Min mor
Hvorfor fødte du mig overhovedet?! råbte Freja, rasende og ked af det. For at have én at skælde ud på? Nu hvor Laura og Emilie er flyttet hjemmefra, så er det bare mig, du kan hakke på! Der er ikke anden grund til, at I fik mig, nu forstår jeg det! Hun kæmpede med lynlåsen i sin jakke, men den sad fast. Freja snøftede. Børn er kun til, så forældre og lærere kan lade deres frustrationer gå ud over nogen!
Freja … Anne stod lænet op ad dørkarmen og så trist på sin yngste datter, den tredje i rækken. Sikke et temperament, den pige havde! Det var som taget ud af Annes egen mor, Karen. Karen var kendt for sit iltre temperament, og Anne forstod stadig ikke, hvordan hendes far havde holdt det ud. Det sjove var, at Anne som barn altid holdt med sin mor, uden egentlig at forstå, hvad skænderierne handlede om. Karen var jo den yndigste mor, smuk, elegant, så alle pigerne i klassen misundte Anne. Hvad gjorde det, at mor havde et svært sind? Bedstemor sagde altid, Karen var en prøvelse; men Anne fattede det ikke dengang hendes mor var alt.
Det er vel karma, at Freja blev sendt til mig af skæbnen fuldstændig ligesom Karen som ung. Samme rynkende pande, og hun har arvet al den skønhed, Anne selv savnede. Anne var mere groft bygget, mørkhåret, stammede fra den jyske vestkyst, lidt barsk, og det havde hun altid haft det lidt svært med. Men Karen sagde altid, at det var en stolt nordisk skønhed Anne lignede jo sin far, Jens, som kom fra de barske egne. Karen har aldrig besøgt hans hjemstavn oppe ved Skagen, der var ikke noget at komme efter, og Karen brød sig ikke om hoteller.
Så nu boede Anne med sit strenge ansigt, markerede kindben, mørkt hår og triste øjne, sammen med prinsessen Freja, ild og kaos, altid på kogepunktet det krævede nerver af stål.
Hvorfor smiler du, mor? Synes du, det er sjovt? hvinede Freja, vred og fornærmet Jeg synes i hvert fald ikke, det er sjovt! Jeg skrider! Jeg tager hjem til Mathilde og bliver der! Led ikke efter mig!
Hun snoede det tykke strikkede halstørklæde med rensdyr og grantræer rundt om halsen, greb huen med de samme mønstre, hvor rensdyrenes næser lignede ovale knapper, og lagde armene over kors.
Så! sagde Freja og rodede i skuffen. Hvor er mine nøgler?! I gemmer altid mine ting!
Det dér har hun fra mormor, smilte Anne for sig selv. Karen troede altid, alle var ude på at drille hende. Nu sad Karen for det meste hjemme, læste romaner eller broderede korssting, men hvem ved, hvor længe det varer …
Dine nøgler er i lommen på din jakke, som altid. Freja, kommer du hjem til aftensmad? Dine søstre kommer også … Anne rakte hånden ud, ville give et kys, men Freja vred sig væk.
Spis bare med dem! Og sig endelig til Laura, jeg ikke vil have hendes høretelefoner! Og Emilie skal lade være med at gå ind på mit værelse! råbte Freja, svingede med benet, rev halstørklædet af (det var for varmt og umuligt at skændes med på).
Skal vi så ikke regne med dig til aftensmad? spurgte Anne.
Nej. Farvel!
Freja fór ned ad trappen. Rygsækken bumlede mod hendes spinkle ryg, snørebåndet var gået op, men Freja stoppede ikke. Snørebåndet var jo også imod hende i dag!
Anne slukkede lyset i entreen. Bør hun virkelig have skældt sådan ud? Ja, hun brød sig ikke om ideen om tatovering, men måske skulle hun give mere slip? Men Freja handlede altid på impulse, tænkte ikke før hun gjorde tingene. Hvem ved, hvad det kunne føre til?
Anne sukkede og begyndte at rydde op på køkkenbordet.
Tre døtre, hendes allerstørste skat Emilie, Laura og Freja. Der findes ikke noget mere dyrebart. Lige meget, hvad de foretager sig, forstod Anne dem til sidst. Hun formåede at tale med dem tit først senere, men alligevel. Emilie, grundig, tænksom, pertentlig. Med hende var der aldrig problemer; børnehave, skole, universitet alt forløb glat. Ja, hun havde få veninder, og nogen syntes, hun var kedelig, men dem, der kendte hende, vidste, at hun skrev fantastiske digte, som hun holdt hemmelige. Og Emilie lyttede og trøstede altid. Hun blev gift for nylig, og Anne var glad for Emilies mand, Martin, som var helt nede på jorden og hjalp til med alting. Også vigtigst af alt: han elskede Emilie!
