Jeg fortalte min nabo, at vi er syv søskende, og at min storesøster tager sig af os, fordi mor er væk. Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg fortalte det til min nabo, fru Madsen. Jeg fejede fortovet foran huset, da hun kom forbi og spurgte til min mor.
Hun er her ikke, sagde jeg, og forsøgte at lyde almindelig.
Hvornår kommer hun hjem, min dreng? spurgte hun.
Jeg var stille et øjeblik og kiggede ned på kosten mellem hænderne.
Hun kommer ikke tilbage, fru Madsen. Hun er taget væk taget afsted med en anden mand. Hun er gravid.
Jeg så, hvordan hendes ansigt ændrede sig, overrasket og medlidenhed i ét. Jeg følte mig flov, men jeg havde behov for at sige det højt. At få luft for alt det, jeg havde båret på.
Vi er syv søskende, fortsatte jeg. Min storesøster Katrine passer os nu. Hun er atten. Jeg er tolv og den næstældste. Så er der Marie, Emil, tvillingerne Frederik og Astrid og lille Viggo.
Fru Madsen satte sig tungt på kantstenen, som om benene ikke kunne bære hende.
Åh for pokker og din søster står alene med jer alle?
Ja. Hun arbejder natten lang med at gøre kontorer rene, og om dagen passer hun os. Hun sover næsten ikke.
Det der gjorde allermest ondt, det uretfærdige, var at se Katrine med mørke rande under øjnene, smøre madpakker klokken fem om morgenen, hjælpe med lektier hun ikke forstod, skifte bleer og lave mad ud af næsten ingenting. Af og til hørte jeg hende græde ude på badeværelset, når hun troede, vi alle sov.
Så blev det endnu værre. En sagsbehandler kom forbi for to uger siden. Nogen havde ringet til kommunen. De sagde, vi var for mange børn for en 18-årig at tage sig af alene, at Katrine manglede ressourcerne, og det bedste ville være at omplacere nogle af os i plejefamilier.
Jeg havde aldrig set Katrine så rasende.
NEJ! råbte hun. I skal ikke skille os ad! Vi er en familie!
Forstå nu, frøken, det er for børnenes bedste, sagde sagsbehandleren.
Jeg ER, hvad der er bedst for dem! svarede hun grådkvalt af fortvivlelse og vrede. Mor forlod os, men jeg gør det aldrig! Aldrig!
Tvillingerne klamrede sig til hinanden i sofaen og græd. Marie holdt fast i min trøje, og jeg prøvede at være stærk, men jeg var rædselsslagen. Hvad hvis de tog os væk fra hinanden? Hvad hvis jeg aldrig så mine søskende igen?
Samme eftermiddag bankede fru Madsen på døren. Hun havde en gryde gullash med og et blik, jeg ikke havde set før.
Katrine, skat, sagde hun og tog min søsters hænder. Jeg er tres, bor alene siden min mand døde, og det her hus ved siden af mit er alt for stille. Lad mig hjælpe dig.
Katrine forsøgte at sige nej, men fru Madsen ville ikke godtage noget.
Det er ikke velgørenhed, men naboskab, insisterede hun. Børnene kan komme over til mig efter skole, mens du arbejder. Jeg laver lige så let mad til otte som til én. Og når kommunen kommer igen, skal de se, at I ikke står alene vi er et fællesskab her.
For første gang i ugevis så jeg Katrine smile ægte. Hun græd stadig, men det var andre tårer.
Fru Madsen, jeg jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale dig tilbage
Du betaler mig ved at blive ved med at være stærk, og ved at holde sammen på børnene, som du gør.
De næste dage var huset ikke længere larmende stille på den truende måde. Det var stadig småt, stadig sparsomt, men der var grin, lyde af gryder og tallerkener, og vigtigst af alt: den føltes ikke forladt længere.
Fru Madsen gjorde, hvad hun havde sagt. Hver eftermiddag sad hun foran sit hus i en gammel træstol, hvidt hår sat op og viftede med en avis. Tvillingerne stormede altid ind til hende først; Viggo blev løftet op, som var han hendes eget barnebarn. Marie hjalp med at snitte kartofler, og Emil var stolt af at kravle op på stolen for at nå de øverste hylder. Jeg lavede lektier ved spisebordet, mens fru Madsen fortalte gamle historier fra nabolaget om familier, der engang måtte klare sig igennem på rugbrød og leverpostej, men som stod sammen.
