Dagbog, 18. januar
… Jeg spottede straks hende. Min krop blev straks stiv, jeg rettede lynhurtigt på skjortekraven, børstede et fnug af bukserne, pustede lidt til håret. Gør klar til kamp! Selvom, hvad kunne denne Annika Hougaard dog have imod mig, Alma Dahl? Hvorfor har hun overhovedet inviteret mig herind, til denne urimeligt dyre restaurant midt i Indre By? Vil hun vise mig forskellen på hende og mig? Lidt ligesom: Hold dig på måtten, lille ven, ellers forgriber du dig på andres ejendele.
Jeg havde allerede skimtet menukortet, som tjeneren så hjælpsomt stoppede næsten helt oppe i ansigtet på mig han sværmede nærmest bag min stol, parat til at tage blok og pen frem for at notere, notere, notere…
Men jeg bestilte kun en kop kaffe. Det gør man, når man venter på nogen i restaurant. Man bestiller kaffe det kommer i en lillebitte kop, og man sipper det så længe man kan, måske i timer, mens uroen vokser.
Jeg var nervøs, selvfølgelig var jeg det. Tænk, min elskers kone, velanset og navnkundig i sin kreds, ringer og beder MIG om et møde. Hun spurgte endda, hvornår det passede bedst for mig.
Jeg sagde fredag eftermiddag. Så kunne jeg nå at komme til frisøren, få manicure og vælge en kjole, så Bents hustru forstod, hun faktisk havde tabt på alle punkter.
Annika kom ind i et elegant lavendelfarvet kjolestramtsiddende de rette steder, et lille bælte, og diskrete smykker. Selvfølgelig ikke for at ydmyge mig, nej. Annika er sådan en type kvinde, der altid ser eksklusiv ud, fordi det SKAL man, uanset alder.
Kaffen smagte bittert, men jeg hældte resten ned, satte koppen præcist på underkoppen. Tjeneren nærmede sig, spørgende smil og tilbød en genopfyldning. Nej tak, ikke i dag, sagde jeg med øjnene fæstnet til Annika, der nærmede sig jeg var ræd for et offentligt optrin. Hvad hvis hun, trods sin rolige attitude, rev mig i håret midt i det hele? Åh gud, en scene, og med Københavns sladderpressens ører stikkende overalt. Bent ville ikke sige tak for sådan en overskrift…
Annika og hendes mand bor i en kæmpe lejlighed på Store Kongensgade. Jeg har aldrig været der. Bent holdt for Guds skyld sine to verdener adskilte. Men han fortalte alligevel om annekser og ommøbleringer; at Annika har fået sat jacuzzi op med kran via altanen, fordi den ikke kunne komme ind gennem opgangen. Han beskrev, hvordan Annika fylder hjemmet med planter og eksotiske blomster. Jeg misundte hende aldrig. Jeg har mit lille hyggelige hjem, hvor Bent kunne flygte fra pligter og familie, og her blandt IKEA’s bløde tæpper og persienner føles alt trygt, ingen lir eller tunge krystallysekroner de kan hun selv gøre rene.
Men man ved jo sjældent, hvordan andres hjem egentlig ser ud. Annika havde næsten kun lamper og mørke gardiner lejligheden lå mod gården, man måtte altid have lampen tændt. Hun hadede koldt lys, valgte altid gyldent, grønt, elfenbensfarvet. De der persiske gulvtæpper? Hun foretrak hjemmelavede kludetæpper, som hun fandt på små sommermarkeder helt oppe i Jylland. Lukkede, tunge gardiner skjulte dem for nysgerrige blikke fra gaden og sørgede for varme om vinteren.
Sandheden er: jeg kendte slet ikke Annika. Jeg forestillede mig blot, hvordan livet måtte se ud for konen til en mand som Bent, uden at tænke nærmere over det.
Annika afleverede pænt sin frakke til garderoben, så sig roligt omkring, fandt straks mit bord. Jeg så ned på mine egne hænder knoerne hvide af anspændthed.
Nu kommer det. Skænderiet. Helt sikkert! dunkede det i hovedet på mig.
Alma? Undskyld jeg er lidt forsinket, lød hendes stemme. Hun tog brillerne afstore, runde, i lyseblå stel. Satte sig, takkede pænt, da tjeneren rykkede stolen ud.
