Kontrakter
Alt brast den aften, hvor Bjarne Troels Godtfredsen for nte gang tillod sin nabo, Ingeborg Gunnhild Hansen, at ordne hans lejlighed.
Ingeborg kom forbi den aften; venskabeligt, medbragte en tærte, om det var med rabarber eller æbler, kunne Bjarne senere ikke huske (hun fodrede altid naboen, selvom hun glemte, at forfattere og især Bjarne helst burde gå sultne rundt). Han følte ikke bare sig mismodig efterfølgende, men grænsende til panisk. For Bjarne var aldrig bange; han regerede over sit liv fra ende til anden, kontrollerede det minutøst, kaldte sig taktiker og strateg, havde udregnet tusinde mulige scenarier for hvis nu. Men netop dette hvis nu på den skæbnesvangre torsdag havde han aldrig forestillet sig.
Ingeborg satte tærten dækket af et brunternet håndklæde på bordet og smilede.
Du arbejder og slider, Bjarne! Læg nu pennen, du bør passe lidt på de øjne! sukkede hun.
Han så op fra sit manuskript, rynkede bryn, som om han glemte, hvorfra kvinden egentlig var kommet; men for et øjeblik siden havde han jo selv lukket hende ind. Så bemærkede han skorperne på tærten, snusede til duften, rynkede brynene dybere.
Mine øjne, siger du? gentog han vrøvlende, tog brillerne af. Men Ingeborg, hvordan skulle jeg ellers gøre? Så længe hovedet fungerer, må jeg bruge det. Hvis nogen forstyrrer, så mister jeg tråden og sidder tilbage hvad var det nu, jeg ville sige? Der er jo så meget, der skal siges! Han svingede pegefingeren dramatisk.
Ingeborg nikkede højtideligt, som om hun vidste, hvordan det var at fylde hjernen med ligegyldigheder. Dog var hendes tanker praktiske og jordnære: købe kartofler, hente knapper i isenkræmmeren til Bjarnes frakke, vande squash i vindueskarmen, nu er det på høje tid; vaske vinduer, betale el og varme, gå forbi ejendomskontoret og spørge til skrammelbunken i baggården, stryge det nyvaskede vasketøj, både hendes og Bjarnes den store danske forfatter…
Ingeborg læste aldrig hans romaner men allerede af hans skikkelse forstod hun, at der var noget særligt over ham. Også fordi hun vidste: på Digterhuset ude på Frederiksberg Alle kom Bjarne jævnligt sammen med andre celebre forfattere, drøftede, kritiserede, analyserede.
Disse aftener kom han hjem langt over midnat ganske rodet, med slips og hår på skæve, røg nervøst, og skrev. Kun kunstnersjæle opfører sig sådan.
Som man siger om H.C. Andersen han sled også, lagde brænde i ovnen, og satte sig så ved skrivebordet. Med konen til at servicere ham.
Men Bjarne Troels Godtfredsen havde ingen kone. En sørgelig historie.
Til gengæld havde han kontrakter. Sådan forklarede Bjarne de nysgerrige besøg af fremmede damer i hans hjem.
Fra Odense, på kontraktbesøg. Eller Esbjerg, eller Aalborg, Aarhus, Viborg, Randers forklarede han, hver gang en ny kvinde kom aldrig på cafe eller hotel, men altid hjemme hos ham selv!
Ingeborg brød sig ikke om disse kontrakter. For hende var det åbenlyst: de ville bare smigre sig i berømtheden, varme sig ved hans lys, ikke være støtte i hverdagen, blot senere kunne sige, at de havde siddet hjemme hos Godtfredsen! Drukket champagne med mægtige Bjarne! Ak ja!
Pyh, hvad er pointen? afbrød Ingeborg sine egne tanker. Alle vil have lidt stjernestøv, men hvad gavner det solens kernereaktion? Alvoren er dog kun til skade!
Når kontrakten nærmede sig, fór Bjarne til frisøren, tog det længste bad, så Ingeborg, der ventede udenfor med en mælkedunk til forfatteren, næsten besvimede af kedsomhed og kulde.
Velduftende og nypoleret gik Bjarne ud i gården afviste både Ingeborg og mælken skyndte sig til stationen.
Der stod kvinderne af toget: én skralgrinede, én blinkede nervøst, én lo forlegent, én sukkede tungsindigt men lovende, og de rakte hånden mod Bjarne. Han kyssede den pænt, førte hende væk fra nysgerrige blikke.
Ankomsttidspunkter, vognnumre, kupénumre alt var sirligt noteret; for det skulle ikke gå i kludder!
Nogle kontrakter blev et par dage, andre en uge, men sjældent mere.
