Afregningen for forræderiet
Da Mikkel forsigtigt vendte manden på vejen om på ryggen og så hans ansigt, blev han nærmest lammet af overraskelse. “Nej, det kan ikke passe! Det er jo”
Præcis i det øjeblik åbnede “den hjemløse” øjnene, og Mikkel indså, at han ikke havde taget fejl.
*****
Første vinterdag var smuk på en surrealistisk måde. Sneen lå som vat, solen glimtede alt virkede præcis så ubekymret, som det kun kan i drømme.
Man fik lyst til at råbe ud over Struenseegade: “Sikke et syn!”
Men det gjorde Mikkel ikke. Han var ny i bygningen i Nordvest en fremmed blandt grønne altaner og gamle fru Sørensen, som sad på bænken ved vaskekælderen og sladrede. Han havde ikke lyst til at blive kendt som den sære mand, hvis navn blev hvisket og som folk krydsede vejen for.
Så Mikkel stod bare der på altanen, vinduerne på vid gab, og trak kulden helt ned i lungerne. Sindet var let, og han glemte helt kaffen, som stod mut på køkkenbordet og ventede på at gøre sin pligt.
Så poppede en mærkværdig tanke op i hans hoved: “Hvorfor ikke drikke kaffen udenfor i dag?”
Han tænkte på sine barndoms vintre på Fyn, hvor han ofte, sammen med farmor, drak brændenældete i haven og så morgenen folde sig ud.
– Måske det var tid til at genopleve noget af barndommens lethed?
Han hældte kaffen i en termokande, tjekkede låget, fandt sin gamle Islandske sweater fremog tog afsted.
*****
Udenfor kiggede han til højre og venstre, forvirret over hvor parken lå, og valgte at gå mod venstre.
Fortovet var så glat, det føltes som at gå på spejlæg, og turbo-skøjtetrinene fik ham næsten til at le. To gamle damer, fru Sørensen og fru Jensen, stod allerede klar med deres sorte affaldsposer og diskuterede animeret:
– Se nu dér, Inger, snerrede fru Sørensen. – Nu render de hjemløse rundt her igen!
– Ja, de har også været her de sidste dage. Som om vi ikke har rigeligt.
– Kig på ham! Ligger midt på vejen som var det Bellevue Strand! Folk kan hverken komme til eller fra.
– Ja, det er jo et offentligt sted, ikke?
– Offentligt, ja. Her skal man gå, ikke ligge og sole sig. Skal vi ringe til politiet, Inger? Så de kan putte ham i… hvad er det nu det hedder…
– Natteherberget? Måske et krisecenter?
– Ja, præcis.
– Tror du han er fuld, udover at være hjemløs? Herregud… Hvad nu hvis vi ikke kan komme af med skraldet!
– Jeg tror han sover, Inger.
– Sover?! Hvad nu hvis han pludselig springer op og trækker én ind i sin hule? Det er værre end en skødehund!
– Sandt, sandt. Gode folk ligger jo ikke og flyder på vejene. Hvem ved om det er en kriminel? Se på tøjet!
Mikkel blev nysgerrig. Han fulgte deres blikke mod container-rummet.
Og der lå virkelig en mand midt på vejen i joggingdragt og laksko. Meget aparte. Ved siden af ham, en sort sæk, nok med byggeaffald og så…
Mikkel så en hund.
En lille hund med navneskilt, men ingen snor, sad ved mandens side, slikkede ham i ansigtet og peb sagtmodigt, som om den ville bede verden om hjælp. Den blegede også, drømmelignende, med stemme som rungede gennem tågen.
Mikkel undrede sig over damernes konklusioner manden så på ingen måde hjemløs ud, men mere som en, der boede i nærheden og måske havde en uheldig dag.
Da Mikkel nærmede sig, bjeffede hunden bestemt, som om den krævede, at han kom nærmere.
“Du er en smart én,” tænkte Mikkel. Du gør ikke bare ingenting du beder ligefrem folk om hjælp. Der må have hændt noget.
I det samme kværnede de gamle damer videre, som om ingen hørte dem:
– Og hvad er nu det for en hund? Hvor skal vi nu gøre af skraldet? Skal vi slæbe det op igen?
– Bare tag det roligt, sagde Mikkel og brød ind. – Jeg ser lige, hvad det er for en mand.
– Hvem er du egentlig? spurgte de skeptisk.
– Jeg er ny her flyttede ind forrige uge i nr. 14.
– Nå, så er du da vores, sagde Inger og smilede.
– Ja, du er klædt ordentligt, sagde fru Sørensen godmodigt.
– Lad nu være med at ringe endnu. Måske er der en god forklaring.
– Ok, men hjælp os så, bad Inger. Og tag nu hunden med i samme hug.
– Det skal jeg nokog jeg kan også tage jeres poser, så I ikke skal ud på glatis.
Mikkel smilede og tog affaldsposerne og gik mod containerne.