Skal det være noget? spurgte den unge fyr.
Ja, egentlig. Jeg er blevet lidt sulten. Jeg vil gerne bede om en salat, lidt kylling… og en hyldeblomstdrik, uden is. Hvad med dig, Alma? Prøv det, de laver faktisk virkelig god mad her, sagde hun nærmest venligt.
Men jeg rystede på hovedet. Hun gjorde bare ikke mere ud af det, afleverede menukortet og foldede hænderne. Jeg kunne mærke, hun havde forberedt sig længe, og at ordene nu var væk. Kun den der ubehagelige uro i maven.
Der gik en tavshed over bordet. Du har inviteret mig, så start dog, hviskede mine øjne.
Annika kiggede ned, gned sig på nakken, og begyndte:
Alma, har du nogensinde set en hest falde?
En hest? spurgte jeg forbløffet.
Ja, en væddeløbshest. Bent var i en periode vild med galopbanen ved Klampenborg, tog mig med ud og vi fulgte spændt hans favorit. Det er voldsomt, Alma, væddeløbsbanen. Hastigheden, brølet fra publikum og pludselig falder en hest. Først styrter den fremad, muskuløs, stærk, alt i den trækker videre, men på et splitsekund glider benene ind under kroppen. Den skvatter, kastes frem i gruset. De fleste kommer op, ryster sig, halter videre, men ikke alle. Nogen bliver bare liggende.
Hvorfor fortæller du mig det? Vil du sammenligne mig med en styrtet hest? Er du vinderen, der får medaljen? Sådan en sammenligning er uforskammet og…
Uforskammet, ja, men også sandt. Men du tager fejl af hvem, der falder. Det er mig, der er den styrtede hest. Jeg har fået benene slået væk under mig, der er bare mørke og et lille endeløst helvede forude, sagde Annika, mens tjeneren stillede en salat foran hende.
Hvad betyder det? Hvorfor skal vi tale sådan? Bent … begyndte jeg … han valgte mig, det var ikke mig, der pressede mig på. Mænd vælger, og vi bliver valgt. Det er jo sådan naturen fungerer. Og man er stolt, hvis man bliver den udvalgte.
Og det er du? spurgte Annika stille. Stolt af at være udvalgt? Jeg hang skam også i hælene på ham engang, skrev breve, jagtede ham. Vi mødtes på universitetet, men dengang var han ligeglad. Jeg måtte kæmpe. Ikke for penge, dem havde vi ingen af, men for at overbevise ham om, at vi var rigtige for hinanden. At jeg var stabil, loyal. Vi løb sammen gennem livet arbejde, dreng, fester, venner. Jeg var væddeløbshesten, der strøg fremad. Men nu…
Er det min skyld? hviskede jeg, mens jeg stirrede ned i gaflen, hvor lyset fra lysekronen reflekterede sig.
Nej, Alma. Det er ikke din skyld. Jeg væltede på egen hånd. Jeg løb frem, selvsikker og stolt, men pludselig gik noget galt. Jeg måtte til lægen, og så var jeg færdig. Et splitsekund og alt styrtede sammen. Jeg rejser mig ikke helt, og tro mig Bents affære med dig kommer som følge af mit styrt, ikke som årsag.
Til lægen? Hvad… stammede jeg.
Ja. Noget, der rammer kvinder min alder. Jeg blev syg. Lægerne har gjort deres, og her sidder jeg, lidt mere hel, men aldrig helt mig selv igen. Og Bent kan ikke leve med det. Kan ikke kende, at hans kvinde ikke længere er perfekt, der er ting jeg ikke længere kan og vil, og jeg er blevet en byrde for ham. Det er alt, Annika sagde som om hun var blevet meget ældre på de få sekunder.
Du vil have min medlidenhed? spurgte jeg næsten vredt. Er det derfor vi sidder her?
Nej, medlidenhed gør ingen godt. Jeg skal nok klare mig, men jeg vil bare advare dig: Skulle du snuble, så vil han ikke blive. Bent elsker kun funktionelle mennesker. Alt andet ud på lossepladsen. Hvorfor bestilte du ikke den salat? Den er virkelig god, sagde hun, skiftede emne, og så ud i rummet, hvor hun begyndte at fortælle om restauranten, der engang tilhørte en barndomsven af hendes far. Hvordan hun fulgte med fra maleren satte første penselstrøg til kokkens første hjemmelavede is det var rart at have været med fra starten, fortalte hun.
