Gik ud og kom ikke tilbage
Ida stod og kiggede ud af vinduet, og en uforklarlig uro voksede inde i hende for hvert minut: Hvor bliver han egentlig af? tænkte hun uroligt.
Nå, min pige, er din kæreste stukket af? spurgte hendes mor, Kirsten, med et underligt smil.
Det var svært at afgøre, om det var medfølelse eller sarkasme i smilet
Eller måske trak hun bare mundvigene op, som hun altid gør, når hun er lidt nervøs. Ida nåede kun at kaste et hurtigt blik på sin mor, så hun lod det fare. Der var vigtigere ting lige nu.
Det tager to minutter at gå hen til Føtex og to minutter tilbage og han har nu været væk i over tyve minutter. Hvorfor? Kan der virkelig være så mange mennesker, at han står sidst i en lang kø? Men hvorfor svarer Anders så ikke på sin mobil? Nej, der er noget galt Skal jeg gå ud og lede? spekulerede hun.
Kirsten sad imens ved køkkenbordet og tænkte videre:
Det minder mig om sådan nogen gamle danske tv-serier fra min ungdom. Var det ikke i Matador, der også var én, der gik sin vej og aldrig kom tilbage? Måske han lige har fortrudt at skulle møde mig. Og dig. Har vel regnet ud, at jeg ikke sådan lige lader mig narre, og så er han smuttet, inden jeg ser ham igennem. Du ved, jeg ser igennem folk på to minutter, bare jeg kigger dem i øjnene.
Hun gjorde en betydningsfuld pause og så på sin datter.
Mor, stop nu. Han er ikke stukket af, sagde Ida lidt træt.
Jamen, hvor er han så? På den tid kan man nå i Føtex og tilbage ti gange.
Der er sket noget, svarede hun lavmælt og kiggede ud i vintermørket. Det eneste, der kunne ses, var de store snefnug, som havde dalet ned hele dagen.
*****
Ida havde mødt Anders helt tilfældigt. Hun plejede ellers aldrig at tage imod invitationer fra folk på gaden, men den dag gjorde hun en undtagelse.
Der var kun få dage til nytår, og hele København summede af forventning, men vejret Ja, vejret var alt andet end julet.
Dagen forinden havde det småregnet, om natten faldt temperaturen under frysepunktet, men til morgen var det igen tøvejr.
Resultat: glat føre blandet med vandpytter risikoen for at glide var mangedoblet. Folk gik forsigtigt, småtrippende, og dem, der gik parvis, holdt godt fast i hinanden for ikke at skvatte.
Ida skilte sig ud, gik hurtigt og sikkert, skiftede endda ind imellem til let jogging. Hun havde forsovet sig og ville nødigt høre på chefens brok om morgendisciplin en halv time.
Hun smuttede ind i Netto for at købe vådservietter, som hun manglede. Kun én stod ved kassen. Desværre var det selvsamme kæmpede indkøbskurv, og ekspedienten scannede varerne langsomt.
Skal jeg vente, eller? tænkte Ida.
Til sidst spurgte hun forsigtigt, om hun måtte komme foran hun kunne forklare, hun var sent på den på grund af arbejde og hendes chef virkelig ikke satte pris på gentagne forsinkelser.
Heldigvis var fyren forstående, og uden at holde moralprædiken lod han hende komme først.
Efter at have betalt og sendt ham et taknemmeligt smil, stormede hun ud lige i tide til bussen. Hun holdt dog ikke øje med underlaget, og selvfølgelig gled hun pludselig og landede med et plask midt i en kæmpe vandpyt ved stoppestedet, netop som bussen ankom.
Hun forsøgte at rejse sig, men smerterne i anklen var voldsomme.
Åh nej, hvad har jeg dog rodet mig ud i?
Hvordan slap du dog afsted med det? lød en velkendt stemme bag hende.
Hun kiggede op og det var ham fra Netto.
Må jeg hjælpe? Kan du gå?
Det tror jeg ikke, sagde Ida og gned sin ankel.
Så skal du ikke være stædig jeg hjælper dig. Han hjalp hende op og støttede hende hele vejen til stoppestedet. Og så ringede han efter en taxa.
Skal vi nu til lægen med dig, ikke? Han insisterede, på trods af hendes indsigelser om, at hun skulle på arbejde.
Sundhed først, sagde han fast.
Og det vidste Ida, han havde ret i, selvom hun først nu mærkede, hvor ondt det faktisk gjorde. Lægen konstaterede straks forstuvning: Godt, du kom med det samme, sagde han og lo, Nu ordner vi det.
Anders stod og ventede udenfor, og da hun kom ud, tilbød han at følge hende hjem. Hun protesterede over, at han også måtte have ærinder, familie eller måske en kone, der ventede, men han svarede enkelt:
Nej, jeg er fri i dag. Og jeg har ingen kone.
Der var en sårbarhed i hans stemme. Han fik hende sikkert hjem og hun forstod ikke helt, hvorfor hun følte sig så tryg med ham, men det gjorde hun.
