Få sandheden at vide
Hvad er det dog for et arbejde, du har fået dig, når du ikke engang kan bruge en lille time ekstra sammen med din egen mor? Nå, pyt… Vera Bundgaard viftede bare afværgende med hånden; det var hun efterhånden vant til. Skal jeg i det mindste smøre noget til dig, du kan tage med? Du må da være sulten?
*****
Bedste! Hej! råbte Mathilde, da hun sprang ud af bilen. Kan du tro det, jeg skal bo hos dig i en hel måned!
Hej, min kære pige! En hel måned, siger du? Helt alvorligt?
Jep! Det har mor sagt!
Nå, men det er da herligt! Tænk, alt det vi kan nå sammen, Vera krammede sin barnebarn så hårdt, at hun nærmest knirkede.
Så kiggede hun ud mod haveporten og skyndte sig hen til sin datter for at hjælpe med taskerne.
Gik turen godt?
Hej, mor. Ja, vi kom fint frem. Altså, det er nu rart at have sin egen bil, jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have slæbt Mathilde og alt bagagen herhen med bus.
Ja, jeg kom jo altid kun herud med dig på bus, fniste Vera, mens hun kyssede sin datter på begge kinder. Har aldrig ejet en bil selv.
Den tid husker jeg… Jeg undrer mig stadig over, hvordan du klarede det dengang, f.eks. når vi tog til Vejle sammen på torvet. Jeg var vist syv år Du så både efter mig og efter alle indkøbsposerne på én gang.
Ja, Marina, syv år var du, lige som Mathilde nu… Men det gik da med lidt Guds hjælp, som man siger. Nå, i med jer og vask hænder, så dækker jeg op. Jeg har lavet så meget mad til jer.
Marina så, som kun voksne børn kan, lidt skyldfuldt på sin mor.
Er der noget galt? Vera løftede brynene bekymret. Marina, sig ikke at du
Jo, mor. Jeg bliver nødt til at køre allerede nu.
Hvad? Allerede nu?!
Ja, mor. Undskyld. Min chef ville virkelig gerne have, at jeg nåede at blive færdig med et vigtigt projekt. Jeg har bunker af arbejde og selvfølgelig ikke tid nok.
Der er aldrig tid nok, sagde Vera tørt.
Men jeg kan jo ikke skuffe min chef. Det er et godt job og jeg får godt med kroner for det. Desværre bliver det ikke til frokost sammen jeg har tre timers kørsel hjem endnu.
Hvad er det for et job, at man ikke engang kan bruge lidt ekstra tid med sin mor? Nå, det er jo ikke første gang, Vera trak bare på skuldrene. Skal jeg i det mindste pakke en mad til turen?
Nej, send heller lidt ekstra mad i Mathilde, hun er begyndt at spise som en pipfugl derhjemme, grinede Marina.
Hun gav Vera et hurtigt kram.
Åh, forresten, jeg var lige ved at glemme det vigtigste… Mathilde skal altså bo her hos dig i en hel måned pas nu godt på hende, ikke? Hun stikker næsen i alt muligt, lille pilfinger.
Selvfølgelig passer jeg på hende, min skat, sagde Vera med et kys på kinden og så længe efter bilen, der forsvandt op ad vejen, mens hun skjulte en tåre i ærmet.
Hun så jo sin datter alt for sjældent nu om dage. Det meste blev klaret på telefon
Men er det virkelig samvær?
Godt, at Marina trods alt afleverede barnebarnet et par gange om året, ellers ville det være en anelse trist.
Nå for resten… Vera skottede sig rundt. Hvor er Mathilde egentlig blevet af?!
*****
Bedstemor brugte ti hele minutter på at lede efter sit forsvundne barnebarn, først inde i huset, så i haven og fandt hende til sidst på bagtrappen.
Mathilde! Du kunne da bare have sagt, du gik om bag huset, Vera rystede på hovedet. Jeg fik næsten hjertet op i halsen.
Undskyld, bedstemor I stod bare og snakkede, og jeg kedede mig lidt. Så gik jeg ud at kigge, hun smilede stort. Men bedstemor, hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du har sådan en flot kat?
