At redde sit barn
Sitt barn bar Signe omhyggeligt og forsigtigt, som Mads, hendes mand, havde sagt. To spontane aborter havde lært dem at være forsigtige med alt de nævnte knap nok graviditeten, de planlagde ikke engang, hvad der skulle ske, når barnet kom, uanset om det blev en pige eller en dreng.
Mens Signes veninder tonser rundt som gladeste dådyr med cafe-ture, strandture og job til sidste dag, var Signe nu blevet lidt mere huslig. Mads havde insisteret på, at hun skulle holde sig hjemme og tage den med ro han tvang hende nærmest til at tage sygedage hos lægen gang på gang.
Graviditet er altså ikke nogen sygdom, Mads! Slap nu af, havde Signe grinet i telefonen til sin mor i første graviditet, mens hun beundrede sin lille mave foran spejlet. Hun lo også anden gang men da det gik galt, krøb hun sig sammen og bebrejdede kun sig selv.
Hun havde svoret, at hun aldrig ville blive gravid igen; det er for hårdt at miste sit barn, selv en man aldrig har holdt i armene. Men Mads ville så gerne have børn, og til sidst gav Signe sig igen
Tredje graviditet. Januar lægger København i frossen dyne, sneen bygger skæve bjerge på tage og biler. Signe skal på arbejde, men sidder i køkkenet med lægeerklæringen foran sig gravid, står der, og den skal afleveres i HR.
Du bliver hjemme. På din arbejdsplads går folk alligevel bare og smitter hinanden. Aner du, hvor farlige virus er i dit trimester? Hvor vil du læsse ungen, hvis det ender galt? Mads lyder skrap.
Ej, Mads jeg bliver nødt til at tage derhen i dag, folk regner med mig, og jeg gider ikke skuffe dem…
Sludder og vrøvl, Signe! Har du ikke lært noget af sidste gang? Skal vi virkelig igennem det igen? brummer han ind over hende. Hun synes, han lyder truende, men forsøger at smile. Bare rolig, Mads. Mindre bekymring, mere glæde og klap så lidt af mig, ikke? Kys mig i stedet for at stå der og puste.
Hun omfavner ham, men han vrisser blot, at nu skal det altså være en pige. Mads har sine forestillinger, og han vil helst diskutere køn hurtigst muligt, som om det er en bil, han skal bestille.
Hvorfor er det nu kun piger, vi må få? Signe holder om maven Jeg ville elske ethvert barn. Han kan jo høre dig nu!
Du forstår ikke noget, Signe. Ingenting. Det skal være en pige og jo før vi får det bekræftet, jo bedre.
Signe sukker. Det hele føles som en dårlig TV2-julekalender. Hun savner bare at kunne tage ud og få varm kakao på en café. Kakao laver Mads sommetider til hende, han kalder hende min pige, og selv om veninderne kalder det gammeldags og lidt kontrollerende, nyder Signe det. I hendes egen barndom var kælenavne sjældne hendes far var ikke den kramme-type, han kaldte hende mest bare Signe eller lille svale. Og under tagstenene på deres murstenshus i Roskilde byggede svalerne reder, så snart foråret var nær. Som barn lå hun vågen og svarede fuglene, hun balancerede endda på vindueskarmen for at kigge på dem hvis ikke hendes far havde opdaget det og forskrækket hende væk.
Det blik fra hendes far har hun aldrig glemt. Aldrig har hun set ham så hvid i ansigtet.
Bliv helt stille, Signe, hviskede han. Ellers skræmmer du fuglene væk. Det her er en leg, okay?
Da hun var kommet ned i fars varme favn, kunne hun mærke han var ved at græde men han slog hende aldrig, bare råbte vagt over hende og kaldte på naboen.
Efter den dag lod han aldrig igen vinduet stå åbent han satte endda gitre op, rustne af slagsen. Signe tudede man kan jo ikke se fuglene gennem tremmer! Men hans ord var slut sådan skulle det være. Til gengæld tog han hende med op på loftet og til fuglereservatet; men vinduet forblev lukket.
Signes far, Poul Erik, elskede sin datter. Hun lignede hendes mor, Ninna, som døde, da Signe var spæd.
