Den bedste version af mig selv
Majken var altid den bedste version af mig selv. På alle måder. Smukkere, som mormor påstod, roligere, klogere. Hendes hoved var fri for “skøre” idéer; hun var aldrig på tværs, hun ødelagde eller væltede intet. Et drømmebarn, i modsætning til mig, Katrine.
Majken var min søster. Jeg er fem år ældre end hende. Hun kom ind i mit liv, da mor blev gift igen.
Majken er så stille, hun sover og spiser fint. Overhovedet ingen problemer! sukkede mormor Ester, mors mor, henført. Du, Katrine, du var noget ganske andet. Græd hele tiden, var utrolig kræsen og vanskelig et barn. Vi måtte endda tage dig til lægen, og din mor brugte mange kræfter du skreg som om du gjorde det med vilje. Det var frygteligt! Men din søster, se nu bare, hun er jo så stille! Dejligt … Ja, det er jo generne…
Mormor pludrede med lille Majken i vuggen, og jeg blev sat med alfabetet. Siden har jeg hadet at læse. Det føltes som en straf for at være “forkert”, ikke bornet med de rigtige evner, mens min søster var “født rigtig”.
Majken og jeg har forskellige gener. Vi har samme mor, men ikke samme far…
Min far ifølge mormor var en lidt løssluppen og useriøs type, som bare udnyttede min mor, skændtes konstant med mormor. Og til sidst forlod han os.
Mor var trist, hun græd, men efter et stykke tid mødte hun så Erik. Han var en solid mand, lidt skaldet og astmatisk, med tykke, korte fingre og runde øjne han klemte sig ind i vores entré som en bjørn, tørrede panden med ærmet og så sig omkring.
Mor forsøgte at forklare sig: “Sådan bor vi …”, men Erik trak bare på skuldrene og smilede.
Hvor kærligheden er, er selv et lille hjem et slot, Anna! sagde han og gav sig til rette i vores lille lejlighed.
Erik tog os til sig, gav min mor mulighed for et rigtigt familieliv. Det var mormor ret tilfredse med, og da Erik begyndte at komme i vores hjem, dukkede hun også op i sit mest farvestrålende, bordeauxrøde kjole og matchende læbestift. Med en kage og en flaske mousserende vin strakte hun hånden frem: hun regnede nok med, at Erik straks skulle bukke og takke, men i stedet gav han hende et akavet håndtryk og tog venligt imod hendes frakke.
Lad os sætte os til bordet, sagde mormor, lidt skuffet. Det bordeauxrøde kjole var sikkert en strategi for at tryllebinde ham, men det virkede ikke.
Mormor kastede beundrende blikke på Majken og pegede på mig: “Du var altid besværlig, Katrine. Hvor heldige vi er nu det er generne…” Så fik jeg udleveret en pose dagligvarer og blev bedt om at læse alfabetet.
Vi har forskelligt ophav: fædre det er åbenbart ondt at tale om min… Mors nye mand, Erik, var noget helt andet. Han tog ansvar, var stabil. Mormor roste ham højlydt, og efterhånden blev der planlagt en ny start: Eriks hus på landet var solgt, nu skulle lejligheden sælges, og pengene lægges i et nyt andelsbyggeri, hvor vi skulle flytte hen sammen.
Og hvor skal vi så være imens? spurgte mor lidt fortvivlet.
Ester tager os ind! svarede Erik. Hun har plads, og Katrine har brug for opsyn. Gør du ikke, Katrine? sagde han og lagde en tung hånd på mit lille hoved.
Jo, hviskede jeg og holdt stadig fast om min far-gaves bløde kanin, gave fra min rigtige far, som forlod os den samme morgen, han bare skulle købe brød som aldrig kom tilbage. Jeg var ikke glad for, at vi nu skulle flytte, for hvor skulle far vide, hvor vi var, hvis han nu kom?
Mener du, at jeg ikke sørger for dig? brummede Erik, med brynene rynkede.
Han kommer aldrig tilbage, og det er slut med det, sagde han fast.
Ingen slog mig, men Erik virkede som om han mest bare tolererede min tilstedeværelse. Mor talte med sin veninde Nina om, at Erik ikke ville adoptere mig, så jeg stadig hed Jensen ligesom min far, mens hun nu var blevet Sørensen det gav tit bøvl, men Erik virkede uskadelig.
Mormor Esters bemærkninger dryssede som salt i såret. “Kære, snak da med ham! Han elsker hende jo, køber legetøj, men anerkender hende ikke.” Så svarede mormor, at det jo var sket af en fejl; jeg blev født for tidligt, det var ikke den rigtige mand, og nu måtte mor og Erik komme videre. De kunne altid få flere børn, og jeg skulle placeres “et andet sted”.
Nej, mor, aldrig! udbrød mor og krammede mig ind til sig. Hun lovede, at hun aldrig ville sende mig bort og krammede så hårdt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Hun råbte ad mormor og bekendtgjorde, at uanset hvad Erik mente, ville hun altid beskytte mig, fordi jeg var hendes datter og elsket.
