Mennesket for mennesket
Den kolde blæst lagde sig tungt i køkkenet fra det åbne vindue. Der lugtede af fugtig jord, røg fra brændte blade ovre fra gården, og af den tunge efterårstristhed, som i slutningen af oktober lægger sig som dis over hele København. Folk sukker opgivende, samler sig om komfuret i varme flonelskjorter og holder kaffekruset mellem hænderne for bare at holde varmen.
Alle venter på den første sne. Det føles hver gang som noget nyt, selvom det sker hvert år og snart bliver til en vane, men håbet er der sneen vil sætte en stopper for efterårstristheden. For hvad? I det mindste for den krogede, storsorte lind udenfor Sannes vindue, for fugten og forkølelsen, for snotnæse og uendelig modløshed.
Siden barndommen lærte Sanne én ting: så snart frosten satte ind, blev alt lettere. Du skal bare vente på frost, skat, så går det væk, sagde hendes mor, Ellen Sørensen, altid.
De griner alle sammen af mig, men jeg ved det. Regn og kulde er skadeligt, det værste. Kommer man på besøg, ser man det i øjnene på folk modløsheden har slået sig ned. Så kan man joke og småsnakke, men de vender bare tilbage: ‘Det går dårligt, Ellen, du spilder bare tiden på os…’ Men når sneen falder, kan man se det: folk liver op igen. De har overstået værste, og nu skal de bare holde ud til foråret!
Ellen arbejdede som distriktslæge, hun kendte sine patienter og deres familier; hvem boede med hvem, og hvem der havde hjerteproblemer. For eksempel Hans Mikkelsen i nabobygningen enkemand, lidt ensom, men har da sin datter, Birgitte, der altid virker lidt stiv og reserveret. Hvorfor? Ellen kunne se minderne spøge måske var det barndommen hos faren…? Når Birgitte kom forbi, stod hun rank og skarp, næsten militærisk. Ellen vidste hvorfor. Ikke fordi Birgitte ikke elskede Hans, tværtimod. Men hvis man hele tiden bekymrer sig, ender man med at gå i stykker. Så hun lægger låg på, for farens skyld, der hele tiden undskylder:
Ja, Birgitte, jeg forstyrrer dig for meget, undskyld, du må undskylde!
Birgitte ser på Ellen med et genert blik.
Det er ikke besværligt. Jeg elsker jo min far, forklarer hun, mens Ellen vasker hænder på køkkenet, og hun selv holder det stive vaffelhåndklæde klar. Men min mand kan ikke sammen med far, de skændes hver gang. Jeg tager herover, når han er på arbejde.
Jeg forstår, Birgitte. Du behøver ikke sige mere. Giv mig lige håndklædet! Åh, sikke en flot julekaktus I har! Den blomstrer som om den har travlt! Men den er så smuk! Ellen nikker mod den overfyldte urtepotte, hvor lyserøde blomster vælter ud over dugen.
Ja, den har travlt. Far elsker den. Det var mor, der plantede den, og jeg er hele tiden bange for, at den visner
Kvinderne udveksler blikke, begge forstår, at blomstens alder trods alt ikke er så uigenkaldelig som et menneskes. De går ind i stuen, hvor Hans sidder mageligt i sin ternede skjorte og uldne sokker. Han er rolig. Han forstår, at Ellen bare passer sit arbejde, at Birgitte tager sig af ham, og at hans håb svinder.
Hvorfor graver I jeres egen grav? Nå, lad mig lige lytte på Dem. Det lyder jo helt fejlfrit! Du ånder stadig som en 15-årig! siger Ellen friskt, undersøger ham. Vil I ikke til koncert? Jeg har billetter til forestillingen på kulturhuset i morgen klokken syv, de skal bruges!
Hans stirrer op, pludselig lever han op.
Jeg elsker det… men du skal da tage afsted selv, Ellen!
Jeg kan ikke, jeg skal på kursus igen om aftenen. Tag billetterne! Birgitte, vil du tage med?
Birgitte trækker på skuldrene, hun kommer sjældent ud hendes mand venter hjemme, vreden lurer altid. Men Ellen tager hende diskret til side:
Du skal tage af sted! I bor jo tæt på hvad koster det dig?
