Det var nok ikke meningen
Unge mand, hvad laver du egentlig?! Skammer du dig ikke!? Pigen så forskrækket på mig, og jeg blev så overrasket, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige.
Vent, du har misforstået det hele mumlede jeg lidt forlegent.
Men pigen gad overhovedet ikke høre på mine forklaringer. Hun gik bare hen til mig, tog sin pung og gav mig en ordenlig lussing.
*****
Siden i går aftes havde jeg ikke lavet andet end at drikke kaffe og chatte hele natten med brugeren DinSmukkeDronning.
Det var mig, der først skrev det klassiske “Hej!”, og hun svarede efter et minut med det samme. Så blev beskederne flere og flere… og vi faldt bare ind i en samtale.
Det gik så nemt, så frit, at jeg syntes, det næsten føltes som om, der faktisk kunne blive noget mellem mig og den her søde, lyshårede pige med de blå øjne (jeg håbede virkelig, avatar-billedet var ægte). Om det skulle være venskab eller noget mere det var egentlig ikke så afgørende.
Det vigtigste var, at hun faktisk virkede interesseret i at lære mig at kende. Da jeg spurgte:
“Kunne du have lyst til at tage en kop kaffe med mig en dag lære hinanden lidt bedre at kende?” svarede hun “Det kan da godt være,” og satte en blinkende smiley bagefter.
Men så spurgte hun, hvad jeg lavede til hverdag, og…
…det gik ligesom anderledes, end jeg havde håbet.
“Hvorfor skulle jeg dog have fortalt, hvad jeg arbejder med? Jeg sendte endda også et billede fra mit job tænkte jeg irriteret.
Ikke vred på hende men på mig selv.
Men på den anden side…
Hun havde jo alligevel fundet ud af det før eller siden. Og hvad så, Henrik?!
Der var ikke meget grund til at besvare det spørgsmål for svaret var klart nok.
Hun havde skrevet, at en it-supporter, der bare sidder og nørkler med computere dagen lang, ikke rigtigt har nogen fremtid på det romantiske plan.
Jeg var lige ved at skrive en skarp bemærkning tilbage.
Men jeg kom på bedre tanker. Det er ingen ære værd at give hende den glæde. Det er bedre, hun tror, det preller af.
Så jeg sendte bare en grædende-latter-smiley og smækkede låget på min laptop så hårdt sammen, at jeg næsten troede, jeg knuste skærmen eller smadrede tastaturet.
Men jeg gad ikke begynde at tjekke, nu havde jeg fået nok ærgrelser. Nu måtte det være nok… jeg havde alligevel været på datingsiderne i næsten tre måneder uden held.
Hver eneste gang forkert.
Tag nu i nat chattede halve natten, og hvad fik jeg ud af det? Et afslag.
Det var, som om de fleste kvinder troede, at de kun fortjener mænd med eget firma eller mindst en Porsche og ikke sådan nogle som mig, der sætter Windows op for folk.
Men jeg lavede nu andet end at installere Windows, og jeg tjente faktisk anstændigt.
Men hvad pokker… hvem gad høre på det nu?
Jeg tændte Retro-Radio for at distrahere mig selv, men så spillede de lige præcis “Det var nok ikke meningen”, som sangeren nærmest hånligt skrålede. Ikke meningen ingen kærlighed
Jeg slukkede straks radioen. Men i tankerne var jeg enig. Det blev ikke til noget.
Hvorfor begyndte jeg overhovedet på de datingsider? Jeg har bare spildt min tid.
Egentlig kan jeg ikke rigtig bebrejde mig selv, for det var Troels min bedste ven der havde lokket mig til det.
Jeg mødte jo min Stine der! havde Troels stolt proklameret. Så stolt, at jeg næsten blev fornærmet… og lidt misundelig.
“Hvorfor skulle jeg ikke kunne finde en ordentlig kæreste, som Stine?”
Men åbenbart er chancen for at møde sådan en pige på en datingside én ud af en million. Og den gik til Troels.
Resten af os måtte bare acceptere, at it-supportere ikke er trendy eller også må vi bare sige “det var nok ikke meningen…”.
Nå, nok pjat! besluttede jeg. Du ved jo ikke engang, om det havde ført til noget med hende…
Jeg kiggede på klokken. Halv otte om morgenen. Gabte bredt. I dag havde jeg fri, så hvorfor ikke bare få sovet ud?
*****
Knapt havde jeg lagt mig med telefonen for at slå lyden fra, før den ringede. Det var Troels.
Man taler om solen
Hej Henrik! Årh, jeg har brug for din hjælp Det haster!
Hej Troels, jeg gabte igen jeg har ikke sovet hele natten, jeg skulle egentlig til at sove. Kan det ikke vente?
