Lises liv
Lise kom ofte her.
Hun slæbte altid på sin store stofpose, steg af bussen, kiggede sig omkring, rettede på sin trofaste lilla baret, og gik derpå langsomt hen ad grusstien mod den gamle kirkegård. Hun gik forbi den store, sorte smedejernslåge, talte de små alléer, drejede til højre, og trådte forsigtigt over de vildtvoksende, glemte grave. Indimellem satte hun posen og rettede på blomster, som vinden havde væltet, lagde nedfaldne glaslygter på plads og sukkede lidt.
Lise havde fine, sarte ansigtstræk, smukke og blide. Men hun mærkede intet til sin egen skønhed, gik let foroverbøjet, som om hun helst ikke ville ses.
Hendes tøj var anonymt og billigt mode og smart tøj var lige et nøk for dyrt for hende endnu.
Og naturligvis var hun single. Hvorfor?
“Altså, hvem gider sådan en?” hviskede kollegerne i omklædningsrummet, mens Lise stod under samfællesbruseren. Nogle så medfølende på hende, nogle trak på skuldrene, andre ikke til at tro, men sandt med et strejf af misundelse. Hvad var der dog at misunde? Sjælen måske? Men sjæl gør jo ikke glad! Eller gør den? Måske misundte de blot ungdommen, troen på det, der kunne vente forude.
Efter fyraften vaskede alle kvinderne os hurtigt, mens vi med grove svampe skrubbede gær- og baguettelugt af vores ømme ben med fortykkede årer, slyngede håndklæder om os, rettede makeupen foran små pudderdåsespejle, ordnede håret og snublede ud til supermarked, ærinder, flirterier. Men Lise gik hjem.
Hun var heldig; hun havde sin egen etværelses lejlighed, med gamle tapeter og udsigt direkte ind i en institutions grå mur. Men pyt der var jo tag over hovedet! Hvad gjorde det, at man ikke kunne se himlen eller træerne? Det vigtigste var, at Lise havde sin egen lune, stille rede.
Om morgenen lavede hun gymnastik: svingede armene, trampede i gulvet, bukkede sig ned sådan, at hver ryghvirvel trådte frem, som perler på en snor, bare afbrudt af stroppen fra et for småt undertøj.
Så spiste hun hurtigt morgenmad og susede så på arbejde.
Også arbejdslivet havde Lise klaret godt. Næsten lige fra hun gik ud af bagerfagskolen, var hun blevet ansat på Rugbrødsfabrikken ved Hillerød.
“Hvorfor er du så stille?” råbte kvinderne. “Hold dig nu til os vi er jo næsten én stor familie!”
Men Lise havde ikke det store behov for den slags familie, holdt sig for sig selv, men var hverken sur eller tvær. Bare stille.
“Lise! Skal du med på café? Ida har fødselsdag kom nu, vi skal jo også have det sjovt,” hviskede Rikke og tjekkede diskret uret. Skiftet sluttede snart.
“Nej tak. Jeg har lige noget, jeg skal nå,” svarede Lise, næsten uden at kigge op.
“Hun har travlt! Har du hjemmeboende børn eller en gammel bedstemor, du passer? Vi bliver ikke længe, Lise! Man må jo have lidt fornøjelse!” prøvede Rikke at overtale hun var altid sprudlende, lidt for meget, men i øjnene lå en tristhed…
“Nej… jeg har bare noget at ordne. Tillykke med fødselsdagen, Ida,” sagde Lise stille.
“Nå. Har du egentlig en kæreste?” hviskede Rikke nysgerrigt og lavede store øjne til de andre, som småfniste.
“Nej, det har jeg ikke.”
“Har du haft én?”
“Hvorfor vil du vide det?” Lise så ned og trak skuldrene op om ørerne.
Hun havde aldrig haft nogen.
“Det er bare interessen, Lise vi er jo ikke fremmede for hinanden!” sagde Rikke.
“Jo, det er I. Éns egne blander sig ikke sådan. Du forstyrrer, Rikke,” sagde Lise pludseligt, blidt men bestemt.
Der blev grint i krogen. Normalt sagde man ikke sådan til Rikke ikke af respekt, bare af frygt.
Rikke rødmede.
“Puha, skal man opføre sig sådan bare fordi man ælter brød hele dagen? Fjolset! Vi prøver jo bare at hjælpe! Vi ved jo, du er fra børnehjem, ingen har lært dig kærlighed. Man overlever eller også dør man vi prøver at hjælpe! sagde hun surt.
