Bruns Skæbne
Hun afleverede ham tilbage til Marianne, som om han var et par sko, der ikke passede, eller en mascara man fortrød at have købt. Næh, dét havde nok endda været mindre ydmygende. Mascaraen er ligeglad med, hvor den står, og sko kan være ligeglade med, hvem der vader dem igennem regnpytter og sjap.
Men det var ikke ligegyldigt for Anders. Det var ulideligt.
Det stak ham helt ind i marven at sidde hjælpeløs i sin kørestol foran hospitalet, mens han kunne nikke og smile, som forventet. Ja, han var blevet til en grøntsag nu… Ja, han havde ikke slået til… Ja, hvad så med jobbet? Hvad så med pengene? Ja, ja, ja…
Han havde mest af alt lyst til at råbe det ud, så hele afdelingen kunne høre, hvad der nu skulle ske. At han skulle hjem til sin ekskone. At han blev afleveret som en pakke eller et uønsket, for tidligt født killinger simpelthen sat af ved døren.
Charlotte, nu må du altså! De har sagt, jeg sikkert kommer til at gå igen! Det skal nok gå, tossede pige Du pisker dig selv op, som du plejer. Sådan havde han sagt for to uger siden, da Charlotte kom grædefærdig ind på stuen og næsten ikke kunne få frem, at hun ledte efter Anders Brun. Sygeplejersken, travlt optaget med at tage sig af en af de gamle mænd, pegede bare over på sengen ved vasken.
Charlotte sank en klump, lukkede øjnene et kort sekund, fik sat et svagt smil på, gik hen.
Han sov. Kroppen gjorde så ondt, at han var blevet pumpet med smertestillende og havde ligget og halvsovet hele aftenen faldt lidt ind og ud af søvnen, glædede sig bare over at det endelig var varmt under dynen, for det havde været isnende koldt uendeligt længe.
Anders susede hjem fra Charlottes sommerhus på sin motorcykel, sådan lidt fandenivoldsk, nød at føle vinden, asfalten der spejlede solgnisterne, og så… så skete der noget. Noget gled under dækket, han væltede af vejen, blev kastet rundt, slog hovedet og alt begyndte at flimre.
Der stod Marianne med sine lange fletninger og sløjfer, iført blå skoleuniform til sidste skoledag. Hun grinede, dansede rundt hånd i hånd med Charlotte, som også var helt høj på livet. Anders havde taget is med. Pigerne kyssede ham på kinderne, begyndte at pakke ispapiret ud. Marianne elskede chokolade, Charlotte vanilje og Anders blandede altid om på dem.
Anders? Du må altså snart lære at følge med! Du skal jo være jurist engang! sagde Charlotte og mimede geografilæreren Grethe. Det var egentlig lidt pudsigt, for hun havde en gammel kvindes varme, om end familie var de ikke.
Undskyld, Charlotte, jeg kan ikke holde styr på det hele! Anders grinede og ville vise sig lidt frem, jog hen og begyndte at lave pull-ups i gymnastiksalen.
Pigerne kiggede på ham, Charlotte med lidt beundring, men Marianne…
Hun så bare alvorligt på ham.
Hvorfor kiggede du sådan den dag? spurgte Anders om aftenen, på vej hjem til Mariane.
Hvordan?
Sådan… Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det… Han trak på skuldrene.
Jeg hader teatertorden, sagde Marianne og forsøgte at sige mere, men blev kysset som svar
Anders vågnede på afdelingen, folk travede rundt i uniform.
Tag det roligt, min ven, bare lidt endnu… sagde nogen ved siden af.
Anders drejede sig svagt. Nabosengen var optaget af en fyr, der bogstaveligt talt var blevet samlet på kryds og tværs, ligget her længe, kun besøgt af en ældre kvinde, der nok ikke var familie. Fyren havde egentlig fået det bedre, jokede lidt, men den nat blev han pludselig bleg og slap…
Anders vendte sig bort og lukkede øjnene. Han kunne ikke holde ud at se det.
Hvorfor har de ikke gardiner? I film skærmer de altid patienter af med forhæng! tænkte han febrilsk. Så hørte han fyren blive rullet væk på den gamle briks. Hold ud, makker, hører du!
Ingen svarede, og Anders svævede atter ind i søvnen.
Marianne. Hun stod midt på den lange afdeling. Ja, det var fødselsgangen. Eller, hvad det nu hedder her… Måske konsultation.
Jeg er gravid, Anders! sagde hun, men ikke lykkeligt.
