Mors udflugt
Du bliver inde, ikke sandt? Lover du det, mor? Sikaglade på fortovene, ingen har fjernet sneen, og du ved selv der går virus nu, den ene hoster i metroen, den anden nyser ved siden af. Halvdelen af kontoret er syge! formanede jeg min mor skarpt.
Jeg ringede til hende hver aften for at høre, hvordan hun havde det, om hun manglede mad, og endnu engang om helbredet. Bagefter snakkede vi om alt muligt andet: hvornår jeg egentlig havde tænkt mig at fri til min Tine, om sommerhuset i Nykøbing og at der snart skulle kigges på trappen, når foråret kom.
Karen Jacobsen lyttede altid efter, opfattede mine suk, min stemning, min vejrtrækning, og hun forstod altid, om jeg selv var rask, om noget bekymrede mig, eller om jeg blot var træt efter en lang dag.
Ja, ja, Jakob min dreng, jeg har forstået det. Jeg skal nok passe godt på mig selv, svarede hun undvigende, endnu engang bedt om bare at sidde hjemme.
Mor, skal du et sted hen? Altså mor, jeg gentager du skal blive hjemme for nu, ro på med alle dine skøre påfund, okay?
Mor nikkede blot og sukkede.
Skøre påfund… Men hvor var det dog kedeligt! Hun kunne ikke, ligesom de andre i seniorklubben, sidde og strikke eller se tv i timevis, så karse under vinduerne og udfylde krydsord. Det sagde hende ikke noget.
Bare det pludselig at tage toget med Gitte fotografen, der var fem år ældre og rejse til Aarhus om natten, slentre rundt i byen hele næste dag, sidde på café og nippe til krydret gløgg, falde tilbage på hotelsengen og høre byens natlyd, tænke over dens historie… og så hjem til København næste dag dét kunne hun lide.
Hendes liv som enke bød stadig på natlige bådture på Øresund, kortspil hos Sørensens, teater en gang om måneden, ture til storcentret det sidste mere af nød end for fornøjelsens skyld, som hendes afdøde mand altid havde sagt. Og andre små glæder, hun ikke delte med mig. Jeg ville ikke forstå, måske endda bebrejde, måske skælde ud.
Jeg passer på hende, grundigt og kærligt. Mest med helbredet!
Prøver, kontroller to gange om året, piller, kosttilskud jeg tog mig af det hele.
Men det er næsten umuligt at have hende med på hospitaler og lægehuse.
Straks falder hun i snak med en anden i venteværelset, om det nu er hendes tur eller ej, og finder straks noget fælles steder de har været, folk de kender så alle hilser, mens hun snakker og smiler, og så forpasser hun sin tid.
Mor! Hvorfor gik du ikke ind? Mor, jeg sagde jo, du skulle komme klokken fem, jeg kom løbende med et glas vand.
Åh, undskyld, min ven! Jeg snakkede bare løs. Farvel, allesammen! nikkede mor og smilte, som om hun kendte til lidt hemmeligheder, svævede ind ad døren.
Og det samme begyndte ved lægen. Børn, hunde, Bornholm, Skagen, hjemmelavet marmelade, H.C. Andersen, ballet, hun snakker om alt og glemmer det vigtigt.
Kan du være stille, mor? endte jeg med at sukke, bunden glasset og gned min nakke. Lægen spørger dig, om dine hænder sover om natten!
Jakob! I min alder kan selv halen snurre, men det forhindrer mig altså ikke i at diskutere venetiansk glas med lægen! protesterede Karen Jacobsen.
Mor var lærd, vittig, altid selskabelig.
Det førte hende ofte i problemer
Da vi havde sludret færdig, gik mor ned for at tømme skraldespanden. På vej ned skulle hun lige tjekke pelargonierne på trappen og løb ind i naboen, Egon Andersen.
Jeg havde aldrig været vild med Egon. Sådan en lidt mut type, altid alvorlig ja, mut er nok det rigtige ord.
Han nussede i havebedet og tog derefter på fisketur.
Nu går turen efter aborren! erklærede han tit for mig.
