– Nikolaj, lad os nu ikke gå rundt om den varme grød, sagde Birgitte pludseligt. Jeg ved godt, hvad der skete for et halvt år siden, og…
– Du ved det?! fyren så først overrasket ud, men blev derefter helt bleg.
Birgitte havde forventet en reaktion i den retning og var ikke overrasket. Men hun ville mere. Samtalen skulle føres til ende.
*****
Birgitte gik ned ad gaden, dybt fordybet i sine egne tanker og lagde ikke mærke til de forbipasserende.
– Hej, skal vi lære hinanden at kende? råbte en ung fyr ved siden af kaffemaskinen.
Birgitte bemærkede ham ikke engang. Tilfældige bekendtskaber på gaden var ikke hendes stil.
– Nå, så må du jo gå rundt og lide! råbte han fornærmet efter hende det var tydeligvis ikke første gang, han fik et afslag.
Birgitte rørte sig ikke ud af stedet. Hun var fuldkommen optaget af andre tanker. Om to uger var det nytår, men hun havde slet ikke lyst til at fejre det. For det første havde hun ingen at fejre med: Hun var netop flyttet til Aarhus for at arbejde og havde endnu ingen nære venner. For det andet…
…var det slet ikke tid for fest.
Det havde været svært nok at få job som journalist på en regional avis, og nu, efter tre måneder, så det ud til, de ville fyre hende. Hvordan kan man føle glæde i sådan en situation?
– Birgitte, vi er et anerkendt medie, havde redaktøren Anders Poulsen sagt om morgenen. Vi har brug for eksklusive historier, ikke små sentimentale notitser om hjemløse katte og hunde. Jeg tror, du passer ikke helt ind…
– Men Anders, det her var min drøm. Jeg flyttede endda væk fra Odense for denne stilling, Birgitte kæmpede for ikke at græde.
– Det forstår jeg, men Okay, jeg giver dig én sidste chance. Om to uger er det nytår. Hvis du når at skrive en rigtig god artikel inden da, beholder du jobbet. Hvis ikke…
– Jeg forstår.
Så nu gik Birgitte i vinterkulden og spekulerede på, hvilken historie hun mon kunne skrive.
Hvad skulle hun dog skrive om? Hvad kunne redaktøren og læserne finde interessant?
Nej, jeg klarer det nok ikke. To uger er alt for kort tid til at finde et scoop. Hun kendte jo slet ikke nogen vigtige folk i byen.
Hun standsede ved fodgængerovergangen og ventede utålmodigt på det grønne fyr.
Hun havde travlt hun skulle hen forbi politistationen i håb om at opsnappe en spændende vinkel til sin artikel. Chancerne var små, for journalister var ikke velkomne der, men måske var hun heldig?
Der er ikke andre muligheder. Det er bare at prøve!
Husker sin mors ord om at se til venstre og højre før hun gik, stillede hun sig klar. Men hun stivnede pludselig.
Et par meter væk sad en ung rød kat på fortovet. Egentlig ikke noget særligt blot endnu en gadekat.
Men dens øjne…
Birgitte frøs. I kattens blik var der så meget sorg og håbløshed og samtidig en lille flig af håb.
Men mest af alt var der håbløshed. De dér øjne har kun den, der næsten har opgivet at leve.
Birgitte syntes, katten så klar ud til at give op, til bare at løbe ud foran bilerne, når det blev grønt.
– Frøken, hvorfor står du og blokerer? Vi skal videre! sagde en kvinde med barn irriteret.
Birgitte undskyldte og gik til side, men hun vendte blikket mod katten.
Hvis nu den virkelig havde tænkt sig at gøre det… Så ville hun ikke tillade det. Man skal LEVE, uanset hvad og TRO på, at det bliver godt igen.
Hun gik hen og satte sig ved siden af katten. Den kiggede bare ud i luften.
– Hej, ven. Hvorfor sidder du her alene? Venter du på nogen? spurgte Birgitte.
Ingen respons. Forståeligt katte taler jo ikke dansk. Men Miaue kunne den da!