Det kommer til at koste Birgitte meget. Der bliver skænderi derhjemme, og til natten, som straf, frygter hun hans vrede. Hvorfor lever hun sådan? Ellen ved det. Da Hans skulle opereres, lagde Nicklas Birgittes mand pengene. Birgitte havde aldrig fundet så mange tusinde kroner, han løftede byrden, nu må han eje hende. Ellen har set ham nogle gange, utilfreds og tung, hvordan han ser den gamle kravle ind i bilen uden at hjælpe. Birgitte er nu Nicklas’ ejendom, hans investering. Sådan er det.
Ellen stikker ikke næsen for langt frem hendes egen dag er også fyldt op. Billetterne er faktisk fra hendes veninde, Anette, som arbejder i billetsalget og ved, at Ellen og Sanne elsker teater. I stedet giver Ellen dem til Hans og Birgitte og ingen andre!
Næste dag ringer Anette:
Hvad fanden er det for noget? Jeg kæmpede for de billetter til dig og Sanne, og hvem sidder så der i salen? Den gamle og hans datter! Var Sanne ikke skuffet?
Jo, Sanne var. Meget endda. Hun skændes tit med Ellen om det for igen har arbejdet og patienterne forrang.
Det har altid været sådan, mor! Altid! Først dine syge, så mig! Hvorfor fødte du mig overhovedet? råber Sanne…
Men de kom alligevel, det var da godt! Så du hans smil?
Nej, det gjorde jeg ikke, hvorfor skulle jeg kigge efter det? Sådan Lene! Men stadig… Kom nu snart og drik kaffe! Anette forsøger at gemme vreden bag pauser, for trykket stiger endnu engang i hendes hoved. Ellen har måttet sende hende på hospital flere gange.
Anette bor alene, sønnen er for længst flyttet ud, ægtemanden død for et par år siden. Kun Ellen og nogle få veninder er tilbage.
Det er sådan noget der giver mig forhøjet blodtryk, din skarn! Men jeg kommer lørdag! Bager wienerbrød køb ikk kage!
Anettes wienerbrød er hendes speciale. Hun stiller det altid på bordet til sammenkomster og får ros for det hvert år.
Ellen giver ikke kun billetter væk, men også Sannes overtøj, hun er vokset fra, hun samler medicin, bærer det ud, eller får Sanne til at tage det med hjem til folk. Ikke til alle men til dem, der har brug for det.
Hvorfor gør du det, mor? De tager det som en selvfølge! Pantons ringede igen for at få flere piller, kan de ikke selv hente? Skal du eller jeg? Jeg ville have været til biografen med mine veninder, men nej, du sender mig ud. Jeg vil ikke! Sanne protesterer næsten dagligt.
Hun fortsætter: koncert på skolen, moren var ikke til stede arbejdet trak. Husker du ikke det? Nej? Så lad mig minde dig om det!
Lad nu være.
Nej! Du tog Kragh med hjem fra hospitalet helt fremmed. Men mig glemmer du! Forbandede arbejdsplads, de patienter!
Sanne gik fra bordet i arrigskab, og dørkarmen fik et ordentligt slag.
Ellen ømmede sig, klemte sammen om benet.
Ja, det har jeg nok fortjent… sukkede hun.
Hun føler sig ofte som en dårlig mor. Datteren burde komme først! Men Sanne er aldrig syg, hun er stærk, klarer sig. De andre… De trænger til hjælp. Når alt engang bliver godt for alle, vil Ellen bage brunkager til Sanne men hvornår?
… Sanne er nu 27, har læst noget helt andet end moren heldigvis! Hun bor stadig hjemme, men er sjældent der, altid på arbejde eller sammen med veninder. Ikke med Ellen.
Hans er stadig syg, Ellen besøger ham ofte. Birgitte hænger fast i sit ulykkelige ægteskab, frygter at ende på gaden, bruger distriktslægen som støtte.
Sanne bliver indebrændt. Sur på sin mor og på hendes vegne.
Men i dag er Sanne ikke vred. Hun er bange. Ellen blev kørt væk fra arbejde, hjertet slog klik. Det var Anette, der ringede hun var der lige.
Jeg så det, Sanne. Hun blev bleg, læberne var helt hvide, jeg nåede lige at gribe hende. Hun blev straks kørt til Rigshospitalet. Du må tage derhen…
Jeg klarer mig uden dig! Det er din skyld! Det er dig, der har slidt hende ned for alles skyld! Sanne råbte, tørrede tårer og forlod arbejdet.