“Jeg havde forældre. Engang,” svarede Lise, og så Rikke lige i øjnene. “Du ved intet om ‘os’. Jeg klarer mig.”
Rikke blev meget fornærmet. Hvorfor, vidste hun ikke selv. Hun ville have været tættere på Lise, men blev afvist.
Gennemblødt kom Lise hjem, varmede sig under bruseren og gik i seng. I morgen var det hendes fridag, og så skulle hun på kirkegården. Til dem.
Hun gik over den mudrede jord til det rigtige sted, stillede posen, fandt sit lommetørklæde og tørrede forsigtigt mudderstænk af fotos: En mand, pæn, i uniform, grånede tindinger. Og en kvinde med fine træk, øjne, der næsten smilede.
Hun ville sådan ønske, at kvinden virkelig ville smile bare lidt. Men det gjorde hun aldrig.
“Jørgensen A.J., Jørgensen G.P.” stod der pertentligt skrevet på billederne.
Lise tog straks sine handsker og begyndte at ordne visne blomster og blade.
Hun stod lidt, hentede så sand fra den store kasse længere oppe ved kapellet. Det havde regnet, og der var oversvømmelse. Hun bar en spand vådt sand hele vejen. Regnen silede, hendes jakke blev tung og mørk, og baretten var gennemblødt. Håndtaget trak sig mærkeligt ind i hendes skinneben og rev strømperne i stykker.
Et øjeblik stod hun og så på blodstriben på benet.
Det skal desinficeres, konstaterede hun, men trak så på skuldrene: Senere!
Hun hævede hagen lidt. Hun var datter af en officer banaliteter skulle ikke bringe hende ud af fatning!
Hun strøede sandet, dækkede de sorte jordpletter, hvor der engang voksede morgenfruer og primulaer. Hun trak alt det visne op: Ingen grund til, at musene brugte reder af det!
Haveliv havde hun aldrig prøvet, men lidt instinkt var der alligevel. Hun var vokset op uden grøntsagsbede – men nu gjorde det noget for hende.
“Godt. I kan lide det, ikke? spurgte hun stille. Det blev lidt sjusket sandet var tungt. I må ikke blive sure…”
Pause. Så:
Far, jeg snød på bussen i går, kørte gratis. Skæld nu ikke ud! Kun denne ene gang! Jeg tabte pengene, forstår I! Pinligt Ja, jeg ved det. Mor, forsvar mig ikke! Far har ret, det var forkert. Næste gang går jeg
Hun fortalte videre, om jobbet, om Rikke og hendes spørgsmål, om hvor pænt der var hjemme, og hvor hun passede godt på tingene. Sådan var hun oplært hårdt måske, men så var der intet at skamme sig over, hvis nogen kiggede forbi uventet.
“Jeg har købt en kogebog, mor. Skal lære at lave mad, fortalte hun, mens hun satte sig på det gamle jernhegn. Nårh, det skulle da også males! Glemte helt Til hvem? Der kommer nok gæster engang! Nej, vi skal ikke drikke snaps, mor! Eller smadre porcelæn!
Så kneb det lidt med tårer, måske af træthed eller for hele tavsheden i luften.
Pludselig stod en hånd på Lises skulder.
Hun udstødte et lille hvin, vendte sig, gled i mudderet men en arm greb hende.
Rikke? hviskede Lise forbløffet.
Lise? Hvorfor hænger du egentlig her? svarede Rikke igen. Vi spurgte på personalekontoret du fik lejlighed, fordi du er fra børnehjem! Tomme og Anne og jeg har stået på venteliste i fem år, men du fik én. Hvorfor? Enkeltværelse, og du har ikke engang nogen mand!
Rikke så nærmest fornærmet ud, tøede så hurtigt lidt op. Eller, måske er det bedst. Du skal lige finde dig selv, ikke. Vi andre ville bare rode det hele til.
Hvorfor er du så her?