Der var noget så knusende i kattens tavshed, at det nærmest gjorde ondt helt ind i sjælen.
Den sad bare ubevægelig.
Birgitte forsigtigt rørte ved katten, gled hånden over den tykke, røde pels intet skete.
– Hvad er der dog galt med dig?
– Har du nogensinde set Hachiko? spurgte en ældre dame bag hende.
Birgitte vendte sig om og så en gammel dame, der solgte hjemmestrik vanter, huer og tørklæder.
– Ja, hvorfor? svarede Birgitte.
– Den lille røde der, det er Aarhus egen Hachiko. Vi kalder ham Misko. En slags katte-version.
– Vi?
– Ja, jeg og nogle andre i nabolaget. Vi fodrer ham regelmæssigt. Han har siddet her et halvt år.
– Et halvt år?! udbrød Birgitte gispende.
– Ja, på præcis samme sted. Han venter vist på sin ejer, der efterlod ham her.
Det er simpelthen ikke til at fatte … Hvordan kan man svigte sådan en trofast kat? tænkte Birgitte vredt.
– Jeg vil tage ham med hjem! sagde hun beslutsomt og prøvede at løfte katten.
– Det får du ikke held med, lo damen tørt.
– Hvorfor ikke?
– Du tror vist, du er den eneste med et varmt hjerte. Der har været straks ti mennesker på et halvt år, mig selv inkluderet. Men hver gang, stikker han bare af hjemmefra og vender tilbage hertil. Han venter…
Birgitte sank. Hun ville så gerne redde katten.
Men så snart hun prøvede at tage den op, snerrede den advarende.
Birgitte forstod, at katten kunne bide eller kradse hvis hun ikke stoppede. Hun trak sig væk.
– Som sagt, sagde damen. Vi kan kun fodre den.
Birgitte stirrede ind i kattens øjne og var lige ved at græde. Hun kunne næsten mærke, hvad den tænkte den ville ingen steder.
En halv år har den ventet, og den vil vente endnu længere måske hele dens liv.
Hvem dog? tænkte Birgitte. Den forsvundne ejer?
– Ved du, hvad der egentlig skete her for et halvt år siden? spurgte hun damen.
– Det gør jeg ikke, men folk snakker om, at en ung mand blev påkørt lige her på fodgængerovergangen Det var vist dér, katten blev efterladt.
– Og?
– Birgitte, du ser ud til at fryse om fingrene? spurgte damen omsorgsfuldt.
– Det går nok.
– Her, tag de her blå vanter. De passer til din jakke. Jeg har selv strikket dem, det varmer.
– Jeg har ikke penge på mig, begyndte Birgitte.
– Tag dem alligevel. Det er hjertets sag.
Hun tog modvilligt imod vanterne, men straks blev fingrene lunere.
– I forhold til ulykken her, så aner jeg altså ikke mere, sagde den gamle dame.
– Ved du overhovedet noget som helst?
– Du er da vist journalist, hva? Jeg har kun hørt, at han skulle have stillet en killing fra sig lige her, og at han selv bagefter blev ramt. Måske var det karma.
– Måske …
– Hvad der så skete derefter? Ingen ved det. Han blev kørt væk i ambulance … måske overlevede han, måske ikke.
Birgitte spurgte sig selv: Ville nogen overhovedet gide skrive om sådan en sag? Det sker jo hele tiden …
Hun ledte på nettet tre timer den aften og fandt kun en enkel notits:
16. juni 2024 løb en ung mand ud på fodgængerovergangen trods rødt, og blev ramt af en bil. Bilisten har forklaret, at han ikke nåede at bremse.
– Mærkeligt Så han ville bare flygte fra katten? Det ser underligt ud…
“Kunne han ikke have efterladt den ved en skraldespand?”
Birgitte spekulerede. Måske håbede manden, at killingen ville følge efter ham og …?
Hun forfærdedes. Tanken var chokerende. Men hvad hvis det faktisk var sådan?
