Ingen steder at flygte
Birgitte Stenstrup, kan De virkelig ikke genkende mig? Det er jo mig, Knud… Deres eneste nevø.
Knud!?
I nogle sekunder trak fasteren vejret tungt.
Gud, jeg tænkte da, at du for længst var død eller røget i fængsel. Du ringer jo aldrig, skriver ikke engang et julekort…
*****
Hvorfor lige nu?! Knud undrede sig, mens han sad foran sin bærbare computer og hørte boremaskinen hamre løs på den anden side af væggen. Bedst, hvis han kunne slippe for larmen, men intet hjalp.
Han prøvede ellers både at holde sig for ørerne, tage høretelefoner på, endda gemme hovedet under puden…
Det hjalp ikke.
Hvert ny stød fra boremaskinen blev ledsaget af en hvinende metallisk skærrelyd, så Knud følte sig mere hensat til en byggeplads end til sin lejlighed i København.
Hvornår holder det dog op? Hvor meget kan mennesker få lov til at lide?
Knud havde mere end lyst til at rejse sig fra sit skrivebord, styrte ud på trappen og med et spark få den metalbeklædte dør op og tage boremaskinen fra sin nabo.
Men det kunne kun ske i Knuds vilde forestillinger, eller måske…
på siderne i hans næste roman.
I virkeligheden ville naboen Bent bestemt ikke tøve med at slå Knud ned med boremaskinen. Det var nu ikke hvem som helst en stor, bredskuldret tidligere soldat, øjne der gik gennem marv og ben…
Så der var ikke andet for Knud end at finde sig i det.
Måske havde han fundet sig i det, hvis ikke det var fordi…
Direktøren fra et kendt forlag, åbenbart ovenpå læsningen af Knuds seneste roman om et kriminelt mysterium i en opdigtet landsby, havde kontaktet ham og tilbudt samarbejde.
Jeg giver dig en rigtig god aftale og flotte penge, sagde redaktøren.
Jatak! svarede Knud uden tøven.
Fint. Men én betingelse: Du skal skrive bogen på tre måneder.
Intet problem!
Knud havde det nu en gang sådan, at han sagde ja, før han nåede at tænke. Og nu havde han takket ja uden skyggen af en idé til handlingen.
En spændende krimi, naturligvis, men at finde på et gribende plot, med interessante karakterer og ikke mindst et originalt mord det krævede sin forfatter.
Sidst havde han brugt mere end et halvt år, men dengang havde han jo ikke nogen deadline. Nu: Tre måneder.
Og lige nu, midt i larmen fra renoveringerne, kunne Knud ikke tænke på andet end død og ødelæggelse.
Knud havde endda spurgt Bent, mens de røg på altanen, hvor længe han regnede med, byggeriet ville vare.
Tja, tre måneder, cirka. Generer det dig?
Nej, nej, jeg spurgte bare, sagde Knud, grå i hovedet, og lukkede hurtigt altandøren efter sig.
Det stod klart, at hvis han blev i lejligheden, ville han aldrig få skrevet noget som helst. At bo på hotel kunne han ikke betale han regnede på det og opgav hurtigt den tanke.
Leje et værelse et andet sted var ikke meget bedre og ingen garanti mod nye larmende naboer.
Hvem siger ikke, at det næste sted havde en familie, der holdte fest i månedsvis, eller hvor en lille pige øvede sig på klaver…
Nej, for risikabelt og sikkert dyrere end hotellet, hvis jeg skal flytte hele tiden.
Pludselig faldt noget tungt ned med bulder i nabolejligheden det lød nærmest som loftet så Knud sprang i vejret, han havde helt glemt han sad på sengen med en hylde bøger over hovedet.
Mens han gned den ømme isse, kom han i tanke om faster Birgitte Stenstrup.
De havde egentlig ikke noget forhold hverken godt eller skidt. Sidste gang Knud havde set hende, var til moderens begravelse, for små syv år siden.
Men hendes telefonnummer huskede Knud udenad, selvom han ikke kunne sit eget. Efter slaget mod boghylden dukkede nummeret op i hans bevidsthed. Synd ikke at udnytte det.
Hallo! lød en kendt stemme. Knud blev nærmest glad, da fasteren åbnede.