Han bad til sidst om hendes nummer. Jeg ringer en af dagene og hører, hvordan det går. Når du kan gå igen, inviterer jeg på gåtur. Hvis du vil?
Hun smilede: Det vil jeg gerne.
*****
Som han lovede, ringede Anders efter et par dage, ønskede godt nytår og spurgte til foden. Efter nytår inviterede han Ida på gåtur. Hun havde virkelig lyst til at tage med.
Der var mange fridage, og de to brugte meget tid sammen. Lange ture gennem byen, så kaffe på en hyggelig café, smser langt ud på aftenen. Ja, klassisk start på noget, der kunne blive til mere hvis der ikke kom for mange forhindringer.
Ida, hvor i alverden har du tænkt dig at gå hen på denne tid? Kirsten kom lydløst frem i entreen og rynkede panden. Sidder du igen på café hele natten med veninderne? Er de veninder overhovedet nogensinde hjemme?
Mor, jeg er altså voksen jeg kan godt være ude om aftenen. Og ikke altid kun med veninder.
Nå nå, hvem så? spurgte hun og tog sig til hjertet, For himlens skyld, du lyser jo som julelys. Er du forelsket?
Ikke endnu, men det kan da være, svarede Ida, iført sin vinterfrakke.
Åh min pige hvorfor fortalte du ikke noget før? Hvorfor skal jeg hive ordene ud af dig? Jeg kan bare ikke forstå, hvornår du fandt tid til at finde en ny fyr! Altså, endnu en…
Mor, jeg sagde det ikke, netop fordi jeg ved, hvordan du reagerer. Og én ting kan vi aftale: Anders er ikke en eller anden, han er en god én.
Ja, Ida, alle de første er gode, og pludselig Men du er så tillidsfuld. De snor dig om lillefingeren, og så får du hjerteknus.
Kirsten havde sine grunde til bekymringer. Idas seneste to forhold var endt i, at den ene var alkoholiker og doven, den anden spillede alle sine penge op og lånte falske undskyldninger for at få penge af Ida.
Begge nægtede de at møde svigermor, stærkt på hendes mistanke.
Hvis du nu havde præsenteret dem for mig, så skulle jeg nok have fortalt dig, hvad de var for nogle fyre, påpegede Kirsten efter hvert brud.
Mor, det er mit liv, mit ansvar. Jeg har lært af det.
Det håber jeg.
Netop som hun var ved at falde ned igen, dukkede Anders op. Ukendt, hvorfra han var kommet.
Bekymringen for datteren sad stadig i hende og Ida fortalte næsten ingenting.
Mor, jeg kommer sent hjem i aften. Så vent ikke oppe.
Hov, hvad mener du med det? Hvad med vores lille fejring for Helligtrekongersaften? Jeg har lavet mad, så vi kunne hygge familiehygge.
Mor, vi fejrede både nytår og jul sammen. I aften skal jeg ud og spise på restaurant med Anders. Alt det, du har lavet, spiser vi i morgen, smilede Ida.
Sådan går det ikke, mit barn. Jeg får et ildebefindende, hvis du ikke bliver… sagde hendes mor dramatisk.
Mor, hold nu op med det skuespil. Jeg er altså ikke seksten mere.
Du kan blive hjemme i aften så kan jeg lige se ham dér Anders an.
Det mener du ikke?
Jo, det gør jeg.
Vi har ikke engang været sammen i tre uger! Skal jeg allerede nu tvinge ham med til middag?
Jeg skal bare være sikker på, at du er i gode hænder. Og hvis han er ærlig, er der ingen grund til at frygte sin kommende svigermor!
Ida tøvede længe ved døren. Hun overvejede, hvad hun bedst skulle gøre. Skulle hun gå ud og have sin mor rasende i røret hvert femte minut eller måske faktisk tage Anders med hjem og derfor få fred?
Hun ringede til Anders, forklarede situationen og spurgte, hvad han syntes.
Det synes jeg lyder hyggeligt. Jeg vil meget gerne møde din mor. Jeg er der om en halv time, svarede han.
Kirsten blev synligt lettet og styrtede på hovedet ud i køkkenet. Ida skyndte sig at skifte til sin yndlingskjole. Det var jo en slags fest.
*****
Anders dukkede op, som han havde lovet, en halv time senere.
God aften! hilste han både på Ida og på Kirsten og gav hende en buket blomster.
Hej! smilede Kirsten og vurderede straks prisen blomsterne var ikke billige, så han bestod straks hendes første test: ikke nærig.
Og jeg har købt kage til kaffen, sagde Anders, og rakte en æske over.
Det er godt! lo Ida.
Åh nej Kirstens ansigt ændrede sig, og hun for ud i køkkenet.
Mor, brænder der noget på?
Nej, men vi har ingen te! Naboen bad mig om te i morges, og jeg gav hende det sidste. Jeg ville have bedt dig købe mere, men glemte det helt
Ingen panik, sagde Anders. Jeg skynder mig i Brugsen efter te. Hvor ligger den?
Lige om hjørnet! smilede Ida.
Så ses vi straks!
*****
Anders nåede næsten tilbage fra butikken med teen, og alt virkede normalt.
