Hundeliv
Og hvordan pokker skal vi skilles ad, du og jeg? Jeg skal altså gerne hjem. Det er koldt udenfor, sagde Frederik eftertænksomt.
Han nærmede sig hunden, i håb om at den ville lade sin samvittighed tale og flytte sig væk. Det hjalp ikke. Den store hund blev liggende, hvor den var.
*****
Frederik havde siddet i flere timer på værtshuset sammen med sin bedste ven og drukket.
Nå Fred, en mere? spurgte Søren, mens han lokkede karaffel med snapsen frem.
Selvfølgelig! smilede Frederik træt, og rykkede glasset ind mod midten af bordet.
Han havde drukket alt for meget i aften.
Det var eneste måde at slappe rigtigt af på, syntes han. Nerven var flossede, bekymringerne hobede sig op.
På arbejdet var det op overhan vidste, at han var færdig der. For nylig havde han også skilt sig med sin kone. Fordi …
… vi var for forskellige.
Det var hendes ord.
Men hvis han skulle være ærlig, så var det jo ikke bare dét. To år havde de hængt sammen, men så pludselig passede han hende ikke? Hvad nu? Havde hun en anden? Det var svært at tro på andet.
Tror du hun har fundet sig én? spurgte Søren over glasset.
Helt sikker. Hun tog imod skilsmissen alt for let, og flyttede tamt sine ting udhvor hen? Hun ejer jo ikke engang en lejlighed her i byen.
Ja, lidt mærkeligt, ikke? Og hvad så med jobbeter du sikker på det smutter med det?
Allan sagde, han ville tale alvorligt med mig på mandag på sit kontor. Det er ligeså godt som en fyreseddel. Men pyt. Jeg har sgu også overvejet at sige op i et stykke tid.
Hvad har du så tænkt dig at gøre?
Hvis jeg skal være ærlig, Søren jeg aner det ikke.
Hør, jeg kan tage ferie en uges tid. Skal vi tage på fisketur? Kom lidt væk. Min kæreste brokker sig kun over at jeg altid er sent hjemme, at pengene går til bajere, og at jeg aldrig hjælper til. Jeg magter hende ikke længere.
Det lyder som en god plan. Det er alt for længe siden sidst. Bare sig til, hvornår du bestemmer dig, så jeg kan nå at købe fiskestang og noget ordentligt tøj.
Ikke før jeg har fået bilen fra værkstedet. Det varer mindst en uge endnu.
Hvad skete der egentlig med den bil? Du forklarede det aldrig rigtig.
En hund løb ud foran mig, for fanden. Kæmpe krabat, dukkede bare op og så bang bulen på højre side. De her løse hunde er et problem.
Ja, de skulle være enten hos nogen eller på internatikke på gaden.
Netop.
Min eks klynkede også engang over, at en hund havde overfaldet hende. Hun gik bare, og så sprang den frem fra en busk.
Der kan du bare se! Søren hamrede hårdt i bordet. De dyr forstår ikke andet end hårdhed. Der er ikke andet for end at skyde dem, hvis du spørger mig.
*****
En time senere forlod vennerne værtshuset, klappede hinanden på skulderen og gik hjemad.
Søren boede lige rundt om hjørnet, men Frederik skulle selv gå hjem; han gad ikke ringe efter taxa. Det var ikke pengene det var bare rart at gå, trække frisk luft og måske klare tankerne.
Det sidste var svært, for efter tre snapsekaraffeller var det ikke meget, han kunne samle hovedet om.
Frederik opdagede, at det allerede var tæt på midnat. God aften tænkte han.
*****
Foran sin opgang så han så hunden.
Den lå bare der på den kolde beton, stirrende tomt ud i mørket. Dens øjne …
Der var noget mærkværdigt med dem. Som om alt håb var dødt.
Hej makker, hvad har du gang i? Skulle du ikke tage og smutte?
Hunden var stor, og selv om han var småberuset, forstod Frederik, at den ikke sådan lod sig skræmme. Måske kunne arrogance virke.
Nå, skal du ligge der? Find dig et andet sted. Du hører ikke til her.
Men hunden gad ikke reagere. Den løftede ikke engang øret.
Den var bare træt af livet. Hvis folk skulle forbi, måtte de springe over den.
Hvordan skal vi egentlig få løst det her? Jeg vil bare hjem, det er koldt.
Frederik tog et par skridt nærmere, i håb om at det ville hjælpe.
Men ingenting ændrede sig. Hunden blev liggende.
Søren har ret. Man kan ikke andet end slå hårdt ned. I fatter jo ikke almindelig dansk tale!
