Må jeg vente på dig?
Vejen til lykke for Jens Jørgensen, og han var bestemt ikke alene om det, gik lige gennem maven. Hans stakkels mave led under kronisk mavesår.
Alle dage arbejdede Jens Jørgensen som afdelingsleder i sit lille kontor, alt for trangt til så stor en mand. Han klædte sig altid pænt på, med jakkesæt og nystrøget skjorte selvfølgelig renset på det lokale renseri, for Jens boede alene. Hver eneste dag ledede og delte han ordrer ud, svedte i sin uldne jakke, rykkede i bæltet, der skar ham i maven, irriterede sig, rettede på slipset, slog i bordet, råbte en gang imellem op, blev rød i hovedet, famlede ved sit hageparti, nervøst kradsede han på en usynlig skægstubbe, underskrev bunkevis af papirer, talte i telefon, mumlede ind i røret, lyttede, mumlede igen. Til sidst, når han stod foran sin chef på gulvtæppet og svedte tran, endte det alt sammen med, at han led af mavesmerter.
For at holde sig bare nogenlunde kørende, tjekkede Jørgensen sig ind på hospitalet til observation to gange om året. Her slugte han bunker af piller og fik rør ned i halsen, så lægerne på unødvendigt munter vis kunne granske hans slimhinder. Han tog flere piller, krummede tæer og stønnede. Under hospitalsindlæggelserne spiste Jens udelukkende efter diætplan, og om aftenen diskuterede han over en kop te med kammerater, der kiggede forbi: de vendte verdenssituationen, livet og kvikke kommentarer, mens han blinkede til de søde sygeplejersker. De rødmede og afviste høfligt de chokoladestykker, han bød dem.
Tag nu, for Søren! Hvad er der? Kan I ikke lide sødt? blev han fornærmet. Der er intet bag, jeg holder bare af at glæde kvinder.
Til sidst tog sygeplejerskerne dog imod chokoladen med et lille smil, drak te sammen bagefter og talte om kærlighed og om Jens, som de syntes så frygteligt synd for. Ensom mand! De ønskede ham alt det bedste.
Blandt de små fornøjelser havde Jens Jørgensen også for vane at skændes bravt med overlægen, Katrine Friis. Hun dukkede altid op, lige idet Jens stod på altanen og røg.
Igen?! Hvor mange gange skal jeg sige, at vi ikke ryger her? Jørgensen, snart beder jeg dig om at pakke sammen og så kommer du ikke igen! Overlægen Katrine kneb øjnene sammen og talte alvorligt, mens hun underviste den store mand med hårde ord.
Slap nu bare af, Katrine. Du har selv røget herude, det har jeg set! Hvorfor skal det kun være mig, du himler sådan med? Jeg ville da gerne gå udenfor, hvis det ikke styrtede ned kan du se det regnvejr? Vil du have, jeg bliver plaskvåd? Jens svarede skarpt, tog endnu et par dybe hiv, smed smøgen ned i en dåse på altanen, trak sin store, røde badekåbe en gave fra lillesøster, Mette tættere om sig og trissede fra altanen.
Katrine rykkede sig ikke ud af flækken, lod ham kante sig forbi. I det øjeblik kunne han dufte hende af renhed, klor, vaskepulver og en svag, blomsteragtig parfume.
Det er jo ikke et kurhotel, det her! rasede Katrine, lille bitte i forhold til det store brød af en patient. I morgen er du væk!
Hun skældte og blev irriteret uden helt selv at fatte hvorfor. Hun kunne bare ikke udstå Jørgensen, sådan var det. Før han dukkede op i hendes liv, sad hun med helt andre, dystre tanker. Nu var der ham.
Gider du flytte dig, jeg skal til behandling. Så må du råde over hele altanen med din sure energi! Og i øvrigt, Katrine, mavesår er faktisk også en nerverelateret sygdom. Du stresser mig, hvad er det for en læge, du er? brummede Jens og maste forbi hende, så han let trådte hende over foden foden i den lyseblå træsko smuttede væk. Undskyld, mumlede han.