Emilie ringede ikke dagligt, men cirka hver anden dag, hun var optaget af sit job på universitetet. Og det var godt.
Laura, den anden datter, var en romantiker. Hun havde altid hovedet fuld af drømme, tegnede prinsesser og slotte fra hun var lille. Godt nok var hendes slotte skæve og hestene underligt proportionerede, men Laura så kun det smukke. Hun blev nogle gange såret, når veninderne ikke altid var loyale, men Laura troede på godt i andre og fløj hurtigt videre Nye drømme, nye digte, hun svævede på en sky. Nu læser hun litteratur og skriver selv poesi hendes undervisere elsker hende for hendes billedrige sprog. Hun venter stadig på sin prins hun siger, alle de andre heste er taget.
Laura var vanskelig, fordi hun var så godtroende og naiv. Anne prøvede at gøre hende lidt mere jordnær, men Laura lyttede ikke. Hun græd ud derhjemme hos mor, og det gjorde ondt at se, men Anne kunne ikke ændre det.
Tag det nu roligt, Anne. Livet skal nok lære hende det sagde Annes mand, Henrik. Vi er jo bløde mennesker, sådan er vi, og vores piger også! Han lagde Annes hånd på sine skuldre og gnubbede sin skaldede isse.
Min engel, hviskede Anne med et smil. Henrik …
Han smilte tilfreds. Han havde den bedste familie, tre piger og sig selv, midt i sin have.
Freja kom mange år senere end sine søstre. Det var en kæmpe overraskelse, da Anne opdagede, hun var gravid; lejligheden var for lille, og pengene slå ikke til.
Hvad skal vi gøre, Henrik? spurgte hun angst.
Vi gør ingenting i ni måneder, og så … Han så kærligt på hende. Og Freja blev født; så lille og viljestærk som få. Hun fik flere barnepiger end de fleste sine søstre, morforældrene og ikke mindst Karen. Henriks egne forældre døde, før pigerne blev født.
Anne var lykkelig, selvom barnevognen var arvet fra naboen, og tøjet ikke var fra ny. Men hun havde Freja det var lykken.
Freja blev syg som toårig og kom på sygehuset. Anne sad på kanten af sengen og turde ikke lukke et øje af frygt for, at Freja skulle vågne og have brug for hende.
Det tog lang tid at slå feberen ned, antibiotika efter antibiotika. Anne tabte sig så tøjet hang på hende. Henrik ringede hver time, ville vide, om han skulle tage noget med.
Nej, stop med det! Jeg mangler ikke noget! græd Anne i telefonen. Det er Freja, der har det dårligt, det handler ikke om mad eller aviser! Undskyld …
Hun knaldede røret på, men fortrød og ringede op.
Undskyld, Henrik. Jeg er bare så bange.
Alt blive godt, Anne, hørte hun ham berolige. Vi glæder os til, I kommer hjem. Freja får pink cykel, og Karen har købt badedyr til hende. Emilies lærer har sendt en pose tøj. Så, I skal hjem!
Elsker dig, Henrik …
Freja klarede den.
Måske gav sygdommen hende et særligt mod eller fandenivoldskhed. Der var i hvert fald ingen opdragelsesmetoder, der virkede på hende, men hun holdt alligevel sig selv i skindet. Om ikke andet, så var hun frygtløs og de andre børn på legepladsen vidste det. Dukkespil og pæne kjoler var ikke noget for hende Freja ville ud på eventyr, lege vildt og spille fodbold med drengene, hvor hun kendte alle reglerne og insisterede på dem.
Den lyserøde cykel blev til sidst malet blå ude på kolonihaven, takket være hendes søstre. Kjolerne, som Emilies lærer havde afleveret, røg videre til andre Freja ville kun gå med bukser og T-shirt. Til juleaften blev hun overtalt til kjole og digtoplæsning, men skiftede straks efter tilbage til rigtigt tøj. Et enkelt foto til mormor var dog nok; Anne var tilfreds.
Hvem er mor til den pige? blev der råbt på legepladsen, når Freja spillede bold. Anne trådte frem og måtte høre på kritikken af hendes datters temperament. Freja spillede ikke stille-julelege; hun spillede virkelig fodbold og uden nåde.
Anne havde nærmest taget folkeskolen to ekstra gange først med Emilie, så med Laura, og nu ventede Frejas eksamener Et langt sejt træk.
Karen, Annes mor, mente altid, Anne pylrede alt for meget om sine piger.
