At elske, som man nu kan
Jeg, Jens, stod i skyggen og så på kvinden, som gik med rank ryg ad den støvede landsbyvej, barfodet og med en spand vand i hver hånd. Den slidte kasket pressede jeg om muligt længere ned i panden, solens skær var skarpt denne dag. Hun lignede én, der ikke lod sig mærke af blik eller snak fra nogen, og hun gik, som var hun selv dronningen af hele Jylland.
“Burde jeg måske tilbyde min hjælp? Men til hende kan man nok ikke sådan bare gå hen,” tænkte jeg og følte pludselig den famlende uro i maven, selvom jeg ellers aldrig havde svært ved at snakke med kvinder, og jeg var jo ikke født bange af mig erfaren, rundet af livet, iført mine snart tredive år.
Mine unge år var blevet brugt på at fare land og rige rundt, bo i mærkelige kældere, snuse til lidt af hvert, og finde selskab for natten, ikke ulig mange andre mænd, indtil man endte hjemme på sin egen trappe igen.
Hvad skulle jeg ellers gøre? Min far var altid optaget nede på snedkerværkstedet, og min mor havde jeg ikke. Min énøjede tante, Helle, boede med os i det gamle hvide bindingsværkshus, og hun holdt kun lige øje med mig, bare jeg fik mad og tag over hovedet, kom jeg skævt ud, så var det min egen sag. Efter folkeskolen, de otte år, blev Helle blind, så om jeg var hjemme, vidste hun sjældent. Hun råbte, lyttede, og så gik hun til ro. I drømmen kunne hun se, var ung og glad, sådan gik tiden for hende slut.
Havde jeg ikke mødt Karen, var jeg nok knap kommet videre end til dagdriver og traks med flaskerne. Karen med det halve smil, det mørke hår flettet som en slange ned over ryggen, øjne dybe som vesterhavets bølger, det lune gyldne skind og et bramfrit væsen, der trådte alle egne damer over tæerne. Hendes første mand lå allerede under græstørven på den lokale kirkegård, de nåede kun fem år og en søn sammen, så tog Vorherre ham til sig.
Man kunne jo vælge at leve som enke, men dreng og gård krævede jo også sin kvinde, og Karens livskraft forlangte en mand ved hendes side.
Det pibler ud af hende, sagde nabokonerne, hun hungrer efter nærhed. Sådan er det med de varme piger, de klarer alt selv, og alligevel kan de ikke undvære en mand.
Hendes temperament, det er nu mægtigt! Hun river hovedet af en mand, sagde de andre. Med eller uden, hun finder aldrig ro!
Karen smilede bare ad snakken. Fandt hun først én, hun ville, så skulle han ikke fortryde det. Karen kunne finde ud af at elske.
Da jeg mødte hendes blik, gik det hele lidt i stå. Jeg havde tænkt at bede om vand, men fik kun grødet hals og fandt ingen ord.
Hva står du der for? Bær spandene ind, så får du noget at spise! Er du fra dem, der arbejder med motorvejen? Hun smilte imod mig, og mine hænder rystede.
“Ægte! Hun er ægte, hende kunne jeg have ved min side hele livet,” vidste jeg straks.
Karen lod mig komme ind, lod mig se hende vende ryggen til, skønt jeg var grim af sved og trækul. Hun frygtede intet, havde altid sin morfars gamle dolk i bæltet, og faren havde sparket hende ud, så hun kunne få nyt liv, selv var han og moren druknet i flaskerne, og Karen kom kun hjem, da de skulle begraves.
To krus kold brøndvand gled ned, og jeg blev endelig klar i pæren igen. Hendes dreng legede med hvalpe ved kakkelovnen.
Min søn. Min mand ligger på kirkegården, forklarede hun, satte brød og mørkt øl på bordet, fiskede kartofler op af gryden.
Spis, vask dig siden. Hvad skal jeg kalde dig? spurgte hun.
Jens, svarede jeg, og fløj straks ud på gårdspladsen for at vaske hænder.
Vant til skældud og tavshed, føltes det pludselig helt hjemligt en overraskelse. Kvinder som hende, stærke, ville kvinder, når hun så på mig, tændtes en ild indeni, brændte mig næsten væk.
