Tidsnok
Kære dagbog,
Jeg husker så tydeligt den aften i teatrets lille bagscene. Karen, du er simpelthen henrivende! Fuldstændig henrivende! sagde Mads Pedersen, vores førende skuespiller, med et glimt i øjet, mens han galant kyssede min hånd iført de lyse blondehandsker.
Nej, stop nu. Det er jo dig! Jeg glemte både replikker og tråd i anden akt, du så det jo! Hvis ikke du havde improviseret så flot Jeg ville sådan ønske, jeg kunne spille med den samme lethed og lidenskab, Mads, den frihed du har Jeg roder, kludrer. Du er et vaskeægte naturtalent!
Slap nu af, lille Karen, lo han og tørrede et fiktivt støvkorn af bordet. Det er bare grimassespil, ikke andet. Snart føler du dig hjemme på scenen, og når du står der, løs og ubesværet, kommer improvisationen af sig selv. Ikke at vi bare kan finde på alt muligt så skulle fru Sjølund nok hurtigt smide os på porten, grinede han. Men man skal lære at leve, også på scenen, og ikke bare gå fra A til B som instrueret.
Nej, det er en evne, en gave, Mads! udbrød jeg og betragtede ham. Han var ikke ung længere, men dog stadig flot, altid et smil på læben, kvik i replikken en ægte gentleman. Ikke som min far. Han mumlede og beklagede sig dagligt, især over, at jeg var blevet skuespiller. Han mente, det var på linje med at være dansepige.
“Hvorfor, far?” græd jeg tit. “Det er et ordentligt fag! Tænk hvor mange kendte skuespillere vi har, de får endda priser!”
“Ja, vi ved da nok, hvordan det foregår bag kulissen,” brummede Lars Kristensen iltert. Han mente, han havde ofret ryg og liv for mig, og nu lavede jeg narrestreger på scenen i stedet for en ordentlig fremtid. Smider jeg hende på gaden, hvad siger folk så? Han var blevet enke og havde sat alt ind på mig, og nu dette
Mads Pedersen havde opdaget mig, da jeg, sammen med veninderne, deltog i festindslaget for DTUs fysikere. Hans søn, Anders, var for største delen årsag til, at Mads ofte blev indkaldt til “forældremøde” hos dekan Hanne, men det endte altid med, at Mads charmerede sig ud af situationen og inviterede hende i teateret. Og Anders fik heldigvis lov til at dumpe endnu et fag uden at det kostede.
Netop den aften så Mads mig, denne debutant, i det halvskæve amatørskuespil og inviterede straks både mig og veninderne ind til sit teater i København. Det var ikke Det Kongelige, men det havde et fornemt ry og en uudtalt respekt for klassisk teater. Jeg var begejstret. Engang var jeg i København og så et moderne stykke tom scene, mærkelige kostumer, halvmørkt. Jeg forstod intet og styrtede ind til Mads i frustration.
Er det fremtiden, Mads? spurgte jeg. Jeg kan slet ikke med det der. Det er for underligt.
Danmarks fremtid er lige så broget som kanalrundfarten på en sommerdag. Nogle vil have det moderne, andre det klassiske, og du må mimeskifte midlertidigt. Når først du er et navn på plakaten og får respekt, så kan du vælge frit.
Men det er kun de få heldige, sukkede jeg og snusede til min creme på sminkebordet, nyste og grinte.
Alt kan serveres med den rette vin, glimtede Mads. Du må blive som en god, lagret bourgogne. Lad selv det sære blive tryllet til noget stort i dine hænder.
Det kan jeg aldrig lære, jamrede jeg til mit spejlbillede.
Så blev han vred. Buldrede i bordet, skar ansigt.
Så har du ikke noget at lave her, tordnede han. Gå over og bliv bibliotekar, ligesom farmand vil!
Jeg fløj afsted, ned af trapperne, satte mig sammenkrydset i et mørkt hjørne og grublede. Dét skulle jeg lære: Forvandle hvad som helst til et mesterværk.
Dagen hvor jeg bestod skuespillerskolen og mødte teaterdirektøren som ægte skuespiller, var jeg fyldt med stolthed. Mads afleverede et smukt forårsgrønt buket og slæbte mig og Milla, hans kone, på restaurant med én gang.