Da hun præsenterede Mads for Poulerik, blev han først forbløffet. Mads virkede bange for ikke at kunne passe på Signe som han selv. Men han levede op til forventningerne: sørgede for sund kost, holdt øje med at Signe ikke arbejdede alt for hårdt, fjernede hendes bøger når han synes hun blev for optaget af dem:
Du ødelægger bare øjnene. Giv mig bogen, Signe! Og nu ikke noget vrøvl.
Hun protesterede halvhjertet men opgav det føltes både trygt og fjollet at få lov at være den lille pige i hjemmet, selv som voksen.
Åh far, han passer på mig, som om jeg var lavet af glas! Da vi var på Bornholm, måtte jeg ikke engang bade alene, selv om jeg jo svømmer bedre end ham. Han skændes og tramper; jeg driller ham og svømmer ud til bøjerne! Han elsker mig virkelig, far. Mads…
Det er godt, Signe. Du er min eneste og det er rart, nogen passer på dig. Lyt til Mads, ikke? hviskede Poulerik, og udenfor skrattede svalerne, dog skjult bag tremmer og mørklægningsgardiner.
Signe havde vænnet sig til at leve bag net, som et lille fanget fugleunge. Hele hendes barndom fik hun at vide, at sådan var det mere trygt og hun troede på det.
Da tredje graviditet endelig holdt, lukkede Mads lågen endnu hårdere: Alt skulle kontrolleres, undersøges, måles kun en pige var godt nok. Signe forstod ingenting, og Mads fortalte hende aldrig, hvorfor. Hvis hun spurgte, blev han tavs og mut.
En dag råbte han fra entreen:
Og så vil jeg ikke se din veninde Trine her mere! Hun ryger, lugter af parfume, og det går ikke for vores datter!
Mads, du overdriver, og … vi skal altså have en dreng, har jeg på fornemmelsen. Signe når knap at sige sætningen før Mads slår knyttet hånd i væggen og snerrer:
Du bærer min datter, gør som jeg siger! Jeg er træt af alt det her. Du kan ikke engang føde et barn! Hvor mange penge tror du, jeg vil bruge på dine lægeregninger?!
Han stormede ud, og Signe sad efterladt i køkkenet, med blikket tomt ud i luften. Hun var skyldig men i hvad? Lægen havde sagt, det hele var tilfældigt … Hun måtte ringe til Trine.
Trine, hej… startede Signe med grødet stemme.
Hvad sker der dog?! Signe, er du okay? Trine var som altid på farten, windet. Signe ringede til hende på arbejdet.
Jeg er gravid igen. sukkede Signe.
Nå! Tillykke! Trine forsøgte sig med en glad tone, selv om begge vidste, at Signes graviditeter altid hang i en tynd tråd. Men hvorfor lyder du som et gravøl? grinede hun. Kom nu ud og luft næsen, så hygger vi med kakao hjemme hos mig, jeg pakker dig ind i plaid og læser eventyr!
Mads har forbudt mig at ses med dig sagde, det er skadeligt for babyen du ryger jo, Trine Kom ikke, jeg ringer bare til dig i stedet. Mads er så nervøs for tiden… Og han råbte, at vi ikke måtte få en dreng.
Og hvad sagde du til det? spurgte Trine. Hun kunne aldrig lide Mads han havde altid den dér skæve galskabs-glimt.
Jeg sagde ingenting…
Trine tav lidt, så lo hun tørt:
Nå, så er jeg fyret som veninde! Mads har bestemt, og du sagde ikke imod. Som du vil, Signe. Men husk: han bliver kun værre. Pas på dig selv og få nu for en gangs skyld en fornuftig læge, ikke den heks i sundhedscenteret. Nå, jeg må tilbage skal ud og ryge og lave endnu mere farligt.
Trine! Hold nu op du ved, hvad vi har været igennem men Signe hørte allerede kun summetonen.
Trine stod med røret i hånden og knugede sig selv for ikke at tude. Fundet syndebukken igen. Hun havde jo passet Signe op efter hvert tab, fået hende til at grine igen. Og nu var hun “farlig”.
Fremover skulle Signe kun gå til private, rene klinikker Mads kørte hende derhen hver uge og talte i timevis alene med lægen, mens Signe fik underlige behandlinger og skulle aflevere prøver, som ingen rigtige læger anbefalede. Ellers kom der straks en påmindelse fra Mads: Vil du ødelægge det igen?!