Hej, Birgitte Stenstrup. Det er Knud.
Knud… Knud Er du fra VVS? Jeg mener da, jeg betalte fuldt for hanen på køkkenet? Eller har jeg glemt noget?
Nej, faster, du har vist ikke genkendt mig. Det er jo Knud, din eneste nevø.
Knud!?
Birgitte trak vejret tungt.
Jesus, hvor tænkte jeg dog, at du sikkert var død eller havnet bag tremmer. Du skriver ikke, ringer ikke…
Men jeg er da i live. Har bare haft forfærdeligt travlt, forklarede Knud.
I syv år uden så meget som ét fri minut? Er du blevet slavet?
Nej, jeg er… forfatter. Jeg skriver mest krimier lige nu, for de sælger.
Forfatter?! Hvorfor læste du så til atomfysiker? Din mor og jeg brugte jo alle de penge på din uddannelse. Var det til ingen verdens nytte?
Tja, opdagede bare, det ikke var for mig… Men, Birgitte, jeg ringer faktisk fordi…
Åhha, du ringer ikke bare for at høre, hvordan jeg har det. Du skal bruge noget, ikke?
Ja, altså… nej, jeg mener… jovist vil jeg gerne tale, men det er ikke derfor, jeg ringer lige nu.
Du mangler penge?
Nej. Din sommerhus.
Hvad?! Du vil have dit fasters sommerhus?! Du har sandelig store ønsker, min kære nevø… Er du faldet og slået hovedet?
Hm, hvor ved du det fra? Det passer faktisk… Men, Birgitte, det er ikke sådan ment. Jeg vil bare låne det en tid.
Min sommerhus er faktisk sat til salg. Eller, en mægler forsøger at sælge det nu.
Kan du vente lidt med salget? Bare tre måneder, bad Knud håbefuldt.
Måske.
Virkelig?!
Først må jeg vide, hvorfor du vil bo dér. Skal du invitere piger på besøg bag din kones ryg, så siger jeg nej. Ikke noget pjat!
Men jeg har ingen kone! Hvilke piger? Intet af den slags…
Knud fortalte sandheden og satte endda telefonen hen til væggen så fasteren kunne høre de sindssyge lyde af boremaskinen.
Hør, jeg lyver ikke, faster. Hjælp mig!
Hun syntes synd for ham og lod ham få lov at bo tre måneder i sommerhuset, på én betingelse: Knud skulle bringe haven i orden, så ejendomsmægleren ikke blev skræmt væk af mægtige tidsler.
Klart! sms mig bare mæglerens nummer, så jeg kan hente nøglen.
Bagefter gik det op for Knud, hvornår han mon skulle finde tid til at rydde op, når han jo skulle skrive. Men måske kunne han klare bogen hurtigere i ro og mag.
*****
Knud ville have styr på alt mente han. Slutningen af sommeren nærmede sig, og de andre sommerhusejere var draget ind til byen. Han var sikker på, at han ville få kooperativet for sig selv. Og vejret var stadig mildt, så han brokkede sig ikke over de primitive forhold i huset.
Han banede sig vej igennem meterhøje brændenælder, da han hørte:
Stop! Hvem går der?
Knud stivnede.
Hvem er du? Svar dog!
Jeg… Knud.
Hvad laver du her?
Jeg er gæst.
Hos hvem? Der har ikke boet nogen her i syv år. Du er vel ikke en eller anden tyveknægt!
Det her er min fasters hus: Birgitte Stenstrup. Hun har givet mig lov at bo her tre måneder.
Kom herhen til stakittet.
I hvilken retning? spurgte Knud og så sig forvirret omkring.
Til venstre!
Da han dukkede frem, stod der en ældre mand på nabogrunden med en stor, furet hund. Den kiggede på ham med et blik, der fik Knud til at tænke på i aftenens menu. Han har altid frygtet hunde, så det var nok derfor, han forestillede sig det værste.
Den gamle præsenterede sig snakkesalig som Ingolf.
Da Ingolf var overbevist om Knuds identitet, begyndte han straks at fortælle historier savnet efter selskab lyste ud af ham.