Han tog sig sammen, gik helt hen til hunden, og puffede let til den med foden.
Vov vovv
Nå, du tør være vrang? Er du ikke flov over det, mand? lo Frederik skævt.
VOVV !
Se dog. Du skulle forestille at være menneskets bedste ven, men du opfører dig som om vi er fjender. Ved du, hvad man gør ved sådan nogen?
…
Frederik indså at det ikke ville lykkes. Han løftede armen som for at true.
Men i det sekund skete der noget, han slet ikke havde ventet.
Hunden samlede sine sidste kræfter, rejste sig vaklende, haltede efter ham og borede sig direkte ind i ham.
Frederik nåede ikke et skrig. Alt gik så sløvt.
Under hundens vægt snublede han bagud, ramte en bænk og slog hovedet hårdt.
Mørket slørede hans øjne, og det sidste han så var den trætte, håbløse hundeøjne.
*****
Da Frederik vågnede, var det blevet lyst. Hold da op! Hvor længe har jeg ligget her?
Han kæmpede sig op fra den kolde jord, og kiggede sig nervøst omkring.
Det var pinligt naboerne skulle nødigt få noget at snakke om. Heldigvis var ingen af dem der.
På bænken sad nogle gamle damer, han ikke kendte, der talte om at vandet var væk i huset.
Fremmede gik forbi. Børn legede på legepladsen, men ingen lagde mærke til ham.
Som om han slet ikke var der.
Er jeg levende? Det gøs i Frederik.
Han huskede tydeligt, hvordan løshunden overfaldt ham. Hvordan han mistede bevidstheden. Hvad i alverden sker der med mig?!
Frederik nippede sig selv i kinden.
Av! Det gjorde ondt.
Godt, jeg mærker smerte. Så er jeg nok ikke død.
Goddag! råbte han til damerne. Kan I se mig? Høre mig?
Ingen svarede.
Hvad fanden foregår der?
Han lod blikket glide over bænken, huset, legepladsen Noget var forkert.
Og så forstod han det. Huset var hans, men omgivelserne var ændret.
Bænken var malet i en anden farve end normalt.
Legepladsen var også ældre men for to år siden havde byen netop anlagt en ny. Det giver ingen mening hvad betyder det?
Han gik hen og så på opslagstavlen i opgangen.
Til beboere i nummer 18. Grundet en lækage er både varmt og koldt vand afbrudt indtil skaden er fundet.
Nederst: Dato 19. september 2014.
Hvad?! Hvordan kan jeg være i 2014, når jeg boede i 2024? Er det her en dårlig joke?
Han kiggede igen rundt, hen til gadenavnsskiltet.
Adressen var den rigtige. Det var hans hjem, tre år tidligere. Men han var ikke flyttet ind på det her tidspunkt.
Så jeg er i fortiden? Det er umuligt.
Frederik prøvede at skubbe til en af damerne hun rørte sig ikke; hun reagerede ikke.
Jeg drømmer sikkert bare. Det hele sker i mit hoved efter én over nakken
Frederik var på nippet til bare at gå, indtil han så en hvalp på legepladsen.
Han kneb øjnene sammen. Det var den samme hund bare meget yngre. Seks eller syv måneder gammel, ikke ældre.
Hvordan han genkendte den? Pelsen. Øjnene. Det blik kunne han ikke glemme.
Ved siden af hvalpen var en lille dreng, måske ni år, i shorts og t-shirt og med solbriller.
Med lidt snarråd kunne Frederik se, at drengen forsøgte at opdrage sin hund.
Han listede nærmere.
Sær tilgang, den har altså ikke altid været hjemløs Hvad skete der? Hvordan endte den alene?
Sit! Dæk! Sit! råbte drengen. Hvor dum kan du være?
Frederik måtte smile. Hvalpen adlød alt, prøvede så ærligt at gøre sin ejer glad.
Men drengen blev kun mere sur jo mere hunden gjorde, som han sagde.
Han slog endda efter den med et lille plastiksværd og gentog sine kommandoer igen og igen.
Frederik blev gal, blev senet i ansigtet. Han havde lyst til at skælde ham ud eller hive det plastiksværd ud af hånden på ham og give ham en lektion eller to om at tage sig af dyr.
Det værste var, at hvalpen gjorde det han skulle alligevel var drengen aldrig tilfreds. Man vidste ikke, hvad han ville.
Efter et stykke tid råbte drengen pludselig:
Far, jeg gider ikke have hund mere! Jeg vil hellere have en PlayStation!
