Ingen steder at løbe hen
Margrethe Stensdatter, kan De virkelig ikke kende mig? Det er jo mig, Viktor… Deres eneste nevø.
Viktor?!
Et par sekunder trak fasteren tungt efter vejret.
Herregud, jeg troede jo nærmest, du for længst var død, eller også sad du i fængsel. Du ringer ikke, du skriver ingenting…
*****
“Hvorfor lige NU?!” tænkte Viktor, mens han sad foran sin bærbare, og lyttede til den ubarmhjertige banken af naboens borehammer lige bag væggen. Eller, at han hørte den, var nu ikke frivilligt, for intet kunne skærme lyden.
Han havde forsøgt alt: ørepropper, hovedtelefoner, at trykke hænderne hårdt mod ørerne, endda gemt hovedet under hovedpuden…
Ubrugeligt.
Hver gang borehammeren satte i gang, løb der en skærende, metalskrigende lyd tværs gennem lejligheden, og det føltes som om, Viktor sad midt på en byggeplads og ikke i sin egen stue.
Hvornår stopper det dog?! Hvor meget skal vi mennesker holde ud?
Inderst inde ville Viktor gerne springe op, styrte ud på trappeopgangen, sparke døren ind hos naboen og endelig tage den forbandede borehammer fra ham.
Men det ville han kun turde i sine vanvittige drømme eller på siderne i sin næste bog.
I virkeligheden kunne naboen Johnny, tidligere medlem af Jægerkorpset og bred som en dobbeltseng, jo nemt knalde Viktor oven i hovedet med samme borehammer. Det blik Johnny havde dét kunne give kuldegysninger.
Så Viktor havde reelt intet andet valg end at acceptere situationen.
Han kunne godt have lært at finde sig i det, hvis ikke det lige var for én bestemt ting…
Direktøren for et anset forlag havde ringet til Viktor. Efter at have læst hans forrige bog om et mystisk mord i en lille, fiktiv by på Sjælland tilbød han Viktor et samarbejde.
Et rigtig lukrativt et: masser af penge.
Jeg er frisk! sagde Viktor glad.
Fint nok. Men én betingelse du skal skrive bogen på tre måneder, sagde forlagsdirektøren.
Intet problem.
Sådan var Viktor tit: sagde ja før han overhovedet havde tænkt tanken igennem. Og nu var han bundet uden overhovedet at ane, hvad bogen skulle handle om.
Naturligvis skulle det være en hæsblæsende krimi. For en erfaren forfatter som ham, burde det være nemt nok. Troede han i hvert fald.
For at historien skal blive rigtig spændende, skal man jo både finde den rigtige idé, skrue et plot sammen, skabe nogle interessante figurer. Og vigtigst opfinde en forbrydelse.
Men den slags forbrydelser opstår ikke bare på kommando… Det kræver hjernevridning, mange overvejelser.
Sidst brugte Viktor næsten et halvt år på den slags. Den gang havde han ikke nogen deadline og kunne tage sig tid. Men nu nu havde han kun tre måneder.
Og naturligvis valgte Johnny netop nu at gå i gang med den store istandsættelse bag væggen. Under lydene fra borehammeren kom idéerne kun til at handle om mord.
Viktor spurgte Johnny på altanen, mens han røg:
Hvor lang tid skal du egentlig renovere?
Måske sådan cirka tre måneder. Hvorfor, forstyrrer jeg dig?
Nej nej, jeg spurgte bare, blev Viktor bleg og trak sig hurtigt ind i lejligheden.
Han indså han kunne ikke blive boende, hvis han skulle skrive den bog. Men hvor kunne han tage hen?
Han regnede på, hvad et hotel ville koste ham men det var udelukket.
At leje et værelse var mere overkommeligt, men hvad garanti havde han for, at det ikke også begyndte at lyde af renovering på det nye sted?
Eller også ville han ende med naboer, der holdt barnedåb hele måneden eller havde børn, der lærte at spille klaver.