Men lige før han nåede hoveddøren, snublede han bare sådan og strejfede en snedrive. Men pludselig bemærkede han, at snedyngen rørte på sig.
Først troede han, at han bildte sig noget ind, men da den rørte sig igen, så han to spidse ører stikke frem. Han gik nærmere det var katteører.
Han begyndte febrilsk at grave i sneen og fik trukket den næsten livløse kat fri. Den kiggede kun kort op, inden den atter lukkede øjnene.
Hvor længe har du ligget her? spurgte han chokeret. Automatiseret trykkede han katten ind til sig for at varme den med sit åndedræt.
Hvordan hjælper jeg dig nu? hviskede han.
Han kom til at tænke på, at ingen dyrlægeklinikker i Køge havde døgnåbent, og at klokken var mange. Måske kunne en kollega hjælpe? Men hans telefon var død frostvejr.
Han indså, at Ida og Kirsten sikkert bekymrede sig. De kunne tro, han var løbet væk for ikke at møde svigermor.
Hvad skal jeg gøre? Gå op med en døende kat? Eller Musen forsøgte at miave svagt, nærmest for at sige, han skulle gå videre. Men Anders holdt den tættere ind til sig.
Han tog en beslutning. Vi tager hjem til mig. I morgen ringer jeg til Ida og forklarer det.
Han satte kurs mod taxa-holdepladsen.
Anders, hvor skal du hen?!
Det var Ida, der kom løbende.
Anders, hvad er der sket? Hvor blev du af? Hvem er det? En kat? Hvad er der med den?
Fandt den i sneen. Kunne ikke bare lade den ligge. Jeg må tage den med hjem og hjælpe den. Forklar din mor, at jeg ikke løb væk. Jeg skal nok lære hende at kende bagefter. Nu skal katten hjælpes.
Hold nu op, Anders, følg med mig op! Vi kan varme katten op hjemme hos mig. Mor er uddannet dyrlæge, hun kan hjælpe! Hun arbejder ikke længere, men hænderne husker nok.
Fem minutter senere var de oppe i lejligheden. Kirsten så straks katten og blev alvorlig.
Tag den med i stuen, beordrede hun. Ida, kom med tæppe og fyldvarmepuder. Lås Birte og Tulle inde i soveværelset.
Efter et stykke tid begyndte gade katten at live op. Den sprang ikke rundt, men øjnene var mere klare tak og glæde lyste ud af dem. Om det var tæppevarmen eller de varme hjerter, er svært at sige. Men katten blev reddet.
Sådan kan nytårsaftener få mirakler til at ske.
Var han blevet liggende der i sneen næppe om han havde overlevet, sagde Kirsten og tørrede en tåre væk. Men nu skal han instrueres morgen ved dyrlægen. Han kommer sig. Drengen her overlever. Han skal nok få kærlighed i overflod men jeg tror, han får svært ved at dele med de to andre katte.
Så tager jeg ham! sagde Anders. Jeg bor alene, og der er god plads.
Det varer nu ikke evigt, smilede Ida og kyssede ham på kinden.
Anders rødmede let. Katten sendte dem et taknemmeligt blik, kurrede svagt, og faldt så i søvn. Hvordan skulle man kunne sove andetsteds, når der både var varme og kærlige mennesker?
De gik alle tre ud i køkkenet og drak te i stilhed for ikke at vække deres nye, lodne familiemedlem.
Havde vi haft te hjemme, var Anders aldrig gået i Brugsen så var alt endt helt anderledes, sagde Ida stille.
Lad os ikke tænke på det, sagde Kirsten, Hæld lidt mere kogende vand op også til Anders.
Kirsten så på Anders, der snart føltes som en del af familien:
Du siger vel ikke nej til én kop mere for katten?
Aldrig, sagde Anders og smilede.
Da han et øjeblik gik ind for at tjekke katten, hviskede Kirsten til Ida:
Anders er virkelig en god én. Nu har jeg også ro i sjælen du er i gode hænder. Og Lille-Sky vil blive lykkelig sammen med jer. Og du ved jo, det bringer altid held…. at begynde et nyt år med en reddet kat i stuen.
Ida smilede og så over på Anders, som sad med katten i skødet og kærtegnede forsigtigt dens pels.
Vi har vist begge fået mere, end vi regnede med ud af aftenen, hviskede hun.
Anders grinede stille. Jeg kom for at møde din mor og fandt både en familie og en ven med ni liv.
Kirsten sukkede tilfreds og lænede sig tilbage, som om hun kunne mærke, at alt endelig faldt på plads. Udenfor dalede sneen stadig blødt. Inde i stuen var der varmt, duften af te og stearinlys bredte sig, og lyden af en spindende kat blandede sig med latteren fra de tre mennesker, der nu uventet, men uundgåeligt hørte sammen.
Ida så på dem begge og tænkte, at måske var det netop sådan, de bedste historier begyndte: midt i hverdagens kaos, mellem snefnug og varme, hvor ingen gik ud og kom ikke tilbage fordi de alle sammen, på hver sin måde, var kommet hjem.