Men det er jo godt! Det skal nok gå, skat! Han smilede, ville trøste.
De havde været gift i fire måneder, ventet på at holde ferie sammen, havde været på ferie i Tisvildeleje, hvor Marianne havde haft det skidt. Først troede de det bare var det nye sted.
Men så fik hun det undersøgt…
Anders, barnet lever ikke… Rør mig ikke. Du hører ikke efter! Han lever ikke! Hun stod dér, i det hvide, oplyste gangareal fyldt med planter i vindueskarmen og gravide kvinder, der så tankefuldt og trist på dem.
Hvad mener du med det? Marianne, det må være fejl! Det er jo så småt i den alder! Herre Gud, de læger siger hvad som helst! Vi tager til Camilla, hun kan hjælpe kom, nu tager vi af sted! sagde han. Han nægtede at give op. Ikke levende, hvilket pjat!
Camilla Sørensen arbejdede som administrator på en privatklinik. Hun kendte alle og alle kendte hende. Det var kun sjældent, Anders og pigerne mødtes. Måske var hun stadig lidt fornærmet over, Anders valgte Marianne, ikke hende. Men han havde altså aldrig lovet hende noget.
Nå, er det ikke Bruns? Sikke en overraskelse, sagde Camilla, mens hun vippede kuglepennen. Hvad skylder jeg besøget?
Camilla, helt ærligt. Jeg har forklaret det hele. Du lovede at hjælpe. Marianne, sæt dig nu, der er fri bænke!
Men Marianne satte sig ikke, stirrede kun på Camilla. Det slog hende, at alt nu var i Camillas hænder.
Camilla løftede sløvt røret og tastede videre.
Hej, Ulrik? Ja, de er her nu. Skal jeg lukke dem ind? Yes, super. Hej, ven! grinede hun i røret, pegede så mod tredje dør. Lægen venter!
Ulrik Mortensen var heldigvis rigtig god, grundig. Han undersøgte Marianne flere gange, til han var helt sikker.
Det sker desværre. Kroppen afbryder selv, hvis noget går galt. I er et sundt par, I skal nok få børn! Marianne, tag det nu roligt! Han prøvede at trøste, fortalte om sin kone, der græd og græd efter en spontan abort, men pludselig var hun gravid og nu er de forældre til to banditter.
Marianne nikkede, tørrede maven af, lukkede bukserne og gik. Hun forstod jo egentlig godt
Fra den dag blev alt køligt. Det var dengang det døde ud. Anders sagde, det går alt sammen, men hun græd, råbte, hev ham rundt til undersøgelser. Tre gange. De fik besked på at holde pause, reflektere. Hvordan fanden gør man det? havde hun sagt. Vi skal kæmpe, finde ud af hvad det er vi er jo meget unge endnu? Kan du ikke huske?
Han kunne kun huske, at det var Marianne, der virkelig gerne ville have børn. For ham skulle det nok komme, børn var et naturligt næste skridt.
Ved et tilfælde mødte Anders Camilla i metroen, efter endnu en opslidende tur på Rigshospitalet. Han havde ladet Marianne sidde ensom på caféen med endnu et lægepapir i hånden.
Hvor går du hen? spurgte hun.
Ud at lufte hovedet. Tag nu hjem selv. Jeg tager metroen, sagde han, mens han tog jakken på.
Men Anders
Arh, pist væk! sagde han bare og forsvandt.
Camilla dukkede pludselig op i metroen, i stiletter, velklædt og en anelse fuld. Anders beklagede situationen, sagde, at Marianne aldrig kom sig.
Jeg har afleveret nok blod og celler. For fanden, der måtte kunne leveres et børnehjem allerede! sagde han og lo tørt.
Camilla fnisede.
Kære ven sagde hun blidt og lod en finger glide over Anders kind. Selvfølgelig skal du holde pause!
Og mens de gik af toget, dresset til fest, sagde hun: Ved du, at det faktisk er Mariannes egen skyld? Fik du ikke at vide, at hun var rigtig syg i tiende klasse? Lå på hospitalet over en måned… Hun frøs underliv, fik senfølgeskader. Hun har aldrig fortalt dig det? Hun snører dig… Det er ikke din skyld!
Anders stoppede brat. Camilla gik ind i ham med blomsterbuketten.
Nonsens! sagde han, hun ville have fortalt det!
Hvorfor dog? Du er jo fornuftig, skal have en ordentlig familie. Hun ved, hun selv har skylden. Og du er helt bleg. Kom nu med hjem, vi drikker lidt cognac, fejrer min forfremmelse! jublede hun.