Vera så overrasket på Mathilde, og så på den fede, røde kat, der lå ved hendes fødder.
Først dér lagde hun mærke til den.
Øh Det har jeg da aldrig sagt, fordi jeg ikke havde nogen kat, sagde Vera.
Jamen, hvem er han så? grinede Mathilde. Han har da selv valgt at komme hen til mig!
Ja, det ser jeg Men det er altså ikke min kat. Og naboernes er han heller ikke, for så havde jeg set ham før. Måske er han stødt til fra næste landsby.
Fra en anden landsby? Hold da op Måske har nogen smidt ham ud. Bedste, må han ikke blive her? Jeg lover at passe og pleje ham og lege med ham hver dag han har allerede fået et navn.
Og hvad skal det navn så være? småfniste Vera.
Abrikos!
En rigtig klassiker Jamen, behold du bare din Abrikos. Men nu: Ind og vaske hænder og så kommer der mad. Og så får din kat mad også.
*****
Efter frokost legede Mathilde og Abrikos i haven helt til aften. Først kastede hun en bold, som katten entusiastisk galoperede efter. Så legede de gemmeleg.
Når Mathilde gemte sig, fandt Abrikos hende med det samme; når han gemte sig, kunne hun aldrig finde hans skjul.
Abrikos, nu giver jeg op! Jeg aner ikke hvor du er kom nu frem!
Han dukkede op bag hendes ryg og gnubbede sig kærligt op ad hendes ben, mens hun forundret kiggede rundt: Hvor ER han kommet fra?
Han kan sikkert gøre sig usynlig, tænkte Mathilde halvvejs forpustet.
Mathilde, det bliver mørkt nu. Kom ind, sagde Vera.
Må jeg tage Abrikos med ind? Det er så hyggeligt med ham.
Nej, min kæreste. Katten overnatter ude så varmt er det jo stadig. Og den slags dyr har nu engang bedst af lidt natteluft.
Øv sagde Mathilde modvilligt.
Hun krammede Abrikos og sagde, hun glædede sig til at se ham i morgen igen.
Katten miavede tilbage, som om han sagde det samme på sit eget katte-sprog, og vralte så ud mod skuret, der var blevet hans yndlingssted.
*****
Næste morgen gik Vera, som hun plejede, ud i skuret for at fodre kyllingerne.
Det var hendes nyeste indfald. Tidligere havde hun kun haft gang i grøntsager og blomster, men nu skulle hun åbenbart være fjerkræbonde!
Hvorfor egentlig ikke? tænkte Vera. Så får jeg friske æg nu kan jeg slippe for at tigge hende Olga om dem.
Inde i skuret talte hun dyrene en ekstra gang…
…og undrede sig.
Der manglede én kylling. I aftes var der atten, nu kun sytten. Underligt.
Er én stukket af, måske? mumlede Vera og kløede sig i nakken. Men hvordan? Døren var da lukket…
Hun blev lidt ked af det, men kom i tanke om Mathilde, der snart vågnede, og gik i gang med morgenmaden.
Hvorfor ser du så trist ud, bedstemor? spurgte Mathilde, mens hun kyglede pandekager ned med syltetøj.
Åh, det er bare, at en af mine kyllinger mangler, Vera sukkede tungt.
Har du kyllinger?!
Ja, det synes jeg lige, der skulle prøves nu, smilede Vera. Vil du se dem?
Selvfølgelig!
Så spis du færdig, og så går vi i skuret og hilser på kyllingerne.
Ti minutter senere stod Mathilde betaget over de små, gule dunbolde, der pilede rundt som levende solstråler.
De er næsten lige så nysgerrige som mig, smilede hun.
Mathilde talte dem hurtigt.
Sy-v-ten….
Ja, det stemmer, sagde Vera. Vi mangler én. I går var der atten! Helt bestemt.
Bare rolig, bedstemor, han kommer nok igen. Han skal bare lige på eventyr.
Ja, måske
Men næste morgen var endnu en kylling væk. Og på tredjedagen stod Vera og talte om og om igen nu var der kun femten.