Jeg nikkede høfligt. At fiske i Køge Å virkede komplet tosset og meget lidt hygiejnisk.
Om vinteren, som mor kaldte ham, gik Egon på langrend i Fælledparken, fodrede de lokale egern, pyntede træet i gården. Men mut, det var han nu stadig i mine øjne.
Godaften, Egon! Det sner jo vildt. Mor smilede. Jakob ringer hele tiden og siger, jeg skal blive hjemme, men Karen Jacobsen hang hovedet lidt. Jeg skal altså alligevel ud. Ved ikke, hvordan jeg skal sige det til ham
Til hvem? spurgte Egon uden megen farve.
Til Jakob. Nu må jeg løbe. Farvel!
Hun smuttede, og Egon blev tænksomt stående tilbage.
Mor havde forhøjet kolesterol, blodtrykket kunne drille, leddene værkede i frost, og forfoden dunkede. Men for pokker bliver det en kvinde, der hunger efter oplevelser, bremset af lidt skavanker? Nej.
Egon betragtede, hvordan hun satte sig ind i en taxa, der snoede sig gennem snedriver, blinkede én gang og forsvandt mellem de andre chauffører.
Han rettede på sit grå hår, kløede sig på hagen og trak gardinet for.
Mor havde det fantastisk! Hun dansede, og det gik hende vel. Endda partneren, Poul Erik Kristensen, en høj, bredskuldret mand med moustache og en let rødmosset næse, havde rost hende flere gange, og endda citeret digtere noget forvirret, sandt, men dog. Ikke hendes type, men nuvel, hun skulle ikke gifte sig med ham, bare danse!
Hun var træt af kontrol og opsyn. Hun ville drille, tage chancer, danse sig svimmel, le, drømme, være barnlig som i gamle dage.
Hun var bare en ganske almindelig kvinde, med problemer og tab, en søn der var for meget tilstede i hendes liv blot fordi han aldrig blev gift, og en fremtid som sandsynligvis indebar plejepersonale og andre “herligheder” ved alderdom.
Men i aften, midt i de forestående nytårsfester, i denne store, lyse sal med dejlig musik her var det godt! Slap af fra hverdagen, snyder lidt for sin søn og hvor var det dog skønt
Kristensen tørrede sveden af panden, plejede at overlade sin partner ved søjlen for at hente sodavand.
Hun drak ikke champagne eller vin, hun var bange for at blive svimmel og skulle hjem. Aftenen var jo gået helt perfekt. Jakob havde allerede ringet, så hun blev ikke overvåget mere. Hun havde løjet, ja, og det må hun tage med. Aftenen blomstrede! Alt denne frygt som Jakob havde, det var spild af liv!
Hun havde læst om denne lille arrangement for “dem over 60” i et reklameblad. Et splitter nyt fitnesscenter, rent og lyst, med en stor festsal, arrangerede aftener for området, hvor ellers ikke skete noget. Prisen var overkommelig, og det var rart ikke at skulle tage bus og metro for at komme ud. Fitness og fest to i én!
God forretning for centret også penge lugter aldrig.
Karen Jacobsen overvejede ikke længe. Hun tog kjole på, lavede håret, lagde makeup og nu dansede hun for livet!
Poul Erik kom med to glas sodavand, rakte det ene til hende, drak selv resten i én slurk og hviskede: For helbredet!
Undskyld, jeg elsker at drikke Altså drikke! Du skal også tage en tår! opfordrede han, og stødte til hendes arm.
Hun rynkede øjeblikkeligt brynene. Underlig type
Jo, jeg tager straks. Sikke sneen vælter! Det er som et eventyr, hun vendte sig mod vinduet. Og hvor ser juletræet ud i gården dog hyggeligt ud!
Hvem har ordnet det? spurgte Poul Erik, mens han trængte sig op ved siden af hende. Hvorfor drikker du ikke?
Jeg drikker, jeg drikker hun blev bare mere forbeholden, tog en lille tår.
Smager det godt? han stak næsten næsen ind i hendes ansigt. Deres sodavand smager som altid her det rene sprøjt!