“Nej, det er for stor en risiko man kunne nemt ende med at flytte mere end man skriver.”
Pludselig faldt der noget til gulvet i nabolejligheden (eller var det loftet?), så Viktor forskrækket sprang op og slog hovedet mod boghylden over sin seng.
Det fik ham til at huske faster Margrethe. Ikke at forholdet mellem dem var noget særligt: hverken godt eller dårligt. Sidst de havde set hinanden, var begravelsen af Viktors mor. Syv år siden.
Men han kunne stadig hendes telefonnummer udenad! Ikke sit eget, men hendes. Underligt, men sådan var det. Måske slog han hovedet hårdt nok, for nu stod hendes nummer lysende klart i hukommelsen. Synd ikke at bruge chancen.
Hallo! lød fasterens stemme, og Viktor blev forbløffet over hun stadig levede.
Goddag, Margrethe Stensdatter. Det er Viktor.
Viktor… Viktor… gentog kvinden. Er det vvs-manden? Jeg var da sikker på, jeg havde betalt dig for det blandingsbatteri i køkkenet… eller har jeg glemt noget?
Margrethe Stensdatter, genkender du mig virkelig ikke? Det er mig, Viktor, din eneste nevø.
Viktor?!
Et par sekunder lød hendes tunge åndedræt.
Herregud, jeg troede faktisk, du var død for længst, eller endt bag tremmer. Du har aldrig ringet, ikke engang et postkort…
Jeg lever. Arbejder bare meget… Har ikke fået tid til at ringe, undskyldte Viktor.
Syv år uden et opkald? Er du nu blevet slave et sted?
Nej, det er bare, jeg skriver bøger. Krimier, mest, for det er dem, folk efterspørger.
Forfatter?! Jamen, hvorfor læste du så til atomfysiker! Din mor og jeg brugte en formue på din uddannelse var det bare spildt?
Nej, fandt bare ud af det ikke var mig… Margrethe, jeg ringer egentlig for at spørge om en ting…
Aha, du vil altså have noget af mig?
Det… måske. Jeg vil naturligvis også gerne høre, hvordan du har det! Men… kunne jeg låne din kolonihave i tre måneder?
Hvad? Vil du ha min kolonihave? Du er ikke rigtig klog, dreng har du slået hovedet?
Hvordan vidste du…? undrede Viktor, stadig med hånden på bulet i panden.
Han forklarede det hele, og lod hende høre de evige bankelyde fra borehammeren.
Hør selv! Det er ikke løgn. Hjælp mig, faster!
Efter lidt betænkningstid gik Margrethe med til at låne ham huset på én betingelse: han skulle rydde op og gøre haven i stand, så havens potentielle købere ikke skulle forarges over mælkebøtter og meterhøje tidsler.
Ikke noget problem! svarede Viktor. Send mig nummeret til ejendomsmægleren, så jeg kan hente nøglen.
Senere spekulerede han over, hvornår han i al verden skulle få tid til begge dele men han satsede på, at hvis han nåede at skrive romanen i ro og mag, kunne han ordne haven bagefter.
*****
Han mente, han havde planlagt det hele. Det var sensommer, og de andre haveejere var taget hjem.
Han var derfor sikker på, han ville være helt alene i kolonihaveforeningen.
Det gjorde ikke spor, at huset ikke havde moderne bekvemmeligheder vejret var stadig lunt.
Han trippede gennem ukrudtet mod huset. Pludselig lød en stemme:
Stop! Hvem der?!
Viktor blegnede.
Hvem er du? Hvorfor svarer du ikke? stemmen blev mere krævende.
Jeg er Viktor.
Hvad laver du her?
Jeg bor her midlertidigt.
Tøv nu ikke sig hvem du er! I dette hus har der ikke boet nogen i syv år! Er du en tyv, måske?
Det er min fasters hus Margrethe Stensdatter. Hun har givet mig lov til at bo her tre måneder. Se selv.
Kom hen til hegnet!
