun hovedperson i en andens livshistorie. Hun havde aldrig haft den store interesse for dyr. Ikke som de begejstrede katte- og hundeejere, man ofte så på Facebook.
Men hun kunne simpelthen ikke bære tanken om at lade Kirsten køre en hjælpeløs killing til sommerhuset i den kolde tid.
For: “Ligegyldighed er ikke det samme som hjerteløshed.” Nogle gange må man gøre noget bare fordi det er det rigtige. Hvorfor bruge drastiske metoder, når der sikkert kan findes en gal person, der VIL have en killing?
Og denne lille charmetrold skulle nok finde et hjem. Det var Sofie overbevist om.
Bare et par fine billeder på nettet, så ville potentielle katteejere flokkes foran hendes dør.
Let klaret!
*****
Sofie besluttede at gøre noget med det samme. Hun tog billeder af killingen, lagde dem op på flere danske online fora under “Gives væk” og “Søger et godt hjem”.
Bagefter gik hun i Netto for at købe kaffe og… killingefoder (den lille ny skulle jo have noget at spise indtil videre). Hun købte også et kattetoilet med grus. Det var ikke planlagte udgifter, men nødvendigt.
“Det hele følger bare med, når jeg overdrager killingen til den nye ejer”, tænkte hun og smilede ved tanken om at kunne gøre noget godt. Pyt med pengene.
Ifølge Kirsten hed killingen Bolle, men den reagerede ikke på det navn, så Sofie måtte finde på noget andet. Hun tænkte og tænkte, og til sidst på navnforsøg nr. 132 besluttede hun sig.
Nu hedder du Viggo! Er det okay? spurgte Sofie.
Miv! sagde killingen og løb ud i gangen for at slås med hjemmeskoene, der var næsten ligeså pelsede som ham.
Selvfølgelig er det Viggo, der er den sødeste, blødeste og smukkeste kat i huset ikke nogen gamle sutsko.
Sofie grinede og fulgte ham med blikket, før hun satte sig til computeren for at arbejde.
Hun var fotograf og havde billeder fra en nylig fotosession, som skulle redigeres hurtigt.
Hun kunne godt lide sit arbejde det gav både glæde og gode penge.
Men Viggo havde sine egne planer. Nu, hvor han havde sat sutskoene på plads, begyndte han at springe rundt, som om han var vild. Han kørte rundt om hjørnerne og bumpede ind i møblerne, så hele lejligheden rungede af tumult.
Hallo, lille ven! Sofie drejede sig om i stolen og så alvorligt på katten.
Killingen stoppede op og så undersøgende på hende, som om den sagde: “Har du noget vigtigt? Ellers må jeg lege videre.”
Jeg forstår godt, du keder dig. Men husk nu du bor her kun midlertidigt…
Miv!
Ikke modsige! Du er gæst, så prøv at opføre dig pænt, mens jeg arbejder.
Det skulle hun ikke have sagt. Viggo skævede til hende som en fornærmet teenager. Hendes ord gav hende straks dårlig samvittighed hvordan kunne man skælde sådan en lille kat ud?
Du må gerne lege men prøv lige at tage den med ro, sagde hun blødere.
Viggo blev fornøjet og fór videre gennem stuen. Med et “Vej frem ingen forhindringer!” brasede han ind i møblerne.
Efter et stykke tid prøvede Sofie at overdøve larmen med musik i høretelefonerne og koncentrerede sig om billedredigeringen.
Men knap fem minutter senere, tordnede Viggo ind under skrivebordet og hev strømstikket ud og forsvandt. Bevisbyrden? Tja, held og lykke.
Åh nej… Hvordan kan det ske?! udbrød Sofie og så fortvivlet på den sorte skærm.
Nu løb både Sofie og Viggo forvildet rundt i lejligheden på jagt efter hinanden. Hun fik dog kun sparket til et stoleben to gange.
Da computeren langt om længe var oppe at køre igen, og øjet stoppede med at sitre, gennemgik hun alle de fora, hvor hun havde lagt billeder op af Viggo.
Så hun en masse likes blev glæden hurtigt vekslet til skuffelse, da hun læste kommentarerne.
“Ej, hvor er den nuttet!”, “Du er heldig med sådan en kat!”, “Hvilket vidunder!”
Men ingen ville have ham eller tilbød at komme og hente ham. Ikke én. Ingen ringede, og foran døren stod der ikke nogen kø. Ikke engang tredje gang hun tjekkede.
Efter lidt betænkningstid skrev hun under alle opslag, at hun gerne selv ville komme ud med killingen helt til modsatte ende af byen, ja endda hele vejen til Jylland, hvis nødvendigt.
“Måske er folk bare dovne. Nu skal der nok komme en!”
Imens fandt Viggo sin yndlingsplads på sofaen, hvor han rullede sig sammen med poterne over maven og stillede op med hele sit bløde korpus. Sofie satte sig ved siden af og nussede ham, indtil han faldt i søvn. Og det gjorde hun også.
Sådan gik hele dagen uden at få lavet det helt store.
*****
En uge gik, og Sofie begyndte at indse, at det ikke var så nemt at finde et hjem til en killing, som hun havde troet. Folk kommenterede og likede, og så var det det.
Efter tre dage mere blev Sofie i tvivl:
“Hvis der nu ikke er nogen, der tager Viggo? Skal han så blive hos mig?”