*****
Birgitte besluttede sig for at finde den unge mand for hun ville vide, hvad der skete, om han overlevede og, hvis han gjorde, ville hun konfrontere ham. Måske også skrive en artikel.
Det var ikke let at opspore hverken bilisten eller den tilskadekomne politiet nægtede at give oplysninger.
– Vi udleverer ikke persondata, frøken, sagde betjenten bestemt.
– Måske bare lidt information om ulykken?
– Jeg kan kun sige, at den tilskadekomne kom til Aarhus Universitetshospital. Ikke mere.
Så Birgitte tog ud til hospitalet. Heldigvis arbejdede en gammel skolekammerat, Kirstine, som sygeplejerske der.
– Birgitte, for pokker! råbte Kirstine.
– Jeg troede dårligt, vi nogensinde ville ses igen.
– Nå, er det stadig fordi jeg stjal din kæreste engang? Undskyld men ærlig talt, det var heldigt for dig, du ikke fik ham!
– Drop det gamle sludder, jeg skal bare finde én. Han blev bragt ind akut for et halvt års tid siden. Navn og adresse, please…
– Det må jeg egentligt ikke men, okay …
En time senere stak Kirstine hende et sammenfoldet stykke papir med navnet: Nikolaj Møldrup.
Sjovt navn … tænkte Birgitte. Underligt, at én med sådan et navn skulle hade katte.
– Bare rolig, Nikolaj Møldrup. Vi skal nok få fat på dig!
*****
Birgitte bankede længe på døren ingen svarede.
Han er vel på arbejde, eller måske er han flyttet …
Men da hun var ved at vende om, kom en ung mand op ad opgangen pæn fyr, venligt ansigt, men triste øjne.
– Er De Nikolaj Møldrup? spurgte Birgitte og mærkede hænderne ryste.
– Ja, det er mig. Hvem er du?
– Jeg hedder Birgitte. Jeg er journalist på den lokale avis og har et par spørgsmål.
– Du … journalist? Hvad skal du spørge mig om? Jeg er jo bare systemadministrator jeg arbejder mere med computere end med mennesker.
– Din titel er ligegyldig for sagen vil du dele lidt af din tid?
– Okay, jeg har lige købt småkager og har kaffe lad os sætte os.
Snart sad Birgitte i Nikolajs køkken. Hun var parat til at skælde ham ud, men noget holdt hende tilbage: Hans øjne mindede hende om den røde kats.
– Værsgo, Nikolaj satte kaffe og småkager foran hende.
– Tak.
– Hvad vil du spørge mig om? sagde han og satte sig.
– Ved du virkelig ikke, hvad jeg vil spørge om? hun så ham anklagende i øjnene.
Han strammede sig op.
“Sådan, nu er han afsløret, tænkte Birgitte. Tror du, ingen finder ud af, hvad du har gjort?”
– Beklager, hvad burde jeg gætte?
– Nikolaj, lad os nu ikke gå rundt om den varme grød, sagde Birgitte skarpt. Jeg ved godt, hvad der skete for et halvt år siden og
– Du ved det?! han blev bleg.
Birgitte havde ventet det.
– Ja, og jeg må sige det er utilgiveligt. Du efterlod en killing ude på gaden, og nu sidder han der stadig og venter på dig! Hele sit liv, måske. Imens sidder du her og spiser småkager.
– Birgitte Forstår du Jeg kan ikke huske noget.
– Det var dog Kom nu, det er da et dårligt forsøg på en undskyldning.
– Nej, jeg har virkelig hukommelsestab. Lægerne sagde, jeg var heldig overhovedet at kunne huske mit eget navn. Her! Vil du se papirerne?
Han gav hende sin diagnose retrograd amnesi.
Hun gennemgik dokumentet, og det så sandt ud.
– Så du kan ikke huske en killing?
– Nej. Var der en? Jeg har intet katteudstyr her …
– Boede du alene for et halvt år siden?
– Nej, jeg havde en kæreste.
– Så spørger vi hende! Kan du ringe?