Nej, det kan ikke vente! Det er kun dig, jeg stoler nok på til det.
“Nå, nu starter det igen…”
Eller tjo, jeg kunne da spørge andre, men du er nu den, jeg har mest tillid til. Jeg lover, det er vigtigt. Ikke lige liv eller død, men mit ægteskab kan få en alvorlig revne, hvis du ikke hjælper mig.
“Det lykkes ham altid at få en til at føle sig “skyldig”…” tænkte jeg. Hvilket vel er forståeligt, når man arbejder for Troels, der er chef for IT-afdelingen, og jeg er hans underordnede.
Hvad er der galt? Er serveren igen gået ned, eller skal databasen sættes op på ny? Jeg sagde jo, det kunne ske…
Nej, det er ikke arbejde. Jeg kommer forbi nu, så fortæller jeg. Bliv hjemme.
Fint
Efter få minutter ringede det på døren. Jeg havde ikke nået at lukke et øje, før jeg måtte op og der stod Troels og smilede, sammen med…
Buster.
“Hvorfor har han taget hunden med?”
Det gik hurtigt med at komme tværs over byen, grinede jeg. Du har nok holdt uden for døren og bare ventet, hva’?
Ja, Troels rakte hånden frem for at hilse, troede jeg…
Men i stedet gav han mig Busters læderline.
Øh, hvad…?
Jo ser du, min Stine har vundet en uges ferie i Toscana. For to. Femstjernet hotel, alt betalt. Hun vil have mig med.
Du er da ikke glad for at flyve? jeg kendte min ven godt.
Nej, det er jeg nemlig ikke! Jeg sagde hun bare kunne tage en veninde, men det vil hun ikke. Hun sagde: “Så bliver jeg bare dernede!”
Sikke noget, jeg kastede et blik på Buster, der mest af alt lignede én, som forventede noget af mig.
Nå, men jeg kan jo ikke lade hende tage afsted alene
Selvfølgelig ikke
Og jeg kan heller ikke lade hende tage afsted alene med en veninde! Så jeg sagde, jeg tog med
Hvad så med jobbet?
Utroligt nok sagde chefen bare: “Tag du bare afsted, Troels. Du trænger!” Kan du forestille dig det?
Jeg har svært ved det Jeg har jo ikke haft rigtig ferie i to år!
Samme her! Nå, du styrer afdelingen, mens jeg er væk.
Hold da op…
Ja, det vidste jeg, du blev glad for!
Jubilæum… bedste dag i mit liv tænkte jeg ironisk.
Men der er det: Buster kan jeg ikke tage med og han kan heller ikke passes nogen andre steder. Kan du have ham?
Troels du ved da, jeg ikke har forstand på hunde. Jeg er slet ikke god til det.
Det kræver intet! grinede Troels. Jeg kommer lige tilbage med mad, vandskål og hans yndlingskurv. Han er ikke besværlig overhovedet. Han er jo ikke en hvalp.
Det siger du nu tænkte jeg.
Du skal bare lufte ham morgen og aften. Penge får du ikke, for du nægter jo alligevel, men jeg betaler dig i fridage!
Han bider vel ikke? Ødelægger ikke mine sko? Hyler ikke om natten?
Nej da! Han er klog og opfører sig eksemplarisk. Kun Troels så på Buster.
Hvad nu?
Han forsøger tit at stikke af, når I er ude. Han hader line.
Så jeg skal rende rundt efter ham i hele København? spurgte jeg.
Ej, han finder dig altid igen. Men prøv nu alligevel at holde ham i line. Bare for en sikkerheds skyld.
Tja, det klarer jeg vel… jeg sukkede, mærkede linen stramme i hånden.
Troels var ikke engang gået, før jeg allerede følte ansvaret tynge mig.
Jeg vidste, jeg kunne stole på dig! Tak, kammerat!
Men hør her: Hvis Buster smadrer min lejlighed, betaler du for istandsættelsen. Er vi enige?
Selvfølgelig. Intet vil ske.
*****
Hen på aftenen vågnede jeg, og udenfor begyndte det at blive mørkt. Jeg fandt skålen frem, hældte tørfoder op og satte den foran Buster, der havde ligget totalt rolig hele dagen, mens jeg sov.
Nå, hvad så, er det ikke ved at være spisetid? Jeg kløede ham bag øret.
Men Buster så bare på mig, nærmest spørgende og…
…blev liggende. Kiggede end ikke på skålen.
Ikke sulten? Eller
“Nå ja Troels sagde jo, du havde dine principper du spiser kun efter en god gåtur.”
Jamen, ud på tur så! Mig gør det heller ikke noget at komme lidt ud i den friske luft. Kan altid kigge lidt på alle de heldige folk, der har mere held i kærlighed end mig…
Da jeg sagde det, livede Buster op, sprang op og løb ud i gangen, hvor han greb linen med munden og ventede på, at jeg skulle tage den på ham.