Efter sådanne besøg gik Bjarne rundt som et udpint menneske, skrev, krøllede papir sammen, skrev igen, vred sig, sparkede til taburetten. Øjnene så triste ud, at det var til at græde over. Talte for sig selv, lod lyset brænde hele natten; appetitten kom susende, Ingeborg kunne ikke følge med. Damen ved komfuret? Nej, de lavede kun kaffe og sandwich Bjarne sultede. Men en sand forfatter skal vel leves godt, varieret og velsmagende!
Så Ingeborg gjorde sig umage: bagte tærte, stegte baconpandekager, lavede and med æbler, kom forbi med mad.
Mens Bjarne gumlede, satte Ingeborg bøtte i forgangen og begyndte at gøre rent.
Lad være! Læg den moppe fra dig! Gå ud! råbte Bjarne fra køkkenet, hostede og råbte igen. Stop nu!
Men Ingeborg lyttede ikke. Hun brød sig jo om at gøre tjeneste for Talentet, det føltes næsten, som om hun også gjorde en forskel.
Nogle gange betalte Bjarne hende for rengøringen, gavmildt; han nævnte gode honorarer og insinuerede, han snart skulle udgives i Frankrig eller måske Østrig skal møde sine europæiske læsere.
Men hvad så med os? udbrød Ingeborg, hver gang han talte om snarlig afrejse. Hvordan skal dansk prosa klare sig uden Dem?!
Jeg vender tilbage, kære! Selvfølgelig gør jeg; bare et lille møde med læserne, og så hjem igen. Jeg har jo kontrakter, Ingeborg! Masser af kontrakter! Hvor skulle jeg da gå hen uden jer!
Alligevel frygtede hun, at intet honorar, kontrakt eller fransk forlag ville holde Bjarne i Slagelse.
De stjæler ham! Ja, de lokker ham væk, tænkte hun og knyttede små næver. Jeg må forhindre det!
Ingeborg tog det som sin skæbnetunge opgave at frelse dansk litteratur, og netop den torsdag forsvandt en notesbog med skrigende rød læderomslag under rengøringen i forfatterens lejlighed.
Den bog indeholdt alle kontrakterne, som havde besøgt den geniale forfatter i støvede, utiltrækkende Slagelse en by bygget for jernarbejdere, uden attraktioner udover fabrikkens skorsten. Hvordan kunne man tro, at et så pauvert sted ikke endelig ville drive Bjarne væk? Snart ville han trække opgaven andetsteds… Disse damer lovede guld og grønne skove, viftede med udlandseventyr, og Bjarne, stakkels tillidsfulde talent…
Og hvad så med Ingeborg? Hvad var hun uden Bjarne Troels Godtfredsen?
Bålet i baggårdens rustne tønde note- og kontraktbogen fortjente at brænde. Ingen tomme damer til at forvirre Talentet og forstyrre. Sådan!
Men Bjarne delte ikke Ingeborgs lyse håb. Han væltede lejligheden, ransagede skrivebordsskuffer og køkkenskabe. Notebogen var væk. Med den forsvandt alle ankomsttider, blomsterpræferencer og yndlingsretter…
Hvordan nu tage imod? Hvilken vogn, hvilket tog? Han huskede aldrig noget, ledte aldrig hovedet med ligegyldigheder… Og det var måske en fejl.
…så De ikke noget? Rød, med bogmærke, hmm?! hulkede den svedige, blege Bjarne.
Jeg har vist ikke set den, trak Ingeborg på skuldrene. Hvad skulle der være i?
Selvfølgelig vidste hun! Hun havde læst alle navnene, krydsjekket alle datoer! Derefter ringede hun til alle kontrakterne og sagde, at Bjarne var flyttet, sendte venlige hilsner.
Det var ikke af ond vilje. Hun gik bare så meget op i dansk litteratur!
Alt mit virke afhænger af det! Forstår du, Ingeborg? Uden den bog forsvinder alt, alt! skreg Bjarne, slog sig på sit bløde bryst.
Åh, det ordner sig! Tro mig! nikkede Ingeborg indfølende, trøstede som var han et barn, tilbød kåltærte men Bjarne lyttede ikke, han hviskede og styrtede ud til stationen.
Der, med rynket pande og neglebid, afsøgte han de ankomne kvinder: stirrede, sprang frem hvis han mente at genkende, så sank han sammen og lænede sin pande mod hegnet og peb.
Nu… Nu gælder det om at fokusere. Alt skal på plads! mumlede han fortumlet, lavede lister over kvindenavne og kørte fingerene gennem kalendere, men det endte med, at papirer fløj på gulvet, og Ingeborg snart dukkede op med boller og skældte ud over nerverne.
Han nægtede maden, mumlede, men endte med at slæbe sig ud i køkkenet, sagde ikke meget, men spiste, og Ingeborg betragtede, hvordan en forfatters spisevaner egentlig så ud.