Mine hænder blev aldrig rene, og jeg skammede mig over mine sorte håndflader.
Skorstensfejer! grinede Karen. Vi har en god, gammel sauna, der får du skrubbet dig.
Stille spiste jeg, måtte indrømme, at maden smagte godt, selvom jeg bare mumlede det.
Kom nu i aften, når arbejdet er slut, så går vi i sauna, råbte Karen, smed døren op og vinkede mig ud.
Sønnen, Mikkel, stirrede nysgerrigt på mig; jeg var stor og bred. Han kastede blikket mod moren hvad pønser hun på nu?
Men Karen lod sig ikke mærke. Hun bestemte over sit eget liv.
Snart sagde jeg arbejdet op, fik afregnet mine penge i kroner, og blev hos Karen. Nabokonerne himlede op.
Tsk! Lad dem snakke, jeg har den bedste sauna i hele byen! svarede Karen blot og gik hjem fra brønden, mens jeg ilede hende i møde, overtog de tunge spande. Den måde, jeg så på hende det var ild, ikke kærlighed.
Karen blev kaldt både heks, tyran, og umoralsk. Jeg fulgte hendes mindste vink, som jeg altid havde gjort under Helles opsigt.
Hvor ha du nu den kæp fra, din tosse?! Ska du bruge øksen? Kan du tage de støvler af, det vælter med sne, og du ligger bare der, vi skal jo rydde! lød det fra Karen. Kom nu, sving øksen, vi skal nå det inden mørket! Hun dirigerede mig gennem dagene. Og så har du svinet i bryggerset igen, så må du selv gøre rent efter dig!
En anden mand var vel blevet væk, men jeg blev. Når Karen sagde, jeg skulle gøre noget så gjorde jeg det.
Mikkel, hendes søn, bar jeg rundt på skuldrene, Karen skældte ud, bange for jeg tabte ham.
Han taber mig ikke, mor! Jens er stærk. Se, hva jeg kan! Mikkel stod på mine skuldre, strakte armene over hovedet: Oooooh!
Ned nu. Der er mad. Jens, formanden vil snakke med dig, hvad har du nu udbedret? Men hvis han sender dig væk, så slipper du ikke billigt! sagde Karen, stemt som lidt af en jysk dronning, men bagved så hun lykkelig og stolt ud.
Karen kunne ikke lade være at skælde ud, sådan var hun vokset op. Tålte du det, blev du hendes, tålte du det ikke, var døren klar.
Da jeg kom til formanden, kunne jeg mærke nervøsiteten. Han, Ib, rund og rødmosset, trykkede min hånd.
Jens, du arbejder godt. Vi belønner dig med en præmie, så kan du tage til Århus og tage et kursus, og købe gaver til konen og drengen.
Jeg så på ham forvirret.
Karen slipper mig ikke. Hun bliver jaloux.
Hun bad selv om det. Hun er sær, Karen. Giver dig skideballer, men bag din ryg roser hun dig mere end nogen anden, fortalte Ib. “Her er pengene, start september, og det varer en uge.”
Hjemme satte jeg mig ved siden af Karen, tændte min pibe.
Smider du mig af gårde? prøvede jeg. Du holder jo alligevel øje med mig hele tiden…
Du skal udvikle dig, Jens. Ellers kan jeg jo ikke elske dig, grinede hun. Jeg forlanger.
Og jeg indså, Karen bestemte, jeg fulgte efter.
Efter kurset kom jeg hjem med pakker; til Mikkel legetøj, til Karen stof til en kjole.
Smukt men for lidt, Jens. Du skulle have købt en barnevogn i stedet, sagde Karen, med et drillende glimt.
Hvorfor?
Tænk dig om, far, svarede hun og forsvandt ind.
Det var en barsk tid med graviditeten. Karen blev irritabel, alt endte i diskussion, og jeg frygtede hun ville gå. Men jeg blev og tog skæld og gråd.
Da vores datter kom, mødte jeg dem begge på hospitalet.
Mikkel skal da møde sin mor og søster, vi er jo en familie, sagde jeg.
Karen så overrasket og længe på mig, som om hun for første gang mærkede, hun havde fået en mand, hun kunne stole på.
Vi byggede nyt hus, stort og solidt i grantræ, med udskårne vinduer og en hane på taget. Vi blev anerkendt, Karen blev mildere.