Pludselig var han havnet i hendes lille bolig. Han drak med hende, og de talte om fortiden. Han kom til at tænke på sin bryllupsnat med Marianne, som havde været så genert og han havde bare drømt om børn dengang.
Efter Camilla havde rykket op i karrieren, blev skiftet mellem ham og Marianne hurtigt. Han trak sig, råbte, nægtede at gå til undersøgelser mere.
Hvorfor er det min skyld? spurgte Marianne fortvivlet.
Intet! Men du skal have ro. Jeg bliver ikke ved. Jeg fejler ingenting! sagde han hårdt, bankede i bordet og gik til Camilla.
Efterhånden tænkte han, at han havde giftet sig for hurtigt. Med Camilla blev alt let, bekymringsløst, spontane aftener, ture ved kysten, masser af fis og ballade…
Inden for et år var de skilt. Marianne lod det ske, da det var uundgåeligt, og Camilla pressede hun ville ikke dele.
Findes der børn? lød det i røret, da papirerne skulle sendes. Nej. Tak, sagde Marianne stille og lagde på.
Børn, det var både årsagen og resultatet. Deres manglende børn og hendes store ønske havde ødelagt det hele. Nu skulle hun starte forfra finde sig selv, gå alene hjem, bruge weekenderne som single.
Forældrene boede tæt på. Hun kunne flytte hjem. Men, nej. Det var for pinligt.
Anders vågnede igen, morgensolen ramte ham. Havregrød og te med citron duftede fra vognen.
Kommer der nogen og hjælper ham? blev spurgt hen over hovedet på ham.
Han åbnede øjnene. Bag brillerne glimtede milde, blå øjne med lidt rynker i kanten.
Hans kone plejer at komme. Lad bare portionen stå, måske hun hjælper, lød det.
Fint. Sæt kryds for, Brun har fået portionen. Vi ruller videre. God bedring, drenge! råbte damen, mens hun skubbede gryder videre.
Camilla var ikke Anders kone. De havde aldrig været gift.
Hun dukkede op senere, stak næsen i kraven, gøede lidt.
Giver du ham mad? Eller har du selv noget med? blandede folk sig.
Jeg klarer den, sagde Camilla, snusede til grøden. Du må spise, Anders. Det er ikke gourmet, men jeg har ikke andet. Jeg har været til fødselsdag hos Morten og Susan de hilser! Jeg er vildt træt. Hvorfor kan du ikke ramme munden? Har du kvalme? Ej, jeg henter nogen!
Hun skyndte sig ud, klaskede hænderne mod den udleverede kitel.
Min mand kaster op! Kom og hjælp! råbte hun.
Dagen efter kom hun ikke. Eller dagen efter igen. Til sidst sagde hun, hun havde talt med lægen.
Nyt? spurgte Anders.
Ingenting godt. Forbandet være den motorcykel! Hvad skulle du med den? Din genoptræning bliver dyr, og det går ikke hurtigt. Jeg… altså… vi har brug for, at du bliver rask hurtigt Hun stoppede. Anders havde knyttede næver. Du må blive rask! Jeg har medbragt lidt gav ham en pose appelsiner og en flaske vand, satte sig og kiggede ud.
Camilla! sagde Anders stille, ragede ud og prøvede at nusse hendes knæ, men hun trak sig. Kom nu, vi har prøvet værre. Jeg ved det, jeg er et fjols. Motorcyklen var en dum idé, men du var selv glad. Har du problemer på arbejdet? Tag nu ferie! De udskriver mig snart, og så
og så kører vi dig hjem til Marianne. Så tager jeg ferie, og rejser til stranden, afbrød hun og så væk. Der er ikke plads til følelser her. Ingen scener, Anders! Jeg kan ikke klare hospitalslugt, opkast, dig sådan her Jeg vil bare væk. Jeg forklarer én gang mere senere.
Ja… sådan er det, sukkede manden i sengen ved siden af, der var faldet ned fra et stillads. Undskyld, unge dame, vi ville gå, hvis vi kunne
Camilla blegnede ved synet af mandens kateter og mærkede, hvordan lugten sneg sig ind over alt. Hun hadede hospitaler, deres lugte, lyde, de slidte vægge.
Anders havde været indlagt i tre uger. Først på intensiv, så her.
Camilla skyndte sig altid hjem efter besøget, smed tøjet i gangen og han stod længe i bruseren. Hun sprøjtede sig med parfume og syntes alligevel, at den triste hospitalslugt klistrede til hende. Det var forfærdeligt.