Sprøjt? Karen Jacobsen var ikke vant til den slags ord.
Jeg har været her fem gange. De holder bal hver tirsdag og torsdag, og jeg kommer og drikker sodavand. Jeg har nemlig droppet alkoholen, han løftede brynene betydningsfuldt. Og nu arbejder jeg på min image, jeg er jo forfatter! Ved du, hvad ‘image’ betyder?
Han sagde det, som om hun var uvidende eller naiv.
Selvfølgelig ved jeg da det, svarede hun lidt fornærmet.
Ak, det siger de alle, men alle leger matrojska-dukker. Jeg siger det igen, femte gang for mig, og de fleste damer her komplet malede, tomme flasker, ude på jagt Han sukkede, vendte sig bort, så vredt på hende: Og du også! Så snart jeg trådte ind, forstod du, jeg var en god parti! Du vil sikkert bare have min lejlighed, min bil, mit sommerhus. Glem det! Han flagrede med pegefingeren foran Karens næse. Ingen skal arve noget af mig!
Hans næse blev mere rød, rykkede under de buskede bryn.
Hør nu, jeg vil da hverken have din lejlighed eller dit sommerhus! Jeg ville bare danse! Hvorfor er du sådan mod mig? Karen forsøgte at trække sig væk, men han stillede sig i vejen.
Han havde drukket, det var sikkert heldigvis kun selv.
Gå venligst væk! beordrede hun bestemt.
Men han smilte hånligt.
For pokker, hvor er du klædt på som en dåse maling! For meget makeup, Mette eller er det Karen? Karen… Du burde ikke være her! råbte han pludselig, folk begyndte at hviske.
Karen græd pludselig.
Hans ord var så sårende! Hun havde gjort sig umage, men nu blev hun bare ydmyget. Hun ville løbe væk, gemme sig, forsvinde. Jakob har ret der er for mange ubehageligheder, bedst at sidde hjemme.
Hun stormede mod døren og gemte sig på toilettet.
Bare hjem! Hjem!
Tårerne løb, maskaraen smeltede, øjenskyggen blev til grimme pletter.
Mobilen brummede. Jakob.
Ja? svarede hun med bævende stemme.
Mor, hvor er du? Jeg står foran din dør! Du skulle være hjemme! Bare du ikke bliver syg nu jeg forklarede dig det jo han lød frustreret.
Jakob, kære, jeg skulle bare ud og have lidt frisk luft. Der var så indelukket… Kom hjem, skat. Jeg blev lidt lang tid væk løb ikke efter mig. Og
Jeg henter dig bare, hvor er du? Jeg kan finde dig på mobilen!
Nej! Nej, du skal ikke! gispede hun. Kom nu ikke…
Mor, jeg ved alting. Kom nu bare ud, jeg holder ved parkeringen til venstre. Mor han sukkede.
Jeg kan ikke snøftede Karen og så sig i spejlet. Rædsel! Hun lignede en panda.
Mor, jeg venter. Din nabo Egon Han er her, han gik ind for at lede efter dig. Han ringede til mig bankede på og sagde han var urolig. Mor, hvad har I gang i?
Hun brød samtalen af og begyndte at græde igen.
Hvad laver du her? spurgte en rengøringsdame strengt, dukket op fra et lagerrum.
“Sådan en moderne klub, men rengøringskonen ligner stadig én fra 70erne!” tænkte Karen men sagde:
Jeg vasker mig lidt. Min søn og nabo venter udenfor. Hvordan kan jeg vise mig sådan her?
Nabo? Ham, der lige hev Vorn fra salen? Jeg så ham jage ham ud han så ikke dansevant ud! Åh, det var kærlighed, hva? spurgte rengøringsdamen. Lad nu være at gnide øjnene! For pokker, du græder som et barn! Vent her, min datter har givet mig nogle specielle servietter. Vent!
Hun fandt en lyseblå pakke, rakte hende en serviet.
Tør nu forsigtigt af. Du må da vide, at man ikke græder over mænd i din alder! Åh, hvor er det typisk os kvinder! Disse NEURO WAVE-servietter, min barnebarn siger, de er de bedste den ene side er blød, fjerner både øjenskygge og pudder. Brug dem!