Signe fandt sig i alt. Lægen bad om flere og flere tests, Mads betalte, Signe leverede. Sunde grønne æbler var det eneste, hun måtte få. Hun adlød og sneg sig om natten til at spise lidt slik i køkkenet.
Indlæggelserne begyndte du ser bleg ud!, mente Mads. Du trækker vejr besværligt! og toksikose! Imens stirrede Signe på nettene for vinduerne på det private hospital, hvor alt lugtede af olier, og billederne på væggene med palmer og paradisstrande hurtigt begyndte at gøre hende vanvittig.
Hvorfor net for vinduerne? spurgte hun en dag sygeplejersken.
De er bare tilbage fra dengang, her var psykiatri. Og nu ja, du kan jo ikke falde ud. For resten flytter svalerne ind under taget til foråret. Morsomt, men nu får de besked på at flytte ud.
Efter en uge pakkede Signe postkort-billederne væk, og da sygeplejersken brokkede sig, svarede hun køligt:
Har fanger ikke også ret til lidt selvbestemmelse?
Sådan gik én uge, to uger. Hun fik få besøg, og kun Mads mor skrev små sedler: Vi tænker på dig.
Signe savnede faren, barndommens svale, den lune duft af tobak og kaffe hjemme i Roskilde. Nu var hun som en fugl i bur.
En dag dukkede Trine op under vinduet.
Halløj, indespærrede! Skynd dig at pak! Du skal med mig hjem. Din far går helt i spåner!
Signe pakkede sammen, trængte sig ud forbi den protesterende sygeplejerske (Din mand har sagt du skal blive liggende!). Men Signe var stædig, og da sandheden om den prøves hemmelige formål slap ud (Hvis det er en dreng, skal du ikke have ham!), svigtede Signe næsten stående.
Sygeplejersken mumlede noget om privatklinik = valg, men Trine tabte ansigtet af chok.
Hvad?! Som et katalog-barn på tilbud? hviskede Signe, der blev bleg og vaklede.
Sygeplejersken rystede på hovedet, en ældre sygeplejerske trillede forbi: Tag nu og gå! Brug hovedet, Signe! Nu er du snart mor, så op med næbbet og ud af buret! Trine tog hende under armen og trak afsted.
Ude i bilen, en gammel Skoda med en københavner snu charme, pikkede Trine til Signe:
Du skal nok klare det, Signe! Du er bare ikke vant til at stå på egne ben. Og hvor har Mads dog fundet pengene til det her cirkus?! Nå, vi skal bare hjem, og du skal sove. Så tager vi fat på det hele i morgen.
Hjemme i Trines lejlighed ventede Poulerik på dem smal, urolig og med sprukne læber.
Åh, Signe hvordan kunne det dog komme så vidt? Jeg elsker dig jo! hviskede han, og klappede hende på kinden, mens hun snøftede og puttede sig ind til sin far.
Trine bankede i bordet: Nu sætter vi os alle sammen i køkkenet! Der er et barn på vej, og det mærker altså alt. Så nu skal der hygges, ikke grædes!
Signe blev slæbt til den gamle, snerrende damelæge, Antonella Kjaer, Gynekologisk Center. Trine sukkede: Endelig en fornuftig læge!
Hør, Signe, hvorfor har du ikke bare opsøgt en klog kone i Jylland og spist nogle urter? Kjaer var ikke til at bide skeer med. Nå, læg dig ned.
Efter et par minutter kiggede hun op og smilede:
Nu skal du gå ture og smile, forstået? Alt det der snak om fejl og mangler det lyder som noget, mændene finder på, når de ikke selv kan mærke maven. Og lad nu Mads passe sig selv kvinder er ikke porcelæn! Vil du skilles eller hvad?
Jamen… hvordan gør man det? mumlede Signe.
Så smid ham i Roskilde fjord, så er det klaret! Kjaer rullede med øjnene. Få dig et liv, Signe!
Signe rystede på hovedet. Hun turde intet ville bare have bananer og ro.