– Det kan jeg ikke. Hun slog op, mens jeg lå på hospitalet og lagde bare et brev.
Birgitte læste brevet og tænkte: Godt, du slap for hende.” Men hun pressede på:
– Ring alligevel! Højttaler!
Nikolaj ringede til Vibeke.
– Vibeke, hej
– Hvad vil du? Jeg kommer ikke tilbage uanset hvad.
– Jeg vil bare spørge havde vi en killing, før jeg kom på sygehuset?
– Ha! Som om! Jeg rører ikke ved sådan nogle lusede dyr. Du foreslog engang, og jeg sagde straks nej!
– Hmpf Birgitte afbrød samtalen.
– Hvorfor gør du det? spurgte Nikolaj.
– Fordi hun fortjener det! At kalde killinger lusede!
– Så du hørte det ingen killinger.
– Det finder vi ud af! sagde Birgitte. Tag dit overtøj på, vi skal et sted hen.
*****
Ude ved fodgængerovergangen sad den røde kat stadig og ventede.
Birgitte følte et sug i maven.
Nikolaj steg ud af taxaen, så undrende omkring.
– Hvorfor er vi her?
– Kom.
Da de nærmede sig, sad katten stiv i sneen, stirrende frem for sig.
– Er det katten, du fortalte mig om? spurgte Nikolaj.
– Ja, han har siddet her et halvt år. Venter på nogen. På dig måske.
– Men jeg har aldrig haft…
– Kan du ikke bare prøve at klappe ham?
– Ok.
Nikolaj gik forsigtigt hen, satte sig på hug, strøg katten og trak hånden til sig.
– Hvad skete der?
– Jeg fik nærmest stød …
Katten vendte hovedet og stirrede længe på Nikolaj.
– Han kan kende dig, hviskede Birgitte.
– Har vi fundet hans ejer? lød det bag dem. Det var strikkedamen.
– Måske, sagde Birgitte.
Rød mis sprang pludselig op i Nikolajs arme. Han krammede katten, og tårerne løb ned ad hans kinder.
– Kan du huske ham nu? spurgte Birgitte.
– Måske et eller andet … Men det hele er sløret.
Pludselig standsede en bus, og chaufføren styrtede ud.
– Hey, husker du mig? sagde han og greb Nikolajs hånd. Jeg så dig den dag. Du reddede katten fra trafikken!
– Jeg kan ikke huske det helt men katten dér genkender jeg nu.
– Du skal være stolt! Du kastede dig ud foran bilen for at redde den!
Birgitte forstod nu. Det var ikke koldhjertet at forlade katten Nikolaj havde risikeret livet for ham.
– Nikolaj, undskyld, jeg tænkte dårligt om dig. Historien så anderledes ud.
– Det gør ikke noget, sagde han smilende. Det vigtigste er, katten har det godt.
– Vil du tage ham med dig?
– Selvfølgelig hvis han vil.
Katten spandt, mens han pressede sig ind til Nikolaj.
*****
Sådan sluttede fortællingen om den røde kat, der trofast ventede på sin ven, der havde reddet ham.
Birgitte sendte den sande historie til avisen, men redaktøren holdt ikke sit løfte og hun mistede jobbet.
Men samme aften på årets sidste dag sad hun, Nikolaj og katten, nu døbt Felix, sammen til nytårsmiddag med frikadeller og brunede kartofler.
Og præcis kl. 23:59, lagde Birgitte artiklen Jeg vil vente op på Facebook.
Efter nytåret ringede en større medieudgiver fra København og tilbød hende job.
– Skal jeg sige ja? spurgte Birgitte.
– Helt sikkert! smilede Nikolaj, der havde fået nyt job som IT-chef.
For det er netop det, livet i Danmark handler om: At holde sammen på tværs af generationer, at kæmpe for dem, der ikke selv kan råbe op, og at huske, at loyalitet og omsorg bærer frugt til sidst.
For hvis du giver håb og hjerte til andre, kommer det vendt tilbage ofte fra det sted, du mindst venter det.