Femten… Det er altså tre der mangler, sagde hun forbløffet.
Én om dagen! Hvis de var forsvundet allesammen på én nat, havde det givet mere mening, men nu det mindste der kunne ske! Hun mistænkte at alt dette startede efter Mathildes ankomst og…
Vera! Hvorfor så lang i masken? Olga, hendes bedste veninde, stod smilende ved lågen.
Jamen… Hvad skal jeg glæde mig over? svarede Vera lavmælt, mens hun gik hen imod hende.
At din barnebarn er her! Du bader jo i lykke! Eller… er der noget galt?
Der er sket noget…
Vera forklarede veninden, der så opmærksomt på både hende, og på Mathilde, der legede med katten.
Én kylling forsvinder hver nat og det er umuligt at forstå, hvordan. Det er ikke rotter, og døren er lukket. Tror du det er en ræv?
Hvornår har du sidst hørt om ræve her i Jelling? grinede Olga. Jeg ville nok nærmere holde øje med den røde dér Din kat. Hvor har du ham fra? Jeg har aldrig set ham før.
Han er bare kommet. Den dag Mathilde dukkede op, faktisk. Han er sikkert fra næste landsby i vores er de flest sort-hvide.
Tre dage? Præcis siden han dukkede op? Det… Ligner påfaldende et mønster.
Men jeg giver ham jo mad! Hvorfor skulle han angribe kyllingerne?
Katte er jægere, Vera. De bliver nataktive om sommeren. For dem er en kylling ligesom et stykke wienerbrød i bagervinduet midt om natten.
Han virker nu så rar
Vera ville helst ikke tro, det var Abrikos men mistanken nagede. Hun huskede, hvordan han altid sad ved skuret og lyttede. Han kunne sagtens snige sig ind.
Hvis det er rigtigt… hvis det er ham, hviskede hun til sig selv.
*****
Mathilde, middagsmad! Vera stak hovedet ud og råbte.
Kommer nu, bedstemor! Skal bare lige sige til Abrikos, at jeg hurtigt er tilbage.
Det behøver du ikke, sagde Vera tørt. Abrikos har ikke noget at gøre her mere.
Hvorfor?!
Fordi din kat stjæler mine kyllinger om natten! Siden den dag han ankom, er der forsvundet én hver nat! Synes du det er et tilfælde?
Bedste, det kan ikke passe! Han er verdens sødeste kat! Og han får jo mad… Og…
Mathilde tog katten op på armen.
Og så har du ingen beviser, bedstemor! Hvis du ikke har beviser, er han uskyldig. Sådan er det!
Åh, Mathilde, forstår du ikke katte ER rovdyr. De kan ikke lade være især om natten. Så det er næsten umuligt at fange dem i akten. Kom, ind og spis, så jager jeg Abrikos ud bagefter.
Pludselig spottede de en mandlig silhuet bag hækken. Han stod lidt og trådte så ind ad lågen.
Goddag, Vera! Alt vel? sagde Bjarne, landsbybetjenten. Hele vejen kan jeg høre dig skælde ud.
Goddag, Bjarne, Vera svarede køligt. Alt er fint. Jeg råber ikke, jeg taler bare højt. Du må videre, jeg har nok at se til.
Måske har du brug for min hjælp? Det er jo mit job at hjælpe folk.
Tak, nej.
Vera førte Mathilde indenfor, jagede katten ud fra haven og fulgte tankefuldt betjenten, der gik videre ned ad vejen.
“Hvorfor mon han lige kom i dag? Tænker han stadig på mig…?”
Vera havde kendt Bjarne længe. Da den gamle betjent gik på pension, fik de ham her i stedet. Yngre. Tore om hjertet endnu. Hun gik og ventede på, om han ville tage initiativ.
Han så ud til at lægge mærke til hende men han gjorde aldrig noget ved det; hverken frieri eller store ord. Tiden gik; Vera besluttede at gifte sig med en traktorfører, der længe havde haft et godt øje til hende.
Den ægteskabelige lykke blev kort hurtig skilsmisse men hun fik da sin elskede datter, Marina.