Åh nej! Det mangler da bare! sagde hun højt, og idet hun tabte pusten, blev hun lidt sur på sig selv.
Viggo sov trygt ved siden af tastaturet med sine små poter rundt om musen hvilket var grunden til, at Sofie endnu ikke var kommet videre med arbejdet. Killingen skulede fornærmet over at blive vækket, mere end klar til at fortsætte sin lur.
Sofie sukkede dybt og snuppede telefonen for at tjekke kommentarerne under sine opslag.
Intet nyt folk frydede sig stadig over Viggo og mente, hun var heldig. Men ingen ville hente ham.
Langsomt mistede hun håbet om at finde en ny ejer.
Pludselig kom hun i tanke om sit besøg hos en psykolog for nylig hun ville undersøge, hvad det egentlig var, der manglede for at hendes liv føltes helt rigtigt. Hun havde et arbejde, hun elskede, ingen økonomiske bekymringer, og lejligheden havde hun endda fået af sine forældre.
Alligevel følte hun, der manglede noget men det var ikke en kæreste. Hun havde helt bevidst valgt at tage en pause fra kærligheden.
Hvad var det så?
Psykologen foreslog, hun skulle snakke med sig selv for at finde svaret, men det endte mest med at hun tog et glas vand og en hovedpinepille. Problemet forsvandt ikke.
Hun talte med sine veninder i stedet.
Du keder dig bare, fordi du har det for nemt, mente Signe, der af og til var lidt misundelig på Sofies lejlighed og job.
Det gør jeg ikke! Jeg slider som dig og sommetider uden fridag, svarede Sofie.
Måske mangler DU bare lidt ekstra… filosoferede Malene, mens hun tog et stykke kage.
Hvem? Eller hvad?
Faktisk tror jeg bare, du mangler lidt fedt du er så spinkel, måske fik du for lidt wienerbrød som barn.
Sofies veninder kunne ikke hjælpe så hun besluttede at lade tankerne ligge. Men tanken dukkede snart op igen.
“Måske var det i virkeligheden bare Viggo, jeg manglede for at blive helt glad? Det må tiden vise,” tænkte hun.
*****
En måned var nu gået, siden Sofie havde fået Viggo på besøg. Og det var, som om dagene havde flydt ud i én.
Ingen havde hentet killingen. Sofie undrede sig ærligt over, hvordan ud af 1.228 likes på billederne, var der ikke én, der tog ham?
Nu begyndte det at gå op for hende hvorfor.
Der var sket så meget på den måned, at det kunne fylde et værk i flere bind.
Men for at gøre det kort: Viggo var faktisk en ret klog killing.
Han forstod Sofie næsten på ordet selv når hun for tiende gang bad ham om at lade sofaen være i fred.
Han forsøgte sig også som “interiørdesigner”, hvilket havde kostet fire sæt gardiner indtil Sofie opdagede, det faktisk så hyggeligt ud uden.
Efter forsøget som designer gik han videre til kokkekarrieren og prøvede alt på spisebordet kun for straks at spytte det ud. Ingen ringere end Royal Canin duer.
Han endte med den karriere, de fleste katte vælger: at sprede glæde i huset.
Hans og Sofies ide om glæde var dog ikke helt ens…
Sofie ville gerne sove længe og nå arbejde. Men siden Viggo flyttede ind, var ro en by i Rusland.
Hvis hun satte sig ned, stod Viggo straks klar med det tilt, spørgende blik: “Lege nu?”
Og så kunne han lave det vildeste ballade. Sofie forstod nu godt Kirsten, selvom hun ikke sympatiserede med hendes planer om at smide killingen på landet.
Men og her er det vigtige der skete også meget godt.
For det første holdt Sofie op med at gruble over, hvad hun manglede i livet. Det spørgsmål forsvandt helt.
For det andet lærte hun at gøre hurtigt rent, før Viggo vågnede. Og glæden ved at se ham bruge kattebakken selv den varede evigt.
Intet kunne måle sig med lettelsen over at få to timers uforstyrret søvn, mens killingen styrede forretningerne uden hendes hjælp.
Natlamper og gardiner overlevede ikke månedens strabadser. Men det gjorde Sofies humør for nu var der altid liv i lejligheden.
Sofie opdagede, at hun ikke længere var på besøg i sin egen lejlighed men på besøg hos Viggo. Hun var bare gæsten, der arbejdede hele dagen, mens han styrede hjemmet. Han tog imod hende, når hun kom hjem, og fulgte hende til dørs om morgenen.
Sofie forstod nu, at hun ikke længere ledte efter “en god hånd” til killingen hun VAR den hånd. Hun var hans menneske. Hun var klar til at leve med uforudsigelige overfald på gardiner og natteture gennem stuen. Klar til at kæle og nusse, selv om der ikke var plads til hende i sengen, fordi bolleken fyldte det hele.
Ja. Og hun fortryder intet. For hun elsker. Det gør killinger og hun elsker Viggo, som han er. Og Viggo elsker hende.
Han vækker hende ikke længere han ligger bare roligt ved siden af hende og venter på, at hun vågner.
Stille, tålmodigt. Men jo, af og til læser hun i hans blik: “Hvor længe skal jeg vente, mor? Jeg savner dig”
Og måske ser hun nu, at nogle gange er det, vi mangler i livet, ikke det, vi selv kan tænke os frem til men det, der pludselig dukker op i en papkasse foran døren. Og sådan noget kan gøre os hele.