Jeg besøger min moster. Hende under birken. Sur dame, slagsen Slåede på mig, hvis jeg ikke rettede ind. Alligevel fulgte jeg hende, vaskede hende, sad hos hende da hun var syg. Hun tog mig til sig engang; min mor døde da jeg blev født, far smuttede ‘en slubbert’. Ved du, hvad det betyder?” Lise rystede på hovedet. “Nå, han stak af og lod mig hos moster med en pose og tog væk. Hun fik penge for at opfostre mig men til sidst skrev hun lejligheden over på ham! Nu bor han der med sin nye kone… og jeg i kollektiv
Rikke sparkede irriteret til en klump ler, der fløj hen mod Jørgensens gravmonument.
Ups, undskyld, det ordner jeg, sagde hun hurtigt. Men Lise havde allerede fjernet det.
“Hvis du ikke kunne lide din moster, hvorfor besøger du hende så? spurgte Lise. Fordi det er sådan man gør?
Ja, vel. Hvorfor besøger du dem? De er ikke dine.
De var heller ikke mine rigtigt. Jeg kendte hende lidt hun gik tit tur med deres gamle gravhund, en brun og skævbenet, meget sød og sløv. Jeg så dem ofte. Forestillede mig lidt, hun var min mor. Det er fjollet. Jeg klarer mig jo selv, har min egen lejlighed. Men… jeg kunne godt tænke mig at høre til nogen.
“Du var heldig med din bolig,” sagde Rikke. “Det misunder jeg dig. Eller… måske er det bedst. Du lærer at være alene. Jeg bliver bare skør af det. I mit kollegie tror nogen stadig på Gud min moster havde væggen dækket af ikoner, min far og hans dame solgte dem alle. Jeg fik ikke én. Men… egentlig, når jeg ser på dig, tror jeg deroppe er nogen, der finder ud af, hvordan ting skal være…” Rikke grinede pludseligt. “Kunne du have udvalgt en hvilken som helst grav at pleje, eller hvad?”
Nej, Jørgensens passede mig. Hun var stille og luftig, han så så ordentlig ud. Når jeg nu ikke havde nogen familie, kunne jeg i det mindste selv vælge én, ikke? Ingen besøger dem deres slægtninge bor sikkert langt væk. Og for mig er det ikke noget problem.
Du begravede dem ikke, vel? Rikke så forskrækket ud.
Nej. De blev kørt ned af en bil. Og til selve begravelsen var jeg ikke inviteret. For mange officerer. Jeg gik bare herop bagefter.
Sådan noget jeg skal nærmest slæbes herop, og du kommer selv… Skal vi ikke gå? Du gennemblødt jo.
De rejste sig, Lise pakkede sine små haveredskaber de lignede legetøj tørrede dem fri for mudder, lagde dem i posen.
Rikke skyllede hendes hænder med lidt regnvand fra en flaske og tilbød sit lommetørklæde.
“Tak, ikke nødvendigt,” smilede Lise og tørrede dem af i jakken i stedet dårlig vane. Hendes mor, altså Jørgensen, ville sikkert have givet hende en skideballe for det.
“Du er sgu speciel, sagde Rikke. “Er du rigtig klog?”
“Måske,” smilede Lise. “Jeg finder bare ikke rigtig veninder. Kunne godt bruge nogen at snakke med. På børnehjemmet havde jeg Julia, men hun rejste langt væk, kender ikke min adresse. Og så taler jeg lidt for mig selv De der ” Lise pegede mod gravstedet ” talte engang venligt til mig. Eller måske bildte jeg mig det bare ind.
De trykkede sig ind i bussen. Iskold, bumlende over huller. Hendes havesager raslede, eller også var det hendes tænder.
Undskyld, jeg er grov. Lad være med at hænge på mig, mumlede Rikke. Det var det, min moster ikke kunne, min skæve karakter.
Men du er smuk, sagde Lise afvæbnende.
Rikke grinede.
Det hjælper jo på meget! sagde hun
***
“Det blev en pige,” konstaterede jordemoderen Mette tørt og slyngede den lille op på Galinas bryst.
Galinas lillesøster, evigt brokkende Ulla, boede hos Mette. Mette delte sin toværelses med Ulla og Ullas mand, Ben. De flyttede ind, da Ulla blev gravid. Altså, det var Ulla, der flyttede, og hun fik aldrig noget arbejde. Ben var altid på farten, på forretningsrejser, meget travl, og aldrig hjemme kom forbi, spiste, sov, stak væk igen.
“Det er på grund af dig, han flygter! Du bebrejder ham, glor skævt! Derfor bliver han væk!” jamrede Ulla, tog sig til maven, gyngede frem og tilbage.