En voksen mand, nok fyrens far, kom hen, strøg ham over håret og førte ham med sig hjem.
De er nok på vej for at købe det skide legetøj, tænkte Frederik. Men de tog ikke hunden med.
Først blev hvalpen siddende, forvirret over hvad der foregik. Så peb den og løb efter sine ejere.
Men drengen drejede rundt og sparkede den med sådan en kraft, at den rullede udtil rendestenen.
Du er dum! Skred, makker! råbte han.
Hans far gjorde intet; han kiggede bare væk.
“Jamen, sådan var faren nok også selv engang … sådan noget får man ikke ud af systemet, tænkte Frederik. Æblet falder ikke langt fra stammen.
Da de usle mennesker var ude af syne, gik Frederik over til den lille hund for at tage den op.
Det kunne han bare ikke. Ligegyldigt hvad han forsøgte, var det umuligt. Til sidst gik det op for ham:
Klart. Jeg er tilskuer. Jeg kan kun se, ikke blande mig.
Han blev stående og så på.
Så hvordan hvalpen trofast ventede ved opgangen. Hvordan drengen igen kom, slog med sværdet, og hvordan faren stod tavs med sin ny PlayStation. Ingen sagde dem imod ingen ældre damer blandede sig, de klynkede bare over, at der manglede vand.
Tre lange dage og nætter sad hunden og stirrede mod huset.
Ingen kom efter det. Det blev bare efterladt og måtte klare sig selv.
Sulten sled i det, så det begyndte at søge hen mod skraldespanden for at finde lidt at spise. Men det lykkedes dårligt.
Efter noget tid fandt hvalpen dog en ny ejer en hjemløs mand. De delte, hvad de kunne finde, tog hinandens selskab for givet om natten.
Men lykken var kort.
En dag solgte manden hunden for en flaske snaps til en fremmed.
Denne nye ejer boede ved et kolonihavehus. Hunden blev sat i kort snor i et skur, næsten aldrig fodret skålen blev fyldt med kyllingeben og sne i stedet for vand, måske et par gange om ugen.
Når manden var fuld, slog han hunden for ingenting.
Du skal kunne klare mosten! Tig ikke, sagde jeg! Jeg skal nok få gjort en rigtig vagthund ud af dig!
Halvåret gik, og en dag lykkedes det hvalpen at slippe fri – den stak af så langt væk som muligt.
Nu blev hunden dansk vagabond.
Trods alt prøvede hunden stadig at tro på mennesker, i håbet om én dag at finde nogen, der havde brug for ham igen.
Men hvor end den var på stationen, foran supermarkedet, i parker blev den jaget væk.
Større og større følte den sig som udstødt blandt mennesker. Alligevel, selv efter alt, tillod den aldrig sig selv at knurre ad nogen. End ikke om folk sparkede.
Den bar kun en sorg bag sine øjne, fordi ingen viste sig egentlig at være menneskelige mod ham.
Hvad laver du her?! brølede viceværten og slog med kosten. Forurener kun!
Ikke så meget som at blinke med øjne det her er mad til mennesker, ikke til hunde! råbte slagteren.
Ja hej, der går en stor hund løs i parken, uden snor! Kan I ikke komme? klagede en kvinde.
Hunden bakkede væk og fandt et andet skjul.
Rigtige glæder kendte den ikke til i sit korte liv. Her og der blev den slået, råbt ad, kastet med sten på, mens den hele tiden søgte …
…en MENNESKEVEN.
Ham eller hende, der så ham. Men håbet var ved at dø ud.
Frederik fulgte hunden dag for dag, og jo mere han så, des mere voksede hadet mod mennesker i hvert fald dem, der slog eller smed dyr ud.
Den gør jo ikke nogen fortræd! Det er bare overlevelse!
Ingen hørte hans råb. Han forstummede i magtesløshed og vrede over, at slagsen kunne slippe godt fra deres ondskab.
Navn havde hunden heller ikke fået.
Nu besluttede Frederik selv, at den skulle hedde Aslak. Et navn, der passede til en sand kriger.
*****
En dag blev Aslak en sand helt. Han reddede en femårig dreng fra en fuld mand, der farede gennem parken på el-løbehjul.
Drengens unge mor havde ryggen til, snakkede i telefon, mens scooteren fløj direkte mod barnet. Aslak skubbede drengen til side.
Moren så først op, da det var overstået og så Aslak sidde fredeligt.
HJÆÆÆLP! HUNDEN OVERFALDER BARNET! skreg hun, og straks stimlede folk til med sten og grene og jog Aslak væk.