Ved manden, som lå der, bøjede han sig ned og rullede ham forsigtigt om. Overraskelsen var umiddelbar. “Nej, det kan ikke passe! Det er jo”
I det samme åbnede manden øjnene.
– Sebastian?! Hvad laver du her?
– Mikkel?! Er det dig, Lindholm? Hjælp mig lige op, mine ben sover.
Selvom de aldrig havde været rigtige venner (de havde kun gået i klasse sammen), hjalp Mikkel selvfølgelig Sebastian op. Han børstede sne af sig, krammede Mikkel, til stor morskab for de gamle damer.
– Tak, kammersjuk!
– Det var så lidt.
– Nej, du aner ikke. Man kan ikke regne med de gamle her på vejen. Kig selv de glor bare.
– Ja, jeg ser det, smilede Mikkel.
– Kunne de ikke bare spørge hvad der er sket? Men nej, de sladrer hellere så mine ribben knager.
– Dine ribben har du selv klaret, Sebastian.
– Lige meget, de kunne da spørge!
– De troede du var en hjemløs drukkenbolt.
– Præcis! Ingen forståelse jeg gled bare, slog hovedet og var væk et kort sekund.
– Og de var skræmt af din hund. Han prøvede faktisk at hjælpe dig. Hvad hedder den lille fyr?
– Han hedder Trofast, sagde Sebastian og bøjede sig ned for at klappe ham men Trofast kiggede kun på Sebastian i lang, lang tid, som om alting i verden var blevet vendt på hovedet.
– Flink hund! sagde Mikkel og klappede den, men Trofast reagerede ikke for alvor; hans blik hang på “sin ven”, som han ikke havde set i drømme på ti år.
– Ja, han er venlig nok. Det er faktisk ham der lagde mig ned. Han hoppede op bagfra og pludselig lå jeg på jorden.
Mikkel smilede drømmende.
– Så jeg skal ikke takke ham. Men hvad nu? Jeg har stadig kæmpe rod i lejligheden.
Mikkel mindedes poserne med affald til de gamle damer og gik forsigtigt med dem over isen.
– Og tag min også, råbte Sebastian. Jeg kan dårligt stå.
– Sebastian, jeg har kun to hænder, protesterede Mikkel tørt.
“Folk tror de kan bestille tjenere hver gang!”
Alt han ville var bare at drikke kaffe ude og få lidt barndomsglimt…
– Mikkel, giv mig termokanden! Udveksling: Du hjælper mig jeg hjælper dig! Sådan gør vi her i landet, ikke?
Jo, jo tænkte Mikkel.
Han huskede stadig dengang Sebastian plagede om at måtte se opgave-svarene til matematikprøven og lovede at hjælpe ham af med et par bøller bagefter. Men den byttehandel blev aldrig til noget Sebastian dukkede ikke op, og Mikkel tog alle tæskene.
Nu kastede han affaldet i containeren (to poser og én sæk fuld af gamle tapeter) og kom tilbage. Sebastian sad på bænken og guffede kaffehelt ad helvede til af kulde.
– Håber det er ok, Mikkel. Jeg frøs helt vanvittigt.
– Drik du bare færdig. Kan du ikke komme ind hos dig selv?
– Jo, men derhjemme bliver jeg jaget rundt. Sofie har sat mig i sving med at lave om. Hun vil have alt færdigt før Nytår, som om verden slutter bagefter.
– Så, fortæl nu hvad du egentlig laver i dagligdagen? Du ville jo på byggeteknisk skole?
– Jo, men jeg dumpede matematikken. Heldigvis fik jeg arbejde på et murerhold. Det kan man også leve af.
– Og med Sofie bliver det til bryllup eller bare samliv?
– Selvfølgelig. Hun er en af den slags med du ved, de dér
Sebastian lavede et stort svaj med armene mens han gumlede på lågkanden.
– Jeg forstår, sagde Mikkel og lo lidt.
– Hun er super men står op klokken fem og sender mig ud for at sætte tapet op! Og hjælper gør hun bestemt ikke.
– Men du elsker hende?
– Helt sikkert. Hun… du ved…
– Sebastian, jeg forstod det første gang, lo Mikkel og tog termokanden tilbage.
Så meget for udendørs-kaffe!
Sebastians mobil ringede. Han gravede i jakkelommen. Mikkel klappede Trofast, som ikke havde flyttet sig.
– Ja, Sof, jeg kommer nu. Ude ved gården. Mødte lige en gammel klassekammerat. Ja, jeg skynder mig.
– Sofie?
– Ja. Helt besat af det der ombygning. Nå, Mikkelhyggeligt at se dig!
Sebastian famlede sig over vejen hjem. Mikkel var taknemmelig for at de ikke boede i samme opgang. En sær bitterhed bredte sig. Luften var ligesom blevet forkælet.
– Sebastian, hvad med hunden?
Sebastian stoppede, vendte sig og gloede, som om Mikkel havde spurgt om han ville have en million kroner.
– Hvilken hund?