Det gør ikke noget. Dine behandlinger er snart slut! Tsk, snerrede Katrine, vendte sig om på hælen og gik. Om aftenen, når sygeplejesektionen summede af træt dovenskab, gik hun selv ud på altanen og tændte en cigaret. Hun kunne være gået ud, men regnen silede jo stadig ned
Jeg må flytte, begynde forfra, trække vejret igen! lovede hun sig selv gang på gang, mens hun slog asken af. Tror I, jeg ikke kan? Vrøvl! Jeg skal nok klare det. Og blive lykkelig
Så sad hun på en gammel, rusten stol, tænkte på sine patienter. Jeg skal lige have Egon færdigbehandlet, og Søren, stakkels gamle mand, han har det skidt og så blev Niklas indlagt igen i går. Han er en ren uro
Katrine valgte altid at blive endnu et år, i hvert fald til sagerne var afsluttet eller til hendes søster Maja kom hjem igen. Det gjorde patienterne dog aldrig der kom hele tiden nye, og nogen mødte hende på gaden, nikkede, hilste, takkede. Andre gik uden at se hende i øjnene. Især pårørende, der havde håbet på et mirakel, som aldrig kom.
Hun blev ikke fornærmet man kan jo ikke være chokolade og behage alle. Men det var nu alligevel ikke rart.
Hun rettede håret foran hospitalspejlet kort, askeblond, pjusket i siden. Er det nu sødt? Nok. Hendes smalle træk, store øjne, høje kindben, det passede. Eller lignede hun en dreng? Hun løb tit rundt i ternede skjorter, jeans, læderjakker og sneakers med sin sorte strikhué.
Køb dig en pæn hat, det er så moderne! sagde Kasja Holm, hospitalets gamle gode bestyrer, mormortypen. Som en bandit ser du ud!
Nej tak, det er Majas, svarede Katrine og stak huen i lommen. Den skal helst holde varme.
Den er jo drivvåd, læg den dog til tørre! Kasja rystede på hovedet, glattede huen ud og lagde den til side. Katrine gled allerede lydløst gennem gangene i sine lyseblå træsko.
Alt bliver nok godt, min pige, Gud vil det, hviskede Kasja bag efter hende og vendte sig igen mod sine krydsord.
Nu trak Katrine huen ned over hovedet igen, lynede jakken, greb rygsækken.
Katrine, vil du køres? forsøgte Finn Sørensen, lokal Don Juan, som hurtigt kørte hænderne op ad hendes arme.
Hold dig til de unge, Finn, jeg tager selv bussen. Der står Laura og venter på dig hende fra røngten. Kør hende, hun har sikkert brug for det. Vi ses! Michael, hej! Katrine nikkede til endnu en læge, snuppede rygsækken og gik i rask trav mod busstoppestedet.
Hun SKULLE hjem før ti. Katrine havde skiftet lås for nylig, men Maja havde ikke fået ny nøgle. Kom hun for sent, sad Maja derude, blev fornærmet og forsvandt igen så vidste Katrine end ikke, om hun havde været der.
Hun småløb, svang ranslen over skuldrene, trådte i en vandpyt så strømper og sneakers blev drivende våde.
Pokkers også søgte hun at bande lavt, mens bussen netop forsvandt om hjørnet. Hun satte kursen hjemad til fods, smed sit buskort i den spraglede katte-etui Maja engang gav hende til fødselsdag. Det var så rørende
Hvad så, Finn, alene igen? sagde Kasja smørret. Der er ikke noget at gøre, Katrine er ikke let at imponere!
Hvad ved du om det, Kasja? sukkede han og kæmpede forgæves med jakkeærmet. Jeg kunne da være forelsket!
Kom her, så skal jeg hjælpe dig i tøjet. Så, nu med ret krave, afsted! Du har ikke noget privatliv!
Finn trak på skuldrene, overvejede et øjeblik at følge Katrine til stoppestedet, men nåede det ikke og måske var det bedst sådan.