Ingeborg bekymrede sig: havde hun drevet ham til vanvid? Hun afviste tanken, sikker på sin ret.
De der damer havde suget alt liv ud; han bukkede sig, tryglede om kærlighed, og brugte en uge på at genvinde sig selv, først da begyndte han at skrivevar det værd? Sådan at kvæle et menneske? Kunne det bringe noget godt?
Bjarne var jo ikke gammel, selvfølgelig hungrede han efter kvindelig nærhed men ikke at det var op til ham at fortjene kærligheden, men konen. Så ville han skrive endnu mere, og Slagelse skulle få sin statue af Bjarne (nok ikke imens han levede…).
En ugeså togik; et par gange dukkede kvinder op, men Ingeborg sagde, Bjarne var rejst til Holstebro og ville ikke modtage nogen. Kvinderne forlod tomhændet, snøftende.
En måned senere stod Ingeborg igen i døren denne gang med Ruth Kirstine Møller.
Hvem nu? Hvad sker der, Ingeborg? Jeg kan ikke tage flere interviews! hylede Bjarne, forsøgte at smække døren, men Ruth Kirstine allerede indendørs, trak støvede støvler af, rakte Bjarne sin jakke, rettede på blusen og trådte ind, beslutsom.
Min slægtning Ruth er på besøg, meldte Ingeborg. Hun er så klog, så glad for prosa… Lad hende nu bare lære dig at kende! Ingeborg foldede hænderne; så på Bjarne med bedende blik.
Han kastede forskrækket et blik på Ruth: kraftig om hofterne, stærk, sikkerhed i hendes bevægelser.
Hvordan skal vi lære hinanden at kende? Lige nu skulle Kristine komme, og så Marie, og så… Gud! Jeg har glemt alt! Notesbogen er væk, alt info om kontrakterne! gned han sig i håret.
Jeg forstår, det skal nok findes. Sikkert lagt væk, sagde Ingeborg blidt. Det sker så tit. Hvis man lægger nøglerne i lommen og leder i tasken… De skal nok dukke op. Måske har du haft sat nok kontrakter. Snup nu en kage med Ruth, hun elsker litteratur. Ruth! Sæt vand over til te, jeg henter brunsviger! råbte hun.
Bjarne stak hovedet ud i køkkenet og så, at Ruth balancerede på en stol for at tage yndlingskopperne ned fra øverste hylde.
Pas nu på, du kan falde! udbrød han.
Men Ruth lavede te, satte kopperne fint på bordet.
Sæt dig. Du trænger, sagde hun bestemt.
Bjarne satte sig automatisk, ville rejse sig, men Ruth sendte ham tilbage på stolen med et blik.
Nu drikker vi te. Og du fortæller om din gave, hvordan du skriver, lød det med myndig stemme.
Nej! Jeg vil ikke! Jeg… Jeg skulle arbejde. Kristine kommer forbi… Bjarne huskede, at den poetiske Kristine plejer at besøge ham netop nu, og hun ville blive en uge, inspirere ham, dele følelser…
Er du sikker? spurgte Ruth, og så sig over skulderen. Kom bare, hun kan få en kop med. Man skal tage imod folk med åbenhed, Bjarne. Fodre dem, tale pænt og så arbejde. Tøv ikke! sagde hun strengt. Så blødte stemmen:
Bare rolig…
Og pegede med de kulsorte øjne på tekanden. Den sitrede, fordi Ruths hænder rystede af spænding.
Undskyld… Ja. Hun finder mig sikkert; jeg kan ikke huske tid, vogn, jeg mistede notesbogen… jamrede Bjarne.
Ingen grund til sorg! nikkede Ruth. Du er skaberen, ikke banegårdsværten. Spis nu, lur lidt, så skriver vi efter.
Hun tvang ham på plads ved bordet, satte en let, luftig kop foran ham, pustede på teen. Tog brunsvigerkagen fra Ingeborg, og med et blik sendte hende væk.
Jeg troede, vi skulle hygge sammen… mumlede Ingeborg såret.
Ikke nu! Han har en kunstnerisk nedtur! Han er frataget alt det ophøjede, den menneskelige skønhed! Senere. Ikke nu. Ruths stemme rungede. Senere kan vi hygge. Lige nu har forfatteren brug for fred og omsorg!
Ingeborg forlod køkkenet. Måske, tænkte hun, nu lysner det. Ruth er klog, hun skal nok vække Talentet og frelse dansk litteratur!
Bjarne spiste og kastede blik på gæsten, der også spiste store bidder af brunsvigeren. Ruth kunne rumme meget, men spiste dannet, så meget som hendes brede format tillod.