Værst var dog at se Anders sådan. Han kunne næsten intet selv, huden var grå. Han skulle vaskes, have hjælp til alt… Lægen sagde, det kun gik én vej, hvis han ikke kæmpede.
Tidligere var Anders en pæn fyr. Og Camilla havde været stolt af at stjæle ham fra fornuftige, søde Marianne.
Men hun skulle ikke snakke om, hvorvidt Marianne ville tage ham retur. Hun ville bare sætte ham af hos hende. Det var mere humant end at efterlade ham alene i hans egen lejlighed.
Bruns forældre var heller ikke et valg moderen havde hjertefejl, faderen mavesår. De kom dog tit og tog sig af ham. Camilla mente, hun var humanist, så hun hev Anders med videre.
Kørestolen kunne lige være i elevatoren, heldigvis havde de fået installeret rampe til opgangen for få måneder siden.
Hvor heldigt! grinede Camilla, mens hun skubbede på. Bare, vær ikke sur, Anders, jeg skal også leve videre, du må forstå. Hej, flyt dig da, dame! Kan du ikke se, jeg har en invalid!
Hvis det dog havde været mere heroisk, hvis han havde mistet helbredet i landets tjeneste, så kunne hun måske være blevet stolt. Men en motorcykelulykke, dét var bare klodset.
Anders? Er det dig? hviskede nabokonen. Hvordan dog? Skal du op til Marianne?
For meget viden, for hurtigt så bliver man gammel! peb Camilla, da hun fornemmede konflikt.
Camilla! Stop så! brølede Anders og greb hårdt om armlænene.
Kvinden så forfærdet på dem, begyndte så at sige: Anders, Marianne er ikke
Men elevatoren lukkede. Camilla trykkede ti.
Han havde stadig nøglen til Mariannes lejlighed.
Inden hun tænkte sig om, var vi oppe, mumlede Camilla. Så Garage-agtig tone.
Jeg hader dig, forstår du det! Hader dig! vrissede Anders og hev hende ind til sig. Du svigter mig en krøbling gider du ikke! Forbandet være
Han spyttede desperat. Han var tørstig, skulle egentlig tage medicin, men hænderne fungerede næsten ikke.
Hold selv op! svarede hun og dumpede tasken med hans ting på gulvet og gik.
Han sad længe bare der, foran billedet på væggen. Det billede, de havde købt på bryllupsrejsen i Skagen. Marianne havde ikke smidt det ud, så han.
Det hele stod, som det plejede møbler, postkort, cder, og den store kaktus Børge, som Anders engang var ved at drukne, mens Marianne var på kursus.
Børge overlevede, men Anders følte sig nu mere vissen end nogensinde. Indvendigt og udvendigt.
Det virkede ikke som om Marianne boede der. Intet vand, gassen var slukket. Var hun flyttet?
Han måtte ringe. Hvor var mobilen?
Han fik den frem, tabte den på gulvet, kunne ikke få fat i den.
Satans! hvæsede han og begyndte at græde.
Af smerte, afmagt og angst for fremtiden.
Marianne kom hjem tæt på midnat, havde afbrudt sin arbejdsrejse, efter nabokonen ringede.
Hun snublede over tasker, tændte lyset i entreen og blev stående.
I månestriben stod kørestolen fastfrosset midt i stuen. Med hovedet hvilende på brystet sov Anders tungt.
Sådan afleverer man uønskede børn på børnehjem, katte på internat, varer man vil reklamere, og voksne, der ikke lever op til forventninger.
Det blev svært. Rigtigt svært. Anders ville tage hjem til sig selv, leje en hjælper, ikke være til besvær! Han ville
Hør nu, Anders, Marianne satte kaffen foran ham. Du bliver rask, og så kan du flytte. Det her handler ikke om nåde, eller at have ondt af dig. Vi har en historie, og du skal ikke være alene. En hjælper? Glem det! Du ville smide hende ud efter en time. Mor ville ellers komme dagligt, hun har ringet. Hun ville flintre rundt og tage sig af dig vil du det? Bliv her lidt tid, jeg har fundet en god genoptræner, Mikkel. Husk ham? Han var et år over os i gymnasiet. Er vildt skarp heldigt han blev læge! Han kommer i morgen. Ikke gratis, så du må i gang med din opsparing. Okay?
Anders burde nægte, rulle afsted. Men han havde ikke modet. At være alene var endnu mere skræmmende.
Var Marianne ikke bange dengang? Da han gik, festede og nød livet, mens hun sad alene, græd og skyldte sig for alt. Forældre får kun lidt at vide.