Bjarne forblev evig ungkarl.
En dag lå der et brev i postkassen hans kærlighedserklæring til Vera. Men Vera var for længst videre i livet: først datter, nu barnebarn sådan går det.
Men Bjarne blev ved med at skrive breve.
En dag kom Vera over til ham og sagde rent ud, hvad hun mente:
Bjarne, jeg er færdig med den slags. Lad venligst være at skrive mere, og bliv væk fra min have.
Siden forsvandt Bjarne fra radaren en tid. Og nu var han tilbage.
Eller han kom måske bare forbi…
*****
Efter frokost dukkede Olga op og Vera bød hende indenfor til kaffe og klagesnak om kyllingekrisen. Mathilde stod ved hegnet og snakkede fortroligt med Abrikos.
Abrikos, bliv ikke sur på bedstemor. Det er sikkert tante Olga, der har snakket dig ned bag vores ryg. Men jeg ved du ikke har gjort det. Vel?
Mjauuu!
Præcis. Du har ikke gjort det. Hvorfor siger hun sådan? Måske Mathilde sendte et mistroisk blik mod huset Måske er det hende, der stjæler kyllingerne? Hun kunne jo let finde ud af, hvor de er.
Mathilde mente, at der var noget muffens og nu, hvor Abrikos var uskyldig, måtte det være en af naboerne, der stjal kyllinger.
Hvis nu vi bare fanger tyven med fingrene i æggebakken, tror du så ikke, bedstemor tror på dig, Abrikos?
Mjauuu!
Hvordan man helt præcis indfangede en tyv, vidste hun stadig ikke men Abrikos, han var jo både klog og sød. En drømmekat.
*****
Om natten lå Mathilde og rodede rundt. Hun spekulerede i, hvordan hun kunne redde sin røde vens rygte. Vera larmede i køkkenet, men gik dog til ro til sidst.
Mathilde sagde til sig selv: Morgengry gør værre ting gode, men var knap faldet i søvn, da hun hørte nogen kradse på ruden.
Bestemt ikke katten-kradse-nej, tænkte hun først, men så kunne det ikke være? Mathilde røg op, trak gardinet til side. Jo, dér stod Abrikos! Han ville ind.
Abrikos?! Hvis bedstemor ser dig, bliver hun tosset.
Mjauuu…
Schh!
Hun lukkede vinduet op og løftede ham ind. Han gled straks ned fra hendes favn, strøg om hendes ben og hoppede op på vindueskarmen.
Mjauuu…
Vent, du vil have, jeg skal gå ud med dig? Tror du, at tyven kommer i nat?
Selvfølgelig! tænkte Mathilde. Hvis kyllingerne bliver væk om natten så må natten være tiden, hvor tyven slår til.
Hun klædte sig hurtigt på, tog Abrikos med og listede mod hoveddøren. Hun overvejede vinduet, men ej, hun var ikke stor nok til at klare sådan et spring. Døren it is.
Da hun greb om håndtaget, sagde Vera søvndrukkent og utilfreds bag hende:
Og hvor tror du så, du skal hen sådan midt om natten?
Bedstemor?! Hvorfor er du ikke gået i seng?
Det vil jeg faktisk også gerne spørge dig om. Hvorfor er du oppe og hvor har du tænkt dig at gå hen?
Vera knipsede lyset an og spærrede øjnene op.
Hvordan kom katten ind?!
Bedste, du må ikke blive sur. Abrikos kom bare hen til vinduet han vil vise mig noget, tror jeg. Måske fange tyven på fersk gerning!
Hvilken tyv?
Den, der stjæler kyllingerne.
Åh, Mathilde, det er altså bare din kat, der snupper dem, ikke nogen skumle tyve om natten. Hvorfor skulle et voksent menneske gøre sådan noget?
Bedstemor, elsker du mig?
Selvfølgelig. Hvilket spørgsmål!
Så tro mig nu Abrikos gør det ikke. Han er uskyldig, siger jeg.
Jamen, hvem så?
Det er jo det, vi skal finde ud af. Slip mig nu ud. Tyven kommer garanteret igen.