Bjarne kendte frygten han havde frygtet kvinder før, men det var en anden frygt: at de ville forlade ham, afvise ham. Hos Ruth mærkede han en anden form for frygt. Som en hund for sin ejer med marvbenet…
Drik noget mere! Nu skal nyrerne renses. Alt sidder i de forbandede nyrer! sagde Ruth og bankede ham kærligt bagpå, hældte mere te op. Alle bekymringerne oveni. Te med honning… Har du noget honning? Nej? Ruth skumlede. Bjarne mumlede, skulle nok hente noget fra torvet…
Men Ruth dunkede i bordet, at kopperne klirrede og skeen dansede.
Skal du, forfatter, geniet, vores allesammens håb, selv ud og købe ind? Så bliver du narret og fortalt om som den naive digter! Nej! Jeg styrer huset nu! Også mad, alt! Med et blik viste hun, at alt det var ham.
Han blev bange men også… spændt, mærkede det kilde mellem skulderbladene, havde lyst til at klø sig men Ruths store hånd begyndte at gnide hans ryg, ælte, slå. Bjarne blev stiv af overraskelse, lukkede næsten øjnene af fryd.
Nu er det nok! sagde Ruth, trak hånden til sig. Spist færdigt? Nu sover du. Jeg tager af bordet og kommer om lidt. Gå til ro! lød hendes befaling.
Til mig? Hvad er nu det? hviskede han.
Fordi du ser elendig ud! Halvt år uden at udgive noget, har pint dig helt ned. Vil du ødelægge dit talent? Hun så ham dybt i øjnene, ind i sjælen. Hvad var det for en pilgrimsfærd af forlorne damer? De udnyttede dig for rampelyset! Kun derfor! Skam, Bjarne!
Hun sagde Bjarne så hjemligt som kun familie kan. Andre havde givet ham sære kælenavne, hvisket min lille pus han havde altid taget imod, alt for bange for at blive forladt.
Men Ruth så den indre Bjarne som spiste solbær med farmor, sad ude ved andedammen og drømte sig væk. Ham, der ikke havde brug for drama, kun roen: ordentlighed, hverdagsglæde, en kone som livsledsager og beskytter, ikke en krævende mis…
Gå nu, Bjarne, vask dig, krummer på hagen. Læg dig ned.
Og han gik, anede ikke hvordan han nåede stuen, men lå på sofaen, henslængt, med en tyngde i maven fra kage og te, hovedet tomt og blødt, alle bekymringer langt væk.
Han var tæt på at falde i søvn, da han mærkede sit hoved løftet, lagt på noget varmt og blødt med hjertets rytme indeni.
Da han åbnede øjnene, lå han på Ruths favn, gemt under hendes stramtknappede trøje. Ruth sang sagte: Sh-sh-sh… og nussede hans kind, vuggede ham, sang en dansklignende vuggevise, dragende og blid, om svane og hegre, om lille fugleunge, der blev forladt.
Bjarne snøftede, puttede sig og faldt i søvn, for første gang i lang tid, trygt og sødt.
Ruth sov ikke, men indrettede rummet i tankerne, planlagde nye gardiner (de gamle var nu for blege), overvejede om tæppet skulle renses eller bare ud og gennemgik bogryggene i reolen. Nej, Bjarne skulle nok skrive sit hovedværk endnu! Giv ham bare tid nu var han, endelig, i de rette hænder. Ruth ville ikke lade noget ondt ske ham, nej.
Ingeborg kiggede ind, ville tilbyde syltede æbler til de unge, men Ruth så strengt på hende og hun forsvandt.
Også hende måtte Ruth måske beskytte Bjarne fra eller… måske ikke. Hun ville tænke over det.
…Tre år senere, efter hårdt slid, fødte Ruth en datter og snart efter en søn til Bjarne. Til den store reception i København, hvor han fejrede udgivelsen af romanen Under det bløde vinge, kom hun, smilende, med de to skrigende børn og Ingeborg ved hånden. Hun nikkede, modtog lykønskninger, men gjorde ikke væsen ud af sig. Hun var jo bare hjælperen. Det hele var Bjarne, talentet, geniet. Ham, hyldesten gjaldt.
I hjørnet snøftede spinkle damer Ruth tænkte, det var de, fra den røde notesbog. Men mon ikke, de også fandt deres egen Bjarne en dag? Man må bare vide at se ham!
…Ruth Kirstine, kom, nu skal vi have familiebillede! råbte man fra scenen. Hun rettede forsigtigt sit hår, puttede børnenes små hænder i Ingeborgs varme hule, og gled op ad trappen, støttet af Bjarne. Hun bar sine kilo med værdighed.
Bjarne smilede og kyssede hende på kinden. Alle klappede, glade for at Godtfredsen var lykkelig til sidst.
Og Ingeborg glædede sig hun havde reddet dansk prosa, svigtede den ikke, totte hun!