Jeg bor her, Knud, syv år nu. Gav datteren min lejlighed, da hun blev gift. Så flyttede jeg ud hertil. Og snart kom Trofast til mig. Nu bor vi her sammen.
Det kan jeg… høre, sagde Knud, opmærksomt overvåget af hunden.
Jeg holder øje med sommerhusene, når folk er væk. Der står jo tv, mikroovne osv. Jeg tjener lidt ekstra som vagt. Det er ikke meget, men dog noget. Så, kun tre måneder?
Ja, tre måneder. Skal skrive en bog. Det kræver ro og det har man jo ikke i byen.
Godt valg, Knud. Her bliver du ikke forstyrret. Kun dig, mig og Trofast. Basta.
*****
Knud sagde farvel til Ingolf og begyndte at bære madvarer, laptop og mikroovn ind i huset. Køleskabet var der heldigvis; tv var ligegyldigt han var her ikke for at se fjernsyn.
Han så sig om på grunden og sukkede dybt. Han besluttede at lave om på sine planer.
Jeg må hellere få ryddet op. Skal jo bo her i tre måneder… Og Ingolfs grund er jo pæn og velholdt.
De næste fire dage knoklede han i haven og efterlod ikke et eneste ukrudt. Kæmpebunkerne af planter anbragte han på baggrunden: Hvis nogen får lyst til at lave kompost, så har de noget at tage af.
Hele tiden stod Trofast og betragtede hans arbejde. Tavs og næsten truende tavs, ligesom hans blik borede sig ind i Knud.
Heldigvis var der hegn mellem grundene, så Trofast ikke kunne hoppe over og gå til angreb. Alene det beroligede mere end valerian.
Nu kan jeg slå mig ned og arbejde på bogen, smilede Knud og åbnede sin laptop.
Det så lovende ud masser af tid, ingen biler, ingen haner, ingen naboer med boremaskiner.
Men lykkens stund var kort.
Så snart han begyndte at skrive, gøede Trofast voldsomt på nabogrunden.
Hvad nu? undrede Knud sig. Alle fire dage havde hunden været tavs og nu dette, højlydt nok til at minde ham om boremaskinen eller værre.
Når Knud gik ud, blev hunden tavs og logrede. Da han trådte indenfor, begyndte Trofast straks at gø.
Hvorfor skal det gå sådan?
Knud talte med Ingolf om det, men den gamle trak bare på skuldrene. Det bedste han kunne, var at sætte hunden i snor. Men snart slap Ingolf Trofast fri, for ellers gøede den kun endnu mere.
Under disse vilkår kunne Knud ikke arbejde. I dagevis sad han og stirrede på et blankt dokument på skærmen. Intet dukkede op, kun den evige hylle fra hunden, der borede sig ind i knoglerne.
Hvis han kunne, ville han have givet hunden en lærestreg men det blev kun i tankerne eller på boksider.
For i virkeligheden turde han ikke nærme sig hunden. Den mindede ham alt for meget om Bent, naboen i byen.
Hvad nu? Burde da egentlig flygte herfra men hvorhen? Og nu er der allerede gået en uge.
Og til alt ulykke kunne Knud slet ikke samle sig.
Han stirrede på skærmen til langt ud på aftenen. Hænderne svævede over tastaturet, men sank magtesløse ned igen.
Til sidst gik han bare rundt og spiste af de medbragte forsyninger.
Ingolf, forklar mig, hvorfor din hund begynder at gø, så snart jeg går ind i huset?
Hvorfor skulle jeg vide det? Jeg kan jo ikke kigge i dens hovede. Men tro mig, det betyder, at han kan lide dig.
Nåja… Men jeg er ikke vild med det, må jeg indrømme…
Du skal nok lære at holde af ham. Man kan ikke lade være. Tro mig: Mange har sagt, de ikke kunne lide hunde, og endte med at være uadskillelige. Men dem, der smider deres dyr på gaden… de er ikke mennesker.
*****
Samme aften eller rettere, natten kom ambulancen til nabogrunden. Ingolf blev båret ud på båre. Knud så alt gennem toiletvinduet.
Han hørte også Ingolf gispe til ambulancefolkene:
Hvem skal nu holde vagt med husene? Eller give hunden mad? Trofast er jo alene!
De skal ikke tage det så tungt, smilede manden i blåt De kommer jo tilbage, når De er rask.