Vera sukkede opgivende. Hun kunne godt se, at Mathilde ikke ville godtage, at katten gjorde det. Men måske kunne det jo være en chance for at få det bevist for barnebarnet.
Okay. Men hvis der ikke forsvinder en kylling i nat, så må du indrømme, at det er Abrikos’ værk.
Aftale.
Mathilde skulle til at løbe ud, men Vera stoppede hende.
Nej, du kommer ikke ud alene nu. Jeg tager med. Fem minutter, så er jeg klar.
Fem minutter senere sneg Vera, Mathilde og Abrikos sig ud i haven som vaskeægte natkriminelle på jagt efter et skjul. Abrikos spurtede direkte mod rosenbuskene og slog sig ned der.
Bedstemor, her må vi ligge i skjul!
Mellem roserne?!
Ja! De er tilpas store, og vi kan se både skur og have herfra.
Jamen altså… Vera fniste. Hun vidste, ingen ville dykke op denne nat men så kunne de jo sidde der lidt, hvorefter Mathilde sikkert ville forstå, hvordan katte er kattenusser.
“En time eller to, så bliver hun træt,” tænkte Vera.
*****
En time senere sad Vera og nikkede voldsomt. Hun havde måske endda snorket, hvis ikke Mathilde havde prikket til hende med albuen.
Hva’, hvad sker der?
Se, bedstemor… hviskede Mathilde og pegede mod lågen.
Vera tørrede søvnen ud af øjnene og kiggede. Og ganske rigtigt der bevægede sig nogen i haven. En kvinde. Da hun var tættere på rosenbuskene, genkendte Vera hende…
Olga!
Altså, hvad er det dog for en nat, rystede Vera indvendigt.
Olga listede rundt, kiggede sig nervøst omkring som en høne uden hoved.
Nu kunne Vera ikke dy sig mere, sprang ud bag busken og råbte:
Næ men godaften, Olga min ven. Er du faret vild eller har du en særlig mission?
Olga hoppede forskrækket, men så Vera og Mathilde og åndede lettet op.
Vera! Du forskrækker mig jeg får jo hjerteslag.
Du må da ikke luske rundt på min grund om natten. De tre kyllinger var ikke nok ville du nu snuppe resten?
Er du tosset? Jeg har da mine egne kyllinger og høns. Hvorfor tror du, jeg er her?
Ja, sig det!
Jeg kunne ikke bære at se dig være så ked af det jeg ville hjælpe dig med at finde ud af, hvad der sker!
Løgner!
Jeg lyver ikke! Du er min bedste ven hvordan kunne du tro, jeg ville stjæle fra dig? Det skuffer!
Vera blev helt paf.
Olga lød så ægte… Vera begyndte at tvivle på sine mistanker.
“Åh, Mathilde, du får mig til at smadre det fineste venskab”
Undskyld, Olga. Det var dumt
Shhh! Olga afbrød og spejdede mod lågen.
Hvad nu? hviskede Vera.
Der kommer nogen!
Bedstemor, tante Olga op i buskene, hurtigt! kommanderede Mathilde uden at blinke.
Utroligt nok adlød de voksne straks.
Kort efter blev lågen åbnet lydløst. En mand kom ind på grunden med en sæk, hvor det rumsterede gevaldigt.
Da han passerede tæt ved rosenhækken, gispede Vera: Det var Bjarne!
Skrækkelige mand! Nu er det klart, hvorfor han havde så travlt heromkring i går Jeg burde have gættet det. Nu skal du ikke tro, du kan vinde mig på den måde!
Bjarne stod med åben mund, temmelig overrasket over at se Vera, Mathilde OG Olga i haven klokken ét om natten.
Nå, Bjarne, tungen i munden? Troede du, jeg ikke vil opdage det?
Vera, du misforstår det hele! begyndte Bjarne at vikle sig ud af nettet.
Kan du så forklare dig!
Bjarne blev knaldrød og tilstod, at ja, det var ham. Men! han forsøgte ikke at tage hævn, nej…
Jeg håbede, du ville bede om hjælp og så kunne jeg komme og være helten, der fandt dine kyllinger!