Lad nu pigerne være i fred! Du gør dem bare svage! sukker hun. Men i virkeligheden var Karen så optaget af sig selv, at Anne voksede op meget selvstændig, men med følelsen af aldrig rigtig at have sin mor tæt på. Hun savnede bare at sidde med hende, snakke, kigge i boligblade, sladre om drenge men Karen orkede det ikke.
Da Anne selv blev mor, ændrede hun synet på Karen. Det var nu engang sådan, hun var, og den slags ændrer sig ikke. Men med børnebørnene blomstrede Karen op; hun kunne lege i timevis, tage pigerne i teatret, sætte mad frem, og blive træt som et viskestykke efter en hel dag.
Freja er min straf, fordi I andre var for nemme! grinede Henrik.
En sjælden gang besøgte Anne forældrene alene; hun og Karen sad sammen, drak te af de gamle kobalt-blå kopper med guldkant, kiggede på tepotten med roser, lyttede til væguret, der for længst var gået i stå, og det føltes bare rigtigt. Det duftede af mor, og af barndom. Vinter lugter af mandariner, sommer af solvarme blomster, forår af våd muld og mor dufter altid af mor.
Karen missede ikke en eneste skolefest, hvor Anne deltog. De andre mødre tørrede øjne og hulkede, men Karen sad oprejst og nikkede anerkendende, hviskede digtets strofer lydløst, og kyssede Anne på kinden efterfølgende. Karen duftede af let blomsterparfume det var lugten af mor. Gav Anne slip på den, smilede hun straks, hvor end hun fangede duften.
Anne kom i tanke om, hvordan Freja i folkeskolealderen kastede sig over at spille rytmiske skeer. Det var et mareridt for hele ejendommen, men Freja bankede stædigt videre og vandt endda en konkurrence. De skeer med afslagne kanter ligger nu i skabet som minder og Freja truer med at genoptage karrieren, hvis hun ikke får ret i noget.
Efter at have rødet op, gjorde Anne sig klar til indkøb. Henrik havde stort set klaret hele aftensmaden i går, der manglede kun småting.
Efter frokost ringede Emilie. Hun og Martin ville snart være på vej.
Hvordan går det med “slagteren”? spurgte Emilie drillende.
Hun kører med rep igen. I dag gik vi i clinch om tatoveringer jeg bryder mig ikke om det … Men Anna sagde, jeg knækker hendes personlighed, og når nu Martins har, hvorfor må hun så ikke selv? Nå, men hun springer rundt til lektiehjælp i dag. Emilie, vi glæder os.
Prøv nu at lade være med at tage dig af det, mor, det går jo over. Har hun sagt, at hun aldrig kommer hjem igen? … Martin! Stop, du kører forkert! hørte Anne. Mor, så Freja har bedyret, vi ikke skal lede så er hun hjemme til aftensmad. Ses!
Emilie lagde på. Anne gentog for sig selv mor. Det var rart.
Laura tog et stykke tid, før hun svarede. Nu boede hun alene og elskede sin inspirationshavn fyldt med digte.
Hej … hendes stemme sukkede som om hun var midt i et digt.
Hej. Jeg forstyrrer bare, men husker du, vi samles i dag?
Det husker jeg. Kommer Karen?
Jeg tror det, hun har lovet.
Hvad med Freja? spurgte Laura mere vågent.
Hun er skredet for altid.
Så kommer hun som regel kl. syv, grinede Laura. Jeg er hjemme klokken fem og hjælper til. Vi ses, mor, jeg er på arbejde nu.
Anne forestillede sig, hvordan Laura lod mobilen glide ned i lommen, hang på en stol med øjnene lukket, hviskende et digt for sig selv. Anne smilede og tog porcelænstallerkenerne frem.
Det er dejligt at dække bord med den fine dug, porcelæn, bestik, den gamle glaskande og servietterne med blonder. Henrik havde lovet at komme hjem med blomster til vasen midt på bordet.
Når Karen og Jens kom, ville Karen sikkert brokke sig over, at hun ikke kunne se for blomsterne. Så Anne flyttede dem over til vindueskarmen, men hun vidste, at vasen og de lyserøde georginer stadig var der, lige så perfekte og krøllede som små sukkerkager.
Disse hyggeaftener lavede Anne mindst en gang om måneden især i de mørke måneder. Uden pigerne var hun bare en skal; når hun så deres glade ansigter, forstod hun, hun var med de var en del af hende, hendes livs nerve.
Laura kom først og gik straks i gang med at snitte salat. Hun gjorde det langsomt men grundigt; skive for skive.
Anne lavede kylling, satte det i ovnen, bød den held og lykke.