Kasja havde lidt mere tid, satte sig til eftermiddagste med sygeplejerskerne i det lille, overfyldte personalerum. Her var der varmt, elektrisk vandkedel summede halvdøsen, og de to nattevagter skubbede rundt i deres madkasser og gabte.
Velbekomme! nikkede Kasja, fortsatte i ét væk: Ja, Finn er vild efter Katrine, men hun nægtede at tage imod chokolade fra ham. Hun hader åbenbart fuldskæg, for han har netop barberet sig han ligner jo et barn nu!
Katrine er ligeglad med både skæg og chokolade, mumlede Emma, mens hun hældte te op. Hun virker, som om hun bare venter venter Hvis hun ikke har patienter, tjekker hun mobilen, ringer hjem og falder sammen. Skænderier med Jørgensen hører til Han opvarter ellers alle de unge piger, fordi han bor på privatstue og kan tillade sig det!
Nej, jeg tror, han er kun her på grund af hende! sagde Signe og nippede til teen.
Vrøvl, sagde Kasja. Nå, måske. Katrine burde lade det hele fare, flytte og starte forfra. Men, jo Ligesom gamle koner under krigen ventede på deres mænd, der aldrig vendte hjem Maja har ødelagt det hele for dem
En dør smækkede, måske nogen i gangen. De blev stille.
Hvad er det med søsteren? spurgte Signe. Jeg var på barsel dengang.
Katrine flyttede hertil med Maja, da de mistede forældrene, forklarede Kasja. Maja var små ti år yngre. Katrine fik arbejde, lejede lejlighed, Maja gik i skole. Men Maja var speciel, gik tit sine egne veje. Kan I huske hende? Med lilla hår og ring i næsen? Sygeplejerskerne nikkede.
Senere rendte hun mere og mere væk, Katrine ledte hende op, tilgav, slæbte hjem, ringede politiet engang der var noget med nogle typer ude på Vesterbro. Man begyndte at frygte det værste. Til sidst forsvandt Maja sporløst.
Nogle unge tænker kun på sig selv, sukkede Emma. En nabo her havde sådan en søn, han ringede et par gange og bad om penge. Måske var det ham, måske ikke. Men de sendte altid penge. Man vil jo ikke tage synden på sig
Katrine kan ikke give slip, sagde Kasja. Hun stormede hjem hver eneste aften, for tænk hvis Maja kom og så ikke kunne komme ind! Hun kunne have boet tættere på hospitalet, eller begyndt et nyt liv et andet sted Men hun kan ikke.
De sad tavse.
Man slipper ikke sådan noget, det er søsteransvar sukkede Signe. Der blev hostet et sted ude på gangen, og igen blev der stille.
Jens Jørgensen lagde sig på sengen, foldede hænderne bag hovedet og stirrede i loftet.
Det er som en sommerfugl fæstnet med en nål, tænkte han. Hun kunne flyve, hun er ung, smuk, og kunne se hele verden men hun holder selv fast, som om hun er bundet til en ankerplads… Det gør ondt at se på.
Han huskede Katrines store øjne, det kække korte hår, den spinkle krop, de benede knæ under de smalle jeans, de kolde hænder da hun undersøgte ham hun gjorde næsten ekstra ondt. Jens så det hele klart for sig. En skørtejæger? Nej. Han ville egentlig bare beskytte hende hvorfor fandt han aldrig ud af.
Hun ryger alt for meget Det går ikke.
Jens lå søvnløs, vred og ventede. Han skammede sig over at have svaret Katrine så skarpt, over sin attitude.
Han var blevet vant til at være ovenpå, at give chokolade, som om et stykke til 30 kroner var et tegn på storhed, at forlange respekt og forkælelse tilbage.
Men privatstuepatienter er jo næsten en slags adel. De burde behandles derefter og så mødes han af hendes kolde hænder.
Jens satte sig op, fandt sine tøfler og trissede ud i gangen. Bag en væg stønnede nogen. Nysgerrigt åbnede han døren til nabostuen endnu en privatstue.