Hvad sker der, Sanne? spurgte hendes chef, Henrik Simonsen.
Jeg må gå, min mor er på hospitalet. Jeg arbejder overtiden ind, okay?
Selvfølgelig. Langt til hospitalet? Hvilken afdeling? Henrik tog brillerne af, knipser øjnene sammen. Han overvejer burde hun få firmabilen? Tag min bil, jeg får chaufføren til at køre dig. Sanne!
Men Sanne vil ikke køres. Hun tager bussen eller går, hurtigt det tager for lang tid at vente.
Ved porten til hospitalet er folk desperate, alle står med poser og venter. Sanne klamrer sig til sine papirer.
Hvem besøger du, hvilken afdeling? spørger manden bag skranken. Giv mig dit kørekort… Godt, gå ind.
Hun hastede henover det grå hospitalsområde. Blade lå i bunker, de syge kiggede ned fra vinduerne.
Oppe på kontoret bladrede personalet længe i journalerne.
I siger, hun blev indlagt i dag?
Ja, for kort tid siden!
Så kan navnet være på vej ind. Her. Din mor er på intensiv. Frøken, vent lidt…
Må jeg ikke se hende?
Desværre ikke. Men tal med lægen på tredje sal. Hør navnet her…
Kvinden i receptionen, Ida Marie, trak Sanne til side:
I vores fag er det svært at kende sin grænse. Nogle gange er det for lidt, og du beskytter dig selv, andre gange er det for meget, og du mister alt andet end jobbet. Min mand arbejder på akutmodtagelsen. Jeg ser ham sjældent. Men hans patienter er heldige. Jeg var også vred engang, men nu har jeg accepteret det. Det er hans kald. Gå op du klarer det!
Sanne talte trin på vejen op hvis hun tog fejl, ville det gå galt, hvis ikke, ville moren blive rask. Hun troede på skæve ting, små teatralske ritualer, en arv fra Ellen.
Sanne? kaldte en stemme. Det var Birgitte. Hvorfor er du her?
Min mor ligger her. Flyt dig, Birgitte! Sanne ville forbi, men Birgitte lagde armene om hende. De havde kendt hinanden, siden Sanne var barn, men nu… Sanne hadede hende.
Hun græd, forsøgte at rive sig fri, men blev slappere.
Ro på, Sanne! Sæt dig! Lægen er ikke kommet endnu. Fortæl, hvordan kom du hertil?
Birgitte lyttede, spurgte ind til Sannes vej og forsøgte at distrahere hende.
Hvorfor er du egentlig her, Birgitte? Er det din far?
Birgitte nikkede.
Sanne vidste ikke, om hun havde ret til at spørge men hun tænkte på det, mens Birgitte stod ved de høje buede vinduer, krammede sig selv om skuldrene og stirrede ud på det grå, tågede vejr. Så ramte solens stråle pludselig ind, dansede over gulvet, forsvandt hurtigt igen.
Far elskede dette hospital, det er smukt, sagde Birgitte med et svagt smil.
Hvis man ser bort fra, at det er sidste stop for mange. Min mor taler også altid om klinikkerne. For mig er det huse, hvor folk lider. Dem burde man holde sig fra! Sanne trak på skulderen.
Jeg foretrækker det her fremfor at se på derhjemme, når jeg ikke kan hjælpe, svarede Birgitte. Lidelse kan lindres. Din mor kan det. Ikke kun fysisk der findes jo medicin men indvendigt. Din mor hun dømmer aldrig nogen.
Kun sine patienter. Mig aldrig, mumlede Sanne. Vi lever i hver vores verden. Jeg laver te til hende, hun er allerede faldet i søvn. Jeg sover, hun er taget af sted. Hvor tit har jeg ikke forsøgt at tale med hende om mine bekymringer, men hun var altid på vej videre. Jeg ville forbyde læger at få familie, hvis jeg kunne!
Men så blev de hårde. Enhver, der giver sig selv, har brug for sit skjul, sit hjem. Alle har brug for nogen. Ellers går det ikke! sagde Birgitte, men standsede, da hun så sin mand komme bullrende ned ad den lange gang.
Birgitte, du er her igen? Jeg har sagt, du ikke må! Vi har brugt formuer på din far og nu slæber du dig alligevel herind? Vil du selv ende her? råbte Nicklas, trak hende væk, vred stemningen ud ad afdelingen med sin råben og blev ført væk af portørerne.
