Min mor gav mig et gammelt, beskidt butikslokale at sælge fra, og da det gik godt, ville hun pludselig forære det til min søster.
Hun ringede til mig en tirsdag morgen, ligesom hun altid gør, når hun har brug for noget.
Katrine, jeg har et ledigt lokale henne på Nørrebrogade. Det er noget gammelt snavs, totalt forsømt, men du kan få det, hvis du vil.
Beskidt var slet ikke dækkende.
Da jeg så det første gang, var jeg tæt på at stikke af. Affald havde hobet sig op i hjørner og sprækkergamle plastikposer, ødelagte papkasser, tallerkener stablet op som skæve tårne. I et hjørne lå en dynge med gulnede aviser, som for længst var forvandlet til støv. Væggene var dækket af en sjasket nuance, som jeg ikke engang kan forklare; den slags findes bare ikke i naturen. Alt var dækket af en grå, tung hinde, som om ingen havde sat deres ben der i årevis.
Og kakerlakkerne. For hulen, kakerlakkerne. Større end min tommelfinger, nogle endda endnu større. Da jeg tændte for lyset, lynede de væk, som om det var mig, der var den ubudne gæst.
Spindelvævene hang i lag fra loft til gulv som tykke tæpper. I et hjørne var der et eller andet rededet gjorde jeg mig ikke engang umagen med at undersøge nærmere. Lugten jeg har stadig ikke ord for den uden at få kvalme. Tæt, dunstende, som om affaldet var råddent, og så endnu engang forrådnet.
Men jeg så alligevel noget, de færreste ville have opdaget.
Jeg så muligheder.
Og jeg er ikke en af dem, der lader chancer gå forbi.
Første dag kom jeg væbnet med gummihandsker op til albuerne, en maske fra Harald Nyborg og en affaldssæk større end en sportstaske.
Jeg startede med poserne. Tog dem én for én fra gulvet, uden at kigge indenihvis jeg gjorde det, ville jeg aldrig blive færdig. De tunge, våde kasser trampede jeg flade med fødderne og smed dem i en ny pose. Aviserne fejede jeg sammen og lappede dem op i en trillebør. Fire, fem, seks gange måtte jeg over til skraldespandene på gaden. Da naboerne så mig, kom de slæbende med flere poser.
Nå, den nye pige i butikken! sagde de. Skal du have en hånd?
Ja, giv mig bare flere poser, svarede jeg.
Tallerkenerne vaskede jeg under den dryppende vandhane, mens jeg vurderede, om de var til at redde. Dem, der var for klamme, smadrede jeg bare mod gulvet og fejede skårene op bagefter. Jeg var ikke kommet for at vaske gammelt op, men for at skabe noget nyt.
Reden i hjørnet skræmte mig, det skal jeg blankt indrømme. Jeg ringede efter min nabo, gamle Jens, som havde repareret alt og intet i kvarteret de sidste tyve år. Han kom med en lang skovl og et alvorligt blik.
Det her er sgu fra en mår, sagde han.
Er du sikker? Her midt i København?
De små bæster er over det hele, sagde han.
Han skrabede det væk med skovlen og smed det i en speciel sæk og gik så igen. Jeg stod og stirrede på hullet i flere dage bagefter.
Spindelvævene var næste projekt. Jeg købte den længste kost, jeg kunne finde, og gik i krig. De dryssede ned over hovedet, skuldrene, ja, overalt. Jeg bandt et tørklæde for ansigtet og tog kasketten fra Jens for at beskytte håret.
Det tog en halv dag bare at få spindelvævene væk.
Væggene var så plettede, at det var umuligt at gøre dem helt rene. Jeg vaskede, skrubbede, prøvede alt. Men efter en uge gav jeg op, gik i Silvan, købte fire spande orange malingmin yndlingsfarveog begyndte at male over det hele.
Lag på lag, væg for væg. Da jeg var færdig, føltes det som et helt nyt rum.
Gulvet tog jeg til sidst.
Det var så beskidt, at jeg måtte sidde på knæ med stiv børste og eddikevand. En del af det var så mørkt, at jeg troede, det var selve gulvet. Det var det ikkedet var bare en kæmpe plet, der tog tre dage at få væk. Men bag alt snavset dukkede der et gammelt plankegulv frem med liv i endnu.
Tre uger. Tre uger med slid, sved, poser i lange baner, småkravl og dufte, jeg helst var foruden.
Men da jeg en dag stod i døren, kiggende ind, kunne jeg ikke lade være med at smile.
En måned senere skinnede lokalet. De orange vægge lyste rummet op som et varmt hjørne på en regnfuld dansk gade. Disken havde jeg købt brugt, men den så ud som ny. Bordene stod snorlige, dækket med røde og hvide voksduge. Musik fyldte rummet, og jeg solgte smørrebrød, sodavand, kaffe og grinede sammen med kunderne hele dagen.
Det var mit. Skabt med mine egne hænder, én affaldssæk ad gangen.
Det var virkeligt.
Og lige da butikken begyndte at blomstre, dukkede mor op en torsdag eftermiddag med den dér alt for kendte smil. Hun satte sig ved et bord, bestilte en vand, og vinkede mig hen til sig efter lidt tid.
Sig mig, Katrine… skulle din søster ikke også kunne overtage stedet? Hun har også brug for noget arbejde.
Jeg blev helt kold. Stirrede bare tilbage på hende.
Samme lokale som du gav mig fuldstændig beskidt? Det jeg har brugt timevis på at rengøre og male og gøre til det, det er nu… det, mor?
Jamen, ja. Hun har jo ingenting, startede hun.
Nej, svarede jeg stille men bestemt. Tak for det beskidte lokale. Det siger jeg virkelig. Men det her er ikke længere et snavset lokale. Det her er mit.
Mor kiggede på mig, drak sin vand færdig og gik uden et ord.
Samme uge flyttede jeg ud. Jeg fandt et andet sted, mindre, dyrere, men mit eget denne gang. Ingen kunne kræve det af mig.
I den nye butik åbnede jeg noget, der blev kvarterets bedste brødcaféet sted hvor folk kommer for at grine, sladre, og nyde en pause med kaffe. Jeg kaldte det Humørhjørnet.
Jo, mor kommer stadig forbi i ny og næ. Sætter sig i hjørnet, får sig en vand og smiler.
Og jeg tager selvfølgelig fuld pris.