Milla, tidligere skuespiller, nu mest husmor, gav mig omfavnelse og trøstende råd. Skån din stemme, Karen! Det er dit vigtigste våben. Ord kan løfte, knuse uden fysisk berøring. Du må holde ved din stemme. Jeg havde ikke heldet med mig.
Milla hostede, indhyllede sig i tørklæder, men hun tog mig til sig fra dag ét i modsætning til hendes søn, Anders, hvis talenter udelukkende rakte til dagligdagens cirkus og at drive sine forældre til vanvid.
Jeg var et andet sted. Jeg kunne grine, græde og opføre scener af Millas yndlingsstykker uden påtagethed.
Du er et lille lys, Karen. Sluk ikke, okay? Ved dig er der varmt at være, sagde Milla lavmælt.
Af hele familien var det kun Milla og Mads, som kaldte mig god, ikke kun som skuespiller, men som menneske. Far kunne mest bande. Resten af familien rystede på hovedet over min “tossede” beslutning om at søge ind på teaterskolen.
Pjat med de kjoler! Du skulle have læst til noget rigtigt. Ikke alle kan blive Bodil, Karen! Du har vel tænkt dig at tjene penge på kroppen! blev der sagt ved de sjældne familiesammenkomster.
Ofte flygtede jeg fra de sammenkomster, ud i byen, sad på en bænk og betragtede verden med hovedet på skrå. Studerede ansigter, opslugte stemninger, plagierede små livsbilleder til scenen. Til sidst endte jeg typisk ved døren til Mads flotte lejlighed på Frederiksberg.
Kom ind, Karen! Jeg fornemmer du trænger til te og ro, bød Milla mig.
Der duftede altid af vanilje og hjemmebag hos familien Pedersen. Milla ledte orkestret, Mads jokede om sin tjenerrolle, og sammen sad vi ved det runde bord, sang, spillede guitar. Millas stemme rakte sjældnere nu, men hun insisterede.
Åh, Karen! Du forstår ikke, Mads skriger i søvne, råber replikker, jeg kan ikke sove, må op hele natten, sukkede Milla. Går det nu godt i teatret?
Helt fint! trak jeg på skuldrene. Mads er fantastisk! Altid fyldt hus og moderne, men spændende forestilling.
Flere fans, blomster og små kærlighedsnoter! Han har sikkert fået sig en lille affære, grinede Milla.
Vi lo begge; begge vidste hans hjerte altid sad i hjemmet.
Jeg fandt min skat på Hovedbanegården! fortalte Mads gerne til fest. Han havde samlet Millas tøj op, da hendes gamle kuffert gik op, folkemængden trampede over hendes undertøj, og han blev straks hjælper, trøster og kæreste.
Men forhåbentligt var der ikke kun hende, men også alle de utallige blomster, gaver og kærestebreve under døren. Milla blev dog kun irriteret over årene.
Hvorfor skulle du være så charmerende, Mads? sukkede hun.
Mads kyssede hende på hovedet, så op til hende som en gud. Hun var det alt for ham.
Og nu, hvor jeg var blevet teatrets nye skud på stammen den store debut var netop overstået, publikum klappede, blomster flød over scenen var det tydeligt, at hele ensemblet kredsede omkring Mads. Hans navn på plakaten bar forestillingen, og han ledte med smil og et skulderklap, men tog intet for givet. Alle ventede på, han snart ville blive “fortjent” eller Ridder af Dannebrog det måtte ske snart!
Karen, skal du ikke med? tøserne bankede på; vi ville fejre aftenen sammen.
Mads trak på skulderen og tørrede makeupen væk.
Gå nu, smil! Husk, du skal stole på dig selv, Karen. Glem hvad folk siger. Gå ud og spil med hjertet! han blinkede i spejlet.
Først næste dag, da jeg ankom igen, mærkede jeg det med det samme: Noget havde ændret sig i teatret. Det var en stemning i luften, udefinerbar.
Karen, har du hørt det?! Pia, min veninde, røg ind i kantinen.
Hørt hvad? jeg tørrede kaffe fra læben.
Jamen, du sidder bare der og æder smørkager, mens Mads hun gjorde pause, rullede med øjnene som en erfaren sladdertante.
Hvad?! Jeg væltede næsten koppen.
Mads er stoppet. Forladt teatret. Lige midt i sæsonen! Ku’ det være fordi, I to? Pia elskede sladder.