Mads nægtede at gå med til skilsmisse, sendte politiet for at hente hende hjem og truede med at tage barnet, når det kom. Til sidst fik Trine gjort det klogt: hun fortalte, at barnet med sikkerhed ville blive en dreng … med afvigelser, det sagde prøverne, så Mads kunne da umuligt bruge mere tid på den slags problemer. Signe ville ikke kræve børnepenge, bare hvis han skrev under på skilsmissen.
Han forbavsede straks, og skrev under med rystende hænder. Han skulle i hvert fald ikke have nogen søn!
Senere stod han hjemme i sin mors køkken, raserede rundt og råbte:
Mor! Det er Signes skyld, det hele! Jeg ville jo bare have en pige! Jeg skal nok opdrage hende, hun skal gøre, som jeg siger!
Mor Vera Jensen nikkede, mens hun tørrede øjnene med et skoleklæde. Hun vidste for længst, at Mads ikke havde det helt let det var som om, han aldrig kom sig over den brand, der som barn skræmte ham fra vid og sans og gjorde ham mærkelig. Siden havde han altid drømt sig væk i græske myter.
Bare rolig, min dreng, jeg finder en ny kvinde til dig, så skal du nok få din pige. Spis lidt mad
Mads sukkede og satte sig.
Signe fødte en stor, rask dreng med store ører og et glimt i øjet.
Prøv at se den knægt, Signe! Han ligner farfar! jublede Poulerik, jeg tager ham med, Trine, du smider blomster til jordemødrene! Hvor er du sej, min pige… Nu får vi nok en lillesvale herhjemme igen!
Han blev rørt. Signe græd også af glæde og lidt skræk.
Hvordan skal jeg alt det her alene? hviskede hun.
Du er jo ikke alene! Du har far, Trine, Antonella Og masser af svaler på taget og livet foran dig.
Sønnen døbte hun Niklas opkaldt efter oldefaren.
På vej ud fra hospitalet syntes Signe, hun så Mads bag hegnet, med ansigtet forvredet som om, han havde set et spøgelse. Han vendte om, snublede over en løvrive, bandede og forsvandt. Han ringede aldrig.
Signe lærte at stå på egne ben, elskede Niklas for to, men forkælede ham ikke Trine holdt hende i ørene.
Foreløbig havde Signe nok i sig selv, men tænkte sommetider, hun aldrig turde gå ind i et ægteskab igen det var lidt for angstprovokerende…
***
Hey! Der er en mand her i sneen! Venner, hjælp, han ligger helt stille! råbte Niklas, der netop var på vej fra studenterhuset sammen med kammeraterne.
Lad ham da ligge, Niklas. Sandsynligvis bare en stiv bumsetype. Vi har travlt! lød det fra gutterne.
I smutter bare, jeg ringer til lægevagten. Man kan jo ikke bare lade ham fryse ihjel!
Niklas løb hen til telefonboksen og ringede.
Har du tjekket hans ID? spurgte paramedicineren, da ambulancen kom.
Nej, øhm jeg så bare, han havde det dårligt.
Mads Volmer åbnede halvt øjnene, og vrinskede svagt, men blev hurtigt pacificeret af redderne.
Rolig nu, ven, Niklas her fandt dig værd at værdsætte! sagde paramedicineren med et overbærende smil. Slap nu af, du skal bare ind og have noget varme!
Mads kiggede frygtsomt på Niklas; hans tanker dansede mellem myter, minder og rodede følelser. Han længtes bare hjem, til mor, til varme boller og sin barndoms kæmpe-bog om græske sagn.
Han blev løftet ind i ambulancen, overbevist om, at nu skulle han op i himlen til guderne.
Vi klarer det herfra, Makker! Tak for hjælpen! paramedicineren rakte Niklas hånden, og ambulancen forsvandt mod Glostrup Hospital.
Mor, jeg fandt en eller anden tosset mand i en snedrive på vej hjem ringede efter hjælp! sagde Niklas, da han kom hjem.
Det var sødt af dig, Niklas. Jeg er stolt af dig. De stakler har det ikke let hverken dem med flasken eller dem, der bare ikke kan finde ud af verden, svarede Signe.
Senest havde Vera Jensen ringet, træt og efterhånden gammel, og fortalt, at Mads var forsvundet men hun kendte svaret: Mads var forsvundet for længe siden. Og hun havde aldrig rigtigt kunnet redde ham og havde heller aldrig lært at åbne vinduet.