*****
Vi gik rundt en time i parken, og mærkeligt nok: Buster prøvede ikke at stikke af. Han gik bare og trak en smule, hvis jeg stoppede op.
Rimelig nem hund, tænkte jeg. Ikke noget at være nervøs for.
Problemerne begyndte dog først næste dag.
Morgenturen var gået fint, men om aftenen i parken… Da jeg lige skulle tjekke min mobil og skrive alt ok til Troels ja, så var linen pludselig tom.
Buster havde sluppet sig ud.
Selvfølgelig… ærgrede jeg mig, kiggede rundt og gik i gang med at lede.
Jeg kendte godt parken, men anede ikke, hvor sådan en hund kunne finde på at forsvinde hen. Jeg ledte en halv time ingen Buster.
På min vej så jeg en pige hun var virkelig køn, men så lidt trist ud.
Undskyld, har du set en lille rødbrun hund uden line? spurgte jeg.
Hva? Pigen så forvirret ud.
“Hun er da virkelig smuk…” tænkte jeg, men gentog mit spørgsmål.
Jeg leder efter en hund. Du har ikke set ham?
Nej, det har jeg ikke beklager.
Nå, men Må jeg spørge, er du okay? Du virker lidt nedtrykt.
Ja, jeg har det ikke alt for godt. Jeg har mistet min pung med alle pengene til min mors medicin. Du har ikke set sådan en?
Nej, desværre
Tak alligevel. Rart med venlige mennesker.
Vi havde ikke andet at sige hinanden. Hun gik videre, mens jeg blev ved.
Men jeg kunne ikke glemme hende.
Hun var slet ikke som den blonde pige på datingsitet meget smukkere, meget mere rigtig!
Buster! Buster! råbte jeg rundt i parken. Det var ved at være opgivende, og jeg sad på en bænk for at skrive til Troels, da en skikkelse dukkede op i horisonten.
Buster… lettelse skyllede ind over mig.
Med logrende hale kom han løbende og havde et eller andet i munden.
Hvad det var, kunne jeg ikke se før han kom tættere på, men det viste sig at være en pung.
En lyserød pung, præcis, som pigen havde beskrevet den.
Utroligt, det sker! Jeg var nær ved at juble. Tænkte, nu blev jeg den helt, der reddede prinsessen.
Da jeg åbnede pungen for at finde et kort eller nummer til pigen, dukkede hun pludselig op.
Unge mand, hvad laver du der?! Skammer du dig ikke!?
Hun så forfærdet på mig, og jeg blev helt mundlam.
Vent, det er ikke som du tror jeg
Men hun ville ikke høre på noget. Hun greb sin pung og satte en lussing ind.
Hvorfor?! Jeg havde ikke gjort noget! Din pung den kom hunden med, jeg ville bare finde et kort for at kunne ringe til dig
Jeg troede, du var et godt menneske. Men du er bare en løgner og du skal ikke bilde mig ind, du har en eller anden hund, der ikke eksisterer!
Hvad mener du, ikke eksisterer?
Hvor er den så!?
Forvirret kiggede jeg til siden og selvfølgelig Buster var forsvundet igen. Typisk!
Hun ville ikke høre mere og gik, mens jeg sad tilbage med en brændende kind.
Utroligt uheld, det skal ikke være nemt Buster!
Hunden dukkede straks frem af buskene, satte sig og så uskyldigt på mig.
Tak, ven virkelig tak!
Han logrede svagt, som om han mente: “Du kan bare sige til, hvis du vil have flere eventyr.”
Så gik vi hjem.
*****
De næste fire dage gik jeg samlede med Buster i parken morgen og aften i håb om at møde den samme pige igen, så jeg kunne få forklaret mig.
Men hun dukkede aldrig op. Til gengæld nød Buster det, for han fik lov at være ude tre gange så længe.
Og han stak ikke af en eneste gang. Gik pænt ved siden af mig.
Om fredagen var jeg heldig alligevel. Jeg så hende sidde på en bænk.
Hej igen…
Dig! Hvad vil du?
Jeg vil bare forklare. Det gik lidt galt sidst.
Man skal ikke forklare noget til tyve og løgnere. Jeg har forstået nok.
Jeg har ikke stjålet noget, sagde jeg og smilede. Jeg gav dig jo din pung!
GAVE?! Jeg tog selv min pung ellers havde du nok tømt den. Det var mine mors medicinpenge!
Jeg har da ikke brug for dine penge, jeg tjener udmærket. Jeg kiggede bare efter et kort for at kunne ringe til dig. Og det var altså hunden, der kom med din pung…
Kan du holde op?! Hvorfor påstå, du har en hund, når du ikke har?