Undskyld… Må jeg komme ind? Jens stod tøvende i døren. Måske skulle jeg lade være…
Han gik dog ind. Nogen lød så ynkelig, han kunne ikke gå videre.
Skal jeg hente en læge? Jeg tænder lige lys, og åbner vinduet mumlede han, mens han trykkede på nattelyset.
Det kølige, blålys kastede skygger over mørkelilla gardiner, kolde rester af mad, et badekåbe på gulvet. På sengen lå en gammel mand, udmattet.
Vil du ikke række mig vandet? bad den gamle stemme.
Jens hentede et glas, fyldte det op, rakte det til den gamle, der allerede sad lidt op.
Har du brug for læge? Du stønner så det kan høres gennem væggen
Nej, hellere ikke for deres skyld. Lader dem sove. Kan selv Men ja… Tak. Du må hellere gå. mandens hænder faldt klaskende mod lårene. Tak. Jeg skal nok lade være med at forstyrre mere. Undskyld! Mavesåret kniber mig i nat Øv, det er prisen for ungdommen. Men hvor var det dog dejligt dengang! Han forsøgte at smile, men det lykkedes ikke rigtigt.
Ja, i ungdommen er alt jo godt, svarede Jens medfølende og huskede sin egen ungdom, danset væk under Roskildefest og bange nætter i København. Han gik hen og åbnede vinduet.
Du tager fejl. Det er ikke godt for alle. Men sådan tror man det Ja Den gamle mand krummede sig sammen under smerterne.
Jens havde aldrig set nogen lide så. Han kunne ikke høre mere.
Jeg henter lægen. Der er servicestandarder på privatstue her, det skal man udnytte! Han rejste sig op for at gå ud.
Privatstue lo den gamle skævt. Min søn har skaffet det, så jeg ikke forstyrrer de andre. Han har betalt, så jeg kan nyde livet som en konge, sagde han, og at han ville kigge forbi, men endnu ikke har været her.
Sikke et utaknemmeligt menneske, din søn! hviskede Jens, og tænkte på sig selv.
Det er, hvad det er. Unge skal leve, gamle skal dø. Og ingen kan tage ansvar for alle andre hele livet. Har du levet for dig selv? Det har jeg. Og det er godt, smilede den gamle. Er Katrine her? Nej, hun er nok løbet hjem for at vente på Maja Stakkels pige.
Nå, det er ikke vigtigt, hvem jeg har levet for. Jeg henter personalet, du er næsten ligbleg Jens blev bange for, at denne mand skulle dø foran ham, uden de engang havde sagt ordentligt hej Uhyggeligt!
Jens gik i gangene, fandt nattevagten, vækkede hende.
Hvad er der? Har du det dårligt? spurgte hun.
Nej. Men min nabo derinde. Han ser fælt ud. Han pegede mod privatstuerne.
Tak, gå bare tilbage! Sagde hun og ilede derind sammen med vagten, der kom til.
Jens så ud ad vinduet på byens tusindvis af lys, længtes efter varm, sød te og et stykke kanelsnegl. Hans bedstemor plejede at lave det til ham efter spejder. Så sad han i det lille køkken med den gamle voksdug, sølvskeder på væggen, udsigten til endnu et hvidt sejlskib på grønt tryk.
Jens faldt først i søvn op mod morgengry, uroligt, for der blev stadig tumlet i naborummet.
Nabostuen blev gjort klar til ny patient.
Hvor er den gamle mand? Min nabo? spurgte Jens. Tamara trak på skuldrene. Han forstod, og det gik ham koldt ned ad ryggen. Alt skete lige ovre på den anden side af væggen i nat. Og han, Jens, var den sidste, der talte med manden. Og de nåede end ikke at præsentere sig. Det er slemt, når man ikke når det og så er det for sent.
Jens drejede rundt og gik nærmest ind i Katrine Friis.
Hun stod der, lille, slank som en alf, og græd.