Han vendte aldrig tilbage til den park igen.
Tiden gik. Nætter, uger, år.
Oftere kom han tilbage til Fredeiks område, der hvor han første gang var blevet svigtet.
I et tilfældigt øjeblik så Frederik sin ekskone, Louise og hun gik hånd i hånd med hans chef, Allan.
Det havde jeg aldrig gennemskuet, mumlede Frederik.
I den virkelige verden havde han været bortrejst, så Louise og Allan følte sig trygge.
Hvornår bliver du skilt? Jeg kan ikke mere, Louise, sagde Allan med rystende stemme.
Snart, Allan. Om få måneder er det ovre.
“Tænk at han kunne kalde hende skat,” tænkte Frederik Allan var mindst tyve år ældre end hende.
Louise, optaget af kærlighedssnakken, trådte pludselig på Aslak. Han gøede af forskrækkelse.
Hvad bilder du dig ind! snerrede Louise, hev peberspray op og sprøjtede løs.
Aslak peb og for over ende, løb ind mellem buskene. “Så meget for din forklaring om bidsk hund i buskene,” tænkte Frederik.
Han havde virkelig troet på hende … og endda ledt efter hunden for at hjælpe.
Der skulle komme flere afsløringer.
En nat så Aslak en forvirret, lille kattekilling midt på vejen. Farerne dukkede op en bil, lygterne lyste, men føreren bremsede ikke.
Aslak løb ud, dækkede killingen med sin krop. Føreren trykkede kun hårdere på speederen.
Gennem ruden så Frederik, at føreren var … Søren. Hans bedste ven. Fuld, hånende.
Aslak, skadet, skubbede killingen i sikkerhed. Søren trådte ud.
Hvad fanden Skal du ligge midt på vejen, eller hva? Det sker ikke næste gang.
For første gang så Frederik, at Aslak virkelig blev vred og alligevel flygtede Søren hurtigt.
Er vi slet ikke til at stole på? sagde Frederik, og følte sig tom indeni.
Han gik efter Aslak, men mørket lagde sig tæt, og Frederik besvimede.
*****
Frederik vågnede foran sin opgang.
Hans hoved bankede, det var natten. Klokken manglede fem minutter i tolv.
Han støttede sig til bænken og så, at hunden lå ved døren.
Den lå bare der, med sit blikket ind i intetheden.
Intet var forandret og så alligevel: Frederik havde i de minutter, han havde været væk, oplevet ti års hundeliv.
Drøm eller ej, han vidste nu, at denne hund behøvede hjælp og at han var den eneste, der kunne give det.
Aslak … du må ikke være bange, jeg vil dig kun det bedste.
Hunden drejede langsomt hovedet, logrede forsigtigt.
Den forsøgte at rejse sig, men havde ikke flere kræfter eller håb tilbage.
“Hvorfor leve i en verden, hvor du ikke er brugt til noget?” tænkte Frederik.
Han tav, satte sig ned, løftede hunden op og bar ham ind i opgangen.
Inde i mørket var der kun et svagt lys måske håbets glød.
“Efter alt det her, kan jeg ikke lade Aslak dø alene.”
Frederik bar Aslak op på fjerde sal, ind i den lejlighed, hvor de engang havde bragt en navnløs hvalp.
*****
I en hel uge passede Frederik Aslak. Kørte til dyrlægen, gik ture morgen og aften, gav ham det bedste hundeshampoo.
Jeg skal nok få dig på benene, ven. Bare kæmp lidt mere. Giv ikke op! For min skyld.
Uden Frederik vidste det, gav han langsomt hunden troen på mennesker tilbage.
Om det kun blev for en, så var gammel vagabondhund lykkelig.
Han var klar til at gennemleve endnu et hårdt hundeliv bare for at møde sin MENNESKEVEN én gang til.
*****
De var knap kommet hjem efter aftentur, da telefonen ringede.
Hva så, Fred! lød Sørens stemme. Jeg har hentet bilen, vi kan tage på fisketur i morgen. Er du klar?
Hej, Søren. Det bliver ikke til noget.
Hvorfor ikke? Du sagde selv ja. Jeg har købt masser af øl og har telt og det hele!
Pyt, du skulle have sparet besværet. Og ring ikke til mig igen.
Hvad?! Du mener det ikke. Vi er jo venner, mand!
Frederik svarede ikke men lagde bare på.
Så kiggede han på Aslak og smilede:
Sådan nogle venner har vi ikke brug for. Er det ikke rigtigt, Aslak?
Vov!