Hvilken retning? spurgte Viktor forvirret.
Til venstre!
Han møvede sig gennem krattet og så på nabogrunden en gammel mand med en stor hund. Hunden så på ham med et blik, der sagde “jeg kunne spise dig til middag”.
Viktor har altid haft det med hunde de betød ubehag.
Mandens navn var Ingolf. Han talte uden ophør, formodentlig fordi han ikke så mange andre.
Jeg har boet her i syv år, Viktor. Jeg forærede min lejlighed til min datter, da hun blev gift, og så flyttede jeg hertil. Så kom Trofast ind i mit liv. Siden boede vi sammen.
Åh, okay… mumlede Viktor, med øjnene fæstnet på hunden, som heller ikke slap ham af syne.
Jeg holder også øje med folks kolonihavehuse, når de tager hjem til byen. Nogen skal jo passe på, ingen stjæler køleskabe og tv… Jeg får en skilling, ikke meget, men alligevel. Du skal skrive bog i tre måneder?
Netop. Jeg har brug for ro. Derhjemme går det ikke.
Du har gjort det rigtige ved at komme! Her bliver du ikke forstyrret. Der er kun mig og Trofast… og nu dig.
*****
Efter at have sagt farvel til Ingolf bar Viktor poser, mikroovn og den bærbare ind i huset. Heldigvis var der køleskab. Tv var overflødigt han skulle jo skrive.
Han så ud over grunden, sukkede dybt, og ændrede sine planer: “Jeg må få haven gjort præsentabel jeg skal jo bo her tre måneder. Og jeg kan ikke have, den gamle synes, her er for beskidt.”
De næste fire dage gik med at rydde op. Ikke én mælkebøtte var tilbage på femte dagen. Han samlede alt ukrudtet i bunker på bagplænen: “Måske nogen vil lave kompost?”
Trofast fulgte nøje med. Tavs, men intens. Der var noget uhyggeligt over hans stille blik.
Heldigvis var der et trådhegn mellem grundene, Trofast kunne ikke springe over det. Hegnet beroligede Viktor mere end baldrian. Ellers havde han sikkert allerede fået gråt hår.
Nu kan jeg endelig arbejde, smilede Viktor og tændte computeren.
Han smilede fordi, nu havde han tid i smukke omgivelser. Ingen biler, haner eller naboer med boremaskiner. Men lykken varede ikke længe.
For hver gang Viktor begyndte at skrive, begyndte Trofast på nabogrunden at gø højt.
“Hvorfor nu det?” undrede Viktor sig.
De dage han havde ordnet haven, havde Trofast ikke sagt et ord. Nu gøede han, så huset rystede.
Så snart Viktor gik udenfor, stoppede hunden og logrede. Så snart Viktor gik ind, gik gøen i gang.
For pokker… hvad nu?
Han talte med Ingolf han trak bare på skuldrene: “Ved ikke, hvorfor. Måske kan han bare godt lide dig.”
Ingolf satte hunden i snor men Trofast gøede bare endnu højere, så han slap ham igen. Det hjalp ikke.
Viktor prøvede at arbejde, men kunne ikke. Det eneste, der fyldte hans hoved, var hundeglam.
Hvis han kunne, havde han gået hen og givet den dumme hund en kærlig lussing, bare for stilhedens skyld! Men det var kun på papiret han turde det.
I virkeligheden turde Viktor dårligt gå indenfor tre meter af Trofast… Han mindede alt for meget om Johnny med borehammeren.
“Hvad gør man så?” tænkte Viktor på verandaen. “Man burde bare flygte. Men hvorhen? Ingen steder at løbe hen. Nu er en uge også gået allerede.”
Og i stress over aldrig at få ro, kunne han ikke koncentrere sig. Han kiggede ind i computeren dag ud og dag ind men skærmen var lige så tom som hans hjerne.
Indimellem gik hans fingre mod tastaturet, men de faldt slapt ned igen.