Katrine begyndte at sove en anelse mere. Ikke meget, men nok til at hun ikke længere så så udslidt ud. Om morgenen, i stedet for at ile rundt tavs, smurte hun madpakker, mens hun nynnede en gammel vuggevise, mor plejede at synge. Jeg så hende standse midt i køkkenet med hænderne rystende, men hun tørrede øjnene og fortsatte. Ikke fordi hun havde glemt mor, men fordi hun valgte ikke at give op.
Ugen efter kom socialrådgiverne tilbage.
Denne gang så de ikke kun en udmattet 18-årig med syv børn men en varm stue med duftende mad, naboer, der kom og gik. De så fru Madsen strikke til Viggo, fru Jensen komme med en pose ris, og snedker Hansen tilbyde at reparere vores køjesenge gratis. De så Katrine føre nøjagtigt regnskab over alt: skoleplaner, mad, medicin, hver krone der kom og gik.
Vi benægter ikke, at det er svært, sagde en af dem venligt, men det er tydeligt, I har et netværk.
Katrine klemte min hånd, hun var iskold.
Jeg er ikke perfekt, sagde hun med rystende, men klar stemme. Jeg lærer hver dag. Jeg tager imod al den hjælp, jeg kan få, bare mine søskende kan blive sammen.
De kiggede på hinanden, og til sidst nikkede den ældste dame.
Vi fortsætter med at følge jer, men børnene skal ikke skilles ad.
Jeg ved ikke, hvordan jeg turde trække vejret. Jeg husker bare, at Marie begyndte at græde, og tvillingerne klamrede sig til Katrine, som om hun var hele deres verden.
Tiden gik. Den var ikke nem og slet ikke lyserød. Der var dage uden strøm, nætter, hvor Katrine kom sent hjem, og panik, da Viggo fik høj feber. Men vi var ikke alene længere.
Jeg begyndte at hjælpe mere til. Tolv år gammel lærte jeg at lave suppe, skifte bleer og hjælpe Emil med regning. Jeg var ikke længere bare nummer to. Jeg var storebror. Det var tungt men gjorde mig stolt.
Katrine tilmeldte sig morgenkurser for at få en erhvervsfaglig uddannelse. Fru Madsen så efter de mindste. Af og til så jeg Katrine bøjet over bøgerne i morgensolen, træt men beslutsom. For første gang siden mor var taget væk, så fremtiden ikke længere ud som en blindgyde.
Mor vi talte ikke meget om hende. En dag spurgte Marie:
Tror du, mor tænker på os?
Katrine svarede først længe senere:
Måske. Men det ændrer ikke, at vi stadig har hinanden.
Ingen sagde noget. Vi lærte at leve med spørgsmål uden svar.
Et år senere, på Viggos toårs fødselsdag, holdt vi en lille fest nede i gården. Der var ikke nogen fin lagkage, men fru Madsen havde bagt drømmekage, og naboerne kom forbi. De spiste, grinede og så på Katrine med respekt i blikket ikke længere med medlidenhed.
Jeg sad i udkanten og betragtede mine søskende løbe rundt, så Katrine holde Viggo, mens de pustede lysene ud, og pludselig forstod jeg: Familie er ikke kun dem, der giver dig livet. Familie er dem, der bliver hos dig.
Da alle var gået, satte jeg mig sammen med Katrine på trappen foran huset.
Fortryder du det? spurgte jeg. At du blev her?
Hun smilede træt men roligt:
Nogle dage er jeg meget bange, indrømmede hun. Men jeg har aldrig fortrudt.
Hun strøg mig over håret, som mor plejede.
Vi vælger ikke, hvordan livet starter, sagde hun, men vi kan vælge, hvordan vi går videre.
Jeg kiggede op på de helt almindelige stjerner på himlen. For første gang i lang tid ønskede jeg mig ikke noget nyt. Jeg var bare taknemmelig for, at vi stadig var sammen. For sammenhold er stærkere end alt andet.