Karen duftede diskret til servietten. Aloe… og noget mere. Hvad mon? Gammamelis, stod der. Beroligende, sagde hendes kosmetolog altid.
Hun rensede forsigtigt ansigtet nøj, det var rart, “blødt”, som damen sagde.
Og bagsiden er grovere ikke sandpapir men sådan lidt mere skrub, ikke? Det er smart, smilte Karen.
Det var rart at tænke på noget hverdagsagtigt.
Nemlig. Til hvis man skal være blød som fersken. Jeg kan ikke bygge sætninger, undskyldte damen.
Men det forstår jeg jo. Skønne ord er ikke alt! Det lidt nærmest sandpapir hedder skrub. Det gør jeg også ind imellem før jeg går i seng.
Ja, jeg kender ikke de udenlandske ord, men mit barnebarn gør, fortsatte rengøringsdamen. Lad nu være at græde! Du har sådan en smuk kjole, og du danser så flot. Og han, ham du dansede med, han var et fjols, det kunne jeg se på ham.
Synes du? Det så jeg ikke mumlede Karen.
Du kom jo for at finde glæde, slappe lidt af. Jeg arbejder her, ser tingene lidt anderledes Livet, du! Sådan er det.
Karen fik fjernet al makeuppen. Øjenskygge, mascara, blush, læbestift alt på servietten. Mor var igen sig selv, helt naturlig. Det klædte hende.
De gik ud fra dametoilettet, og Egon var der, i sin slidte frakke, vanter og strikket hue, passede han ikke ind… men han ventede.
Han havde fået ekspederet Vorn ud, hørt slutningen af hendes samtale “timing”!
Nu sad Vorn et sted udenfor og kølede sin underkæbe med sne Egon har jo slået på Hvidovre Judoskole engang, mente Karen.
Hvad laver du her? snerrende hun småfornærmet.
Jeg? Jeg var bekymret, svarede Egon roligt.
Hvordan fandt du mig?
Jeg huskede taxaens nummer, fik en sød operatør i røret, hun fandt stedet og så gik jeg herind. Karen, du har grædt. På grund af “ham”? han nikkede ud. Du var smuk, lige nu er du bare mere hjemlig men stadig smuk.
Hvilken slags smuk? spurgte hun, nervøst snurret om sit armbånd med aventurinperler.
Fantastisk. Lad os nu gå, Jakob venter, sagde Egon.
Åh, ja, Jakob venter Bare et øjeblik. Karen gik hen til rengøringsdamen. Tak, kære, hvad hedder du egentlig?
Kirsten Marie, sagde kvinden.
Sikke et smukt navn! Endnu engang tak, Karen trykkede hendes hånd.
Det var så lidt. Kvindesolidaritet! Tag bare resten af servietterne, hvis du kan lide dem. Min datter kommer med flere. Ofte må jeg undvære varmt vand derhjemme så disse servietter redder mig. Alt godt!
Kirsten Marie stak hende hele pakken på hundrede servietter og forsvandt.
Endelig, mor! Jakob var over sin lille mor, hun stod der, næsten som en elev på rektors kontor. Hvad laver du? Jeg bliver jo bekymret! Jeg elsker dig, mor, jeg gider ikke noget sker dig.
Det ved jeg, min dreng! Du må undskylde men jeg kan ikke lade være, forstår du? Ikke sidde hjemme som markmusen, ikke se veninder, ikke gå ud, ikke… Jeg vil leve, ikke frygte!
Hun klappede ham kærligt over frakken.
Han rynkede brynene, men småsmilede.
Godt, så lad os komme hjem. Tak, Egon! Mor, er der mere, jeg ikke ved? Dans, fester, kavalerer, slagsmål hvad ellers? spurgte han og spændte sikkerhedsselen for hende.
Tjaa sagde Karen.
Kom nu, sig det, mumlede Egon.
Karen rødmede: Jeg spiller kort med veninderne. Og går til yoga.
Han skruede op for varmen, Karen fik træk.