I stedet for at skrive bog gik han rundt og åd alle de provianter, han havde med sig.
Ingolf, forklar mig, hvorfor din hund begynder at gø, hver gang jeg træder ind i huset?
Hvordan skulle jeg vide det? Jeg kan jo ikke læse dens tanker. Men jeg tror nu, han kan lide dig.
Det gør jeg altså ikke selv…
Du vænner dig til det. Man kan ikke undgå at komme til at holde af hunde. Mange har sagt til mig, de aldrig ville, og til sidst var de uadskillelige.
Nå ja, men nogen har jo også efterladt Trofast ellers var han ikke kommet til dig…
Ja, Viktor, det er ikke folk. Det er ikke mennesker…
*****
Senere samme dag nærmere bestemt sent om aftenen kom ambulancen til Ingolfs kolonihavehus, og han blev båret udenfor på båre. Viktor sad på wc og så det hele gennem sprækken.
Han hørte endda Ingolf hive efter vejret og sige til ambulancefolkene:
Hvordan skal det nu gå? Hvem skal holde øje med husene, hvem skal passe Trofast? Han klarer sig jo ikke alene.
Slap af. Ambulanceredderen smilede beroligende. Du skal bare have behandling, så kan du passe på igen bagefter. Infarkt tager vi alvorligt.
Hele natten lå Viktor og stirrede mod loftet, mens Trofast hylede mod månen. Først om morgenen døsede han hen og sov til det blev mørkt.
Næste nat det samme. Trofast peb hele natten. Det fortsatte flere dage.
Så kom betjenten.
Han gik direkte forbi hunden, opholdt sig i en time i huset, forlod det og forseglede døren.
Hvad er der sket? spurgte Viktor, da betjenten skulle til at gå.
Hej. Hvem er du?
Bor her midlertidigt.
Viktor forklarede betjenten det samme som han havde fortalt Ingolf, viste legitimation og opgav Margrethes telefonnummer. Så fik han at vide, at Ingolf var død af infarkt.
Trist… Han var sådan en rar gammel mand. Hvad med hunden Trofast er helt alene nu?
Hvad ved jeg? trak betjenten på skuldrene. Hvis du vil, kan du tage ham. Hvis ikke, må du bare slippe ham fri. Han skal nok klare sig.
“Let nok sagt,” tænkte Viktor, mens han så Trofast sidde i snor.
Du er sikkert sulten? sagde Viktor, straks bevidst om, hvor dumt det var. “Selvfølgelig er han det han har intet fået i dagevis.”
Viktor tog et stort stykke leverpostej, gik hen til hegnet og lukkede øjnene, mens han kastede det mod hunden.
Men…
… han ramte ikke.
Han ramte aldrig i skolen, blev aldrig valgt til basket.
Så leverpostejen lå udenfor Trofasts rækkevidde, og kæden var for tung.
Han prøvede rosiner, ost, rugbrød samme resultat. Til sidst voksede hans frustration.
Han gik ind til nabogrunden, med benene rystende. Trofast sultenheden strålede ud af hans øjne.
Viktor samlede maden op og kastede det tæt på hundehuset Trofast slugte det.
Så turde han gå hen, løsne snoren og træde nogle skridt tilbage. Uden at nå at forstå, hvad der skete, sprang Trofast på ham væltede ham omkuld og begyndte… at slikke hans ansigt.
Aaaah! skreg Viktor.
Helt unødvendigt, for ingen var tilbage i haveforeningen, der kunne høre det.
Efter betjentens råd ville Viktor egentlig bare slippe hunden fri men Trofast havde ikke tænkt sig at gå. Han fulgte Viktor som en skygge.
Hvad har du gang i, hva? sagde Viktor. Du tror vel ikke, du kan bo hos mig?
Vov!
Det kan du glemme! For det første, det hus er min fasters, hun har sagt ingen dyr. For det andet, jeg er alligevel på tålt ophold. For det tredje, jeg er out-of-work forfatter, for bogen bliver aldrig færdig nu. Og det er din skyld, faktisk!
