Nå, ven, nu skal du bare høre, hvad jeg oplevede forleden, det var simpelthen den vildeste dag!
Så, forestil dig Klinikken på Nørrebro, linoleumsgulve og den der duft af håndsprit. Ind trisser vores hovedperson, Rigmor Nielsen. Du ved, sådan en rigtig pæn, ældre dame nydelig i frakken, håret ordnet, hun holder tasken tæt til sig og sætter sig pænt foran lægen.
Lægen er Jytte Hansen, og hun ligner alt andet end noget, der står på forsiden af Politiken. Hendes hvide kitel er lidt krøllet, opsætningen har givet op, og hænderne er helt røde og tørre sikkert fra endnu en omgang rengøring med rodalon.
“Ja, hvad kan jeg gøre for dig?” spørger Jytte, og Rigmor sidder der lidt klemt og roder med en lille bunke papirer.
Hun får dem skubbet over, og Jytte skimmer dem, mens hun trommer lidt med blyanten.
“Du bliver nødt til at sige noget, jeg har altså tid at passe på!”
Rigmor trækker skuldrene sammen. Der er ikke andre på gangen, kun en mand der sidder og piller ved sit overskæg og mumler.
“Skal jeg bare fortælle det hele?” Rigmor tjekker navneskiltet. “Jytte Hansen, ikke?”
“Nemlig. Du bestemmer, men holder du mund, må du gå igen, jeg healer altså ikke!”
Rigmor bliver ildrød i hovedet. “Nej, jeg skal nok… det er bare, jeg har det så mærkeligt…”
Hun begynder at fortælle det hele, og Jytte skribler løs mellem vendingerne.
“Hmm, du har bøvl med maven… og du siger du ‘hæver op’? Hvad spiser du, hvad drikker du? Ryger du? Tager du for meget snaps?”
Rigmor ryster hurtigt på hovedet. “Måske en enkelt likør til jul…”
“Det siger I alle. Og så er leveren stået af inden nogen når at tælle til ti,” sukker Jytte. “Nå, måneds tid, måske to. Her, du kan få en god urtete mod… ja, dyskomforten, som det hedder.”
Jytte grifler noget på journalen, kigger kort på, hvordan Rigmor sidder og tvinder lommetørklædet, så rækker hun papirerne tilbage.
“Aflever det i receptionen. Og ingen drama. Bare drik de der urter, og lad resten være.”
Rigmor ligger lille og slidt, da hun forlader konsultationen og dumper ned på bænken ude på gangen.
En… måske to måneder, og så er det slut det kører rundt i hovedet på hende. Måske skulle hun ha ringet til lægen tidligere? Hun åbner journalen, kigger “Sløv passage”. Resten er nogle kruseduller og et par latinske forkortelser: Det samme, som stod i hendes fars papirer, lige før han gik bort Men, de så nu meget pæne ud.
På vej hjem skælver hun, hele byen blinker af forårsfarver og regndråber i solen, spurve kvidrer, alt er håbefuldt. Hun vil så gerne leve nærmest helt ind i maven, du ved!
Imens, derhjemme, Egon forsøger at fodre tvillingerne. “Op, mine små stjerner! Hvem har varmet jeres havregrød, hva?” De griner og spytter sutterne ud, alt er idyl, indtil Marie Egons kone slår sig ned og græder.
“Hva nu, skat?” spørger Egon, lettere forvirret.
“Mostermor Rigmor… Det er slut med hende, sagde lægen. Måske kun et par måneder…”
Egon sukker. Han tager tvillingerne, forsøger at trøste Marie, men hun hulker lidt videre.
“Der er da ingen, der ved det! De læger, du. Og så får vi forresten hendes værelse så kan ungerne lege frit!” siger Egon lidt for begejstret.
Marie stirrer ondt på ham. “Egon! Det er altså din påfaldende praktiske sans, jeg ikke orker! Rigmor har været mit altsiden barndommen!”