Knud lå vågen natten igennem og hørte Trofast tude mod månen. Han sov kun et par timer næste formiddag, kun for at høre det hele gentage sig om natten. Og sådan fortsatte det i flere dage, indtil…
betjenten fra landsbypolitiet kom.
Han gik direkte ind i huset, blev der en time, forseglet døren og skulle til at gå.
Undskyld, hvad er der sket? spurgte Knud.
Hvem er De?
Jeg bor her midlertidigt…
Knud gentog sin historie, viste pas og fasterens nummer, og betjenten kom med den sørgelige nyhed.
Din nabo… døde. Hjerteanfald.
Det var synd. Og hvad med hunden? Den er jo helt alene.
Det må du selv finde ud af. Behold den, eller slip den fri. Den klarer sig sikkert.
Nemt at sige, tænkte Knud, mens Trofast sad på sin kæde.
Du er sikkert sulten, ikke? Åndssvagt spørgsmål, selvfølgelig er du det!
Knud bar nu pølser ud til hegnet og smed dem ramte forbi.
Han var aldrig blevet bedt om at spille basket han kunne ikke ramme. Pølsen landede lige udenfor rækkevidde. Og kæden var for stram.
Tredje gang prøvede han at gå ind på grunden. Bøjet og nervøs nærmede han sig hunden, som så på ham med sultne, slikkende øjne.
Knud smed maden, og Trofast slugte straks. Da det hele var serveret, gjorde Knud noget, han siden fortrød: han løsrev hunden fra kæden. Inden han nåede at reagere, sprang Trofast op, væltede ham omkuld og begyndte at slikke hele hans ansigt.
Argh! skreg Knud.
Men ingen hørte. Alle i området var jo draget hjem.
Han lod nu Trofast gå frit, men hunden forlod ham ikke fulgte ham overalt, logrende.
Hvad har du gang i, tænker du bo hos mig?
Vov!
Det kan du godt glemme… Sommerhuset er min fasters, og hun vil ikke have dyr. Og jeg er kun midlertidigt her. Desuden har jeg spildt en uge uden at skrive, på grund af dig.
Vov!
Men Trofast bad ikke om lov; han havde bare besluttet: Nu bor jeg hos dig.
Knud måtte give op.
Det mærkværdige var, at nu forsvandt al den larm, han havde været vant til, og nu kom ordene ikke længere. Ingen idé, intet plot eller personer.
Han savnede faktisk den gamle lejlighed og på sine nerver kunne han nok have skrevet om Bent og boremaskinen som mordvåben, og det havde været en krimi med bid.
Nu lavede Knud alt muligt andet; flyttede bl.a. hundehuset over på egen grund, så Trofast kunne spærres inde under måltiderne ellers stjal han jo maden, hver gang Knud gik ind efter tekanden.
Men Trofast kunne nærmest åbne døre og snige sig ud. En dag opdagede Knud, at det var en forhutlet grå hankat, der hoppede op og åbnede grebet indefra, hvorefter hund og kat sammen tømte alle tallerkener på sekunder og katten snedig lukkede døren igen.
Knud måtte grine det var jo så vildt. Fra nu fik begge lov at spise ved bordet, og katten Kæphøj, blev en del af fællesskabet.
Katten viste sin taknemmelighed ved at fange alle husets mus, stablede dem nydeligt foran sengen. Det sprog, Knud brugte en søndag morgen, kunne nok have høres inde i Hillerød, selvom det var 15 kilometer væk.
Lad os se… To uger gået, ingen side skrevet, ingen idéer, intet plot, ingen personer. Til gengæld: én hund og én kat, der… skal fodres. Og hvad skal jeg fodre dem med? sagde han og stirrede ind i et tomt køleskab.
Han måtte til byen for at handle. Planen var at tage alene afsted, men både Trofast og Kæphøj sprang ind i bilen før ham, som om de frygtede at blive forladt.
Så hele turen frem og tilbage, inklusive indkøb og utallige stop for at hund og kat kunne besørge og jagte spurve, tog tre timer.
Knud havde regnet med at klare det på én time. Men sådan var det ikke med disse to. Alt skulle gøres på deres måde.