Annika spiste op, betalte regningen på 450 kr., rejste sig og rakte hånden frem mod mig:
Undskyld, hvis jeg har gjort dig ked af det. Du er stærkere, end Bent fortjener. Giv lyd, hvis du vil, jeg har skrevet mit nummer her, sagde hun og smilede.
Jeg tog seddelen. Annika… Og mærkede pludselig alt for meget sympati.
Jeg nævnte selvfølgelig aldrig mødet for Bent. Kun, indimellem, spurgte jeg forsigtigt, hvordan konen havde det. Hun er der vel bare, svarede han, ikke en mur, jeg ikke kan flytte.
Men efter det kunne jeg ikke længere se hende som bare hans kone. Jeg så Annika, jeg kendte nu hendes sorg. Og det lå som en tyngde over alt.
Senere i november, en grå dag, kom Bent brasende ind til mig med blomster og en flaske rødvin. Han var som et kådt barn.
Hvad sker der? spurgte jeg, da jeg tog imod blomsterne og så ham smide skoene.
Alt er fint! Siger du ja, hvis jeg beder dig flytte ind? Det er slut med at pendle. Vi gør det officielt. Du bliver min kone, sagde han og satte sig tungt ned, greb proppen af flasken.
Jeg blev varm i maven hustru? Men samvittigheden bed. Har jeg virkelig stjålet en andens mand? Men Bent elsker mig jo, og Annika lader som om, hun er tapper! Alt det dér med hest, er bare noget hun har fundet på, ikke?
Har du skilt dig? spurgte jeg.
Ikke endnu, men det sker snart. Annika er indlagt igen. Pyh, lad hende nu bare være! Du, Alma, du er livet! sagde han, trak mig på sit skød, hældte vin op. Jeg lod ham forkæle mig, men nydelsen smagte surt.
Senere, da han gik, lagde jeg mig i væg-til-væg sengen, stirrede i loftet, vred og urolig. Til sidst gik jeg ud og kyldede hans blomster i skraldespanden.
Annika? Det er Alma. Undskyld, det er akavet, men jeg ville spørge, om du har brug for hjælp? Nej, må jeg egentlig besøge dig? Hvad kan jeg tage med? Og hvor skal jeg komme hen? spurgte jeg nærmest i panik.
Alma? Hvor er det rart du ringer. Kan du tage lidt jordbær med? Jeg ved godt, det ikke er sæson, men jeg trænger så meget… Og, øh, jeg mangler faktisk tøj blev taget ind fra gaden og har intet med. Kan du hente noget i lejligheden? Bad hun næsten viskende.
Selvfølgelig. Hvor ligger det hele? Jeg kommer straks! sagde jeg, og opdagede, at jeg helt af mig selv sagde du til hende.
Min egen omgangskreds var lille, ingen nære veninder. Men nu Annika hun var pludselig noget fælles med mig, en usagt følelse af ensomhed.
Bent, søvndrukken, så forvirret på, at jeg stormede gennem lejligheden for at pakke tøj.
Hvad laver du? Lad det ligge, når hun dør, bestiller vi en vogn. Kom her, skat sagde han modvilligt.
Lad være med at tale sådan! Nu kører jeg til hospitalet! vrissede jeg og smuttede ud.
Annika tog imod mig i hospitalets foyer. Uden makeup, bleg og træt. Jeg afleverede jordbærrene.
Jeg skyllede dem, de smager som sommer! sagde jeg, bange men utrolig ivrig. Tøjet du bad om ligger her. Hvad siger lægerne?
Hun trak på skuldrene, smilte lidt.
Tak, Alma. Operation om to dage. Det er ret alvorligt. Kvinder… du ved. Men jeg er fortrøstningsfuld. Du ser alt for alvorlig ud, Alma, det skal nok gå. Når jeg er rask, så tager vi på ferie sammen. Du får tage dig fri på arbejdet. Og Bent?
Bent? Han arbejder meget. Men han ringer helt sikkert. Prøv at spise lidt, ikke? Jordbærrene bliver dårlige! skyndte jeg på hende.