Han vil have et barn, sagde Birgitte tørt. Men jeg kan ikke bære til ende.
Jeg forstår ikke, hvorfor du giftede dig…
Jeg var taknemmelig. Han hjalp os én gang. Nu er det bare blevet sådan her. Jeg tør ikke skilles jeg kan intet selv. Jeg er ingenting.
Solen dansede stadig kortvarigt gennem det sprossede vindue. Birgitte smilte forsigtigt.
Far var tilfreds, når han var her. Han følte sig tryg.
… Sanne indså pludselig, at den omsorg hendes mor viste andre, var den samme bekymring, hun nu selv følte for Hans. Måske havde hun aldrig forstået det?
Birgitte, som altid var så gnaven, tørrer nu øjnene i vindueslyset.
Lidt efter forsvinder hun, og Sanne sidder igen alene. Hjemme i mors køkken, senere samme nat, stirrer hun ud af det åbne vindue, mens sneen falder i sagte stilhed over Søerne, bilen er væk, og hun sidder alene.
Hun hører mors gamle ord Sne gør alting lettere måske får hun ret.
Sanne bør rydde op, lukke vinduet, lægge sig. Hun sidder bare. Alt føles tomt uden moren. Hun ville ønske, hun havde sagt noget andet, været mindre vred.
Mor, vil du ikke være sød Bliv her Jeg er ikke klar Lad mig ikke være alene, ber jeg dig! hvisker Sanne og mærker tårerne løbe, grimt og rigtigt, ikke som på film.
Telefonen ringer og afbryder.
Sanne? Det er Henrik undskyld tiden, hvordan har din mor det? Kan jeg gøre noget?
Henrik? Sidder du stadig og arbejder?
Nej, kan ikke sove tænker på dig og din mor. Må jeg komme forbi?
Han sagde det, som om de var gamle venner. Den tillid fik Sanne til at føle sig mindre alene. Andre veninder sover, men Henrik kommer laver te, finder honningen frem, sætter hende i lænestolen, tjekker vinduet, radiatorerne.
Du skal prøve at sove. Jeg ved, det er svært, men prøv. Du skal have kræfter. Hvad ser du ud af vinduet? Sort?
Henrik trak gardinet til side. Han var ni år ældre, slank, havde altid cowboybukser på, ankom til kontoret på cykel om sommeren, lavede bål om vinteren i lejet sommerhus med kollegaerne. Til nytår, klædte han sig ud som julemand for kontoret og delte gaver ud. Sanne brød sig om ham som alle kvinder på jobbet.
Ja, det er mørkt, sagde Sanne.
Nej! Sneen kommer, ser du? Han smilede. Den bliver sikkert til sjap i morgen, men alligevel. Det hjælper gør det ikke?
Hun nikkede, stod ved siden af ham og så sneen dale. Mors ord, at sneen dækker over alt det grimme, virker sandt denne gang.
Næste morgen ringer telefonen. Henrik er gået, lejligheden er tom.
Hallo, er det Sanne Sørensen? Stemmen i røret fryser blodet. Præcis sådan lød stemmen dengang far døde. Sanne var syv.
Ja, det er mig.
Din mor er vågen. Kom, så fortæller jeg, hvad du kan tage med…
Sanne skriver ned, kaffe og boller, nikker og tørrer tårer. Sneen falder stadig udenfor. Det smelter ikke, det beskytter, lægger et rent lag over alt håb for fremtiden. Der vil snart være spor, livstæer, linjer ind ad nye veje. Men Hans Mikkelsen får ikke gå i sneen. Han hviler, kigger ned på Birgitte fra himlen. Hun venter barn.
Drengen bliver født til sommer, Birgitte skal netop flytte fra Nicklas. Til alles overraskelse lader han hende gå; han forsvinder ud i verden. Han får aldrig at vide, at sønnen ligner farfaren på en prik.
Ellen vil tage drengen i armene, smile og føle glæden blive større et menneske mere i verden! Kort efter står Sanne ved alteret. Brylluppet er et stort øjeblik Ellen kan stadig ikke helt forstå, at datteren gifter sig, og at svigersønnen er Henrik. Han mærker Sannes følelser, forstår hende. Måske kan han give hende det, Ellen ikke formåede? Forhåbentlig.
Et menneske har brug for et andet menneske. Birgitte har ret. Vi har alle brug for hinanden.