Ja, det er en slags logik… den slags der sender folk i spjældet! indskød Olga.
Kan du fatte det, Olga? Landsbybetjenten stjæler kyllinger fra single-kvinder. Hvad skal det ikke ende med?
Mathilde syntes nu, Bjarne så ret sød ud, og Abrikos gik roligt rundt om ham.
Undskyld, Vera, sagde Bjarne blussende men… jeg ville bare gøre noget indtryk. Jeg elsker dig, forstår du?
Elsker du…
Ja.
Hvorfor sagde du så aldrig noget dengang, jeg ventede? Hvorfor friede du ikke?
Jeg… jeg var bange for, du ville sige nej…
Altså, hvad skal man gøre? grinede Vera sarkastisk. Se godt efter, Mathilde; sådan opfører mænd sig… Gud forbyde, at du selv møder sådan én!
Onkel Bjarne, hvad er der med kyllingerne? spurgte Mathilde hurtigt. Du har da ikke spist dem?
Nej da, her er de han åbnede sækken og viste at kyllingerne stadig levede. Ville bare… levere dem tilbage i nat.
Han gav Vera sækken.
Jeg så, hvor ked af det du var, og da du alligevel ikke bad mig om hjælp, tænkte jeg Nu leverer jeg dem tilbage.
Ja ja, det er klart, smilede Vera, ikke meget at prale af, men Lad os nu sætte os ind, få lidt natte-te. Man kan jo alligevel ikke sove.
Fordi kyllingerne var reddet, fik Mathilde lov til at tage Abrikos med ind at sove, og Vera, Olga og Bjarne sad i køkkenet og drak te og snakkede til lyse morgen.
Hun tilgav Bjarne og faktisk føltes det godt at være elsket stadigvæk.
Måske var det ruhet værd at give ham en chance?
*****
Hej, mor! Hvordan har Mathilde opført sig? spurgte Marina, da hun kom for at hente sin datter.
Hej, Marina! Alt er fint, ingen grund til bekymring.
Du lyver ikke? spurgte Marina med et skævt blik. For hun kan være lidt af et energibundt. Får klager i skolen, jo.
Nej, hun har været en lille solstråle. Vil du spise middag med os… eller har du travlt igen?
Jeg bliver endelig og spiser, smilede Marina.
Helt sikkert?
Ja! Projektet er afleveret og jeg har fået en uges fri. Ingen hastværk mere.
Sådan skal det være!
Ved middagsbordet iagttog Marina med forundring hvordan Bjarne pludselig serverede kaffe til hendes mor, og blev faktisk lidt glad, inderst inde.
Sådan, måske skal mor ikke være alene på sine gamle dage.
Hun spottede også, hvor tæt Mathilde og Abrikos var blevet så meget, at det faktisk overgik modstanden mod legeaftaler blandt jævnaldrende hjemme i byen!
*****
Marina blev en hel uge på besøg. Hun indså, at hun havde været alt for fraværende overfor sin mor den seneste tid nu var det på tide at gengælde lidt af savnet.
Men da syv dage var gået, blev det tid til at pakke og tage mod København.
Mathilde, er du klar?
Ja, mor! Abrikos, opfør dig nu pænt, og hør efter hvad bedstemor siger lover du det? sagde Mathilde og krammede sin røde ven så hårdt, at han først kunne svare bagefter:
Mjauu!
Jeg lover at komme hver eneste ferie. Ikke, mor?
Selvfølgelig, Mathilde. Vores aftale gælder: Abrikos bliver på landet, og du besøger bedstemor og bedstefar Bjarne til alle ferier.
*****
Vera så længe efter bilen på grusvejen. Men nu var smilene kommet på banen.
Fordi datter og barnebarn kom snart igen. Fordi hun ikke længere var alene: kærligheden og Abrikos boede i huset.
Og for at gøre det helt rigtigt, serverede hun sine berømte fiskefrikadeller til Abrikos.
Og katten? Ja, han elskede Vera endnu højere, nu hun troede helt og holdent på, at han var den mest uskyldige kat i hele Jylland.