Jo… lad os gøre det.
Folk gik forbi, og Annika lukkede øjnene og smagte på endnu et jordbær. Sommer på hospitalet.
Efter tre uger blev Annika udskrevet. Bent besøgte hende kun en enkelt gang, selvom han fortalt mig, han var der hver dag. Jeg troede ham ikke for jeg besøgte hende jo. Til sidst sagde jeg: Vi er nødt til at tale sammen, Bent.
Vi aftalte en kaffe, men jeg dukkede aldrig op. Jeg faldt på kontortrappen, brækkede benet så slemt, at jeg skulle opereres og have metalstænger sat ind.
Hvor er du? tordnede han i telefonen.
Det gjorde så ondt, jeg slukkede bare telefonen. Lå på hospitalet og sendte til sidst en besked:
… Kan du hente mig, når jeg udskrives? Jeg kan ikke klare det selv.
Han svarede aldrig.
Og således… blev også jeg en defekt kvinde. Virkelig typisk.
Alma, pas nu på, hviskede Annika hun kom ofte og hjalp mig, kendte alle sygeplejerskerne efterhånden. Husk krykkerne. Du skal ikke tage det hele selv. Forresten, jeg fik gode nyheder fra lægen! Alt er vel!
Jeg stoppede op, kiggede på hende, lænede mig hovedet ind mod hendes skulder som et fjollet føl.
Jeg er glad for dig, Annika! Og du er ingen falden hest, du er en antilope, sagde jeg.
Annika smilede lidt. Antilope det lyder faktisk smukt.
En dag kom Bent efter noget af sit tøj og opdagede Annika i mit hjem, rystede hovedet, sparkede til hendes sko.
I er sgu blevet venner? I to! Start nu ikke dramatikken.
Ingen drama, svarede Annika roligt. Få dit tøj ud hurtigt. Lejligheden er min, du har intet krav. Min søn kommer hjem snart. Du burde anskaffe dig en maskine, en robot men de går også i stykker indimellem. Det er svært, Bent, at leve med mennesker, du orker det jo ikke. Så farvel, det er nok nu.
Hun skubbede ham kærligt men bestemt ud, kom tilbage til mig på køkkenet, hvor jeg havde spildt te over krykken.
Det er hårdt at leve med mennesker de kræver kærlighed, opladning og medfølelse… men til gengæld får man varme, glæde, støtte. Og det er hele besværet værd.
Bent orkede aldrig besværet. Han sparede på sig selv, men til hvad? Hele livet hoppede han bare fra det ene til det andet. Nu venter alderdommen og ingen står tilbage. Han er for krævende, for syg nu, har endda ansat en privat hjælper for penge måske køber hun sig til hans ømhed. Alt for ikke at sidde alene og kigge op i loftetVi lagde os på sofaen. Annika læste højt for mig, mens benet hævede og sommeren gled bag udskiftelige hospitalstæpper, og ingen af os nævnte Bent mere. Vi snakkede i stedet om farven på gardiner, om små, upraktiske ferielejligheder ved Vesterhavet, om at tage toget forkert med vilje. Hun lærte mig navnet på vilde planter, jeg lærte hende, at IKEA faktisk har sine hemmeligheder.
Og til sidst begyndte benet at hele, og vi kunne gå ud sammen, støttede på hinanden, haltende men glade, gennem byens gader. Nogle gange kom Annika med et halstørklæde, hun selv havde strikket, og sagde: Det er jo ikke guld, men det varmer.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at alt blev lykkeligt, men sådan er livet ikke. Vi blev ikke de samme, og der var ar og skavanker at slæbe på. Men vi lærte, at det er muligt at være to kvinder, der begge har elsket og har mistet og alligevel kan blive hinandens fortrolige.
En dag på trappen, med poserne fulde af indkøb, støttede Annika sig til gelænderet, lo og kaldte: Kom nu, antilope, den sidste er en falden hest! Og jeg lo så meget, at jeg tabte hele posen med jordbær, som trillede ned ad trappen i en rød strøm.
Folk stirrede. Vi grinede.
Således begyndte et nyt kapitel. Ikke som elskerinder, ikke som rivaler men som to, der samlede hinanden op, når benene engang imellem ikke kunne bære.