Jeg blander mig slet ikke, jeg har bare mit eget værelse. Du ser ikke godt ud, Ulla, tag nu til lægen. Bare for at tjekke det er fint… Mette ville røre Ullas mave, men Ulla trak sig væk.
“Det er ikke rigtig vel! Hun er skør!” klagede Ben. “Hun tillader ingenting.”
“Det sker,” sukkede Mette. “Hun bør til læge, få styr på det.”
Ulla var gravid for femte gang, men havde altid mistet i starten prøvede hun læger, hospital, men senere nægtede hun.
Gider ikke! Læger gør det bare værre! Jeg tænder et lys i kirken i stedet!
Ulla, nu må du stoppe. Lægerne er vigtigere nu, og Mette
Og hvad så? Er du vild med Mette? flimrede Ulla, hormonel, og tårerne sad løst.
Det blev en for tidligt født pige, Rikke, lilla og svag. Hun pev blot, græd ikke.
Hun trækker da vejret allerede noget! Men hvordan kunne du forsømme dig selv sådan? Du ødelægger barnets helbred! skældte jordemoderen. Mette, hvordan er det gået så galt?!
Men Mette sagde ingenting, hun tog bare Ullas hånd.
Ben begravede sin kone, stod med spædbarnet lidt, og forsvandt så på “forretningsrejse”. For altid.
Ben, jeg kan ikke klare det her jeg arbejder, hvem skal tage sig af Rikke? bad Mette. “Det er din datter!”
Ben sukkede, stak hende nogle kontanter, et par hundrede kroner.
Jeg sender mere senere. Vi får dig registreret som værge. Jeg kan ikke ordne det. Når jeg ser på hende, ser jeg bare Ulla
Sådan blev papirerne ordnet, og Mette fik forældremyndigheden over lille Rikke.
Det var slut med arbejde for hende. Da barnet blev tre måneder, skaffede hun hende plads på vuggestuens ugentlige ophold hun havde forbindelser og blev bidende bitter over det hele.
Nu ligger en udmattet Mette og holder slapt om den lille pige. Hun græder. Alt det fine, opsatte hår og pæne tøj hjalp ikke. Hvorfor kom hun? Mandens bureaukratiske pligt syndes at være overstået, han kyssede hende ikke engang farvel.
“De skulle opleve det! Mændene mener børn bliver til i galanteriet!” fnisede portøsen.
“De skulle tvinges ind i fødestuen, så ville de måske lære det!” sagde en sygeplejerske.
Manden gik ikke med ind. Han ville ikke se sin kone føde sin “falske” datter.
Han havde fået det at vide: En “velgører” i telefonen. Det gik op for ham, at barnet måtte være undfanget imens han selv var bortrejst.
Han hadede nu sin kone, men for karrierens skyld krævede han, at hun fødte og afleverede barnet. Ingen skilsmisse i papiret!
Anton, han er din, jeg sværger! bad hun men Anton var iskold.
Hun gav efter. Hun græd, for pigen klyngede sig så hårdt, det gjorde ondt.
“Hvad græder du for? Det hele løser sig! Der har da været mange som dig!” sagde Mette, lidt hårdt. “Det løser sig!”
“Det gør det ikke,” snøftede Galina. “Det er ikke hans barn. Han ved det, og vil have hende bortadopteret.”
Mette blev iskold. Slog ansigtet i sten.
“Rigtigt gjort. Op med papirerne, mor! Jeg tager barnet. Jeg har travlt!”
Sådan blev Lise forladt. Galina døbte hende dog Lise…
Jørgensens opsøgte hende aldrig igen. De fik en søn, “rigtig arving”. Stolte far sendte ham på officersskole.
Galina elskede sin søn. Når folk spurgte om fødsler, svarede hun: To, men første gang overlevede barnet ikke. Hun sagde det uden at blinke ikke levedygtig. Ikke egnet til at være med Anton og hende.
De fik aldrig nogen lejlighed i København…
Mette arbejdede og bed tænderne sammen. Det var ikke let med Rikke hun var temperamentsfuld, og ethvert barn uden mor får ar på sjælen. Mette blev aldrig gift. Dem, der var interesserede, ville have Rikke ud af lejligheden.
Ben sendte penge af og til. Engang troede Mette næsten, han kunne lide hende. Måske var hun forelsket hele sit liv, tilgav ham. Hun efterlod ham lejligheden. Han havde en ny familie. Det var i orden.