Vov!
Ja, ja det var fordi du gøede dagen lang og peb om natten!
Han brokkede sig, men Trofast spurgte ikke om tilladelse. Han satte sig bare og kiggede troskyldigt: “Nu bor vi sammen, dig og mig.”
Viktor gav op.
Til hans overraskelse holdt Trofast nu op med at forstyrre, og Viktor kunne arbejde. Men… han kunne ikke finde på noget. Ingen idé, intet plot, ingen karakterer.
Han var blevet så uvant med stilheden, at nu, hvor den var der, kunne hans hjerne ikke tænke.
Han fortrød næsten, han tog af sted hjemmefra kunne han måske have skrevet den mest hæsblæsende fortælling om Johnny, der blev fundet død med sin borehammer i egen lejlighed. Men her: intet.
I stedet flyttede han Ingolfs hundehus over til sin egen grund. Det var solidt gitterlåge af armeringsjern. Der satte han Trofast under frokost og aftensmad.
Hvorfor? Jo, fordi Trofast stjal maden fra bordet.
Viktor dækkede op udenfor (det var skønt at spise i det fri!), hentede sin te, og da han kom tilbage: tallerkenerne var tomme.
Din bandit…!
Trofast sad og så uskyldigt op på ham, logrede og slikkede sig om munden.
Derfor hentede Viktor hundehuset over. Men det hjalp ikke. Næste gang gik han ind for at se efter, mens Trofast var lukket inde kom tilbage, og tallerkenerne var tomme.
Trofast sad i huset, logrede og slikkede sig om munden.
Han undersøgte huset. Lågen var lukket: “Det er åbenlyst poltergeist!”
Men næste dag så han sandheden en grå kat dukkede op, listede hen, åbnede krogen på lågen, hvorefter kat og hund sammen gik op til bordet, åd maden i løbet af få sekunder. Så løb Trofast tilbage og satte sig ind i huset, mens katten låste døren.
“Surrealistisk…” tænkte Viktor. “Sker den slags virkelig?”
Det fandtes måske kun i drømme.
Men efter det lukkede han aldrig mere Trofast inde under spisetider, og begyndte at lade katten spise med dem. Pludselig var de tre: Viktor, Trofast og Frej.
Katten kvitterede ved at gøre muserent i huset og stablede dem foran sengen.
Viktor kunne ikke lade være med at bande en søndag morgen bandet hørtes sikkert hele vejen til byen, 15 kilometer væk.
Lad os konstatere… sagde Viktor og drak te. To uger er gået… Jeg har ikke skrevet én linje. Ingen idé, intet plot, ingen figurer. Men nu har jeg en hund og en kat, som… skal have mad. Hvad skal jeg give dem? spurgte han ud i det tomme rum, mens han så det tomme køleskab.
Det blev nødvendigt at tage til byen efter mad. Viktor tænkte, han kunne gøre det alene men Trofast og Frej var lodret imod.
Så snart han åbnede bildøren, sprang de begge ind før ham.
Så de måtte tage på indkøb sammen. Ture og pauser for at de kunne gøre det fornødne og jagte spurve gjorde det til en tre timers tur.
At planlægge noget med dem var meningsløst de bestemte, ikke ham.
“Jeg ville så gerne flygte … men der er ingen steder at løbe hen…”
*****
Efter aftensmaden besluttede Viktor, at han fuld af mod i morgen ville ringe forlaget op og aflyse den næste bog.
Så ville han tage hjem. Der var intet mere at gøre her.
Men det gik ikke som planlagt. Denne gang var det ikke dyrene.
Senere, da mørket faldt, og Viktor sad med sin tredje kop te, hørte han en motor brumme lige i nærheden en varevogn, ikke en almindelig bil.
Det undrede ham meget. Han ringede til politiet for at melde det.
Betjenten sagde, han ville kigge forbi.