– Trofast? Tager du ham slet ikke med hjem? Det er isnende koldt.
– Altså, nej. Jeg smed ham ud for en måned siden. Eller, Sofie pressede mig. Hendes sko blev bidt i stykker. Så jeg kørte ham ud på landet. Fatter ikke hvordan han fandt tilbage.
Mikkel knyttede nærmest hånden om termokanden.
– Har jo ikke tid til hund. Nytår venter, og der er tusind ting at gøre. Vi ses!
Trofast så trist ud efter Sebastian, men løb ikke efter; måske forstod han at han ikke havde et hjem længere.
Mikkel betragtede svagt rystende Sebastians vaklen væk. Han tænkte længe, som om virkeligheden opførte sig som en dårlig sketch.
Men da hoveddøren klappede i, forstod han, at Sebastian mente det. Han havde byttet sin hund for Sofie med du ved, de dér
Tåbeligt.
Hvis nogen havde fortalt Mikkel det, ville han ikke tro på det. Han havde lige været kaffebar for en, der havde svigtet nok det mest trofaste væsen i verden.
“Og jeg smed affald ud for ham ovenikøbet! Burde have smidt ham i containeren!”
Mikkel var rasende men først nu, hvor Sebastian var væk.
Trofast mærkede vist uroen og puffede forsigtigt til Mikkels kolde hånd. Mikkel smilede.
– Ved du hvad, jeg har altid drømt om en hund! Lejligheden er stor. Hvad siger du?
Trofast kiggede længe ham i øjnene og viftede svagt med halen. Han forstod præcis hvad Mikkel ønskede men det var svært at rive sig løs fra fortiden.
– Jeg forstår du elsker ham. Men han elsker ikke dig. Sebastian har aldrig haft meget mellem ørerne, men nu slog han rekorden.
Trofast lagde sig ind til Mikkel og logrede lidt mere.
– Hvad så? Vil du bo hos mig?
– Vov!
– Jeg gætter på det betyder “ja”?
– Vov!
– Så lad os gå ind og få morgenmad. Jeg trænger til selskab.
Sådan fik Mikkel sig en ven.
En ven, der aldrig ville forråde ham, som han nu kunne gå morgenture med, trække luften helt ned i maven og glæde sig over.
*****
Tre dage før Nytår, tidligt om morgenen, gik Mikkel som altid tur med Trofast i sneen, da han så Sebastian stå ude med to tasker. Vejens triste silhuet.
Mikkel ville egentlig ikke stoppe, men gjorde det alligevel.
– Noget galt?
– Er det dig, Mikkel? Ser du, du tog Trofast. Det var godt gjort. Bedre end mig.
– Hvad er der sket?
– Sofie Da jeg blev færdig med istandsættelsen, sagde hun jeg skulle pakke og gå. “Du er ikke min type fyre, en rigtig kvinde gifter sig ikke sådan en,” sagde hun.
– Og du gik bare?
– Hvad kunne jeg gøre? Hun ringede til politiet, og så stod jeg her. Men hvad nu?
– Har du ikke din egen lejlighed?
– Den har jeg lejet ud for at betale for ombygningen, og de nye, der bor der, har betalt forud til sidst på måneden. Jeg kan ikke smide dem ud nytårsaften. Så jeg er hjemløs.
– Du får ikke meget sympati herfra.
– Må jeg bo hos dig et par dage?
– Beklager.
– Så finder jeg på noget. Kan være en gammel bekendt vil hjælpe.
– Måske. Men for det med Trofast det må du selv rede ud med Vor Herre. Du er allerede blevet straffet, hvis du spørger mig.
Sebastian svarede ikke, kastede ikke et blik på Trofast, hævede skuldrene og forsvandt mod byen.
Mikkel og Trofast så ikke efter ham. De gik videre, fyldt med en underlig fred.
*****
Dagen før Nytår spadserede de igennem gården igen og oplevede endnu et underligt drømmesyn. Uden for Sebastians gamle opgang stod der to kvinderen ung og en ældre.
– Mor! Hvordan kan du? Jeg laver hele lejligheden om! Du smider mig ud?!
– Det er MIN lejlighed, Sofie! Jeg gør som jeg vil! Og tuder du, ringer jeg til politiet!
Den unge samlede sin pose op og gik.
Den ældre ringede og ventede. En ældre mand med gråt skæg ankom, og de to steg sammen ind i opgangen.
Mikkel kiggede på Trofast og lo sagte:
– Ja, gamle ven, sådan er livet i Danmark. Æblet falder ikke langt fra stammen. Heldigvis er der ingen, der smider os ud nytårsaften.
– Vov!
– Kom, nu har vi glemt at købe juletræ. Vi skal da på torvet!
Han fæstede linen i snoren, og sammen begav de sig mod juletræsboderne, glade for sne, sol og den friskeste luft i verden.
Luften var virkeligt uspoleret nu, for hverken Sebastian eller Sofie ødelagde den længere.