Nu skal vi bare se, når Erik får sin egen datter. sagde mormor hånligt. Så vil han bestemme, hvem der skal være hvor. Tænk på fremtiden! Gør det for familiens skyld! Du skal gøre tingene ordentligt nu, Anna.
Denne samtale fandt sted på mormors rodede køkken. Og hvad så? Jeg var rædselsslagen over, at min mor kunne finde på at gå fra mig, når nu far allerede var væk …
Jeg blev syg den aften. Feberen steg, og jeg svedte og bad om vand. Mor puttede mig, læste eventyr for mig, og jeg døsede hen.
Dage og uger gik, mens vi boede hos mormor. Lejligheden var lille, og Majken var nu født. Hver morgen gik vi på regnvåde gader, mormor slæbte mig i børnehave, og mor var indlagt på hospital.
Folk snakkede stadig om, hvordan det var godt, vi havde en ny chance nu. En “rigtig” familie. For første gang følte jeg for alvor, at jeg ikke var som Majken, ikke den perfekte søster, men kun “den anden”.
Majkens vugge stod, og ingen måtte puste på hende. Alt var underlagt regler; jeg var aldrig i vejen, men jeg måtte heller ikke rigtige være der.
I børnehaven kom Erik og hentede mig. Han var stor, venlig, klodset ikke rigtig min far, men han prøvede.
Katrine! Din bedstefar er her! råbte Peter, min legekammerat. Nej, det er min far, protesterede jeg, og Peter svarede, at fædre da ikke kunne være så gamle.
Hjemme lavede Erik kaffe til mormor og min mor, han fik også tid til at lægge en stor skinnende chokolade på mit bord. Her, lille egern, det er til dig. Tag den!
Mormor sukkede: Husk at sige tak! Hun har svært ved det, den unge. Og så væltede hun ved et uheld Eriks kop.
Senere gik jeg ind til mor.
Er du færdig med at spise, Katrine? Kan du hjælpe lidt med at rydde op?
Mor lyttede til mine historier om børnehaven, så falder hun i søvn, sorrig og træt. Jeg kigger så på Majken, det perfekte barn, rødmusset og smilende.
Alt imens mormor pønser på, hvordan hun skal overtale Erik til at lade hende flytte med. Hun mener jo, Majken og jeg skal have hendes pædagogiske hånd til opdragelsen, og at den gamle lejlighed derefter måske kan lejes ud, så kommer der lidt til kassen.
Hun slår på, at det nok er bedst at skille sig af med mig. “Hun bliver aldrig til noget alligevel.” Så meget snak, at jeg er begyndt at tro det.
Men Erik smækker i bordet og råber: Hvad bilder du dig ind? Katrine er lige så meget vores datter, som Majken er. Aldrig skal hun væk hun hører til her, med Anna og med mig!
Han slæber mig ind til sig, løfter mig op. Og det er første gang, jeg føler mig hjemme. Du skal ikke kalde mig far, hvis du ikke vil det kommer med tiden … Men vi skal være venner, Katrine. Jeg er din familie.
Vi flytter ud på landet. Vi skal bo i et lille bindingsværkshus med ko og høns, og det er koldt, men mor bliver glad igen. Gamle damer fra landsbyen kommer med brød og mælk, lærer os at bage. Vi fryser, men vi er sammen.
Da vi endelig får en ny lejlighed i København, kommer naboerne og beundrer mor “Sikke dejlige døtre!”
Erik bliver rød i hovedet og klør sig bag øret, men jeg ser stolt op på ham: han har lavet et hjem for min mor, for mig, for Majken.
Og nu den bedste version af mig, Majken hun skal giftes. Smuk, glad, hun klarer sig i studierne, arbejder og nu står hun her, snart gift. Jeg sidder ved siden af hende og kan mærke hendes nervøse hænder, ser ringen, der glimter.
Men jeg er ikke misundelig. Jeg er lykkelig over de mennesker, jeg har fået; Erik, min kluntede, trofaste papfar, Majken, min perfekte søster, og alle de kærlige sjæle, der tog imod os, da vi trængte til det.
Genetikken, siger de… Men jeg er også blevet til noget. Jeg studerer, svømmer, danser, tegner og vil egentlig ikke giftes lige nu. Majken og jeg følger hver vores vej, men trådene har samme begyndelse: mor, og Erik, vores far.
Tårerne triller, men Majkens kæreste Mads rækker hånden ud til en dans. Han er sød, sjov. Jeg kan lide ham, og han kan lide mig. Jeg får, uden at ville det, Majkens buket. Mor smiler, nikker, og Erik tørrer øjnene i smug, vores følsomme far.
Så nu danser jeg med Mads, jeg er den bedste version af mig selv, for jeg har mennesker i mit liv, som elsker mig, og jeg har lært, at glæde ikke afhænger af, hvilken start man fik men af hvem man vælger at være for andre.