Han ville egentlig gerne væk herfra. Men hvor skulle han tage hen? Ingen steder at flygte…
*****
Efter aftensmaden besluttede Knud alligevel i smug at ringe til forlagsdirektøren næste dag og aflyse samarbejdet. Så ville han tage hjem igen.
Men heller ikke dét gik som planlagt denne gang på grund af noget helt andet.
For da mørket faldt på, og Knud sad med tredje kop te, hørte han pludselig motorknurren tæt ved og så, at det ikke var en almindelig personbil.
Han syntes det var så mistænkeligt, at han ringede til politimanden for at orientere ham.
Han lovede at tjekke det, men lidt efter så Knud, hvordan en varevogn holdt ind ved Ingolfs grund. Knud sad på toilettet, Trofast og Kæphøj holdt vagt udenfor og verandaens pære var gået så ingen kunne se dem, men Knud så, hvordan to mænd brød ind hos Ingolf.
Det var uden tvivl indbrudstyve. Men hvad skulle han gøre?
Betjenten kunne komme sent tyvene ville forsvinde hurtigt.
Knud talte sagte til sig selv: Jeg må handle nu.
Han sneg sig ud, bad dyrene blive, gik forsigtigt mod nabogrunden.
Bag bilen så han hvidvarer: tv, køleskabe, mikroovne, én ny spillekonsol.
Knud luskede op mod huset, men så dukkede tyvene op.
Han syntes, at han havde set dem før, men kunne ikke huske hvor.
Vi har gjort det godt, grinede den ene og bar på et tv.
Ja, og den gamles medaljer kan også sælges, sagde den anden.
Da de fik øje på Knud:
Hvem er du?
Politiet! bluffede Knud. I er taget på fersk gerning. Op med hænderne og vend jer om!
Han havde hørt sætningen i en dansk krimifilm og forsøgte sig.
For pokker da, røg det ud af den ene, som blev ligbleg.
Men den anden:
Han er ikke politi, Mikael det er jo den, der kom for at skrive en bog, som Ingolf nævnte. Vi troede han var dement…
Ja, rigtigt!
Knud kunne ikke slås han sagde mentalt farvel til livet. De ville da aldrig lade et vidne gå…
Men pludselig sprang Trofast og Kæphøj ud af mørket. Katten landede på hovedet af den ene og gav kløende massage, mens Trofast væltede den anden og knurrede vildt.
Nu behøvede de ikke råbe for ingen ville høre.
Knud greb hurtigt en kæde og bandt den ene, det bedste han kunne. Så ankom politimanden, og med et smil blev kæden skiftet ud med håndjern.
Godt gået, Knud! Sagde betjenten og trykkede hans hånd. En mod to du er modig.
Jeg var jo ikke alene, svarede han med et smil og nikkede til hunden og katten. Det var mine venner, der sørgede for det.
Det er rigtige venner! Med sådan nogle kan du klare hvad som helst. Husk at passe på dem…
Hvor skulle jeg dog tage hen uden dem? tænkte Knud.
Men hvem var de mænd? Jeg synes, jeg havde set dem.
Ambulancefolk. De havde haft et godt øje til værdierne… Har prøvet at fange dem længe. Og på én aften lykkedes det dig.
Han forlod stedet, og straks ilte Knud ind. Han havde fået den perfekte idé til sin bog.
*****
To en halv måned senere afleverede han manuskriptet. Forlagschefen læste det uden at kunne lægge det fra sig.
Knud! Det er jo et mesterværk! Det bliver en bestseller! Du får udbetalingen efter udgivelse og procenter fra salget.
Senere solgte Knud sin lejlighed i byen og købte først fasters sommerhus, dernæst også Ingolfs grund. Han slog dem sammen. Resten af pengene og forfatterhonoraret rakte til at bygge et ordentligt hus med badeværelse og varme.
Og dér uden for byen bosatte Knud sig. Sammen med Trofast og Kæphøj.
Fred og ro og de bedste venner i verden. Om dagen sidder Knud ved sin computer, om aftenen patruljerer de grunden sammen. Han priser stadig sin skæbne og naboen Bent med boremaskinen. For hvis Bent ikke havde startet renovation i sin tid, havde Knud aldrig fundet sin plads her.