Nu var alt ændret. De blev partnere.
Marianne nussede ham ikke. Hun krævede, han hjalp til, fandt et franskhold og tog sit arbejde op hjemmefra. Hun sagde også, han skulle opkvalificere sig. Så det gjorde han.
Marianne fortalte sjældent om sit eget liv, og Anders spurgte ikke. Indimellem ringede nogen, hun gik ind i et rum og snakkede dæmpet.
Anders ventede bare. Ventede på styrken og friheden kom tilbage.
Det skete hurtigere end tænkt. Mikkel var utrættelig, pushende, men allerede i maj haltede Anders rundt i lejligheden, i juli kunne han gå op til blomsterhandleren og købe et stort bundt blomster til Marianne. Han kunne bare have bestilt. Men det var vigtigt det var frihed.
Hun smed blomsterne ud ad vinduet, græd og bad ham forsvinde.
Han nikkede men krammede hende, et øjeblik som føltes både som sekund og evighed.
Tak, Marianne! Hører du? Tak. Tilgiv mig, hvis du kan. Jeg elsker dig. Giv mig en chance.
Hun skulle have sendt ham væk, for de var jo bare fælles i uheld. Nu var uheldet væk, og tilbage var to ensomme mennesker.
Men en dag var ensomheden væk. De valgte bare at være sammen. Bare gøre livet lettere ved at stå op sammen, lægge sig sammen, løse småproblemer sammen.
Og, hvordan går det så sådan at bo med en invalid? spurgte Camilla spidst, da hun traf Marianne ved Netto.
Hvem? Her fejler alle da ingenting. Ikke sandt, lille Viggo Anders? Marianne nikkede ned til et velernæret spædbarn i barnevognen. Beklager, jeg har travlt, Anders skal til møde på rådhuset! Hun svingede mod udgangen.
Hva?! Hvorhen?! Jeg har passet ham på hospitalet! råbte Camilla.
Tak, Camilla. Du er en sand ven. Jeg skal nok hilse fra dig! smilede Marianne og gik.
Om aftenen tog Camilla ud at spise med en bekendt, dansede senere og gik hjem alene endnu engang, ligesom alle de andre gange. Han kaldte hende guldklump, men det ramte hende ikke. Hun ringede til Anders ingen svar. Hun hørte til fortiden.
Jeg kunne jo aldrig klare det. Jeg tåler ikke syge mennesker, mor! græd Camilla i køkkenet.
Nej, kære, sådan én skal vi ikke have! Vi finder dig en hel og rask mand, sagde moren og klappede hende. Så tændte hun fjernsynet. Se, forfærdeligt! Hun afviste sit syge barn! Dem burde man låse inde! Tænk, så mange kolde mennesker der findes. Det er en forfærdelig verden, Camilla, frygteligt!
Camilla kiggede på sin mor med tårer i øjnene. Det hele var vildt skræmmende og så uendeligt ensomt Marianne trak gardinet fra, som solen tørrede dugdråberne på ruden. Anders sad allerede ved spisebordet og nikkede lavmælt til hende, mens lille Viggo jublede over en rangle, der kastede glimt på væggen.
Bliver du længe i dag? spurgte Anders sagte.
Ja, jeg kommer lidt senere hjem. Viggo skal til babyrytmik, og bagefter køber vi noget lækkert til aftensmad. Torsdag. Jeg har faktisk tænkt vi kunne købe den gode ost?
Han smilede forsigtigt, løftede sin kaffekop med mere sikkerhed end længe.
Vi kan gøre præcis, hvad du vil. Måske købe is, blande smagene helt forkert, drillede han.
Hun smilede. De små vaner dem, der havde overlevet alting.
Han så på hende længe. Ikke som den, der var blevet afleveret. Men som én, der var blevet samlet op igen, ikke af nød, men af valg. For anden gang fandt de ud af, at familie var noget, man kunne blive sammen om selv når det måtte gro langsomt, én nerve ad gangen.
Marianne satte sig overfor ham. Hun mærkede gråden, som før var kommet af tab, nu presse sig på som lettelse, ja, glæde.
Nogle gange, sagde hun lavt, er det heldigvis ikke slut, bare fordi man bliver afleveret.
Anders nikkede. Nogle gange begynder det bare dér.
Solen slyngede sig ind i køkkenet, hvor duften af kaffe, babylatter og et liv, der alligevel var begyndt, lagde sig som et løfte om, at alt nok skulle gå på den skæve, mærkelige, men helt, helt deres egen måde.