Men Rikke hun skulle nok klare sig selv.
Mette nåede aldrig at be om tilgivelse fra sin niece ikke for noget særligt bare for ikke at kunne elske nok. Modet rakte ikke…
***
Ingen anede, at to enspændere, Rikke og Lise, nu sad i samme bus, rystede af kulde og så på hinanden med små smil.
Pudsigt og hårdt, at Lise, ung og naiv, havde valgt sin “familie” blandt dem, der engang havde afvist hende. Skæbnens ironi, at Lise nu kendte Mettes niece, og hverken havde overbevist Galina om at beholde barnet eller selv fået sin egen.
Men nu gik de ned ad asfalten mod Lises hjem.
“Lad mig da i det mindste købe lidt kartofler, så kommer jeg ikke tomhændet!” gnavede Rikke, genert.
“Drop det. Du ligner én, der er ved at blive blå af kulde! Kom! Jeg har alt. Og først skal du bare i bad. Jeg har købt en kogebog! Lise lød stolt som et barn. “Jeg har aldrig haft gæster undskyld hvis noget kikser!”
“Åh altså, drop nu alt det pæne! Jeg er sgu ikke nogen gæst! Slå et par spejlæg, har du noget koldt flæsk? Og lidt forårsløg, måske?” Rikke nøs, de lo begge to.
Hvorfor dvæle ved fortiden? Foran dem ligger nu et flot, frit liv, som kun er deres deres venskab lige begyndt at spire. Og det havde de brug for begge to.
Fortiden… den var væk, indhyllet i tågerne, noget man ikke længere skulle dvæle ved.
“Og Lise, jeg skal giftes…” sagde Rikke stille, to år senere.
“Rikke! Hvor er du heldig! Hvor er det FEDT!” Lise snurrede, armene spredt, Rikke havde syet hende en fin kjole, alt var så smukt, at man bare måtte le.
Intet fortid kunne ødelægge det.
Lise gik aldrig længere til Jørgensens grav. Sønnen kom hjem, jagede hende væk, og sin egen søster med.
Bagefter sad han tit selv, drak øl på gravens gelænder, ensom og forladtMen hun savnede dem ikke længere. De mange år med tyste stemmer i marmor havde lært hende alt om tab og alt om længsel, men også, i det stille, om at skabe sin egen verden.
For nu var der liv og latter i Lises rum. Hjemmet duftede ikke længere kun af rugbrød eller koldt radiatorvarme, men af stegte løg og kaffe og latter, mens kulørte sofapuder blev rystet og små sko sparket af i gangen. Rikkes latter blev snart genlyd i stuerne, og senere, små, vaklende skridt efterlod kridtstreger på det slidte gulv, hvor Rikkes datter løb mellem forestillede skatte på eventyr gennem Lises ene værelse. Mor, tante, søster ordene blev ikke længere vigtige at adskille.
Om foråret lavede de picnic på kirkegården, men ikke længere ved Jørgensens grav de fandt en solstribe under kastanjetræet, hvor rødderne bugtede sig under græsset, og spiste hvedeboller og fortalte hinanden løgne og hemmeligheder, og himlen var endelig synlig over dem.
En gang sagde Rikkes lille pige: “Lise, du er den bedste til at fjerne mudder, men hvorfor bliver du aldrig beskidt?”
Lise smilede. “Fordi jeg har lært at vaske alt væk, undtagen det der gør godt.”
Hun vidste, at her skulle hun finde hjem, ikke i minder eller gravens stilhed, men i al det, hun nu elskede og blev elsket for.
Og alt, hvad der havde været tungt i fortiden, lå nu stille, men ikke glemt blot omdannet til grund. På den grund byggede de et lille fællesskab, hvor selv de sværeste år var blevet næring for nye blade.
Så blev Lises liv langt om længe hendes eget et liv, hvor ingen bankede på for at føre bort, hvor ingen sad bag duggede ruder og så ind. Hun havde åbnet døren selv og nogen var blevet.
Og i en sen aftensol, mens vinduerne stod på klem og stemmen fra køkkenet lød igennem, gik Lise ud på trappen, så mod himlen, og mærkede for første gang, hvor let det er at stå rank, når stilheden taler med venlig røst.
Der, med håb og latter bag sig, slap hun endelig fortiden helt.
Og Lise, den stille, blev aldrig alene igen.