Den står jo lige Han var væk igen! Typisk.
Det blev mørkt, og jeg måtte bare sige høfligt “undskyld, jeg skal gå nu” ærgerlig over aldrig at have kunnet forklare.
Hun var dog nærmest lettet.
Godt. Jeg håber aldrig, vi mødes igen!
*****
Men at finde Buster før mørkets frembrud lykkedes ikke.
Jeg gik ned ad alléen, lytter til hvert lille mislyd.
Tænkte: “Den hund har virkelig timing stikker altid af på de værste tidspunkter…”
Pludselig stemmer. Kvindelig og to mandlige. Kvindestemmen genkendte jeg det var hende.
Jeg kunne ikke lide mandestemmerne: De drillede og pressede sig på.
Hej smukke, skal vi ikke varme dig lidt?
Tak, men jeg venter på min veninde…
Så kan vi da varme jer begge, når hun kommer! grin.
Prøv ikke på noget jeg skriger!
Ja, gør da hvem skulle høre dig her? Kom herhen! Eller skal vi bare hente dig?
Kom ikke nærmere!
Jeg kunne ikke vente længere løb over mod dem.
Hey, hvorfor chikanerer I en pige!? forsøgte jeg at lyde sej (selvom jeg kunne mærke, de var stærkere end mig).
Og hvem fanden er du?
Jeg… jeg er hendes kæreste! Og om lidt kommer min hund, og den er ikke glad for fremmede! Jeg viste linen frem.
De tøvede. Men så begyndte en af dem at fnise.
Han lyver, mand.
Kan jeg godt se…
Men så inde fra busken et dybt, faretruende knurren.
Så selv jeg rykkede tættere på pigen. Men det virkede de forsvandt faktisk med det samme.
Først, da deres skridt var væk, kom Buster løbende og satte sig trofast ved siden af mig.
Tak, ven! Du reddede os, jeg kælede ham.
Så det ER din hund?
Ja, han hedder Buster. Han er egentligt Troels hund, jeg passer ham bare mens han er ude og rejse med sin kone.
Så du løj ikke?
Nej, det gjorde jeg ikke. Han bragte virkelig din pung, og jeg prøvede bare at ringe til dig…
Hvorfor gemmer han sig i buskene?
Han er snedig han vidste, at de fyre ikke ville blive skræmte, hvis de så ham. Han er jo ikke ligefrem en schæfer.
Det var klogt. Bider han?
Nej, han er helt ufarlig.
Må jeg klappe ham? Og jeg hedder forresten Annike.
Hyggeligt at møde dig, Annike. Jeg hedder Henrik. Men hvad laver du egentlig her sent om aftenen?
Skulle mødes med en veninde hun dukkede aldrig op… Jeg tror bare, jeg går hjem nu.
Vil du have, Buster og jeg følger dig hjem?
Det ville faktisk være rart.
*****
Fra den aften gik vi tur sammen hver aften. Jeg fulgte Annike hjem. Senere blev vi hængende en time på bænken og snakken flød let. Da Troels og Stine kom hjem, måtte jeg aflevere Buster igen.
Oprigtigt jeg savnede ham lidt. Nej, vi havde det hyggeligt sammen alligevel. Der manglede bare noget.
En søndag, da vi gik tur i parken, kom en lille hvalp fræsende ud af buskene med en pengepung i munden! Virkeligheden overgår fantasien. Jeg kunne kun le.
Hvalpen gemte sig bag os, og kort bagefter kom en fortravlet mand i jakkesæt løbende.
Din lille ballademager! Giv mig mit dankort tilbage!
Vi afleverede pungen, og Annike og jeg kiggede på hinanden. Hvalpen han blev hos os. Vi besluttede at beholde ham.
Nu vil jeg lige have en ting på det rene, sagde jeg, satte mig på hug foran ham, og viftede med pegefingeren. Du skal aldrig stjæle andres ting igen, forstået?
Han slikkede mig kærligt, og vi tog det som hans løfte.
Siden da gik vi tur alle tre. Og efter lidt tid… flyttede vi også sammen.
Alle tre var vi glade for vi havde fået det, vi drømte om.
Nå ja…
Din ballademager! GIV SÅ DEN HOTDOG!
Annike og jeg så på hinanden og lo, for dér kom Sherlock vores hvalp løbende med en hotdog i munden, halehøj.
Skal vi stikke af, før nogen opdager det? hviskede jeg.
Ja! grinede Annike.
Jeg lagde en 50er i skraldespanden til den, der skulle have haft hotdoggen.
Og så løb vi, hånd i hånd, med Sherlock dansende rundt om benene lykkelige, ustyrlige, lidt tosset men ægte lykkeligt, og med verdens bedste firbenede ven.