Jeg håber, du kan slippe af med penge, for veninderne kan godt være nogle røvere!
Vi spiller ikke om penge, Jakob. Pensionen rækker ikke til den slags, lo hun, satte ruden lidt ned.
Det var dejligt Sønnen var ikke gal; det var vinter, det nærmede sig nytår. Og Egon havde sørget for hendes ære! Findes der noget mere romantisk?
Vorn kastede en snebold efter bilen, ramte ikke, bandede og forsvandt
Hjemme, hvor hun havde lunet suppe til Jakob og lavet kaffe, rakte Karen ham pakken med NEURO WAVE-servietter.
Hvad er det? rynkede han næsen.
Det er til ansigtet, Jakob. Giv dem til Tine. Der står, hvad de gør, de er gode med lotion. Poro-renser, alsidige.
Jeg forstår, flere af jeres kvindeting… Mor, hvornår får du egentlig ro? rystede han på hovedet.
Det ved jeg ikke, Jakob Forresten, vores nabo Egon er jo egentlig en flot mand. Han har inviteret mig ud og gå en tur i morgen. Er det okay?
Gør da, hvad du vil! Måske skulle jeg bare gifte mig og lade dig være i fred, hva?
Det ville glæde mig! Jeg kan så godt lide Tine! Og jeg elsker dig, min søn, hviskede hun, krammede ham, klamrede sig til hans varme sweater
Nytåret blev fejret i en lille kreds Karen Jacobsen, Egon Andersen, Tine og Jakob. Det blev en særlig nytårsaften, fyldt med glæde og varme.
Tak for servietterne! hviskede Tine til sin måske kommende svigermor. De er geniale, jeg har anbefalet dem til alle veninderne.
Det var da så lidt. Jeg er bare glad for at hjælpe.
De hviskede lidt sammen, så var der champagne, gaver, og alle kiggede ud. Juletræet i gården stod dækket af sne og pyntet med lyskæder og glaspynt en særlig gave til en særlig kvinde, som Egon sagde, da han så væk. Karen strøg blidt hans hånd. Hun var lykkeligEt øjeblik stod alle tavse og så ud over det hvide landskab, hvor glitrende sne dæmpede hvert skridt og distant latter hørtes fra børn der endnu ikke var puttet. Indenfor blev der skænket mere kaffe, Egon rejste sig og lagde stilfærdigt en hånd på Karens skulder.
Kom, Karen, lad os lige nyde stjernerne et øjeblik, sagde han sagte. Hun lod sig føre ud på altanen, indsvøbt i et tæppe han havde taget med. Under himlens kolde, klare blink sugede hun vinterluften ind.
Jakob og Tine stod i vinduet bag gardinet, arm i arm.
Tror du, hun er lykkelig? hviskede Tine.
Ja, det tror jeg nu. Og jeg jeg kan vist godt slippe kontrollen lidt, sagde Jakob og så smilende på sin mor.
Udenfor løftede Karen blikket, snefnug satte sig i hendes hår, hun lo lavt og lod Egon tage hendes hånd.
Du er altså ikke så mut, som nogen siger, Egon, hviskede hun.
Man skal bare kende det rigtige selskab, svarede han med en blid latter.
Et fyrværkeri sprang i luften, lilla, guld, sølv glitrede over natten, og de to blev stående, tæt sammen, dansende lidt for sig selv til mindet om livets glæder.
Inde i stuen tændte Jakob radioen lavt, og Tine hviskede:
Vil du tage mig med til Aarhus en dag?
Ja hvis du lover, vi også bare sidder hjemme og ser sneen drive engang imellem.
De smilede, og tiden stod stille bare et øjeblik længere, mens nytårsnattens klokker ringede ikke bare et år skiftede, men gamle bekymringer slap, og noget nyt, noget let og lyst, begyndte.
Udenfor susede vinden, og Karen slap Egons hånd og rakte ud mod sneen:
Godt nytår, gamle verden. Jeg er her endnu!
Og natten svarede kun med stjerneskær og stille latter, da alle følte sig hjemme præcis hvor de skulle være.