Jeg skyndte mig ud, stak armene i frakken og klappede døren efter mig.
Min hjerne hvirvlede: Mads kan da ikke bare forlade os, sådan! Og hvorfor sagde han ikke farvel?
Jeg fór straks hjem til Milla og Mads lejlighed, men mødte kun den snerpede nabodame med sin fede sort-hvide kat.
Endnu en fan? Pedersens er taget væk, snøftede hun.
Væk? Hvorhen?
Mads tog Milla med på ferie, og Anders droppede med. I maser på! døren blev smækket.
Mit hjerte brast.
Min far forstod ingenting at jeg var trist, græd vel mere end før.
Er du gravid? Alt det teater, du render til, det er dér, problemerne opstår! sagde han, og slog hånden hårdt i bordet.
Jeg rejste mig, tørrede tårerne væk, gik tavst ind og begyndte at pakke kufferten.
Hvor har du tænkt dig hen?
Væk fra dig, far. Hen, hvor jeg kan få luft, mumlede jeg.
Du kan da ikke bare flytte hjemmefra! udbrød han, så øjnene blinkede. Hvad vil folk sige, når du springer rundt på scenen med maven i vejret?
Du kender mig slet ikke, far.
Han prøvede at holde mig fast, men jeg løsnede mig.
Lidt efter gik jeg febrilsk rundt på gaden, da Anders kom løbende. Hans grin, de lange arme han mindede om en ung fodboldspiller.
Kom nu ind, Karen! Du fryser, giv mig kufferten, sagde han, og snart sad jeg på Pedersens køkken i Millas grønstribede natkjole, drak varm mælk og hørte Anders vrisse.
Fatter ikke alt det drama, Karen. Jeg får stress af jeres føleri, rystede han på hovedet. Min far gik på pension. Han orkede ikke mere. Tre gange måtte vi ringe til akutlægen for hjertet efter forestillingerne var han færdig! Han gjorde det for sig selv.
Men han så jo så frisk ud stammede jeg.
Det er også teater. Det hele er teater.
Vi talte en stund om det svære. Anders ville gerne have haft en almindelig, sur, småfuld far, ikke den evigt populære berømthed. Jeg tilbød min egen far i bytte men mine ord hang trist i luften.
Fædre vælger man ikke sagde vi begge, pludselig stille.
Jeg fik et værelse af Anders, og næste dag kom Mads hjem, syngende i entreen. Han tabte næsten kufferten, da han så mig.
Karen, det havde jeg ikke ventet! råbte han. Men ja, jeg gik fra teatret. Nu leger jeg, dyrker blomster og skal have hund! Og for resten, Othello ragout kan aldrig slå mavepusterne i min alder. Jeg er dødssulten! Kan du lave mad til en gammel mand?
Du er ikke gammel! udbrød jeg.
Gamle mænd mærker, hvornår de skal trække sig. Man skal gå på toppen før man taber status. Jeg var træt. Nu hygger jeg mig, læser aviser, spiller Chess og passer akvariefisk. Milla og jeg nyder timerne sammen. Scenen den savner jeg, men jeg holder mig væk. Det gør for ondt at vende tilbage.
Mads blev husket som sølvgrå, charmerende mand med blik, som smeltede hjerter blandt publikum såvel som blandt skuespillere. Kun Milla så hans alder, trætte bevægelser, visnende øjne. Kun vi to og Anders forstod, hvor storslået et farvel det egentlig var.
Jeg, Karen, giftede mig med Anders selvfølgelig hvem havde dog troet andet? Jeg blev “datteren” og var stadig ofte forbi. Hele Mads fortælling, vejen fra stjerneskud til forladt scene, havde jeg med mig hjemme fra ham og Milla.
Karen, gå når du stadig skinner. Glem ikke at timingen er alt. En skuespiller har sin grænse. Man skal forlade festen på toppen. Forstået?
Jeg lovede mig selv, at jeg ville huske det. Det bliver ikke let. Men jeg har haft verdens bedste læremester. Måske gik han for tidligt, eller også var det mig, der ankom for sent, tænker jeg ofte, når jeg går hjem efter endnu en premiere.
Improvisér, Karen! Lev! hører jeg altid Mads stemme for mit indre øre, og smiler.