Viktor så, hvordan en stor transportvogn bakkede op foran Ingolfs hus. Selvom hverken han eller hans dyr blev bemærket (pæren var sprunget), havde han fuldt udsyn fra wc’et.
To mænd sneg sig ind og begyndte at vende hele huset på hovedet.
Var det tyve? Uden tvivl. Spørgsmålet var: hvad skulle han gøre?
Betjenten kunne ikke nå at komme tyvene kunne nemt være væk; huset lå isoleret i udkanten.
Viktor så, at de endnu ikke havde set hans bil. Men de ville nok finde ud af, at de ikke var alene…
Jeg må gribe ind nu, hvis jeg skal gøre noget, hviskede han, mens han fumlede efter toiletrullen.
Han gik ud, bad dyrene vente, og listede over mod Ingolfs hus.
Bag transporteren lå en bunke hvidevarer: køleskabe, mikrobølgeovne, tv. Selv en spillekonsol.
Han sneg sig op til huset, men netop som han var fremme, kom to fyre ud.
De virkede bekendte…
Godt udbytte, hva’? lo den ene og slæbte på et lille tv.
Ja, og den gamles medaljer kan måske sælges til samlere.
Så så de Viktor.
Hvem er du!?
Politiet! løj Viktor. I er taget på fersk gerning! Løft hænderne og vend jer om. Modstand er nytteløst!
Han havde hørt replikken i en politiserie og gentog den.
For fanden… udbrød manden med tv’et og blegnede.
Den anden…
Det er jo ikke politi, Mads. Kan du huske den nabo, den gamle nævnte, der ville skrive? Vi troede, han var bindegal…
Nå ja, helt rigtigt! fniste makkeren.
Viktor kunne ikke slås og sagde mentalt farvel til livet.
Men da de to nærmede sig, kom ud af mørket to skikkelser væltende: Trofast og Frej. Katten hoppede op på den enes hoved og æltede hans isse, mens Trofast væltede den anden og gøede dybt, slap snot og savl ud over hans ansigt.
Aaah! skreg manden.
“Du kan skrige så tosset, du vil ingen hører dig,” tænkte Viktor.
Inden længe lå begge frygtsom på jorden. Viktor fandt en kæde og bandt den enes hænder.
Lige den dag ankom betjenten, smilende, og byttede kæden ud med håndjern.
Flot, Viktor! sagde politimanden. Du holdt hovedet koldt, selv mod to indbrudstyve.
Det var nu ikke bare mig, smilede Viktor og pegede på dyrene. Vennerne hjalp til.
Gode venner. Med dem kan man gå gennem ild og vand. Husk at passe på dem…
“Hvor skulle jeg dog tage hen?” tænkte Viktor.
Kender du i øvrigt de her fyre? De ser bekendte ud!
Det er ambulanceredderne! Besluttede sig til at stjæle. Jeg har forsøgt at få fat på dem i et halvt år. Men du du klarede det på én aften.
Betjenten forsvandt, og Viktor løb ind pludselig havde han en genial idé til en ny bog.
*****
To og en halv måned senere afleverede Viktor manuskriptet til forlaget. Redaktøren slugte det i ét hug.
Viktor! Det er en regulær bestseller! Godt gået! Du får honorar og procenter af salget.
Efter noget tid solgte Viktor sin lejlighed i byen og købte sin fasters kolonihave. Han købte også Ingolfs grund og slog dem sammen. De penge han fik, samt honoraret, var nok til at bygge et rigtigt hus med indendørs wc og varme.
Sådan bosatte han sig for alvor uden for byen. Sammen med Trofast og Frej. Hvorfor ikke?
Ro og idyl overalt… men det bedste: han havde sine bedste venner tæt på sig.
Om dagen arbejdede han ved sin bærbare, om aftenen gik de ture og tjekkede, at der ikke var fremmede på området. Viktor takkede skæbnen for, at tingene gik, som de gik. Og især Johnny og hans borehammer for hvis ikke naboen havde startet renoveringen, var han aldrig endt … lige dér.