Mor! Man må ikke tale til det, man skal spise! lo Laura. Mor, jeg har sådan savnet dig … og vores køkken er så hyggeligt … åh, mor.
De krammede. Lige som de skulle til at mamme, ringede det på døren; Emilie og Martin kom ind med poser, glas klirrede, papirknas lød.
Emilie! Du ødelægger appetitten! Læg chokoladen! råbte Anne fra køkkenet. Martin så skyldig ud og skjulte en Mars-bar i kinden.
Lad ham nu, mor, sagde Emilie. Hvad kan vi hjælpe med?
Køkkenet summede af: Mor, hvor er …? Mor, hvordan gør man …?
Henrik kom hjem med georginerne, pustede ud og satte sig på sofaen.
Hej, Martin Alt vel?
Martin svarede med munden fuld af chokolade.
Godt, forresten Freja er skredet, sagde Henrik.
De smilede begge to. Freja stak af med jævne mellemrum, men vendte altid tilbage, surmulende, dog blød igen, når Martin lavede sjov.
Hvis du ikke havde giftet dig med Emilie, var jeg blevet din kone! hævdede Freja.
Uheldigvis må du vente! svarede Martin.
Freja sukkede men tænkte sommetider stadig på duel med sin søster …
Karen og Jens ankom, Karen som altid lidt utilfreds, men smeltede, da hun så børnebørnene.
Mor! råbte Anne og kastede sig i armene på Karen, stadig duftende af den elskede parfume og vinrøde læbestift.
Nå, nå, ikke så meget pas nu på at Jens ikke sætter sig på kagen! Hvorfor er her så småt, Anne?! Emilie, tag kagen! Karen var forlegen over kærlighed og blev altid lidt irriteret. Hvor er Freja?
Hun er skredet, svarede Laura tørt. Tag skoene af. Jens, har du mine bøger?
Jens nikkede og viste bøgerne.
Laura, flyt hjem! Jeg forærer dig et helt værelse. Men Laura lyttede ikke. Nå der røg hun ind i bøgerne. Anne! Noget brænder! Det er ovnen …
Kvinderne styrtede ud, mændene blev i stuen og talte om samfundet og foreninger.
Snart sad alle samlet om bordet. Henrik udbragte en skål for sundheden, og så begyndte bestikket at klirre.
Og ind kom hun Freja trådte forsigtigt ind, sukkede som Karen, gik ud og vaskede hænder, og trådte så ind i stuen, klar til at skælde ud, men standsede, da hun så sin mor.
Anne havde skrevet beskeder til Freja hele dagen hun svarede ikke, men nu smeltede hun og trådte med himlens alvor hen til Anne og omfavnede hende.
Min mor! Min egen! Min elskling! Freja begyndte at kysse Annes kinder.
Karen sukkede og mente som altid, Freja var en rigtig teaterdiva!
Mor og alle I andre! Jeg vil gerne præsentere Markus. Han er min ven og spiller elguitar. Markus, kom nu! råbte Freja.
En ranglet ung mand stak hovedet ind, stod kejtet i døren, med to buketter blomster roser og asters.
Et øjeblik var der stille. Alle studerede Markus, mens han så flovt ned. Til sidst sprang Martin op, klappede ham på skulderen, og Markus slugte en klump.
Du er da blevet høj, knægt! lo Martin. Nå, giv blomsterne, sæt dig ned. Freja, byd Markus noget.
Markus gav blomster roser til Karen, asters til Anne og så råbte han og Freja: Glædelig Mors Dag! Freja tændte en bordbombe konfetti over det hele, kyllingen hoppede, Laura gemte sig for larmen Freja dansede rundt efter sølvstjerner.
Da der var samlet op, og indholdet af salaterne var blevet konfettifri, satte alle sig igen.
Ja, det var da … frisk, sagde Jens. Det har mødre fortjent. Så skål for alle rigtige og kommende mødre!
Glas klirrede, Emilie spildte champagne, blev rød, Martin klemte hendes hånd, Laura sendte et halvsmil, Markus kyssede Freja på kinden. Freja så udfordrende på mor, klar til skældud for kysset, men Anne var optaget Henrik kyssede hende, sin kone, mor til hans døtre, datter af Karen og snart mormor til Emiles barn. Hvem kan vælge den bedste mor? De var alle de bedste, for de elskede.
… Mor, hviskede Freja, døsig. Mor, du skal altid være der, ikke? Ligesom mormor Så går jeg ingen steder. Jeg er glad for, du fødte mig.
Anne nikkede. Ja, lad mødrene altid være der. For ved siden af dem føles det vidunderligt stadig at være barn …