Jeg skulle have besøgt ham i går men jeg skyndte mig hjem, du forstår? Jeg skal bare være hjemme før ti, fordi Ja, jeg skulle bare nå det! Og nu Nu er han væk. Og jeg sagde ikke farvel
Katrine snøftede som et lille barn, tørrede næsen, hurtigt og akavet. En ubærlig sorg Jens følte pludselig trang til at kramme hende, trykke hendes hoved ind mod sin brystkasse og lindre hendes smerte, vugge hende, hviske beroligende ord. Og bagefter servere sød te og kanelsnegl.
Han er ikke vred. Han sagde, du skulle leve dit eget liv. Og sagde Jens stille, og rakte ud, men trak hånden tilbage.
Katrine så op på ham med blytunge øjne, hagen rystede. Hun vendte sig, maste sig forbi Finn, stormede ud, greb en cigaret. Ude i vinden kunne hun ikke finde en lighter og bandede da blev en tændstik stukket frem mod hende.
Det var Jens.
Han stod der, ventede på at blive skældt ud, mens han holdt tændstikken.
Katrine tændte, inhalerede, udåndede skarpt, og hvæsede så:
Du må ikke være her! Tilbage på stuen! Jeg har sagt det hundrede gange denne altan er kun for personalet! Skal vi sætte lås på?
Jeg forstyrrer ikke. Gav dig bare ild. Og jeg har helt lovligt lov at være her, sagde Jens køligt.
Nå, da?
Din advokat har skrevet kontrakten sådan, at adgang kun er forbudt på steder, hvor der står forbud skilte. Og her er ingen. Så beklager, jeg bliver.
Han lænede sig op ad altanens rækværk, slog kåben til side, stod i sin stribede pyjamas.
Se, sneen er kommet. Utroligt. Her er flot, med parken under. Og på bænken derovre Nej, det er bare en snemand, småpratrede Jens for at aflede hende.
Jeg har kendt ham siden Maja Siden jeg blev alene. Nikolaj var pensionist, og han gik i parken og spillede violin, sagde hun lavt.
Violin? undrede Jens. I hat og altid med rød halstørklæde?
Præcis. Den var strikket, grov, kradsende, Maja ville have elsket den. Men hun gik. Han var den sidste, der så hende. Og nu er han også væk. Og jeg står alene tilbage.
Finn afbrød og kaldte på Katrine, det var tid til runden.
Hvorfor står patienten her?! udbrød Finn, men Katrine trak ham væk, mens Jens blev på altanen og kiggede på snemænden, der langsomt smeltede til ingenting.
Nogen låste altandøren bag ham, og Jens Jørgensen stod alene, i sin røde badekåbe og pyjamas, på den anden side indtil nogen opdagede detEt øjeblik stod Jens bare dér, i stilheden mellem nat og snefald. Hospitalets lyde var blevet fjerne, kun den kølige luft og duften af røg omfavnede ham. Han tænkte på den gamle mand, på sin egen barndom, på alle de ventede og alle de ventende.
Bag ham lød trin igen. Katrine var tilbage. Hendes øjne var røde, men stemmen var stærk som stål, da hun stilled sig ved siden af ham.
Hele mit liv har jeg ventet på, at nogen skulle komme hjem, sagde hun lavt. Først mor, så Maja. Nogle gange tror jeg, jeg venter på, at jeg selv skal komme hjem. Men jeg står altid på perronen. Skulle man ikke bare gå?
Jens trak vejret dybt, stødte albuen let mod hendes. Måske skal du begynde at gå, selvom der ikke er nogen, der vinker på dig for enden af vejen. Eller også skal man selv være den, der vinker.
Katrine smålo, overrasket over sit eget smil. Må jeg vente lidt på dig så?
Jens rakte hånden ud. For første gang i lang tid tog hun imod.
Sneen dalede tættere. Under altanen blinkede et lys fra byen, som et løfte om søde breve, varme tekopper og kanelsnegle et sted, hvor ingen længere ventede forgæves.
De stod længe sagte sammen, før de gik ind. Han holdt døren for hende, så hun ikke skulle ud i mørket alene mere. Og i samme sekund anede Katrine, at måske netop dén nat var hun allerede kommet lidt nærmere hjem.