Hun vrisser og går ud “Det er altså modbydeligt, Egon!” Og hun lader ham alene med tankerne om, hvordan de vil kunne indrette sig, hvis nu
På køkkenet sidder Rigmor med alle sine tanker, viser naboerne sin diagnose og sukker opgivende over duften af kaffe og grød, stegte spejlæg, varm mælk fra gryden. “Nåh… jeg må hellere få sat skik på tingene,” siger hun, og alle prøver at hive hende op.
Hun går ind på sit værelse, ser på sine ting hylden med lidt tøj, de tre sæt og det gamle marineblå frakke. Alt sammen så sirligt og parat til at gå i arv. “Marie må få det, hun syr nok kaffeforklæder eller puder,” tænker Rigmor.
Hun besøger Egon. “Du må hjælpe, Egon. Jeg har lidt på kontoen, tingene skal ordnes pænt, vil du planlægge det hele?” Han bliver straks højtidelig over jobbet. “Det skal du bare regne med, vi laver det flotteste gravøl!”
Han måler op, snakker gravrøjer og dørbredder “Det hele skal kunne lade sig gøre på den danske måde!” Og så bliver der lagt planer, lister, borde og siddepladser… “Men du, Rigmor, hvem skal have hvad herinde? Er alle tingene nu klaret?”
“Giv stegesoen til naboen, de har brug for den,” siger Rigmor bare og sukker, mens Egon noterer.
Hun sætter sig ved bordet og skriver gæsteliste til ‘gravøllet’. Da hun ser, hvor mange det bliver gamle venner, tidligere elever, en moster i Odense, så mange numre bliver hun bange for, hvordan hun skal få det hele sagt.
Først ringer hun til sin barndomsveninde, Helle. De snakker, griner og græder lidt sammen over telefonnettet Rigmor lyver lidt og siger, hun har det glimrende, men det kniber for hende at få sagt farvel.
Egon hjælper endda med at ringe til søsteren, Solveig. “Hej, Solveig, jamen, det er Egon, Rigmor vil gerne invitere dig!” Og Solveig svarer: “Er hun skør, eller hvad? Hvad snakker du om, Egon?” Men til sidst får Rigmor telefonen og søsterforholdet bliver (næsten) limet sammen over mange undskyldninger og gråd.
Egon graver videre. “Hvilket porcelæn? Skal vi sætte menuen?” spørger han. Han har styr på planerne! Alting bliver planlagt til mindste detalje, så dansk, så praktisk.
Men lige pludselig, da Rigmor sidder og tænker, at det hele blev for overgearet og hun ikke engang kunne drikke den bitre urtete fra Jytte så slår det hende: Hun blev jo aldrig rigtigt undersøgt, Jytte mærkede hende dårligt nok! Hvad er nu det for noget?
Egon afslører, at han har ringet ned til klinikken og nej, Jytte var slet ikke på arbejde da, men til konference. Nogen har taget gas på Rigmor! En vikar, som lod som om, hun var læge, fordi hun havde gammelt nag til Jytte. “Bare rolig, det var bare for sjov, nu stopper den snak!”
Rigmor griner først forsigtigt, så højlydt sammen med Egon og Marie. Solveig ankommer, og nu bliver der slået kaffe op til hele opgangen, alle får et stykke wienerbrød, og det føles i et øjeblik, som om der aldrig har været nogen dom over Rigmor.
“Jamen, så flytter jeg da sammen med Solveig,” forklarer Rigmor til sidst. “Så må I få værelset her, Marie og Egon til knægtedrengene og alt jeres rod!”
De skåler i saft og kaffe, og Egon sukker bare over det tabte porcelæn. “Nå, men lidt flytning overlever vi, så længe drengene får plads,” griner Marie.
Rigmor flytter, og livet fortsætter i bedste danske stil med kaffe på kanden, havearbejde og børnelatter. Ingen tænker mere på datoen for farvel nu handler det om at leve, så længe, der er både hvidtøl, lyse nætter og gæster nok til bænken i den nye have.