Sønnerne, Mikkel og Jørgen, flyttede ud, studerede i København og Vejle, skrev glade breve. Men pludselig blev huset koldt og stille.
Dagene blev ens, vi talte kun i små bidder, om aftenen lå vi ryg mod ryg i sengen. Indimellem sad Karen længe ved spejlet, prøvede smykker eller lagde lidt pudder, men endte altid med at fjerne det igen.
Lad det ligge, Karen, sagde hun til sig selv i spejlet. Din tid er forbi, nu må du leve videre som den du er.
Men sådan at leve gjorde hende bitter. Karen begyndte igen at skælde ud, til tider hårdt. Mig kaldte hun for en gammel, træt bjørn, og intet jeg gjorde, var godt nok.
Jeg stod det igennem. For selvom hun var skrap, så elskede jeg hende stadig. For det var hende, jeg valgte.
“Det gør ondt på hende, at blive gammel. For sådan en himmelhøj svanedronning må det være frygteligt,” trøstede jeg mig selv. “Når børnene kommer juleaften, skal det nok vendes.”
Men vinteren gik, og børnene rejste igen. Karen blev ved.
En dag skulle jeg fikse taget, udskifte planker og rette antennen Karen remsede op og kritiserede alt, til sidst truede hun med, at jeg ikke fik mad, hvis jeg ikke kunne lave arbejdet ordentligt.
Hun kunne ikke stoppe, det løb bare ud af hende. Havde jeg bare råbt igen eller skælde ud, så havde balancen været der. Måske savnede hun at mærke, jeg var stærk.
Men jeg gik, smækkede døren bag mig, hun hørte mig bande.
Karen ventede, men jeg kom ikke. Hun hørte havelågen og naboens bil. Kun naboen, Knud, vendte hurtigt tilbage.
Karen, jeg må lige sige… Jens er taget på stationen. Bedt om, at du sender hans ting senere.
Knud gik hurtigt, mens Karen blev stående på trappen, knugede håndklædet.
Borte, væk fra hende, hans Karen. Hun søgte og surmulede gennem huset, men jeg kom ikke igen.
Senere kiggede nabokonen forbi med fisk, så på Karen med et blik, der var alt for venligt.
Det er din egen skyld, Karen. Jens var aldrig nogen gudesmuk mand, men han bar dig gennem alt med kærlighed, og han talte altid godt om dig, når vi snakkede mændene imellem.
Så hvor er han, denne tålmodige kærlighed? Hans ting vil han have sendt. Måske finder han en ny. Og jeg tja, jeg har mit temperament. Min mor sagde altid, mænd er som græs i vinden
Karen, du har altid ville bestemme, det har mere været magt end kærlighed. Nu kan du sidde alene, smilte nabokonen og gik.
Karen stod længe i natten og så ud i mørket. Hun havde aldrig lært at elske, kun at være stærk og vise, ingen kunne såre hende.
Men om natten, når ingen så det, lå hun stille hos mig, hviskede lavmælt, at hun ikke kunne leve uden mig.
Jeg tog af sted. Hun døde ikke men visnede. Sad knuget under min gamle frakke, nægtede alt. Børnene kom og tiggede hende om at få hjælp, men hun ville ikke.
Da jeg kom hjem, lå hun i sengen, svag og bleg.
Karen, lav nu noget grød, jeg er sulten! hviskede jeg og hun smilede i søvnen.
Jens, gå bare ud, jeg kommer ud om lidt… hviskede hun, men blev bare siddende og klamrede sig til min hånd.
Jeg kærtegnede hendes hår så lille var hun blevet. Sammen dækkede vi bord, og gik senere i saunaen for at vaske sjælen ren.
Hun bad om tilgivelse hver aften, både til mig og Gud. Jeg tilgav. Jeg havde jo selv valgt hende. Kunne jeg miste hende igen, vidste jeg, mit eget hjerte ikke ville klare det.
Livet med Karen var ikke let, men uden hende ville jeg aldrig prøve igen.
At elske Karen er som at holde favntaget om en tjørnebusk. Det stikker, men det varmer også, og jeg har lært, at kærlighed ikke handler om at eje, men om at forblive, selv når vinden blæser koldt over de jyske marker.
